Ugens andagt

4. samling

Ugens andagt fra www.vivit.dk, skrevet af kirkens præster. Ideer og kommentarer er velkomne!
Skriv til post@vivit.dk.

Uge 1: 30. dec. 2019 - 5. jan. 2020

Da de var rejst …

Da de var rejst, viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til.” (Matthæus 2,13)

Da de var rejst ... Dagene med de vise mænd fra Østerland havde været overvældende og vidunderlige. Men nu var de rejst. Vi kender følelsen fra vores eget liv, når gode venner er taget afsted og hverdagen begynder. Livet var så godt, mens vi var sammen. Men nu er de rejst. Hvad nu?

Sådan kan Josef også have følt det, ikke mindst fordi han umiddelbart derefter måtte flygte i al hast. For kong Herodes ville slå Marias barn ihjel. Men han havde de vise mænds gaver, guld, røgelse og myrra, og Gud talte til ham i en drøm. "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten og bliv der, indtil jeg siger dig til!"

Vi er lige så godt stillet som Josef. Vi har Guds gaver: Dåben og Nadveren. I dåben blev vi født som Guds børn, tilgivet og frelst. Og i nadverens brød og vin er Jesus legemligt hos os os med sit legeme og blod. Og Gud taler til os endnu klarere end i en drøm, nemlig i Evangelierne. Her kan vi læse og høre, hvad Jesus lærte sine apostle. For han bad dem om at fortælle det videre, så mennesker til alle tider kunne høre hans ord og frelse med vejledning til at leve. Derfor bruger vi Evangelierne i den kristne menighed søndag efter søndag. Her sammenfattes alle Guds løfter i Gamle Testamente. Og her vejleder Gud os. Derfor er vi ikke alene. Og vi har håb og vished fra Gud, når vi ligesom Josef møder modgang og vanskelige udfordringer. Da må vi holde os til Guds klare vilje i de 10 bud, og klynge os til frelsens gave, som vi får i dåben og nadveren sammen med Guds ord.

Uge 2: 6. -12. januar 2020

Glæd os!

"Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os, de år, vi oplevede ulykke!" Salme 90v15

Når vi bliver ydmyget og livet er svært, tænker vi måske, at det er tilfældigheder, eller at Gud har forladt os. Men der er også en anden mulighed: at det er Gud, der ydmyger os for at velsigne os.

Moses skrev om det i Salme 90: Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: «Vend tilbage, I mennesker!» (Sl 90v3). Og han beskrev, hvordan livet visner: Om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt. Vi går til i din vrede, vi forfærdes ved din harme. Du har stillet vore synder for dine øjne, vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys (v6-8). Vi mærker at livet forgår, når vi oplever nederlag, sygdom, svigt og død, og vi mærker nogle gange meget stærkt, at vi er syndere.

Under ørkenvandringen erfarede Moses det sammen med Guds folk. Og hvad var der at gøre ved det? Jo, han kunne bede til Gud om nåde og frelse. Og det gjorde han: Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os, de år, vi oplevede ulykke!" (v15). Han havde lært, at Herren ikke svigter sit folk. Under ørkenvandringen gav han dem manna og sørgede for vand i 40 år. Men mange i folket var utilfredse og så det ikke som en velsignelse fra Gud. Derfor bad Moses: Lad dine tjenere få dit værk at se, lad deres børn se din pragt! Herren, vor Guds herlighed komme over os! Styrk vore hænders værk for os, ja, styrk vore hænders værk! (v16-17).

Gud viser os sin herlighed ved at give os vort daglige brød og ved at tilgive os vores synder. Moses beder om, at han selv og Guds folk må se det. Det må vi også bede om.

Bøn: Gud, lad os se dine velgerninger, dem, som du jo er i fuld gang med at gøre med os og hos os og vil gøre i 2020. Gør os taknemmelige, så vi derved også får stærke hænder og bliver til velsignelse for vor næste, vor familie, vor menighed og vort land i det nye år. Amen.

Uge 3: 13. -19. januar 2020

Rør ved os!

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Markus 10,13

Dit lille barn har slået sig. Og du har set såret og rørt ved det flængen på knæet. Det skal det forbindes. Og forbindingen skal skiftes og ses efter. Det bliver dig, der gør det. For du har rørt ved det. Du er nødt til at hjælpe, og du gør det gerne. - Eller du rører ved en god vens økonomi og ser, hvad der er brug for. Derfor kan ikke bare trække dig, men kommer med et godt råd, ja, måske med mere end det.

Andre gange siger vi: ”Det vil jeg ikke røre ved.” Det betyder, at vi ikke involverer os. For hvis vi først har rørt ved det, har vi fået ansvar og involveret os. Grunden til, at man siger fra, kan være helt i orden, nemlig fordi vi ikke kan hjælpe og kun vil skabe forkerte forventninger og gøre det hele vanskeligere, hvis vi rører ved vedkommendes situation.

I evangeliet fortælles, at man bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Røre for at hjælpe. Røre for at velsigne. For Guds folk dengang var velsignelsen ord, som skabte fremtid og håb. Hvis man blev velsignet af Guds profet, kunne man hvile i, at Gud sørgede for alt.

Vores fremtid formes også, når Guds Søn, Jesus Kristus, rører ved og velsigner os. Og det har han gjort på to måder: Først har han rørt os ved at blive menneske. Han er gået totalt ind i vores liv, da han tog vort kød og blod på sig. Det betød endda, at han døde i vort sted og besejrede døden for os. Dernæst har han givet os to sakramenter: dåben og nadveren. I dåben genføder os og iklæder os sig selv (Gal 3,27). Og i nadveren giver os sit legeme og blod. Sådan tager han os i favn og velsigner os. Derfor er alt godt.

BØN: Herre, tak, at du har påtaget dig at være menneske hos os og med os. Tak, at du i dåben har iklædt os dig selv, så vi aldrig skal være alene og ene. Tak for den hellige nadver, hvor du i søndags gav os dit legeme og blod. Tak for din velsignelse. Og Herre, giv os mod til at røre ved hinanden og andre, så vi bringer din velsignelse videre! Amen

Giv mig det vand!

Jesus svarede kvinden: "Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." Kvinden sagde: "Herre, giv mig det vand!" Johannesevangeliet 4,13-15

Jesus var på vandring sammen med sine disciple og kom til byen Sykar i Samaria. Da Jesus ved middagstid satte sig ved en brønd udenfor byen, kom en kvinde for at hente vand. Jesus bad hende om vand. Det undrede hun sig over. For en jøde talte ikke gerne med en samaritaner - og slet ikke en kvinde. Hun mærkede, at Jesus ville hende det godt. Og da fortalte han hende om det vand, han havde til hende: at det i hende kunne blive en kilde til evigt liv. Samtalen endte med, at hun både vidste sig afsløret og omfavnet af Gud. For Jesus fortalte hende alt om hendes liv. Hun indså, at han var Messias, Kristus, Frelseren. Og denne tro blev som en kilde inden i hende. Og kilden gav hende evigt liv.

Når vi hører Guds ord, bliver vi også afsløret på den gode måde. For Gud, som ser og ved alt, er vor Herre og Frelser. Han ved, hvordan det står til hjemme hos mig. Og når jeg hører, hvad han sagde til kvinden i Samaria, kan jeg høre det som ord til mig. Med dette ord i hjertet har jeg evigt liv.

BØN: Herre, tak, at du afslører mig på den gode måde. Du ved, hvordan det står til i min familie. Du kender til skænderierne, misforståelserne og misbruget. Derfor kom du til kvinden med hjælp. Og nu kommer du til mig med sandheden og nåden. Tak, Herre! Amen.

Uge 5: 27. januar - 2. februar 2020

Plant dig i havet!

Herren svarede: «Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. (Luk 17,6 )

Når vi ved, at Gud er med os, kan vi gro og vokse i denne menneskefjendtlige verden. Vi kan sige til os selv: ”Plant dig der, hvor Gud siger, at der er brug for dig. Lev der med håb. For du er jo der, hvor Gud vil have dig!” Det kan vi virkelig sige, fordi vi tror på Jesus Kristus og stoler på, at hans vilje er den bedste, også selvom det virker lige så umuligt, som det er for et morbærtræ at slå rødder i havet.

Det underlige og store er, at jo mindre troen tager sig ud, desto stærkere er den. Troen er vores bånd til Jesus. Og hans hånd holder dig fast. Kristen tro er tro på Kristus. Det er en tillid, som knytter to personer sammen: Dig og Gud.

Bøn: Kære Gud! Det er lige meget med mit helbred og min løn. Lad mig være hos dig og mine kære. Og lad mig være til gavn. Lad mig få øjnene op for, hvordan du gennem mine kære ustandseligt hjælper mig og sørger for mig. Ja, du hjælper mig også på utallige måder gennem mennesker, som slet ikke kender dig. Jeg møder dem overalt som buschauffører, ekspedienter, politibetjente, sygeplejersker og rengøringsfolk. Tak for alt, hvad du gennem dem gør for mig. Tak for min familie. Tak for mine venner. Tak for fred i landet. Tak for min kristne menighed. Lad mig også tjene dem. Amen.

Uge 6: 3. - 9. februar 2020

Hvedekornet

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. (Johannes 12,23-25)

Hvad er bedst: ét enkelt hvedekorn eller 25 hvedekorn? Det er 25, for de kan drysses på yoghurten og give os liv. Spørgsmålet er så, hvordan man får 25 korn, hvis man kun har et enkelt.

Hvis vi ikke kendte svaret, ville vi ikke kunne regne det ud. For det er imod al fornuft, at man kan lægge noget i jorden og lade det gå til grunde for at få det 25 gange tilbage. Men naturen har lært os det. Derfor kører landmanden tillidsfuldt sækkevis af korn ud på markerne og sår det i april, for at høste det 25 gange tilbage i august.

Når Jesus fortæller om hvedekornet, som lægges i jorden og dør, taler han både om sig selv og om os.

Selv gav han sit liv som offer for vore synder og blev lagt i graven. På den tredje dag opstod han og bragte os frelse fra synden og døden. Gennem evangeliet skænker han os håb og evigt liv. Og han kalder på os, så vi giver os hen for vor næste og for hinanden. Hvis vi elsker vort liv på den falske måde ved at leve for os selv uden at ofre os for hinanden og andre, mister vi livet. Men følger vi Herrens kald og giver os hen i tjeneste, da fyldes livet med mening.

Uge 7: 10. - 16. februar 2020

2 Timoteusbrev 3,10-17

EFTERFØLGELSE og FORFØLGELSE:
Du derimod har fulgt mig i lære, i livsførelse, i beslutsomhed, i troskab, i langmodighed, i kærlighed, i udholdenhed, i forfølgelser, i lidelser som dem, jeg kom ud for i Antiokia, Ikonion og Lystra. Hvad jeg end har måttet udstå af forfølgelser, så har Herren reddet mig ud af dem alle. Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.
Apostlen Paulus skriver til Timotheus. En kristen er ikke sin egen herre, men tilhører Herren Jesus Kristus, som viser os kærlighed, troskab og langmodighed. Lever vi i hans efterfølgelse, vil vi blive forfulgt: Forfulgt af vore syndige lyster, der gør oprør. Og forfulgt af et en gudløs kultur, der forstår frihed som frihed til at gøre, som man selv har lyst til.

PÅ EGEN HÅND:
Men onde mennesker og bedragere vil komme længere og længere ud i det onde, føre andre vild og selv fare vild.
Apostlen advarer Timotheus og os. Livet uden Jesus Kristus er et liv på egen hånd. Og det fører i ulykke.

BLIV VED DE HELLIGE SKRIFTER!
Men du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.
En kristens grundvold er De hellige Skrifter og Jesus Kristus, som gennem Skriften giver visdom til frelse. Det er en stor gave at have kendt Gud helt fra sin barndom.

... OG BLIV VEJLEDT OG BLIV VOKSEN I DIN TRO!
Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.
Bibelen er Guds ord - indblæst af Gud selv. Bibelens krav og bud kan i den grad afsløre os som syndere og vise os, hvem vi er i os selv. Og Bibelens løfter og evangelium kan i den grad give os tilgivelse og håb. Sådan bliver vi udrustet til al god gerning.

Uge 8: 17. - 23. februar 2020

En sang om kærligheden [Jesus]

Apostlen Paulus skriver om kærligheden i 1 Korintherbrev 13. Her ser vi, hvad vi mangler. Men det er også en beskrivelse af kærligheden, som Gud har vist os den i Jesus Kristus. Hvis man udskifter "kærlighed" med Jesus Kristus, bliver kapitlet om muligt endnu mere fyldt med trøst. Ord med [ ] klammer erstatter "kærligheden" og "den".

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har [Jesus], er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har [Kristus], er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har [Guds Søn], gavner det mig intet.
[Jesus] er tålmodig, [han] er mild, [han] misunder ikke, [Kristus] praler ikke, bilder sig ikke noget ind. [Han] gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. [Han] finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. [Han] tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
[Jesus Kristus] hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, [Jesus], disse tre. Men størst af dem er [Jesus].

Uge 9: 24. februar - 1. marts 2020

Mens vi strides ...

De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. (Lukas 22,24)

Det var aftenen før langfredag. Apostlene og Jesus holdt påskemåltid. Jesus fortalte dem, hvor meget han havde længtes efter dette øjeblik: «Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.» (Lk. 22:15-16). Men desværre ... desværre. Apostlene var optaget af inbyrdes diskussion og strid. Underligt. Men sådan var de.

Underligt, at vi også kan være sådan. Der opstår strid og uenighed i familien, i ægteskabet, i menigheden. Og ingen er i stand til at løse striden. Derfor mister vi hinanden lidt efter lidt.

Hvad gjorde Jesus, da apostlene diskuterede? Han bad for dem! Lukas fortæller i de efterfølgende vers at Jesus sagde: Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. - Jesus bad for sine apostle om, at deres tro ikke skulle svigte.

Vi ved fra Romerbrevet 8, at Jesus i dag går i forbøn for os. Det er godt at vide, når vi næste gang havner i en håbløs diskussion i familien, ægteskabet og i menigheden! Jesus beder til Gud om, at vores tro ikke må svigte og at Satan ikke får held med at ødelægge fællesskabet, som vi har med hinanden og med Gud.

Uge 10: 2. - 8. marts 2020

Hvor længe?

Jesus spurgte hans far: "Hvor længe har han haft det sådan?" Han svarede: "Fra han var barn. ..."  (Markus 9,21).

Der findes meget lidelse i verden. Verden sukker: Hvor længe, hvor længe? Hvornår bliver der fred, hvornår bliver der våbenhvile? Hvor længe skal jeg ligge i denne smerte, hvor længe skal jeg bære på denne sorg?

Vi har også alle erfaret en stor nød i vores eget liv. Vi kender også til at spørge: "Hvor længe, hvor længe?" Vi spørger sådan, når arbejdet er fyldt med sten, vanskeligheder og besvær; eller når vi har syge børn eller selv er syge; når sygdommen er langvarig og lidelsen stor; eller når vi er bundet og bastet til omstændigheder og forhold som er ulykkelige i familien, i samfundet, på arbejdspladsen eller i menigheden. Vi spørger Gud i bønnen. Vi deler måske vores sorg og spørgsmål med hinanden. Vi siger det ud i luften. Eller vi siger det inden i os selv - til os selv - og til Gud: "Hvor længe?"

Der bliver spurgt sådan to gange i beretningen, hvor en far kommer til Jesus med sin lidelse (Markus 9,14-29). Men overraskende nok er det Jesus, der stiller spørgsmålet.

Først spørger han os alle: "Du vantro slægt ... hvor længe skal jeg være hos jer? Hvor længe skal jeg holde jer ud?" - Her mærker vi, at Jesus selv lider under verdens vantro og oprør mod Gud. Han kom ind i vor verden, for at være hos os, indtil han havde båret vore synder på korset og havde sejret over dødens magt. Så længe blev han. Og han er her stadig i evangeliet og sakramenterne.

Dernæst spørger han den far, som kommer med sin søn, der er ramt af dæmoniens lidelse. Jesus spørger: "Hvor længe har din dreng haft det sådan?" - Vi mærker, at Jesus har medlidenhed og går ind i faderens og sønnens lidelse. Han er også hos dig midt i din lidelse og vil skabe en udvej.

Uge 11: 9. - 15. marts 2020

Et smil af tryghed

Danmark blev i denne uge "lukket ned", og regeringen forbød os at samles mere end 100 mennesker ad gangen for at undgå virus-smitte. Man bad også alle borgere om at tage det med ro og ikke gå i panik. For der er varer nok i butikkerne, hvis vi undlader at hamstre. - I den forbindelse foreslog en af regeringens ministre, at vi giver butiksansatte et godt smil, når vi vover os ud og handler. Det er en dejlig og god opfordring! : )

Når vi fysisk rykker et skridt tilbage i forhold til hinanden for at undgå at smitte eller blive smittet, kan vi samtidig rykke et skridt tættere sammen ved at spørge ind til hinandens helbred og dele et godt ord fra Evangeliet i telefon, på mail og i sms. Den slags smil gør godt - særligt i denne tid.

Vi kan "smile" til hinanden og andre ved at nævne nogle af trosbekendelsens store og stærke ord: "Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber!" "Og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som …." "Og på Helligånden, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv."

Hvor godt og trygt at være Guds skabte menneske, som han har omsorg for! Hvor godt og trygt, at Gud har bevist det ved selv at blive menneske og påtage sig vores liv inklusiv vores skyld og vore sygdomme, og at Gud ved Jesus har sejret over døden og alt det onde og den Onde! Hvor godt og trygt, at Gud Helligånd giver os fællesskab med Gud og med hinanden ved Evangeliet, Dåben og Nadveren, og således tilgiver os alle vore synder og sørger for evigt liv til os!

Derfor kan vi give hinanden og andre et smil af tryghed, fordi vi blev døbt og fik troen på den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd. Han gør os trygge, uanset hvad der ellers sker i denne verden.

Uge 12: 16.-22. marts 2020

Ikke højt smørrebrød

Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: «Hvad er det?» For de vidste ikke, hvad det var. 2 Mosebog 16,14-15.

Israelitterne var blevet udfriet af Egypten. Nu var de ikke længere slaver, men frie mennesker. Gud havde ført dem gennem Det Røde Hav. De på vej gennem en ørken til det land, Gud havde lovet dem. Men maden var elendig. Og mange ønskede sig tilbage til livet som slaver, fordi maden var bedre dér. - Der står, at "de gav ondt af sig" (2 Mos 16,12).

Da gav Gud sit folk brødet fra himlen. Ikke højt smørrebrød, men sund kost. Alle fik, hvad de behøvede for at leve. De kaldte det "manna". Og Gud ledte dem i ørkenen.

Som kristne er vi også blevet befriet fra et slaveri, nemlig slaveriet under begæret, selviskhed, griskhed, utugt og den død, som følger i kølvandet på alt det, som Bibelen kalder "synd". Vi blev befriet, da Jesus på korset døde i vort sted og betalte den gæld, vi har pådraget os. Og han tog os så at sige med gennem Det Røde Hav, da vi blev døbt. For "vi begravet med ham ved dåben til døden", for at vi skal leve med Jesus Kristus i tro og med håb. (Det står i Romerbrevet 6,3-5!)

Skulle vi så klage over, at der ikke er højt smørrebrød og luksus i hverdagen? Gud sørger for sine børn. Det gjorde han dengang under israelitternes ørkenvandring, og det gør han også i dag for sin kirke. Det gælder alle mennesker. Og det bliver vores virkelighed ved dåb og tro. Derfor kan vi synge med glæde:

Føden og klæden nok du får
af ham i morgen som i går,
og når hans sol for dig går ned,
arver du al hans herlighed.
O, Gud ske lov!
Salmebogen nr. 35 vers 8 (gl. udgave)

Uge 13: 23.-29. marts 2020

Mere skal der ikke til!

Da sagde Maria: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser!” Lukas 1,46-47.

En ung pige var kommet i en meget vanskelig situation. Hun var blevet gravid. Hun hed Maria, jomfru Maria. Og hendes forlovede Josef vidste intet om det.

Hvem ville tro hende, hvis hun fortalte sandheden, at det var Guds direkte indgreb ved Helligånden, der havde gjort hende gravid? Hvor skulle hun gøre af sig selv?

I al hast forlod hun Nazareth, hvor hun boede. Næsten som en flugt. Alligevel var hun ikke på flugt. Hun var på vej til sin slægtning, Elisabeth. For englen Gabriel havde sagt, at denne kære tante eller moster ville forstå hende. Hun, som var barnløs og højt oppe i årene, var nu i sjette måned. Hun ville tro Maria - og forstå. Hos hende kunne hun synge og takke Gud.

Da Maria kom til Zararias’ og Elisabeths lille hus i Judæas bjergland, blev hun modtaget med tro og håb. Og Elisabeth kaldte Maria for ”Herrens moder”! Og det var lige netop, hvad hun var! Hun bar jo Herren i sit moderliv. Hun skulle være mor til himlens og jordens Herre, verdens Frelser!

Det var denne modtagelse, der fik Maria til at synge. Lukas fortæller nemlig: Da sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser.  

På samme måde har vi brug for at være sammen med andre kristne, og gerne nogen, der gamle og erfarne i troen. Når vi er sammen med ”tros-slægtninge”, møder vi forståelse, og takken får nye vinger. Hvor godt og stort at være sammen en ældre kristen, som kender Gud og anser dåb og genfødsel for den største gave i livet. Hvor godt og herligt at gå til alters i menigheden og bagefter kunne give knus og ønske hinanden til lykke med, at vi sammen modtog Jesu legeme og blod, og at Herren bor i vore hjerter. Da kan vi synge: ”O Jesus, søde Jesus, dig, ske hjertens tak evindelig, som med dit legem og dit blod, så kærlig mig bespise lod!”

Mere skal der ikke til for at vi kan takke Gud! Men så meget skal der også til!

Uge 14: 30. marts - 5. april 2020

Kristen tro er "historisk"

Man taler om, at det, der sker i disse uger, er "historisk". Og vi mener dermed, at det er enestående og ikke sket tidligere.

Kristen tro er også "historisk", både troens indhold (hvad vi tror på) og det faktum, at vi tror (troen i hjertet). Den kommende søndags evangelium viser os det.

Johannes 12,1-2: Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

Tre søskende holdt festmåltid for Jesus i Betania seks dage før påske. Ikke længe forinden havde Jesus opvakt Lazarus fra graven. Det var "historisk"! Og det, som var på vej til at ske i påsken med Jesus, skulle blive "historisk" for os, som lever i dag. Det bliver vores frelses historie, når vi hører det, når vi - ved at høre - får tillid til Gud.

Palme søndag red Jesus ind i Jerusalem. Dagene efter færdedes i han i byen og underviste folket. Og skærtorsdag var det Jesus, som inviterede til festmåltid, nemlig påskemåltidet. Her gav han sine disciple brød og vin på en måde, som aldrig var sket før. Han tog brødet og sagde: Det er mit legeme, som gives for jer! Og om vinen i bægeret sagde han: Det er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Drik alle heraf!  Senere på aftenen gik de over i Getsemane have. Det blev en nat med angst og bøn. Jesus blev taget til fange og ført bort til piskning og korsfæstelse. Romerske soldater stod for det, og jødernes ledere stod bag. De havde udtænkt det. Jesu egne disciplene svigtede, både Judas, Peter og alle de andre!

Sådan er vor kristne tro. Den bygger på begivenheder i frelses-historien. Det på samme tid verdenshistorie og historien om vores frelse.

Derfor er det et helligt øjeblik, når vi hører Guds ord - både ugens seks hverdage og om søndagen. Her bliver troen til. Og her bliver den holdt i live, så vi stoler på Gud.

Det er sammenfattet i trosbekendelsen:  Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til helvede, på tredje dag opstået fra de døde, opfaret til himmels. … hvorfra han skal komme for at levende og døde.

Kristen tro er ikke noget, religiøse mennesker udtænker eller føler sig frem til. Den opstår og bliver til, når vi hører evangeliet. Tillid til Gud bæres af det, Gud har gjort for os i til vores frelse. Det er "historisk"!

Ligesom Jesus holdt påskemåltid for at tage disciplene med helt ind i frelsens centrum, sådan holder han nadver med os om søndagen og giver os sit legeme og blod, så vi kan leve hos ham. Her bliver frelsen "historisk" for os. Her involverer han os i sit liv, død og opstandelse, og han drager ind i vore hjerter med tro og håb.

Uge 15: 6.-12. april 2020 EKSTRA

Gå inn i Getsemane

HILSEN FRA PASTOR SIGMUND HJORTHAUG
LYT TIL SANGEN

Gå inn i Getsemane, gå inn til din frelsermannn!
Gå inn der lærer du bønn,
gå inn og lær av Guds sønn.
Bered ditt sinn, gå inn, gå inn
med fred og bed! 

Gå ut til Golgata, og se på din frelsermann!
Gå ut, der ser du din synd.
Gå ut, der ser din skam.
For straffen stor i gjerning, ord,
ble lagt på ham. 

Gå så i hagen inn, med all denne frykten din!
Gå inn, han byder deg kom!
Gå inn, se graven er tom.
For dødens makt ble underlagt,
av ham Guds Lam.

Finn Emanuel Olsen

Uge 15: 6.-12. april 2020

”Til det sidste”

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. (Joh 13,1)

Der er begivenheder i livet, som er endegyldige og afsluttende, fordi det, som sker, sker for sidste gang. Det kan være det sidste måltid, det sidste åndedræt, det sidste samvær og det sidste farvel. Enten sådan, at der ikke er mere, eller sådan at det er afslutningen på en tid i ens liv og begyndelsen på en ny tid. Ligesom før en rejse til, hvor noget ukendt og nyt skal ske. Ligesom når der er opbrud, og du ikke ved, hvordan det skal gå.

Det var situationen, da Jesus var sammen med sine disciple Skærtorsdag aften. Da Jesus fortalte, at han skulle forlade dem og dø, så det håbløst ud. Men det var ikke håbløst. Det var begyndelsen på en ny og god tid.

Det følte disciplene bestemt ikke. Men de vidste, at han havde elsket dem, mens han var hos dem. Derfor blev de også hos ham nu, hvor alt så ud til at gå i opløsning.

Det inderste i vor kristne tro er, at Jesus elsker os til det sidste! At holde påske er at gemme sig hos ham, også når det ser sort ud, ja, netop fordi det ser umuligt ud for os. Det kan være noget du har gjort, og som har været ødelæggende for dig selv eller andre. Eller noget andre har gjort mod dig. Du føler, at det bare er slut, og at der ikke er nogen fremtid.

Når vi har det sådan, skal vi huske på, at Jesus elskede sine disciple til det sidste, at hans lidelse og død var indledningen til en ny og velsignet tid. På grund af Jesus er der også lys for dig, selv om alt synes at være mørke. For Jesus opstod fra graven. Og han elsker os til det sidste!

Den sande kærlighed elsker til det sidste. Den bliver ved og holder ikke op fem minutter i hel. Jesus elsker dig til det sidste!

Uge 16: 13. - 19. april 2020

Dumpet i påsken

Jesus sagde til ham for tredje gang: "Simon, Johannes' søn, har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: "Har du mig kær?" og han svarede ham: "Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vogt mine får! (Johannes 21,17)

Apostlen Peter havde stået i lære hos Jesus i 3 år. Men da han skulle bestå svendeprøven i påsken, dumpede han med et brag. Han havde ellers været den dygtigste lærling. Han var gået forrest, når det gjaldt. Da Mesteren engang havde spurgt sine lærlinge om deres tro, havde Peter svaret så godt og rigtigt: "Du er Kristus, den levende Guds søn!" Og da alt snerpede til i påsken, gik Peter igen forrest og lovede, at han var rede til at dø med Jesus, hvis det blev nødvendigt. Men da det kom til stykket, dumpede han.

Peter var nemlig fulgt efter, da Jesus blev fanget og ført til forhør hos ypperstepræsten. For Peter ville ikke svigte sin Mester. Men da havde en ligegyldig tjenestepige spurgt: "Er du ikke også en af hans disciple?" Og Peter havde svaret tre gange i træk: "Nej!" Han fik lov at "gå op" hele tre gange, men dumpede hver gang. Han fornægtede sin mester.

Alt syntes at være tabt. Men Jesus opstod fra graven og åbenbarede sig for tre kvinder påskemorgen. Han sendte dem hen til sine tidligere lærlinge med en hilsen om, at han ville møde ham inden længe. Og han nævnte særligt Peter, som var dumpet. De skulle vide, at han stadig regnede dem for sine disciple.

Men kan man være Jesu discipel, hvis man dumper til den store eksamen? Ja. Men det betyder, at man aldrig kan blive Mester, men må forblive lærling. Og det fik Peter lov til. Vi ved det fra evangeliet til på søndag, Johannes 21,15-19. I Johannes kapitel 21 fortælles, hvordan det gik, da Jesus mødte sine lærlinge i Galilæa efter døden var besejret.

Peter lærte, at han ikke stod over andre lærlinge, og at han aldrig ville blive mester. Men det var han også godt tilpas med. Godt at have en mester, som mestrer lærlingens hovmod og fald - og tilgiver.

Sådan en mester behøver vi også. Og vi har sådan en mester i Jesus.

Uge 17: 20.-26. april 2020

Hvem er en kristen?

Det er der nok kun en, der kan svare på, nemlig Kristus. Og han svarer ved at fortælle, at det er med kristne og Kristus ligesom med får og deres hyrde:

"Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. " (Johannes 10,27-28)

Vil man finde ud af, hvem en flok får tilhører, må man lade hyrden kalde på dem. De får, som kender hyrdens røst, kommer, når han kalder. De andre hører ikke efter, fordi de ikke er hans får. De lytter til andre stemmer.

Det ved vi ikke så meget om i Nordeuropa, hvor får går i sikre indhegninger uden hyrder. Men jøderne, som Jesus fortalte det til, vidste, hvordan det er med får og hyrder.

Hvem er en kristen? Det er den, som hører Jesu ord og følger ham. "Følger ..." Ikke sådan, at man præsterer noget stort som kristen. Får præsterer jo ikke noget stort for deres hyrde! Det er derimod hyrden, som gør alt for sine får. At følge hyrden betyder, at man lader sig føre derhen, hvor der er grønt græs og rindende vand, og at man er hos ham, når man møder ulve og andre rovdyr.

At være kristen er ikke at være stærk og kunne alt. At være kristen er at være hos sin hyrde, som man tror på. Jesus lover os: "... og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd." Her må du medregne alt det, som hører sammen med død og fortabelse både her i livet, og når du skal dø. Jesus beskytter sine får mod alt ondt.

Hvilket stærkt evangelium for os at overveje denne uge! Og mens vi lytter og overvejer, bliver vi hans får, hvis vi da ikke allerede er det. Sådan er det nemlig med Jesu ord. Det finder os mennesker i vores store nød og gør os til kristne, dvs. til får hos hyrden, som er Kristus.

Læs det og hør det på søndag! Det står i Johannes 10,22-30. Og brug Salme 23 som din bøn denne uge.

Uge 18: 27. april - 3. maj 2020

Meningen med livet, når man er 30+

Når man er fyldt 30 og har taget sin uddannelse eller måske allerede er blevet en betydningsfuld erhvervsmand, har fundet et godt job i sundhedssektoren, eller man er uden arbejde og ikke fik nogen uddannelse, og man lever alene eller har ægtefælle og børn, da kan man jo godt stille spørgsmålet: "Hvad er meningen med mit liv?" "Hvad har jeg travlt med?" "Er det penge, ære, karriere og/eller familie?" "Er det næstekærlighed?" "Og hvordan skal jeg takke min Skaber og livgiver og sørge for dem, der gav mig livet og sørgede for mig op gennem barndommen?"

Vi ved godt, hvordan livet bliver, hvis vi kun tænker på os selv: Det blomstrer en kort tid, måske 10 eller 20 år - for os selv at se - indtil vi afblomstrer. Og i mellemtiden har vi måske trådt mange blomster ned hos andre. Det er faktisk et skræk-senarie!

Jesus chokerede 12 mænd på de 30+. Tre år tidligere havde han kaldt dem ud af deres hverdagsliv som fiskere, landmænd, erhvervsmænd og toldere. De havde set, at livet var andet og mere end at skaffe daglig føde og få ære. De havde lært Jesus at kende som deres Herre og Frelser, som havde og har livet i sin hånd. - Men nu fortalte han dem, at deres liv efter de tredive ville tage en brat ændring. Han ville gå til Faderen. Og nu skulle de gå ad den vej, han havde vist dem. "I kender vejen!" sagde han.

"Jeres hjerte må ikke forfærdes (I, som er 30+)! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen." (Johannes 14,1-4).

Det er gode ord til ældre mennesker, og når vi er syge og skal dø. Men ordene er først og fremmest talt til mænd i trediverne! Jesus taler ind i deres forfærdelse og frygt, for at de må leve med ham, som er Vejen, Sandheden og Livet. - Her bliver det tydeligt, at enhver på 30+ behøver at komme i lære hos ham, som døde og opstod i påsken!

Læs evangeliet i Johannes 14,1-11 og hør det på søndag sammen med andre kristne, måske på afstand. Og overvind afstanden med forbøn og med et "ring" til to eller tre, som du særligt tænker på.

Uge 19: 4. - 10. maj 2020

Tro og "placebo-effekt"

Joh 8,31-32: Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: «Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.»

Man kalder det "placebo-effekt", når en behandling virker, selv om lægens medicin ikke har nogen egentlig virkning. Det er patientens tro på lægens ord, som gør forskellen. Den ro og tryghed, lægens ord giver, kan i sig selv være lægende og i nogle tilfælde gøre patienten rask. Det må ikke undervurderes! - Men har man været ude for en alvorlig trafikulykke og skal lappes sammen i hjerneskal og ryg, er der ingen helbredelse i at tale med en læge og få et glas kalktabletter med hjem. Man skal på operationsbordet og behøver længere tid på sygehuset for at blive rask.

Hvis man overfører det til religion og kristendom, hvordan forholder det sig da med troen? Er den kristne tros virkning en "placebo-effekt" sådan forstået, at det er menneskets tro, der gør hele forskellen, og at det derfor er underordnet, hvem eller hvad man tror på, bare man tror? I så fald er det jo ligegyldigt, om man tror på Buddha, Muhammed, Kristus, Yin og Yang, krystaller, en terapeut eller på en karismatisk prædikant, bare man tror. - Hvis menneskets dybeste behov var at komme i balance med sig selv og finde ro og fred i sindet og i kroppen, er der beviseligt mange måder, det kan opnås på.

Men vi behøver frelse fra det onde, tilgivelse fra skylden og opstandelse fra de døde! Ligesom den hårdt kvæstede behøver en kompetent læge, der opererer og behandler, sådan behøver vi Jesus Kristus. Han led straffen for vore synder. Han har besejret det onde og den onde. Og han opstod fra de døde og knuste dødens magt. Det er Guds rednings-operation for os. Vi behøver ham og troen på ham.

Når vi hører tilgivelsens ord, tilgiver Gud os; når vi bliver døbt, genføder Gud os; når vi går til nadver, får vi Jesu legeme og blod. Sådan opererer og behandler Gud os med tilgivelse og håb. Det er sandheden i den kristne tro. Derfor er det ikke troen i sig selv, der redder os, men den sandhed, vi tror på. Jesus siger: «Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.»

Uge 20: 11. - 17. maj 2020

Af børn og fulde folk - og Jesus

Her er et ord til alle, som er kommet til tro på Jesus: ”Bliv i mit ord, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie!” (Joh 8,31-32) 

Man siger jo, at det er af børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Og når de siger os den, smiler vi og må give dem ret. Hvor er det godt. Men vi har brug for mere sandhed, end de kan give. For vore hjerter fordrejer alt for ofte sandheden. Vi tolker det, vi gør, så det bliver til fordel for os selv. Vi lyver helst om vort pengebegær, vort seksuelle begær og vor æresyge. Vi lyver nogle gange så meget, at vi selv tror på løgnen. Ingen kan sige sig selv sandheden. Det kan kun Sandheden selv. Og vi er ikke Sandheden – desværre.

Jesus Kristus er Sandheden. Hvis du er kristen, har du mange gange mærket, at Jesu ord i Evangelierne afslørede dig. Men også, at hans ord gav dig tilgivelse, fred og tryghed. Hans sandhed kom ind i dit hjerte.

En kristen har det som en forbryder på et kors i påsken: Han hørte Jesus bede: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!" Røveren kom til tro på Jesus, mens Jesus talte sådan. Sandheden om tilgivelse og frelse var nu i hans hjerte. Derfor turde han bede: "Jesus! Husk på mig, når du kommer i dit rige!" Til ham sagde Jesus: ”Sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig paradis.” 

På samme måde kommer Sandheden til os og redder os. Derfor skal vi høre Jesu ord i evangelierne flittigt, og vi har brug for at modtage Jesu legeme og blod i nadveren igen og igen. Derfor er det nødvendigt at leve med i en kirke, hvor evangeliets sandhed prædikes enkelt og klart til os, og hvor Jesu legeme og blod bliver givet os i brød og vin. Sådan kommer sandheden ind i os og gør os fri.

Bøn
Jesus, husk på mig i dag! Og lad din sandhed være i mit hjerte med tilgivelse, tro og håb. Giv mig det evige liv! Tak, at du døde og opstod for mig!

Uge 22: 25. - 31. maj 2020

Forvirring, misforståelser og det nye sprog

Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. Apostlenes Gerninger 2,1-11

Vi kender smerten, når vi ikke bliver forstået. Og hvorfor misforstår vi andre? Hvorfor skal skyld og skam ødelægge familie og ægteskab? Dertil kommer alle spørgsmålene om Gud: Hvordan er Gud? Og hvorfor har jeg ikke villet høre på min samvittighed og på Guds vilje i de 10 bud? Mon Gud elsker mig? Hvorfor taler han ikke, så jeg kan høre og forstå hans svar?

Der findes et nyt sprog, som kan besvare disse meget svære spørgsmål. Sproget er  EVANGELIET om Jesus Kristus". Det er ikke blot et budskab, men et helt nyt sprog. Det åbner fællesskab med Gud og med andre mennesker. Troens fællesskab. Tilgivelsens fællesskab. Håbets fællesskab.

Pinsedag talte Jesu apostle dette sprog.  De talte det på mange forskellige modersmål. De fortalte om Guds vældige gerninger i Jesus Kristus. Helligånden satte dem i stand til at forkynde det på persisk, græsk, frygisk, arabisk, og egyptisk …. Og tilhørerne fik fællesskab med Gud og med hinanden på en helt ny måde. De blev vendt om til syndernes forladelse og blev døbt i Jesu Kristi navn.

Det sprog tales også i dag.  Det er et levende sprog, som både afslører, hvad der er gået galt i vore liv, og hvor redningen er på splittelsen mellem os mennesker indbyrdes og mellem Gud og mennesker.

Hør det nye sprog og syng med på det - i kirken til pinse!

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk

Uge 24: 8. - 14. juni 2020

Overflod

Og Jesus sagde til dem: «Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.» (Lukas 12,15)

To brødre havde mistet deres gamle far. Og nu var de ved at miste hinanden på grund af en arvestrid. Til dem sagde Jesus: ”Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod."

Det handler om, hvad der sker inde i os. Ønsket om mere til os selv kalder Jesus for ”griskhed”. Vi har også et andet ord på dansk: "Havesyge", syg efter at have. Det er "griskhed". Selv om du føler, at du er i din gode ret til at få din del af arven, kan det være, at du skal give afkald for ikke at miste din bror!

Jesus fortalte brødrene om en rig bonde, som havde tjent godt og fået en god høst år efter år. Bonden havde ikke snydt nogen. Han havde ærligt og redeligt tjent, hvad han ejede. Alligevel stod han i fare for at miste, ikke sin bror, men sin egen sjæl.

Der er meget, vi skal passe på her i livet. Vi skal passe på ikke at blive snydt af andre. Men den største risiko er, at vi snyder os selv så meget, at vi mister livet, mister vores sjæl! Jesus siger: Et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer. Livet afhænger ikke af overflod. Men hvad afhænger det så af?

Jesus svarer i lignelsen, når han siger: "Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud." (Lukas 12,21). Livet afhænger af, om vi er rige hos Gud!

Bøn: Kære Gud! Gør os rige på tilgivelse, kærlighed og håb hos dig. Amen

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk

Uge 25: 15. - 21. juni 2020

Evangeliets hovedsætning

Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.  (Lukas 14,33)

Lyder det ubehageligt og afskrækkende? Afkald på alt dit eget. Måske. Men ikke, hvis vi tænker på, hvem der siger det, og da slet ikke, når vi hører, hvordan han selv gav afkald.

Jesus Kristus gav afkald på alt sit eget. Det er sådan, vi kender ham. Det er sådan, hans åbenbarer sig for os. Han giver afkald på alt for vores skyld. Det ser vi i den måde, han blev menneske på: Han blev fattig. Han blev flygtning. Han blev anklaget. Han blev korsfæstet som en synder. Han døde. Han blev lagt i graven.

Og det, selv om han var retfærdig, hellig, kærlig, barmhjertig og god i hjerte, sjæl og sind, i ord og gerning fra krybbe til grav.

Det beskrives mange steder i apostlenes breve: 

Filipperbrevet 2: Kristus Jesus havde Guds skikkelse, han regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig til døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne … 

2 Korintherbrev 8,9: I kender vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom.” 

2 Korintherbrev 5,21: Ham, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.” 

Jesus Kristus gav afkald på alt sit eget for at give det til os. Det er evangeliets hovedsætning.

Vil vi være hans disciple, må vi give afkald på alt, hvad der kan skille os fra ham. Det koster os alt. Men hvad mister vi, ved at give afkald på det, der skiller os fra Jesus Kristus, som gav afkald på alt for at give os liv i overflod?

Uge 26: 22. - 28. juni 2020

Vi kan leve, som vi vil

Jesus sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv" Lukas 15,11-13.

Den yngste søn vil have arven udbetalt på forskud for at rejse bort og aldrig mere se sin far og bror. Man havde kunnet forvente, at faderen havde sagt nej. ”Nej, her sætter jeg grænsen. Du får ikke halvdelen af arven. Du vil jo bare solde det op. Du bliver her. Og hvis du bryder med mig på den måde, da skal du ikke vise dig her igen!” Men faderen gik med på ønsket.

På samme måde lader Skaberen os mennesker gøre, hvad vi har lyst til, også selv om det er vanærende for ham og til skade for os selv og andre. Vi kan gøre, hvad vi vil. Vi kan bruge penge, tid og kræfter i selviskhedens tjeneste. Det er muligt at leve i strid med kærlighedens bud. Det er muligt ikke at ære sin far og mor. Det er muligt at dræbe liv, uden at det får konsekvenser her og nu. Samfundet giver i nogle tilfælde lov til det. Det er også muligt at bedrive hor, uden at blive straffet. Det er ikke engang skamfuldt i vores samfund. Det kan lade sig gøre at komme let til penge på andres bekostning, hvis man er smart nok. Man kan også komme godt afsted med at tale ondt om andre mennesker. Hammeren falder ikke prompte. Vi har frihed til at leve forkert.

Men hvorfor? Fordi Gud har givet os ansvar! Gud tvinger os ikke til lydighed. Han kalder os til det. Det er meningen med menneskelivet, at vi lever i kærlighed og hører kaldet! Og at vi gør det af kærlighed. Frit og glad.

Alligevel kan vi ikke leve, som vi vil. I virkelighedens verden løber vi tør for liv, når vi misbruger det. I lignelsen løb den yngste søn tør for penge, tør for mad, tør for venner, tør for kærester, ja, tør for det hele. Og det fik ham til at overveje at vende hjem. Han fortrød, at han ikke var blevet i i lydighedens og kærlighedens hus. - Og han vendte tilbage.

Da han kom hjem, opdagede han, at faderens hus var tilgivelsens hus. Sådan er kirken, når den er kristen: den er tilgivelsens hus. Her er godt at være!

Uge 27: 29. juni - 5. juli 2020

Fuldkomne! Hvorfor?

Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! (Matthæus 5,48)

Vi lever i en kultur, hvor det gælder om at være perfekt. En folketingskandidat for Venstre sagde under en debat i januar 2019: En tredjedel af de unge føler sig stressede og har ondt i livet. For piger alene er tallet endnu højere. Vi lever i en perfekthedskultur, hvor mange unge ikke tør ikke begå fejl. - Man frygter at blive kasseret, glemt, set ned på, komme bagerst i køen og få et dårligt liv. Det kræves, at man er perfekt. Og hvem kan leve op til det?

Når Jesus siger: "Så vær da fuldkomne!" handler ikke om at være perfekt, for at få et godt liv. Det ved vi fra Jesus' egen måde at leve på. Han var ikke fuldkommen, for at få et godt liv selv. Han var fuldkommen, sådan at han tilgav og til sidst døde på et kors for vore synder.

For at forstå opfordringen ret, er det nødvendigt at få næste sætning med: "... som jeres himmelske far er fuldkommen."

Sidste søndag fortalte Jesus lignelsen om en far og hans to sønner. Deres far havde en fuldkommen kærlighed til sine sønner. Han ødslede arven bort på den yngste. Og da sønnen vendte tilbage efter at have soldet det hele op, tilgav han ham. Og han opfordrede den ældste søn til at være glad, fordi han bror var vendt hjem. Sådan skal I være fuldkomne, dvs. være barmhjertige og tilgive.

Men hvorfor? For at få et perfekt liv? Nej. Vi har jo allerede alt, hvad vi behøver, fordi vi har en far i himlen, som er en fuldkommen far. Vi har hans omsorg og hjælp. Vi skal ikke være perfekte for at opnå noget. Gud er jo allerede vores far, når vi er døbt og tror på hans nåde i Jesus Kristus.

Der er to helt andre grunde til, at vi skal ligne vores far: Den ene grund er, at vi er hans børn. Og den anden grund er, at vor næste behøver, at vi deler vor himmelske fars barmhjertighed og tilgivelse med dem, ligesom vi behøver, at de deler den med os.

Hvad får vi ud af det? Intet ud over glæden ved at være Guds kære børn sammen med andre, som har samme glæde.

Uge 30: 20.-26. juli 2020

Omsorg for en spurv

"Frygt ikke for dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve." Matthæus 10,28-31.

"Mere værd end mange spurve".
Gud ved, hvad du er værd hos ham. Og han slipper dig ikke. Men han tager dig heller ikke ud af den tjeneste, som han har sat dig i. Han lover ikke, at du undgår vanskeligheder. Tværtimod forudsiger han dem. Men midt under vanskelighederne er han hos dig og med dig. Din Herre viser ikke omsorg ved at give os selvsikkerhed og personligt overskud, men ved at være hos os og knytte os fast til hans løfter i den vanskelige tjeneste, som vi står midt i.

"Frygt ikke for dem, der slår legemet ihjel." 
Det betyder helt enkelt: Frygt ikke for mennesker. For de er kun mennesker. Mennesker kan slå hinanden ihjel. Men sjælen, din identitet som kristen og som Guds barn, kan de ikke slå ihjel. Gud sørger for sine disciple. I stedet skal vi frygte Gud, som er dommeren, som kan ødelægge både sjæl og legeme i helvede. Gud skal vi tænke på. Og vi skal tænke på, at han gav os sin søn, for at vi kan blive salige ved ham. Han blev givet hen i døden for os. Her ser vi vores store værdi. Så meget betyder vi hver især for Gud. Han har sat hele sin formue ind på at redde os. Og hans formue er personlig: Hans egen kære søn.

Uge 31: 27. juli - 2. august 2020

Nu skal der snart ske noget!

Vi siger somme tider: “Nu skal der snart til at ske noget!” Måske vi er til et show eller en fodbold­kamp. Men de forventninger, vi har til begiven­heden, bliver ikke opfyldt. Vi er tilskuere og er jo kommet, for at andre under­holder os. ”Nu skal der snart ske noget, ellers går vi hjem!”

I andre situationer er det ikke os, der siger det til andre, men andre, der siger det til os. Det kan være din læge, som siger: ”Der skal ske noget med din kost og motion.” Eller det en i din familie, som siger til dig: ”Du kan ikke blive ved med at lade stå til. Du må begynde at hjælpe til og støtte din familie!” Og hvis du bliver kaldt til samtale på din arbejdsplads og lederen siger: ”Der skal til at ske noget!”, da klapper du jo heller ikke i hænderne og siger: ”Enig, her er kedeligt at være! Der skal ske noget” For det er dig, der skal ske noget med.

Og så kommer vi i kirke. Også her kender vi ønsket om, at der skal ske noget; der skal ske noget i gudstjenesten; der skal ske noget i menigheden. Men vi er jo ikke tilskuere. Vi kommer i kirke, for at det, som skete med Jesus på Golgata og påskemorgen, må ske for os i gudstjenesten. Vi kommer, for at høre om den klippe, Jesus fortæller os om i evangeliet. Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. (Matt 7,24-25). Gudstjenestens formål er at vi hører om klippen og bygger på den. Vi går i kirke for at vores tillid til Gud må hvile på Kristus og ikke på os selv, på ham, som døde for vore synder og opstod fra graven påskemorgen.

Uge 33: 10. - 16. august 2020

 Smøg ærmerne op!

Jesus siger: "I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige er de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!" Lukas 12,35-36

Nogle siger, at tid er ikke penge! Andre opfatter tid som endeløse minutter, dage og år. Men hos Jesus Kristus er tiden ”fylde”. Tid er dage, som fyldes af det, Gud har lovet. Sådan var det i fortiden. Gud fyldte dagene med sin frelse. Han blev menneske i tidens fylde, står der i Galaterbrevet 4. ”Da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde.” Og hans har lovet os alt godt i tiden, der kommer. Derfor er fremtiden for en kristen forventning, forventning til Gud, der kalder os til at leve som hans tjenere her i tiden, indtil Kristus kommer anden gang.

Jeg har i nogle måneder lyttet til en udsendelse på Radio 4, hvor værten, Anders Stjernholm, inviterede gæster, der tror på Gud. Selv er han erklæret ateist. Udsendelsen hed ”gud fader bevares!” I den sidste udsendelse sluttede han med at advare dem, som tror på Gud, mod at tænke alt for meget på livet, der kommer efter døden. For, som han sagde: ”Det ved I jo intet om. Og det får jer bare til at spilde tiden her på jorden, hvis vi tænker på livet efter døden!”

Men det forholder sig lige modsat, når vi spørger Jesus Kristus. Jesus talte mere om himlen og Guds rige i herlighed end nogen anden. Og Jesus brugte sit liv i kærlighed her på jorden bedre end nogen anden. At håbe og se fremad mod evig salighed gør ikke doven og ligegyldig, hvis det er Jesus, der lærer os at vente.

Han siger: ”I skal have kjortlen bundet op, mens I venter på brudgommen!” At binde kjortlen op kan oversættes med ”smøge ærmerne op”. Det gør vi for at kunne tage ordentlig fat. Sådan skal disciple være klar til at arbejde og slide i det, mens de venter på den evige salighed. Ikke for at blive frelst. For det har Jesus jo ordnet for os. Han siger i samme afsnit: ”Frygt ikke du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget!” (Luk 12,32). Vores Far har besluttet at give os det af nåde for Jesu skyld ved tro og dåb. Vi skal arbejde, fordi Jesus kalder os til det, og fordi vor næste behøver vores tjeneste! Gør det, fordi I er mine disciple! Brug tiden til at tjene hinanden og andre mennesker!

Uge 34: 17. - 23. august 2020

Leger vores slægt af kristne sig bort fra omvendelsen?

Jesus spørger: ”Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn ... ” (Matthæus 11,16) .

Jesus fortæller om to lege, som voksne mennesker i hans generation ønskede at lege. ”[Denne slægt]ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre. ”Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.” For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneske­sønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!" (Matt 11,16-19)

Den ene leg var bryllupslegen.
”Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke!” Børnene råbte til andre på torvet: Nu skal vi lege bryllup. Nu skal vi lege, at vi alle er glade. … Men den leg kunne de ikke få Johannes Døber med på. Johannes var jo kommet for at vende fædrenes hjerter til deres børn og til Gud! Når fædre vender sig bort fra Skaberen, svigter de nemlig også deres børn. At vende slægten om til Gud var derfor også at vende fædres hjerte til deres børn, så de igen sørgede for familien og lærte dem at kende frelsen i deres synders forladelse (Lukas 1,17).

De, som lyttede til Johannes’ prædiken, fik to ting:

Først dårlig samvittighed. Sådan som vi kan få det, når vi hører, at vi ikke har taget voksenansvar på os, men ville lege med vores seksualitet, tid og penge. Vi svigtede familie, menighed og samfund! - Når en menighed hellere vil høre deres egne elskovsord i kirken, prædikener om såkaldt ”fri kærlighed”, og ikke om skyld, da forsvinder Guds ord fra menigheden. Da lever vi det ”sjove” og tomme liv. - Derfor må vi bede: Gud, giv os Johannes prædiken om vort ansvar og vor skyld!

Og da får vi også det andet, som Johannes gav dengang: nemlig syndernes forladelse. Den får vi lige ind i den dårlige samvittighed. ”Du er tilgivet!” Johannes prædikede omvendelse til synderes forladelse. Johannes sagde jo: ”Se Guds lam, som bærer verdens synd.” (Joh 1,29). Det ord fik nogle til at vende sig om til Jesus. Og de blev døbt med ”omvendelsesdåb til syndernes forladelse.” (Markus 1,4; Lukas 3,3). - Omvendelsesoplevelsen er intet andet end at mærke skyld og blive fri­kendt. Det er, hvad vi behøver.

Den anden leg var klage- og sørgelegen.
” Vi sang klagesange, og I sørgede ikke!” Børnene råbte til hinanden på torvet: Nu skal alle lege begravelse. Men den leg kunne de ikke få Jesus med på, når han havde tilgivet toldere og skøger og spiste sammen med dem i glæde. - For den sande omvendelse er omvendelse til syndernes forladelse. Derfor er der ikke noget at græde over, når Gud har tilgivet. Der er glæde og kun glæde. Her kan vi tænke på Jesu lignelse om en far og hans to sønner. Den ældste søn kan ikke glæde sig over den yngste søns omvendelse. Han mener ikke, at der skal festes sammen med hans lillebror. For hans lillebror må først gøre skaden god igen. Det kan ikke være rigtigt, at man bliver frelst gratis og uden først at have omvendt sig fra det dårlige liv til et bedre liv. Men her tager evangeliet alle syndere i forsvar. Omvendelse i bibelen er ikke omvendelse fra et dårligt liv til et bedre liv, men omvendelse til syndernes forladelse. Derfor må vi takke: "Tak Herre, for tilgivelsen og frelsen!"

Uge 35: 24. - 30. august 2020

Ord betyder noget!

Ord kan udrette ufatteligt store ting. Beretningen om profeten Jonas fortæller om det. Han gik til Ninive og forkyndte for indbyggere i en storby, at Gud ville dømme byen for deres uretfærdighed, undertrykkelse, umoral, selviskhed og ugudelighed. Og tænk! De tog det til sig og omvendte sig!

Jesus nævner det i evangeliet på søndag: Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas (Matt 12,41).

Sådan en prædiken har vi brug lyder hver søndag ind i vore egne liv. Men ofte overser vi ords afgørede betydning, både hvad de kan gøre af skade og af gavn.

Profeten Jonas blev selv et advarende eksempel på, at man ikke negligere Guds ord. Gud bad ham gå til Ninive og prædike for indbyggerne. Men han valgte at rejse bort fra Guds ansigt. Da skete tre ting i hans liv: Gud sendte en storm, som ramte det skib, han var flygtet fra Gud i. Gud sendte en kæmpe fisk, som slugte Jonas, da han blev kastet i havet af søfolkene. Og Gud talte til fisken efter 3 dage, så fisken kastede Jonas op på landjorden, og Jonas kunne fuldføre missionen og prædike Guds ord i storbyen Ninive.

Sådan lader Herren også nogle lade tunge ting ramme os. Da lærer vi måske at lytte til hans røst? Vi vender os som Jonas til Gud råber til ham i nøden. Og vi lærer som Jonas, at "frelsen kommer fra dig, Herre"!

Tænk bare at kunne overgive sig til Herren, som elsker os og vil os det godt. Tænk, at vi som døbte kristne må lytte til hans ord og lade os føre os, som det tjener os og andre bedst! Det er stort!

Bøn: Herre, min Gud! Hjælp mig til at tale med varsomhed. For ord kan slå ihjel, og ord kan redde. Tal frelsens ord til mig. Før mig i livet efter din vilje. Tak, at frelsen kommer fra dig! Amen

Uge 36: 31. aug. - 6. sep. 2020

En mors ønske

Uge 37: 7. - 13. sep. 2020

Har du givet op?

Dér [ved Bethesdas Dam i Jerusalem] lå en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: "Vil du være rask?" (Johannes 5,1-15).

Vi studser. Skulle det være nødvendigt at spørge en syg, om han vil være rask? Alligevel rammer det måske både den lammes og vores situation.

Den lamme mand havde ikke de store forventninger. Det høres i hans svar: "Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør." Sådan kan der også være ting i vores liv, vi nærmest har givet op overfor. Vi sidder fast i skylden, i lidelsen eller i en håbløs livssituaion. Vi søgte hjælp i en periode, men faldt tilbage og har nærmest resigneret. Viljen blev svagere og svagere. Vi holdt op med at håbe. Vi havde ikke andre mennesker, som kunne hjælpe. Og vi kunne ikke hjælpe os selv.

Evangeliet fortæller, at der findes ét menneske, som kan og vil hjælpe: Menneskesønnen, Guds Søn, som blev menneske! Jesus er det menneske, som vil hjælpe. Han kom til Betesdas dam. Han opsøger lidelsen og spørger ind i den for at finde ind til os. Jesu tilstedeværelse og et ord fra ham ændrer alt. Hvor der ikke længere var håb, opstår håbet. 38 år med lidelse bliver visket bort med Jesu ord. 38 års ventetid.

Hvor længe skal du da vente? Svaret er dobbelt: 1) Indtil du hører evangliet om Jesus på søndag! Og 2) indtil opstandelsens dag, hvor du ved tro og dåb vil blive oprejst fra graven, fordi Jesus Kristus har lovet at frelse dig ved tro og dåb. Og allerede i dag får du lov at være hos ham med din skyld og smerte midt i en ellers udsigtsløs livssituation. Derfor: giv ikke op, men vent på Gud!

Bøn (fra Salme 39): Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig! Fri mig for alle mine overtrædelser, skån mig for tåbens spot! Jeg er stum, jeg åbner ikke munden, for det er dig, der har forvoldt det. Fjern lidelsen fra mig, for jeg går til under vægten af din hånd. Når du straffer en mand for hans synd, knuser du det, han sætter pris på, som et møl. Hvert menneske er kun som et vindpust. Sela. Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs, når jeg græder. Amen.

Uge 38: 14. - 20. sep. 2020

Vælg det gode, som er valgt til dig af ham, der elsker dig!

Der er flag og blomster på bordet og nybagte boller i kurven. Stearinlysene er tændt. Der ligger tre fine pakker på bordet. Og familien synger fødselsdagssangen. - "Hvilken gave skal jeg åbne først?" Mor og far og de andre søskende har skabt glæde og forventning for lillebror. Og så vælger han. Først den lille pakke. Så den bløde. Og til sidste gaven med den store æske. Barnet vælger, hvad hans kære familie har valgt for ham.

Sådan er det at være kristen. Vi vælger det, Gud har valgt til os. Vi tager imod. Vi skaber det ikke selv. Gud giver os sine gaver gennem kære kristne. - Jo, vi bidrager også selv gennem hele livet i familie, menighed og samfund. Det får andre glæde af. Alligevel er tryghed, håb og kærlighed en arv, vi har fået gennem andre kristne. De har givet os Guds ord og fortalt os bibelhistorie om Guds frelse, da vi var små. De er levende sten, som sørger for, at der er gudstjeneste på søndag, ligesom familien arrangerer fødselsdagen for lillebror. De sørger for besøg hos de ældre, så ingen skal være ensomme og uden Guds gaver.

Sådan var det, da Jesus kom på besøg hos Martha og Maria. Maria skabte ikke noget, men satte sig ved Jesu fødder og lyttede (Lukas 10,38-42). Jesus siger i vers 41, at hun valgte "den gode del". Hun fik trøst, tilgivelse og vejledning. Sådan kan vi også hver dag vælge det gode, Gud har til os. Læs et afsnit i Bibelen hver eneste dag. Det er din gode del. Tænd et lys og lad det være en lille fest, når du læser, beder og synger. For Gud Fader er hos sine døbte med håb og gode ord. Og gå i kirke på søndag. Her tændes lys, og Guds gaver uddeles i skriftlæsning, prædiken og ved nadverbord. Vi synger, beder og takker.

- Hvilken gave at vælge det, Gud har valgt til os!

Uge 39: 21. - 27. sep. 2020

Opstandelsen

Jesus sagde til hende [Martha]: «Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. (Joh 11,25)

Sådan sagde Jesus til Martha, da hendes bror Lazarus var død og begravet. Og Jesus kaldte Lazarus tilbage fra døden til livet.

Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen!” Han siger ikke kun, at han sørger for, at mennesker skal opstå, men at han selv er opstandelsen. Han opstår altså selv. Ligger ikke deri, at han også selv må dø? Ellers kan han jo ikke være Opstandelsen. Han er dør og opstår. Sådan bliver han Opstandelsen. Han dør for os! Virkelig! Han vil være sonofferet for Lazarus’, Marthas, Marias og jødernes synder. Og for vore synder! Derfor gælder det også: ” Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø!”

Jesus giver os derfor det, der er langt større end Lazarus’ opvækkelse fra de døde til et fortsat liv i dødens verden. Vi har løfte om evigt liv og frelse. Dette løfte lyser ind i mørket og dødens skygge. Det rækkerind i dit personlige liv og ind i jeres familieliv. Det gælder, når sygdom i familien driver jer sammen. Det gælder, når I mister en af jeres kære. Derfor kan I trøste hinanden, selv om sorgen er ufattelig stor. Og det gælder, når I næste gang holder begravelse.

Jesus spurgte Martha: ”Tror du det, Martha?” Og hun svarede: ”Ja. Jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham, som kommer til verden.” (Joh 11,26-27). Og hun fortalte det til sin søster Maria. I denne tro kan vi sige til hinanden: ”Jesus er Opstandelsen og Livet.”

Uge 40: 28. sep. - 4. okt. 2020

Kristen frihed

Jesus Kristus blev kritiseret for at være sammen med toldere og syndere og give dem frihed. Man opfattede hans fællesskab med dem som en godkendelse af, at de levede gudløst efter deres egne lyster for at få penge og misbruge sex. På samme måde misbruges evangeliet også i dag til at proklamere, at mennesker har lov til det, de har lyst til. Sådan forfalskes kærligheden, når vi glemmer, at Kristus døde i synderes sted.

Jesus besvarede kritikken med at sige: «De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.» (Markus 2,17).

I sit svar nævner Jesus synd og sygdom parallelt. Ligesom frihed til en syg ikke er en frihed til at være syg, sådan er frihed til en synder ikke en frihed til at leve i synd. Den frihed, Jesus gav toldere og syndere, var en frihed fra synden. Tilgivelsen befrier fra synd, gudløshed og skyld. Jesus sagde til toldere og syndere: "Følg mig!" Kristen frihed var dengang og er også i dag at være hos den opstandne Jesus Kristus. Han er vores mester, som fortæller os, hvad der er sandt og forkert.

Tolderen Levi (Matthæus) var en af dem, som Jesus satte fri fra penge-begæret. Han fortæller gennem sit evangelium, hvad han lærte hos Jesus. Han lærte ikke at følge sine selviske følelser, når det gælder penge. Og han fortæller også, hvad Mesteren har lært os om samliv mellem mand og kvinde: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte jer som mand og kvinde. Derfor forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød! Hvad Gud har sammenføjet må mennesker ikke adskille.” (Matt 19).

Kristens frihed er ikke grønt lys til at gøre, hvad vi føler rigtigt. Kristen frihed er at blive tilgivet af Gud og at få tillid til, at Guds hellige vilje og vores Mesters udlægning står fast og bæres af Guds kærlighed til os og er til gavn for både os selv og for familie og samfund. Kristi død på korset for vore synder - både for vores griskhed og utugt - er beviset på, at der er frihed hos Jesus Kristus og kun hos ham.

Uge 41: 4. - 11. okt. 2020

Hvorfra?

Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber. (Salme 121)

“Hvorfra kommer min hjælp?” Fra læge­vag­ten, naboen eller din ægtefælle? Jo, en god ægte­fælle er nok det menneske, som kom­mer den per­­fekte hjælper nærmest. Men selv det mest tro­faste og kærlige menne­ske har sine be­græns­ninger. Derfor er det nær­lig­gende at sige til sig selv: Når det kom­mer til stykket, må vi hjælpe os selv. For der er in­gen anden hjælp.

Alligevel bliver spørgsmålet ved med at rum­­stere inden i os: “Hvorfra kommer min hjælp?” For ingen af os er tilfredse med det svar, at vi til syvende og sidst skal klare os selv. Vi kan ikke. Vi kan ikke klare døden. Vi kan ikke klare skylden. Vi kan ikke selv finde meningen med livet. Vi behøver be­skyt­telse mod ulyk­ker og det onde i verden.

Da er det fantastisk at høre spørgsmålet stil­let af en, som også har svar. Det sker i Bibelens salme 121. Og sva­ret følger umiddelbart efter: “Min hjælp kommer fra Her­ren, himlens og jordens skaber.”

Men hvem er denne Herre? Hvordan kan vi kende ham og vide, at han er vores hjælper? Har han åbenbaret sig for os? Er han en personlig Gud, vi kan tale med og lytte til? Sal­men vidner om, at et menneske virkelig kan kende Gud og finde ro og tryghed hos ham. Herren bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre side. Så nær vil Gud også være ved dig: Som en skygge ved din højre side.

Men kan jeg regne med det i dag? Ja, for Herren, som åben­barede sin kærlighed mod menneskeslægten ved selv at blive menneske, har både vist sig som det ondes, som dø­­dens og som syndens overvinder. Han hedder Je­sus Kris­tus. Han vil være din Herre og vil bevare dig fra nu af og til evig tid.

Ugens andagt fra www.vivit.dk,
post@vivit.dk

Uge 42: 12. - 18. oktober 2020

Dåben er et nåde-middel

Vi døber, fordi Jesus befalede os: "Gør alle folkeslag til hans disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, Jesus har befalet os. Og se, da er Jesus med os alle dage, indtil verdens ende!" (Matt 28,18-20).

Dåben er ikke målet. Målet er, at vi og alle andre mennesker bliver Jesu disciple. Midlerne er dåb og oplæring. Dåben er et middel til, at vi forenes med Jesus og hinanden i livet på jorden, i alle situationer og i døden og ind i evigheden. Paulus siger det i kommende søndags epistel: For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. (1 Kor 12,12-13).

Det er grunden til, at vi kalder dåben for et nådemiddel. Og sammen med nadveren kaldes dåben også for "sakramente". Et sakramente er en hellig handling, som Jesus har givet os. Sakramentet består af et synligt tegn og Guds ord. Handlingen med ord og tegn giver os frelse, tilgivelse og syndernes forladelse. Jesus siger jo: ”Den, som tror og bliver døbt, skal frelses!” (Mark 16,16). Og apostlen Paulus skriver til Titus: Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden (Tit. 3,4-5). Disse bibelord viser, at dåben en handling, hvor Gud arbejder med os, giver troen i hjertet og renser os. Dåben er ikke kun symbol. Frelsen er i dåben. På grund af min dåb kan jeg sige: ”Gud har genfødt mig. Gud har tilgivet mig. Jesus er hos mig. Himlen er åben over mig. Gud er med mig.”

Men hvad skal vi så svare, hvis nogen siger, at det er for overfladisk at tænke sådan. Måske ordene også kommer fra vores egen samvittighed. ”Hvad med dine synder og dit liv? Hvad med den måde, du var på i går. Du var ligegyldig, overfladisk og doven. Du var utro. Og du talte udenom og kritiserede andre i stedet for at gå i dig selv. Tror du, at dåben kan hjælpe dig i den situation?” – Men netop når du har det sådan, kan dåben hjælpe dig. For Gud siger til dig, at han rensede dig i dåben, og at det gælder nu. Og hermed er vi dybt ind i Johannes døbers prædiken, som han jo netop holdt for dem, som havde bekendt deres synder og var blevet døbt i Jordanfloden. Han døbte til Kristus. Og han sagde: "Se, dér er Guds Lam!" Den prædiken kan du høre en genlyd af på søndag i kirken.

Uge 43: 19.-25. oktober 2020

Fortryde

Matthæus 21,28-32: ”Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: "Den første." Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham

Ligesom toldere og skøger måtte fortryde, kan der være gode grunde til, at vi fortryder. Her er nogle ideer

I familien: Hvad gav du dine kære? Hvordan holdt I andagt? Nød du frugten af dit arbejde for dig selv? Du svigtede måske særligt på ét punkt, som kun du ved om. Og du fortryder! Eller gør du?

I ægteskabet: Du havde lovet at elske og ære. I gode dage lykkedes det helt godt, det var jo ikke spor vanskeligt. Men i onde dage under sygdom, med dårlig økonomi, nedture og problemer i familien var det svært.Meget gik i stykker. Du har meget at fortryde.

Eller i din ungdom: Da der ikke længere lå nogen bånd på dig fra dine forældre, levede du måske uden Gud – en tid måske? Du havde andre unges støtte og accept. De beundrede dig, at du turde. Nu fortryder du bittert. Men hvad hjælper det?

Og i forholdet til andre kristne i din menighed, som stolede på dig: Du svigtede dem en tid. Men her fem år efter fortryder du. Kan du vende tilbage? 

Og i forholdet til Gud: Han blev en tanke i din underbevidsthed, men også kun det. Han var til for dig, men du var ikke til for ham. Du brugte livet på dig selv i tankeløshed og ulydighed. Og nu ville du gerne finde ham igen? Der nok at fortryde.

Men nytter det at fortryde? Jesus siger: ”JA!” Den bror, som havde sagt ja, men ikke gik ud i vingården, kunne også have fortrudt. Jesus siger jo udtrykkeligt til sine tilhørere: For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. - Fortryde og angre er det samme. Det handler om at fortryde og at tro. Om at angre og bruge den tillid, Gud giver dig, når du han forkynder for dig, at alle dine synder er tilgivet for Jesu skyld. Det er kristendommens grund. Vi kan stole på tilgivelsen ved Jesu død i vort sted.

Uge 44: 26. okt. - 1. nov. 2020

Den gode gentagelse

Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, (Matt. 6,11-12)

Livet er fyldt med gode og livsnødvendige gentagelser. Dit barns smil – igen og igen. Din fars hånd – igen og igen. Dine kæres knus – igen og igen. Men også den samme morgenmad med cornflakes, en bolle og kaffe. Og aftensmad med hverdagens retter og livretter igen og igen. Ingen af os afskaffer disse gode gentagelser. De er nødvendige. Det er her, vi får liv. Hvem vil erstatte vore kæres smil, hånd og knus med fremmede smil og knus? Hvem vil indføre slik og højt smørrebrød om morgenen, for at få familien til at spise?

Vi beder Gud om at gentage dette nødvendige for os, når vi hver morgen siger: ”Giv os i dag vort daglige brød!”

På samme måde har vi også brug for, at tilgivelsen gentages. Tilgivelse til og fra vore nærmeste, tilgivelse på arbejdspladsen, i trafikken, ja, overalt. Og Guds tilgivelse. For vi vanærer ham, når vi svigter vor næste og gør os selv til vor egen herre og afgud. Derfor beder vi Gud om at gentage sin tilgivelse hver aften, når vi slutter dagen med at sige: ”Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

Tænk, at være kristen og at have lært at bede Gud om disse nødvendige gentagelser: Dagligt brød og tilgivelse. Ved dagens måltider gentager Gud sit gode svar til os. Vi spiser os mætte. Og ved gudstjenesten om søndagen gentager Gud sin tilgivelse, når vi hører evangeliet, går til skriftemål og modtager Jesu legeme og blod i nadveren. ”I denne kristne menighed forlader Gud dagligt mig og alle troende al synd rigeligt.” (Lille Katekismus, 3. trosartikel). Det er derfor, vi ikke erstatter syndsbekendelse, prædiken, salmesang i bøn og tak, skriftemål og nadver med koncerter, foredrag og kulturelle tiltag. Det er alt sammen godt og festligt. Men det kan ikke og må aldrig erstatte den gode gentagelse søndag efter søndag. Den behøver vi.

Bøn: Vor Fader! Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere! Amen

Uge 45: 2. - 8. november 2020

Vort lys i mørket

Det folk, der sad i mørket, har set et stort lys. Matt 4,16.

I stedet for "Halloween" med skeletter, skræk og spøgelser for sjov fejrer vi i kirken "Alle Helliges Dag" med legemets opstandelse, fred og englevagt for alvor. Vi takker Gud for dem, som døde i troen på Jesus og fik de hvide klæder i dåben. De er hos Gud i salighed. De ser Gud i herlighed. Vi ser Gud i evangeliet. Her er håb, fred og englevagt. Og det behøver vi jo også selv.

For mørket rammer os alle, også midt i livet. Det kommer som ensomhed, skyld og skam. Der er et stort mørke, hvor der er mennesker. Det kan være en dreng i din skoleklasse, som har oplevet noget mørkt og trist i sit hjem. - Det kan være en ung, der er bange og ikke kan se, hvor vejen går rent moralsk. - Det kan være en ung voksen, som mærker, hvor svært det er med familie og børn, enten fordi man er alene, eller fordi man oplever mørke og svære dage i sit ægteskab. - Eller det kan være en anfægtet og bange kristen, som har mange nederlag. Og disse nederlag er som et mørke, der omslutter og ikke er til at oplyse.

Ind i dette mørke lyser Jesus Kristus. Matthæus skriver: Det folk, der sad i mørket, har set et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem. Fra da af begyndte Jesus at prædike: «Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!» (Matt 4,16-17).

Ligesom ingen af os er herre over solens lys, men må vente, til det bryder frem, sådan også med Guds Lys med frelse og håb. Det kommer, når Gud lader det bryde frem for os. Og det gjorde han, da Jesus kom og prædikede. Og det gør han, når vi hører evangeliet i dag: “Salige er de fattige! For himmeriget er deres. Og salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Og salige er dem som forfølges for mit navns skyld, for Himmeriget er deres.” (Matt 5,1-12). Jesus lyser ind i vort mørke. Solopgangen fra det høje besøger og skinner for os, som sidder i mørke og dødens skygge!

Uge 46: 9. - 15. november 2020

Tro på trods af svigt

Markusevangeliet 12,38-44
I sin undervisning sagde Jesus: «Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.»  Jesus satte sig over for tempelblok­ken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."

Måske var enken en de enker, hvis hus var blevet ædt op af de velhavende skriftkloge, som Jesus advarede imod. For hun ejede næsten intet. Hendes mand var måske ikke kun død bort fra hende, men også fra stor gæld til nogle skriftlærde, som havde fastholdt deres krav og ædt hendes hus. Sådan havde hun mistet alt, hvad hun ejede. Men hun havde ikke mistet troen på Gud. Derfor lagde hun sin gave i tempelblokken. Gaverne bar tempel-tjenesten og hjælpen til de faderløse, enkerne og den fremmede. Underligt at hun troede, selv om mange i Guds folk havde svigtet hende!

Også vi ved om menneskelige svigt i kirken. Hvordan kan vi da tro på den kristne kirke og lægge gaver i den fælles kirkekasse? Det virker ufornuftigt og urimeligt. Og hvis vi hertil overvejer vore egne svigt, kan vi ligefrem komme i tvivl, om vi selv hører med til Guds kirke. Derfor har vi i den grad brug for at høre, hvad Gud har gjort både for os og for alle andre i hans kirke.

Sådan siger apostlen Paulus i Apostlenes Gerninger: ” Gud elskede kirken og gav sit blod for hende” (ApG 20,28). Og han skriver sådan til menigheden i Efesus: ”Kristus elskede kirken og gav sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet” (Ef 5,25-26).

Derfor - og kun derfor - tror vi "på Helligånden, en hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, …” Vi tror på én hellig kristen kirke, fordi vi tror på syndernes forladelse. Vi tror, at vi også selv er en del af den på grund Kristi død i vort sted og på grund af dåbens bad, hvor han rensede os. Vi tror på Kristus på trods af små og store svigt. Vi kan hverken undvære ham eller hans kirke, som han elsker.

Vi behøver at høre tilgivelsen prædiket til os og at modtage den personligt ved nadverbordet på trods af alle svigt i kirken og ikke mindst på grund af vore egne svigt.

Uge 47: 16. - 22. november 2020

Umyndig

På den tid tog Jesus til orde og sagde: "Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje."
(Matt 11,25-26)

Spørgsmålet er, hvor meget, vi, som er over 18 år og myndige og er ved vore fulde fem, har af myndighed over vores liv. Jo, juridisk set er vi myndige. Men ellers er vi måske dybest set umyndige??

Umyndige kan ikke klare livet på egen hånd. Og en anden bærer ansvar for dem. Umyndige har ikke tilstrækkeligt overblik, visdom og erfaring. Derfor har de en myndighedsperson til at vejlede sig og til at træffe vigtige afgørelser og tage ansvar. Umyndige mangler meget i at kunne klare sig selv. – Er det egentlig ikke beskrivelsen af enhver af os? Også af en kristen?

Jesus takker i evangeliet sin far i himmelen for, at han skjuler evangeliet for de vise og forstandige (og myndige), men åbenbarer det for de umyndige. Når umyndige hører evangeliet, bliver Gud deres far, og de tror på Jesus som deres Frelser. Men det "myndige" og selvhjulpne menneske fatter ikke evangeliet.

Hvis du blev døbt som spæd , blev du Guds barn, mens du var juridisk umyndig. Det svarer helt til evangeliet!

Selv om det lyder tosset , gælder det om at forblive umyndig hele sit liv, og at have Jesus Kristus som sin Herre, dvs. som sin øverste myndighed. Det er ufatteligt godt, når det går os sådan.

Her er to gode grunde til at have Jesus som sin øverste myndighed fra vugge til grav: 1) Hans offer på korset for vores synder gav ham myndighed til at tilgive os vore synder. 2) Hans opstandelse fra de døde gav ham magt til at opvække os af graven til sidst.

Derfor siger en kristen: "Jeg tror på tror på Gud Fader, himlens og jordens skaber. Og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre!"

Bøn: Almægtige Gud, tak, at du har åbenbaret dette for mig. Bevar mig altid som umyndig hos min Herre Jesus Kristus. Amen

Uge 49: 30. nov. - 6. dec. 2020

Se, din konge kommer til dig

I adventstiden hører vi, at vores konge kommer til os. ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ydmyg, ridende på et æsel” (Matthæus 21,1-9).

Det er meget mærkeligt, at himlens og jordens Herre kommer til os ydmyg og sagtmodig. Det ville svare til, at dronning Margrethe kom til os som en kassedame i netto eller som en sundhedsassistent. Tænk at møde dronningen dér. Og når du forundret udbrød: Men kære dronning, hvorfor sidder De her og betjener mig i Netto? Og hvordan kan det være, at De besøger mig på plejehjemmet ordner mit vasketøj. Da svarer hun: Jo, jeg vil gerne hjælpe dig!

Vores konge og Gud kommer til os ydmygt og stilfærdigt. Når vi hører om Jesus Kristus, ser vi et barn i en krybbe og en mand på et kors. Barnet i krybben fortæller os, at Gud er blevet menneske. Skriften havde forudsagt det sådan: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og han skal kaldes vældig Gud, fredsfyrste” (profeten Esajas 9). Og: ”Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder!” (Esajas 53).

Men det jo ikke er noget særligt. Et lille barn og en korsfæstet mand. Kristendommen er svag. Kristendommen kan ikke gøre mig rig og populær. Derfor er kristendom nok ikke noget for mig, for jeg vil gerne være rig og populær!

Men den kristne tro bringer Jesus lige ind i vores liv, og os lige ind i hans favn. Han bliver min hyrde og jeg bliver hans får. Gud bliver min far, og jeg bliver hans barn. Jeg er en skyldig synder, og Jesus dør på korset for mine synder. Derfor kan han tilgive mig!

Uge 50: 7.-13. dec.

Hvad består, når alt forgår?

Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå." (Lukas 21,29-33)

Jesus fortæller i Lukasevangeliet 21 om naturkatastrofer, krig og hungersnød og om tegn i sol, måne og stjerner. Det vil skabe frygt og angst hos mennesker. Han forklarer, at det vil ramme alle, som bor på jorden.

Derpå viser han sine disciple et billede af forår og sommer. Figentræet og andre træer. Når de springer ud, ved vi, at sommeren er nær. Hvad vil han med dette billede? Han vil fortælle os, at noget godt er på vej midt i dødens verden. Når du mærker undergang i din egen krop pga sygdom eller alderdom og i dit sind pga. angst og uro, og i verden pga krig og naturkatastrofer, da er sommeren nær. Det siger Menneskesønnen til os, han, som er himlens og jordens Herre. Han er Guds Søn, som blev født af jomfru Maria. Han døde på korset og tog vor straf. Og han sejrede over dødens forfærdelige magt, da han opstod fra graven påskemorgen. Han har forløst os fra vore synder med sit blod. Og vi får dette blod i den hellige nadver. Og dåben er som en hvid klædning, der beskytter os mod dommen.

Jesus hjælper os med to løfter: 1) At der er en slægt, som ikke skal forgå før alt dette sker. Og 2) at hans ord aldrig skal forgå.

Slægten er Guds folk. Guds kirke – alle troende af hedninger og jøder. Den slægt kan ikke forgå. For Gud beskytter sin kirke og menighed. Han beskytter dig, som tror og blev døbt!

Og hans ord er Bibelen, De hellige Skrifter, og særligt alle de løfter, han har givet os i Evangeliet. I en omskiftelig verden må vi holde os til det, der ikke kan forgå: Guds menighed! Og Gud ord!

Uge 51: 14.-20. dec.

Glæde - for hele folket

År nul åbenbarede Gud sig for os ved at blive menneske. Englen sagde til hyrderne:»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:   I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« (Lukasevangeliet 2,10-12)

Her fortælles om en stor glæde, som er for hele folket. Der er ellers ikke mange glæder, som er for alle. Velfærdssamfundet forsøger at gøre alle glade. Men det lykkes alt for dårligt. Fordelingspolitik skaber jo både misundelse og glæde.

Men der er måske en begivenhed, som kan siges at gøre alle glade, et helt folk glad – på én og samme tid. Nemlig når et folk bliver befriet fra besættelse og undergang. Ikke mange af os er gamle nok til at have oplevet det. Men vore bedste-forældre eller oldeforældre oplevede det og har fortalt om glæden. De oplevede en stor glæde for hele folket. Samme glæde oplever mennesker i disse år andre steder i verden, hvor soldater befrier en landsby eller et helt land fra terror og krig. Der ydes store ofre. Både civile og soldater lider og dør. Men når landet er befriet, gælder glæden hele folket. Ingen er misundelige. Alle er milde og omfavner hinanden.

Evangelisten Lukas fortæller os, hvordan fattige hyrder blev glade, og hvordan det kunne være en glæde, der havde gyldighed for hele folket.For han fortæller beretningen om Befrieren, Forløseren, Genløseren, Messias, Jesus Kristus. Han kom til os og trængte sig ind i det dybeste mørke – ind i den største smerte – ind i den værste skyld – og i den mest umulige situation. Øjenvidnerne – apostlene og evangelisterne - lærte Gud, deres Herre, at kende. For han lod sig føde som en af os. Og de troede på ham. Hele deres virkelighed blev forandret. Før var de alene og overladt til tilfældigheder og egen indsats. Nu var han hos dem, og alt i livet var overladt til hans herredømme. Det kostede ham livet. Han satte sig selv ind mod ondskaben og gik til grunde – men opstod fra graven igen.

Det er en stor glæde, hvis det virkelig er sket. Og det er det. Det skete virkelig. Det skete i de dage, da Augustus var kejser. Det skete i Betlehem. Det skete for os. Vi bliver Guds børn, når vi hører. Og når vi tror det, vi hører. Og vi har jo ikke grund til andet end at tro Gud, vor Far, som er i himlene. Han gav os sin søn julenat. Glæde for hele folket! Glæde til hele folket! Vores glæde.

Uge 52: 21.-27. dec.

Mens du er på nattevagt

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk