www.vivit.dk

Advents-bøn
Herren kommer!
Se din konge!
Fred på jorden

ANDAGT

Fred på jorden

Julebudskabet er Fred på jorden! Men når jeg ser mig omkring og søger efter den sande fred, så ser det ud, som om det burde lyde: Krig på jorden! Det er åbenlyst, at freden ikke bor på jorden og heller ikke kan komme fra jorden. Her er synd og derfor krig. Her skorter det på kærlighed, derfor føres der strid. Her er der mangel på retfærdighed, deraf kommer trængsel og al ulykke. Her mangler der gudserkendelse, derfor drives der afguderi. Her mangler hellighed, og derfor lever mennesker i urenhed. Guds vrede og unåde strækker sig over alle mennesker. Uden forskel er alle under synd og solgt til synden. Derfor gælder denne sandhed: Krig på jorden!

Fred på jorden! er et guddommeligt budskab. Det er kristendommens hemmelighed, evangeliets indhold. En engel forkyndte dette ord. Og fra Himlen steg Jesus ned i Betlehems stald. Gud blev menneske og tog hele verdens synd og ulykke på sig og forsonede verden med sig selv. Nu kommer budskabet fra Himlen, at Gud er forsonet med den dødsdømte verden.

Fred på jorden! er nu julebudskabet og evig glædelig sandhed. Freden er tilvejebragt ved Jesusbarnet imellem Gud og mennesket. Fra Guds side lyder budskabet: Fred! Åndelig fred, fred fra Gud, Guds nåde og barmhjertighed, liv og salighed er budskabets indhold. Budskabet er rettet til den syndige verden. Og alt dette af ren og skær nåde og kærlighed. Forsoningen og forløsningen er bragt. I sandhed et glæderligt ord: Fred på jorden!

Hvad siger du? Erkender du din elendighed og synd overfor den vældige, barmhjertige Gud? Skammer du dig i bund og grund over din usselhed? Det er ubegribeligt, at Gud ikke udelukker dig, men fra sin side siger: Fred på jorden!

Fred til alle mennesker! Burde du nu ikke glæde dig og fylde hjertet med sang og jubel i vished om, at du har din Faders kærlighed? Hvor denne vished bor, dér er der fred i hjertet midt i verdens krig og strid. Dér fyldes hjertet også med en inderlig kærlighed til alle mennesker. Og dér er der i sandhed: Juleglæde og Julefest.

Niels Pedersen Grunnet, præst i ELFK 1855-1897