Trefoldigheds fest

Søndag d. 19. juni 2011 i Løsning Frikirke og Gratiakirken. Pastor Jais H. Tinglund

Rom 11:32-36.

Det er mysteriernes dag i dag. Det er festen for det mysterium, som vore fædre har valgt at kalde den hellige Treenighed, Trinitatis på Latin, eller Hellig Trefoldighed, som det hed på dansk i gamle dage, og stadig hedder i gammeldags hoveder, så som mit eget.

Det er det store mysterium, som ingen fuldt ud har begrebet, og dem som har begrebet det, har ikke begrebet noget som helst, at Gud er en og dog tre. Gud er Fader og Søn og Helligånd. Og Faderen er Gud, og Han er Faderen, og Sønnen er Gud, og Sønnen, og således er Han ikke Faderen, og Han er heller ikke Ånden, og Ånden er Gud, men Han er ikke Faderen eller Sønnen. De tre er ikke tre forskellige sider af den samme Gud. De er tre, som alle er Gud. Og dog er det ikke som en tre-i-en, man bruger til at klippe og file og rense sine negle med, eller dem man bruger til at stoppe og rense sin pibe med, og til at åbne sine tobaksdåser, eller sine øller, hvor tre forskellige instrumenter er blevet sat sammen. Nej, Faderen og Sønnen og Den Hellige Ånd er virkelig een Gud, og har altid været det, og ikke tre guder, som er blevet sat sammen.

Og det kan vi så spekulere over, og blive forvirrede over.

Og jo mere vi spekulerer, og jo mere vi prøver at få det til at give mening, des mindre mening giver det, og des mere forvirrede bliver vi, indtil det bliver fristende bare at give op og ikke tro på det mere.

Eller også kan vi give op med det samme, og opgive enhver ide om at få det til at give mening, og tro på det istedet, og tro på hvad Gud selv har sagt om det i Den Hellige Skrift, og lade det blive ved det. Ja, det er jo det vi skal, for så vidt, for det er jo det, det betyder, at Gud er Gud, og det er vi ikke. Hvem kender Herrens tanker, spørger Apostlen, eller hvem kan være Hans rådgiver? Hvordan i alverden kan nogen af os forestille os, at vi skulle være i stand til at begribe Guds inderste væsen, og gennemskue Hans hemmeligheder?

Og så er det alligevel ikke en ligegyldig ting, at Gud er Fader og Søn og Helligånd, een sand Treenig Gud, højlovet fra første begyndelse og nu og i al evighed. Så langt fra en ligegyldig ting. For af dette herlighedens mysterium lærer vi, hvor god Gud er, og hvor umådelig stor en kærlighed det er Han viser os i det, Han har gjort for vor frelse.

S åledes elskede Gud verden, at Han gav sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv.

Hvad vi lærer af det umådelige herlighedens mysterium at Gud er Fader og Søn og Helligånd, det er, at Guds Søn, som kom til os for vor frelse, Han er Gud selv. Han er den som var i Guds herlighed fra al evighed, og i Hans kærlighed, Faderens elskede i al evighed, og den til hvem Faderen fra al evighed har givet alle ting.

Det var Ham, Faderen ikke sparede, men gav hen for os alle. Det var Ham, som selv er Gud fra al evighed, som forlod den himmelske herlighed, som virkelig er Hans egen, og kom til os for at lide og dø for os, for vor frelse, så meget mere end vi kan nogensinde forestille os, Guds dom og vrede over vor ulydighed og ondskab. Det er Gud selv, som døde for os. Så meget betyder det, og så sandt er det, hvad Apostlen skriver andetsteds i Romerbrevet, at Gud viser sin kærlighed til os derved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.

I vore menigheder på det Nordamerikanske Kontinent bruger vi en udgave af Luthers Lille Katekismus med forklaringer, som nok er mere forklaring end Katekismus. Der er spørgsmål, og der er svar, og mange nyttige bibel­hen­visninger.

Den stiller spørgsmålet: Hvorfor var det nødvendigt for vor Frelser at være sand Gud? Og den forklarer, at Kristus var nødt til at være sand Gud, for at Hans rene og retfærdige liv og Hans uskyldige lidelse og død kunne være tilstrækkeligt til at opveje alverdens synd.

Og det er jo så sandt, som det er sagt, og måske endda mere. Et blot og bart menneske, som led og døde under fylden af Guds evige helvedesvrede ville jo dårligt nok have begyndt at betale prisen for den uret, han selv havde gjort Gud, for slet ikke at tale om alle os andre. Det er fordi Kristus i kraft af den evige Ånd, som Hebræerbrevet siger det, har bragt sig selv som et lydefrit syndoffer til Gud, at Hans offer er tilstrækkeligt. Så stor er vor synd, og så ond er vor ondskab.

Men det er nu altså ikke derfor, Kristus er sand Gud; fordi Han var nødt til det. Når man taler på den måde, så har theologien taget magten over Gud selv. Man ser det virkelig for sit indre øje, gør man ikke, kloge mænd, der sidder og tænker og prøver at få tingene til at hænge sammen. Og så er der en, der siger noget i retningen af, at hvis Kristus var sand Gud, så kunne vi få det hele til at fungere. Og det bliver man så enige om, at sige, at det er Han.

Og sådan er det jo ikke. Kristus er ikke sand Gud, fordi Han er nødt til at være det, for at theologien kan hænge sammen. Kristus er sand Gud fordi det er Han altså, og Han har altid været det, og Han har aldrig været andet. Jo, det har Han, og Han er det stadig, Han er sandt Menneske, og det er Han blevet uden nogensinde at ophøre med at være sand Gud, og at være det fuldt og helt. Se, der er et andet mysterium.

Men det er altså ikke sådan, at Han er sand Gud, fordi Han er nødt til at være det, for at systemet kan gå op. Og det er ikke os, som bestemmer, hvem og hvad Gud er. Det er Gud selv, som åbenbarer sin sandhed for os, i Den Hellige Skrift. Og den kan vi så glæde os over, og tilbede, og det har vi god grund til. Men vi skal aldrig begynde at tro, at det er vore systemer, som former Guds sandhed. For hvem kender Herrens tanker, som vi hører det i dag, at Apostlen skriver det, eller hvem kan være Hans rådgiver?

Det er Gud selv, sådan som Han er i sig selv, og i virkeligheden, det er Gud, der skaber og former virkeligheden i alle dens aspekter og alle dens nødvendigheder, og ikke omvendt. Fra Ham og ved Ham og til Ham er alle ting, som vi hører det i dag, at Apostlen skriver det. Ja, og det er jo igen noget af det, det betyder, at Gud er Gud, og det er der ikke andre, der er.

Vi hører det i dag, at Apostlen skriver, at Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. Det vil sige, at Gud har gjort alle mennsker til syndere, for at Han kan frelse alle.

Igen, det er noget, vi ikke rigtig forstår, og ikke rigtig kan se igennem. Men noget af det, det betyder, er at Gud har fået alle til synde, for at det må blive gjort klart, at de var syndere i forvejen. For det er vi, og det er ikke noget, Gud har gjort os til. Vi er selv ude om det. Ja, måske ikke helt, og så dog alligevel. Synden kom ind i verden ved ét menneske, skriver Apostlen, og ved synden kom døden, og således kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede. Med andre ord, synd er noget vi arver fra vor fader Adam, og den er vor fra det øjeblik vi bliver til, vor arv og gæld. I den forstand er vi ofre for synden, lige så meget som vi selv er syndere. Vi står skyldige over for Guds domstol, før vi selv er os noget som helst bevidst. Men vi er ikke syndens uskyldige ofre; for så snart vi har mulighed for det, gør vi synden til vor egen, vi vælger selv synden, og tager den til os, og gør det klart, at det er kun ret og rimeligt, at vi er under Guds dom som syndere, og skyldige. Og således kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.

Vi er syndere, og det er ikke noget, Gud gør os til. Men Gud afslører os som syndere. Han har ladet forhærdelse falde over en del af Israel – det er det, Apostlen lige har været ved at skrive om – og skjult sandheden for dem for en tid, for at de må komme til at erkende sandheden om sig selv for alvor, når de engang er modne til det.

Apostlen skriver også om, hvordan Guds Lov får synderen til at synde, at først når synderen bliver klar over, hvad der er Guds vilje, bliver han for alvor klar over, hvor gerne han vil gøre det modsatte. For det, kødet vil, vor syndige natur, altså, er fjendskab med Gud. Ikke sådan at vi selv er bevidst om det, men sådan er det, og sådan er vi. Og det er det, Gud gør klart for os, så at vi kan komme til at se, at vi har brug for Hans nåde, og hvor stort det er, hvad vor Herre Jesus har gjort for os, at Han døde for os, medens vi endnu var syndere, og ikke gav Ham nogen som helst grund til at gøre noget som helst for os, og det eneste, der kunne få Ham til det, var Hans egen guddommelige godhed. Som Apostlen også skriver det, andetsteds i Romerbrevet, Loven kom til, for at faldet skulle blive større; og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større.

Når Gud taler til os om vor synd og ondskab, og når Hans Kirke gør det, er det for at vi skal se Hans godhed.

Når alt kommer til alt, er det det, alting drejer sig om. Også i dag, når vi fejrer det mysterium, at Gud er Fader og Søn og Helligånd, og at Faderen og Sønnen og Helligånden er Gud. Som alle Guds mysterier er også dette mysterium Guds godheds mysterium, og frelsens.

Han, som led og døde for vor frelse er Gud selv fra al evighed. Han forlod sin himmelske herlighed for at blive døbt sammen med os og gjort til et med os i vor synd og død, for at vi kunne blive døbt sammen med Ham og gjort til et med Ham i Hans fuldkomne retfærdighed og Hans evige liv. Gud selv er vor Frelser. Og al guddommelig magt står bag Hans løfte til os om frelse og evigt liv.

Ånden, som kommer til os og er i os, er Gud selv. Gud selv lever og virker i os med sin frelses herlighed, og bevarer os i sin kærlighed.

Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav Ham hen for os alle, vil Han ikke med ham skænke os alt? Fra Ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid!

Vi har skuet det sande lys; vi har modtaget den himmelske Ånd; vi har fundet den sande tro. Lad os tilbede den udelelige Treenighed, for Han har frelst os. Amen.