Prædiken til 19. Søndag efter Hellig Trefoldigheds Fest (I) i Løsning og Langelands menigheder ved pastor Jais H. Tinglund
Salmer: 3 - 25 - 260 - 171 - 183
Matthæus 9,1-8
Og Jesus gik om bord i en båd og satte over til sin egen by. Og se, der kom nogle til Ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde Han til den lamme: Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig. Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: Han spotter Gud. Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: "Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder" - da siger Han til den lamme: "Rejs dig, tag din seng og gå hjem!" Og han rejste sig og gik hjem. Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed.
Hvad det handlede om
Det er noget helt andet, det handler om. Selvfølgelig er det noget andet, det handler om. Den lamme mands venner eller familie, eller hvem de nu var - når de havde gjort sig alt det besvær med at bære ham til huset, hvor vor Herre Jesus var, og at løfte ham og hans båre op på taget og bryde hul og sænke ham ned, sådan som vi véd, at de gjorde, så var det da ikke for, at Jesus skulle give sig til at tale om syndernes forladelse. Dét, de ville, var selvfølgelig, at Jesus skulle gøre ham rask, så han selv kunne gå derfra. Og selvfølgelig var det også det, den lamme selv ville.
Hvad det virkelig handlede om
Men det var altså ikke det, det drejede sig om. Vor Herre Jesus, som ser alt, Han så, hvad det virkelig drejede sig om. Han så, hvad der var den lamme mands egentlige problem.
Og det problem løste Han.
For den lamme mands egentlige problem var ikke det, at han ikke kunne gå. Hans egentlige problem var det problem, som er fælles for alle os faldne syndere: at vi er faldet i synd, og den er vi ikke i stand til at rejse os og gå bort fra, og vi er faldet ind under Guds dom og vrede; og den er vi heller ikke i stand til at rejse os og gå bort fra. Det er den egentlige nød, som ligger bag al anden nød i verden.
Nøden i verden - for syndens skyld
Var det ikke for vore synders skyld, var der ingen nød i verden. Det lærer Den Hellige Skrift os. Alt hvad Gud skabte, var godt. Og i Hans gode virkelighed skulle mennesket leve og nyde godt af Guds godhed. Men det var ikke nok for mennesket at tage til sig af den herlighed og godhed, Gud ville vise sin yndlingsskabning. Mennesket ville rejse sig fra sin stand som modtager af Guds godhed, ville rejse sig og hæve sig over Gud. Og mennesket faldt. For alt må falde, som søger at hæve sig over Gud. Og derfor faldt Guds vrede over verden. Og derfor fødes mennesker ind i en verden af nød. Fordi vore forfædre, som vi er arvinger efter, gjorde sig skyldige over for Gud. Og som deres arvinger har vi del i deres skyld.
Arvet skyld - og vor egen
Og ikke alene det; vi bringer selv skylden over os. Vi gør os skyldige som de. Det gør vi ved den måde, vi lever på, og ved den måde, vi er på over for hinanden og over for Gud. For heller ikke vi er til sinds at leve efter Guds vilje. Heller ikke vi er til sinds at sætte os selv og vore ønsker til side for at gøre det, som er efter Guds sind - jo, det er vi måske af og til, i et særligt følelsesfuldt øjeblik, lige indtil vi bliver os selv igen - og så er det forbi. Der er noget i os, som står Gud imod. Og dette noget er os selv og det, vi selv vil. Og derfor er vi under Guds dom og vrede. Derfor er vi fanget i den syndens og dødens verden, vi hører hjemme i.
Dommen
Derfor skal vi dø. Og derfor er det vor skæbne ikke blot at dø, men at dø evigt under Guds dom og vrede, i mørket og kulden udenfor, hvor alt håb er lukket ude, og alt må dø og gå til grunde, og intet andet er tilbage end Guds helligheds flamme, som brænder imod al ondskab og alt oprør hos mennesker ...
At blive løst fra sit egentlige problem
Dette var den også den lamme mands skæbne. Og dermed var det også hans egentlige problem. Ganske som det må være ethvert syndigt menneskes egentlige problem.
Og det problem løste vor Herre Jesus ham fra. Han tilsagde ham syndernes forladelse. Han, som er Guds eget Ord og selv Gud af evighed, Han tilsagde manden, at hans synder skulle være som borte. Og dermed var de borte; det måtte de jo være, når Guds Ord og Gud selv sagde det.
At dømme om synder
Det forstod farisæerne så ikke. De forstod ikke, hvad det handlede om. Ja, det vil sige, noget forstod de. De forstod, at når vor Herre Jesus talte, som Han gjorde, og tillod sig at fælde dom over synder, så gik Han ind i det, som alene tilkommer Gud. Og det er jo på sin vis rigtigt nok. Det gjorde Han jo også. Og det var forargende for de fromme farisæere.
Farisæisk forargelse
Det var forargende for dem, at et menneske på den måde ville hæve sig op til at være Gud selv. Det var jo at bespotte den Hellige. Og det ville det også have været, hvis ikke Han, som talte, netop var Gud selv, der var blevet menneske.
Folkelig forargelse
Også i dag vækker den tanke forargelse, at én kan forlade synder på Guds vegne - og nægte at forlade synder. Hvor skulle et menneske have en sådan myndighed fra?
Forargelsen, når der tales bibelsk om hyrdeembedet og dets magt til at forlade synder, den forargelse er i virkeligheden nært beslægtet med farisæernes. Ligesom Herrens tale dengang er også det embede, Han har indsat, en bespottelse af det eneste, der virkelig er helligt for det moderne menneske: at der er i hvert fald ingen, der er bedre end mig!
Folkekirkelig forargelse
Uden tvivl er det også derfor, folkekirken for snart ti år siden har afskaffet dagens evangelietekst og nu bruger teksten hos Markus, hvor henvisningen til Kirkens embede ikke træder helt så tydeligt frem. For i et moderne statsligt religionsvæsen går det jo ikke an at tale om et særligt embede og en særlig fuldmagt. Det går ikke an at tale om, at dette være sat under hyrdeomsorg er et vigtigt element i kristenlivet. En sådan tale hører ikke hjemme i det moderne humanistiske samfund. Det er jo blasfemi, lighedsbespottelse. Det er bespottelse af det eneste, der virkelig er helligt for en moderne dansker: at der er i hvert fald ikke nogen, der er mere værd end mig.
Det handler om noget helt andet
Og så er det jo noget helt andet, det drejer sig om. Noget langt større: at Guds Søn har magt til at forlade synderne på jorden. Og at Faderen har givet Ham den fuldmagt ud af sin overstrømmende kærlighed til os syndige mennesker.
Verdens Frelser har båret dommen
Han er dén, Gud har indsat som verdens Frelser og verdens Dommer og sendt til verden fra den himmelske herlighed, for at Han skulle vinde os og give os syndernes forladelse, og det skulle Han gøre ved selv at tage synden på sig og bære den langt bort fra os, bære den ind for den Helliges ansigt, og ind under Hans dom, som alt ondt må dø og gå til grunde for. Og Han er gået til grunde sammen med den, som syndofferbukken, der bar folkets synd bort til et øde sted. Han har taget synden på sig og båret den bort fra os ind i døden og den fuldstændige ødelæggelse, og den er korsfæstet og død og begravet med Ham, og den skal aldrig opstå igen.
... og Han er verdens Dommer
Men selv er Han opstået fra de døde og opfaret til Himmelen. Og derfra skal Han komme i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på Hans Rige.
Han er indsat til at være verdens Dommer; Han, som er verdens Frelser. For således elskede Gud verden, og således elskede Faderen Sønnen, at Han har givet Sønnen alle ting, og Han har givet Ham at holde dom, som selv har båret al dom og straf for al verdens synd, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv.
En Dommer med fuldmagt til at frelse
Han, som kommer for at holde dom over levende og døde, og over os, det er Ham, som selv har båret dommen for os. Det er Evangeliet i, at Menneskesønnen har myndighed til at forlade synderne på jorden. Det er for dens sags skyld også det, Han taler om, når Han siger: Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Det er magten til at holde dom. Og til at frelse, hvem Han vil. Og til at sige, hvem Han vil, fri af synd og skyld, fordi Han selv har taget synden og skylden på sig. Og i alt, hvad Han har lidt og gjort, har Han haft dette ene formål for øje: at frelse sine kristne. Det er dét, det handler om.
Også i Kirkens liv
Det er også dét, det handler om, når Han har sat sin Kirke i verden, og Kirkens embede, for at frelsens Evangelium må forkyndes i verden, for at mennesker må komme til tro på Ham og blive født ind i frelsens nye virkelighed ved dåben, og for at Hans kristne må få fuld vished om deres frelse, når det siges til dem med den samme myndighed, som Han selv har modtaget af Faderen, at deres synder forlades dem.
Dommeren har ført sagen til ende
Derfor har Han sat sin Kirke i verden, og derfor har Han givet sine tjenere del i Hans egen myndighed til at forlade synderne på jorden. For at vi altid må have den vished, Grundtvig formaner kristne til at have: Ej mer' du gruer for Dommedag: du véd, din Dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet. Vi behøver ikke frygte for Dommedag. Den nød, som overgår al anden nød, den er jo overvundet. Synden er sonet, brøden er betalt. Bødt er brøden, endt er nøden, og slukt af nåde er Helvedes glød for os, porten til Helvede er lukket for os, og porten til Himmerig er åbnet på vid gab. Og det vil Han, at jeg skal vide.
Fuldmagt til at virke vished
Og det er netop derfor, Han har givet mennesker en sådan magt. For at jeg må kende frelsens herlighed. For at jeg må vide, at min Dommer har ført min sag og fra sig selv den vundet, at Gud har sat sin Søn som Frelser og Dommer og givet Ham myndighed til at forlade al synd på jorden, altsammen for at jeg skulle frelses. Og for at jeg må vide, hvor fast og vist og sikkert det er. Derfor har Han givet sin Kirke det hellige embede, og givet embedet del i sin egen fuldmagt, for at jeg må vide, at det Evangelium, præsten forkynder, og hans tilsigen mig syndernes forladelse og hans modtagelse af mig ved Herrens bord, at det er ikke hans eget - alt sammen er der fuldmagt bag, den Almægtiges egen fuldmagt.
Med den fuldmagt kan præsten forsikre mig om min frelse og syndernes forladelse. Det er jo fuldbragt. Guds Søn har fuldbragt alt.
Langt større
Det er dét, det drejer sig om. Og det er så langt større end at blive helbredt for alt det, der gør livet besværligt og trist og tungt for os; langt større end at få et bedre liv; langt større end at jeg synes, at livet er værd at leve, og meningsfuldt, og jeg oplever at være betydningsfuld, og der er i hvert fald ikke nogen, der er mere værd end mig.
Frelse - fra nød til herlighed
Det, det handler om, er befrielse fra den nød, som overgår al anden nød, og som Gud ikke ønsker for en eneste af sine yndlingsskabninger. Og befrielse til det evige liv i Guds herlighed og glæde, som er så langt større end al herlighed, vi kender til fra denne verden, og som al denne verdens herlighed og glæde kun er en bleg afglans af.
Fuldbragt
Det er det, det drejer sig om. Det er det største af alt. Og det er alt sammen fuldbragt. Guds Søn har ført det altsammen til fuldendelse. Og Han vil også føre det alt sammen til fuldendelse for mig i mit liv - så jeg virkelig når frem til fuldendelsen. Så jeg virkelig frelses fra al verdens nød og føres frem til den herlighed, som ikke skal forstyrres af nogen nød overhovedet, men alt skal være fyldt af Guds herlighed og glæde,
Lovet være Gud, vor frelses Gud, nu og i al evighed. Amen.