Prædiken til sjette søndag efter Hellig Trefoldigheds Fest (I) holdt ved kirkens sommerlejr 2007 i Lohals Kirke ved pastor Jais H. Tinglund
Salmer: 370 - 464 v. 6 - 356 - 600 - 366
Matthæus 5,20-26
For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.
I har hørt, at der er sagt til de gamle: 'Du må ikke begå drab,' og: 'Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.' Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.
Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget, siger vor Herre Jesus.
Det burde være nok til at skræmme enhver; tanken om ikke at have plads i Himmerig. Tanken om at være evigt udelukket fra Guds herlighed, forkastet og fordømt som en mislykket eksistens, ladt alene med den viden, at jeg gik fejl af livet.
Lykkeligvis er trøsten lige for hånden. For det véd enhver moderne dansker, at det er såmænd ikke så meget, der kræves. Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget, siger vor Herre Jesus. Og det véd enhver moderne dansker, at det er slet ikke så vanskeligt at være bedre end farisæere og skriftkloge, for fairsæer og skriftklog, det er jo noget nær det værste, man overhovedet kan være.
Har vor Herre Jesus ikke selv fortalt om, hvor forfærdelige farisæerne var, og de skriftkloge? De tog Gud alt for alvorligt, og Hans bud, og Hans virkelighed. De mente at det var vigtigt at tro på Gud og at leve med Ham. Og det er jo noget af det værste, man kan mene, og hvis man mener sådan noget, så er man da virkelig noget af det værste. Det véd enhver moderne dansker. Så der er såmænd ikke den store grund til at være nervøs over truslen om, at hvis vor retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer vi slet ikke i Himmerig. Den trussel er såmænd ikke så vanskelig at overvinde.
Med mindre vi altså kommer for skade at høre, hvad det er vor Herre Jesus rent faktisk siger, så vi ikke mere kan lade os nøje med hvad den vantro verden og dens prædikanter har lært os at tage for givet.
For vor Herre Jesus siger jo ikke, at det vi skal, er at lade være med at tage Ham alt for alvorligt. Faktisk var det aldrig dét, Han bebrejdede farisæerne og de skriftkloge, at de tog Gud alvorligt, og Hans virkelighed, og Hans vilje.
Jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; siger Han, og: den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.
Og det er jo noget helt andet end at man bare skal lade være med at tage Gud alt for alvorligt.
Den retfærdighed, som Gud kræver af os, hvis man skal tro vor Herre Jesus, og det skal man altså, det er den fuldkomne kærligheds retfærdighed. Og det er altså noget andet end den lalleglade ligegyldighed, som ikke tager Gud alvorligt, eller Hans vilje, eller Hans virkelighed. Det er den fuldkomne kærligheds retfærdighed, som er hævet over al smålig vrede og bitterhed, og som véd, at al menneskelig vrede er smålig, og at det ikke tilkommer et menneske at tage sig selv til rette, for Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde, siger Herren, som den hellige Apostel Paulus skriver, og den, som kender den fuldkomne kærligheds reftærdighed vil have nok i at vide, at mit liv og min skæbne er i Guds hånd, og Han vil gøre alle ting vel, og så længe Hans vilje sker i mit liv, så er alt godt.
Og så betyder det ikke så forfærdelig meget hvad jeg ellers bliver udsat for af urimeligheder og uret, og i virkeligheden er det jo hverken særlig urimeligt eller særlig uretfærdigt, at jeg bliver udsat for urimeligheder og uret, for i virkeligheden, og det vil sige over for Gud, fortjener jeg jo ikke bedre, og hvad betyder det i øvrigt alt sammen, når nu Han har sagt, at Han vil bringe orden i alle ting og gøre alle ting vel, når den rette tid er inde?
Alt dette véd dén, som kender den fuldkomne kærligheds retfærdighed. Kender vi den?
Fra vort eget liv kender vi den ikke, den fuldkomne kærligheds retfærdighed, som ikke bekymrer sig om ikke at lide uret, og som i det hele taget slet ikke bekymrer sig om noget som helst, men altid har nok i at hvile i tilliden til Guds godhed. Vi kender den ikke; for vi har ikke den tillid til Gud.
Og derfor er vi skyldige for domstolen, siger altså vor Herre Jesus, og dømt til Helvedes ild.
Vi har ikke tro til Gud; vi vil ikke have nok i, at vort liv er i Guds hånd. Vi vil tage os selv til rette. Vi kræver vor ret til det; selv om det er en ret, vi ikke har.
For det er det, en ret vi ikke har. For jeg er ikke Gud. Og det er du heller ikke. Det er Gud. Og vi skylder Ham vor fuldkomne kærlighed og lydighed i alle ting, og vi skylder Ham den tillid, at når Hans vilje sker, så skal alt nok blive godt, og så er alt, som det skal være.
Og derfor er vi skyldige for domstolen; derfor er vi skyldige til Helvedes ild.
Fra vort eget liv kender vi den ikke, den fuldkomne kærligheds retfærdighed. For vi har den ikke.
Men fra Hans liv kender vi den, den fuldkomne kærligheds retfærdighed, som ikke bekymrer sig om ikke at lide uret, og som i det hele taget slet ikke bekymrer sig om noget som helst, men altid har nok i at hvile i tilliden til Guds godhed. Fra Hans liv kender vi den. For det er sådan, Han har levet.
Han kom til os fra Guds herlighed, for at leve for os, og for at dø for os. Han, som er Guds Søn, og Gud selv i al evighed, Han kom til os og blev menneske. Og Han levede for os det liv i den fuldkomne kærligheds retfærdighed, som vi skylder Gud, i fuldkommen tillid til Gud, og fuldkommen lydighed.
Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; skriver den hellige Apostel Paulus, og da Han var trådt frem som et menneske, ydmygede Han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.
Døden på et kors, under Guds dom og vrede, som der stod skrevet: Forbandet er Han, som hænger på et træ! For det var det, Han var kommet for, for at leve for os det liv, vi skylder Gud, og for at bære for os den død og den dom, vi skylder Gud, fordi vi ikke lever det liv, vi skylder Ham, i den fuldkomne kærligheds retfærdighed.
Og alt dette har vor Herre Jesus gjort for os. For sådan er Hans kærlighed til os, og sådan er Hans kærlighed til Hans himmelske Fader, og sådan er den himmelske Faders kærlighed, at Han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Derfor kom Han til os; derfor lod Han sig døbe sammen med os. For at leve for os og dø for os; for at tage vor død fra os og give os sit eget liv.
Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i Hans mund, skriver den hellige Apostel Peter, Han svarede ikke med skældsord, da Han blev skældt ud, under sine lidelser truede Han ikke, men overgav sin sag til Ham, der dømmer retfærdigt; på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved Hans sår blev I helbredt. For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles Hyrde og Tilsynsmand.
Ikke fra vort eget, men fra Hans liv kender vi den fuldkomne kærligheds retfærdighed. Og i Hans liv ejer vi den fuldkomne kærligheds retfærdighed. For Han opstod fra de døde, og Han lever hos Gud i herlighed. Og Han giver os alt det, som er Hans. Vi hørte det hos den hellige Apostel Paulus, at vi i dåben er vokset sammen med Ham i Hans død, og i Hans liv. Som Han tog vor død på sig, således har Han givet os sit liv. Som Han tog vor synd på sig, således har Han givet os sin retfærdighed, sådan at vi er retfærdige for Guds domstol. Som Han tog på sig vor dom under Guds vredes helvedesild, således skal vi være i Hans herlighed.
Det er den retfærdighed, der overgår farisæernes og de skriftkloges. Ikke den ugudelige selvtilfredsheds ligegyldighed, men den fuldkomne kærligheds retfærdighed, som Han har ført til fuldendelse i sit liv for os, og i sin død, og som Han har lovet os i vor dåb, og virkelig givet os, og stadig lover os, og giver os.
I Hans liv kender vi den fuldkomne kærligheds retfærdighed, og i Hans død. Ja, så meget mere end det; for med Ordet om Hans kærlighed, og hvad Hans kærlighed har gjort for os, kommer Han selv til os, med sin kærlighed, og Han udgyder sin kærlighed i vore hjerter, så Hans kærlighed er i os, og Hans liv, og Han overvinder døden i vort hjerte, så vi tror Ham, og vi sættes fri af ugudelighedens selvtilfredse ligegyldighed og sættes fri til at leve i den fuldkomne kærligheds retfærdighed, under Hans løfte om syndernes forladelse og evigt liv, i Hans retfærdighed, som Han selv giver os, og som giver os adgang til Himmerigs evige glæde, når det bliver tid til det.
Lovet være Gud, vor frelses Gud, Fader, Søn og Helligånd, nu og i al evighed. Amen
