Prædiken på 1. søndag i fasten (I) 4. marts 2001 i Lohals Kirke og Martinskirken ved pastor Jais H. Tinglund.
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Men han svarede: "Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' " Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:
Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten."
Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.' " Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' " Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Synden kom ind i verden ... det historiske faktum
Synden kom ind i verden ved ét menneske, skriver Herrens apostel Paulus til Romerne, og ved synden døden, og sådan trængte døden igennem til alle mennesker, fordi alle syndede. Og videre skriver han: ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed. Og i sit første brev til Korintherne skriver han stort set det samme: ... ligesom alle dør i Adam, skal også alle gøres levende i Kristus.
Det er netop det, der står os for øje 1. søndag i fasten. Det historiske faktum bag apostlens theologiske betragtninger. Dét, der faktisk er sket engang, og som er grunden til, at ligesom alle dør i Adam, skal alle gøres levende i Kristus.
Alle dør i Adam. Synden kom i verden ved ét menneske. For det første menneske, som var skabt til at være i Guds kærlighed og tage til sig af Guds herlighed, han lod sig forføre til at søge selv at rive herligheden til sig og at gøre den til sin egen. Som Gud er Herre over godt og ondt, søgte Adam selv at kende godt og ondt, og at kunne vælge, og at sørge for sig selv og selv forme sin skæbne. Og dermed faldt han fra herligheden og ind under dommen og døden. Fordi han gjorde dermed fælles sag med Satan, den faldne Guds engel, som gjorde oprør mod Gud for at erobre Guds herlighed og gøre sig selv til Gud. Ham havde Adam gjort fælles sag med. Og dermed havde Adam bragt dommen over sig selv, og over alle sine efterkommere. Og dommen var allerede i forvejen blevet kundgjort for ham: Jeg er Herren, din Gud; af mig skal du modtage alt godt; du skal ikke søge dig selv og dit eget; gør du det, skal du dø.
Og Adam faldt, og Adam døde, og alle hans børn døde i ham. Ved ét menneske kom synden i verden, og ved synden døden, og sådan trængte døden igennem til alle mennesker, fordi alle syndede. Vi Adams sønner og døtre er født ind under den dom, at vi er døde i Adam og har fælles skæbne med ham. Og vi bringer selv den samme dom over os. For vi foretager også vore egne fald og vore egne forkerte valg. Vi gør os selv skyldige til dommen og døden. For som Adam søger også vi os selv og vort eget, som om livet tilhørte os. Vi søger herlighed for os selv. Vi søger selv at være herrer over vort liv og vor lykke. Og dermed gør vi - ligesom Adam - fælles sag med den forbandede; og dermed får vi også fælles skæbne med ham. Derfor er det menneskets lod at dø, og siden sammen med Guds fjende at gå ind under dommen: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle ...
Frelserens fristelse
Men det er Guds vilje, at ligesom alle dør i Adam, skal alle gøres levende i Kristus. Derfor sendte Gud sin Søn til verden, for at verden skulle leve ved Ham. Og Guds Søn kom fra sin himmelske herlighed og blev menneske og gjorde sig til ét med hele den syndige menneskehed og lod sig døbe sammen med al verdens synd, for at Han skulle bære al verdens synd og være Guds Lam og dø sammen med al verdens synd og tage den bort fra verden.
Og efter at Guds Søn havde ladet sig døbe sammen med os, da var Han altså en tid lang i ørkenen, hvor Han fastede og blev fristet; som hele Hans liv i verden måtte blive én lang fastens og fristelsens tid.
Èn lang fastetid har det været for Ham at være borte fra den himmelske herlighed, som ellers altid havde været Hans. Herligheden har Han selvfølgelig taget med sig - hvordan skulle Han dog kunne være uden herlighed, som selv er Guds herligheds afglans? - men skjult under begrænsethed og ringhed. Igennem hele sit liv i verden påtog Han sig tjenerskikkelsen og holdt sin herlighed skjult, også for sig selv. Igennem hele sit liv i verden valgte Han ikke at gøre brug af den almagtens herlighed, som boede i Ham - ikke for sin egen skyld, i hvert fald. Og hele sin lange fastetid igennem gav Han afkald på at glæde sig ved erindringen om den himmelske herlighed, som var Hans virkelige hjem. Hele sit menneskeliv igennem valgte Han at måtte leve af det ord, som udgik fra Guds mund, og som Han havde hørt som menneske. Han valgte at måtte tro på dét, Faderen havde sagt til Ham ved Hans dåb: Du er min Søn, den elskede, i Dig har jeg velbehag. Og i troen på, hvad Gud i forvejen havde ladet skrive i Den Hellige Skrift.
Sådan levede Guds Søn i verden, efter at Han havde gjort sig til ét med den faldne menneskehed. For det var Guds vilje, at Han skulle leve et sandt og ægte menneskeliv sammen med den faldne menneskehed, for at Han skulle være fristet og prøvet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Og nu i Hans fastetid kom Djævelen til Ham og fristede Ham for at forføre Ham bort fra Hans tjeneste som verdens Frelser og Forsoner, for at al verdens synd ikke skulle sones og alle verdens syndere ikke forsones med Gud og frelses tilbage til Ham. Djævelen kom til Guds Søn og søgte at føre Ham bort fra tilliden til, hvad Gud havde sagt, at forføre Ham til selv at skabe sig tegn og bekræftelser og dermed sætte tilliden til Guds eget Ord til side. Og han søgte at føre Ham bort fra den afkaldets og fornedrelsens vej, der skulle føre Ham til det mål at være Guds Lam og verdens Frelser. Og Djævelen søgte at forføre Ham til i sin menneskelige svaghed at søge herlighed for sig selv, og til dermed at gøre fælles sag med Djævelen, som selv stræber efter at erobre Guds herlighed, og til at tilbede Djævelen og gøre ham til Gud.
Men Guds Søn stod fristelsen igennem. Som Han igennem hele sit liv i verden måtte stå fristelsen igennem. Han holdt fast ved det Guds Ord, Han kendte som menneske, nemlig fra Den Hellige Skrift. Og hvor Adam faldt, og hvor ethvert andet menneske falder, dér stod Guds Søn fast og vandt sejr. Og Djævelen måtte opgive sit forehavende. Og Djævelen forlod Ham. Og Gud Søn lod sig tjene af engle, sendt af Gud. Af Guds hånd tog Han imod de engles tjeneste, Han ikke selv ville kalde til sig, skønt tolv legioner af dem hvert eneste øjeblik stod til Hans rådighed, rede til at gribe ind på Hans mindste befaling. Af Guds hånd modtog Han deres tjeneste. Som det er ethvert menneskes skyldighed ikke at tage noget for sig selv, men at modtage alt af Guds nåde, sådan som Han vælger at lade det ske.
Igennem hele Guds Søns liv i verden vendte Djævelen stadig tilbage til Ham i andre skikkelser, for igen at søge at forføre Ham bort fra Hans tjeneste som verdens Frelser. Men Guds Søn stod fristelsen igennem og veg ikke af fra den vej, der var lagt for Ham. Heller ikke selv om Han vidste om den smerte og den afgrundsdybe lidelse, der ventede Ham. Han veg ikke af fra den vej, der skulle føre Ham til døden på korset, ind under Guds dom og vrede, ind under den skæbne, som hele den faldne menneskehed og ethvert syndigt menneske har gjort sig skyldig til, og som Guds Søn uskyldig havde valgt at tage på sig, da Han gjorde sig til ét med den skyldige menneskehed. Og selv på lidelsens højdepunkt, da Han led på korset, selv da Han i bogstaveligste forstand led alle Helvedes kvaler, overladt til al Djævelens ondskab, fordømt under Guds vrede over al verdens synd, selv da afviste Han fristelsen til at frelse sig selv og stige ned fra korset, selv da tilkaldte Han ikke de tolv legioner af engle, som straks ville have grebet ind på Hans mindste befaling, selv da bad Han sig ikke fri af lidelsen, men Han blev i lidelsen, blev under dommen og vreden, indtil dommen og vreden var udtømt over Ham, og synden var sonet, og skylden var betalt, og alt var fuldbragt, som var påkrævet til frelse for den faldne menneskehed. For således elskede Gud verden, at Han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv. Og således elskede Guds Søn sin himmelske Fader, at Han ville lide alt dette for at gøre Hans vilje. Og således elskede Guds Søn sine mennesker - det er os - at Han ville lide alt dette, for at ligesom alle er døde i Adam, således skal vi gøres levende i Kristus.
Guds Søns kærlighed var større end alt andet, og derfor sejrede Han, hvor Adam faldt. Og vor synd er sonet, og vor brøde er betalt, og vi er frie og skyldfri for Gud. Han har taget synden fra os og gjort den til sin egen, for at vi skal eje Hans retfærdighed. Ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.
Og siden opstod Han fra de døde og vendte tilbage til sin himmelske herlighed, og Djævelen og hans onde engle måtte se til i hjælpeløst raseri og håbløs rædsel, og Guds engle sang af glæde, og det gør de for resten endnu. For Guds fortabte børn er vundet tilbage og har plads hos Gud i herligheden.
Vi har hjemme i herligheden hos Gud. Men ligesom Guds Søn dengang lever også vi i en fastetid, borte fra Guds herlighed som vi er. Vi lever i fastetiden fra Adams fald og indtil fuldendelsen, da Guds Søn skal komme i al sin herlighed og genoprette alt og brede sin herlighed ud over hele den skabte verden. Og denne Kirkens fastetid er også en fristelsens tid. Som hele livet i verden var en fristelsens tid for vor Herre og Frelser.
For selv om Djævelen måtte opgive at få sin vilje med Guds Søn, så har han dog ikke opgivet at få sin onde vilje med os. Han kunne ikke forhindre, at Guds Søn som Guds Lam og verdens Frelser sonede og overvandt al verdens synd. Men han søger at føre os bort fra troen, for at vi syndere, selv om synderes Frelser og Forsoner har fuldbragt alt til vor frelse, dog ikke skal frelses og forsones med Gud. Han søger at forføre os til ikke at tro, hvad Gud har forkyndt os i vor dåb, og hvad Evangeliet til enhver tid forkynder os, at selv om vi er døde i Adam, så er vi købt fri til at være levende i Kristus. Han forfører os til ikke at ville lade os nøje med det ord, til selv at søge tegn og bekræftelser og oplevelser, og til i denne søgen at søge herlighed for os selv og at søge bort fra det Ord, som udgår af Guds mund. Og Han søger at forføre os bort fra lydigheden mod, hvad Gud har befalet os, for at troen må gå tabt for os, og vi selv gå tabt for Gud.
I denne fristelse kan vi ikke bestå; for vi er døde med Adam. Vi har syndens sind i os, som ikke kan og ikke vil vide af at skulle tage imod al herlighed fra Gud og alene være overladt til Guds nåde og barmhjertighed. Vi kan ikke bestå. Der er kun det ene håb for os, at Han, som har sejret for os, at Han bliver hos os og også vinder sejr i os og bevarer os indtil enden.
Derfor er den eneste sejr for os altid denne ene: at vi er i Ham. At vi lever i den virkelighed, hvor Han er hos os og giver sig selv til os. Og derfor er det dét, alting drejer sig om for os. At leve af det Ord, som udgår af Guds mund, som forkynder os, hvad Han har gjort for os, og som er det Ord, hvorved Han selv bor hos os og skaber tro og håb og kærlighed i os. Og at tage til os af den virkelighed, Ordet forkynder os, at som Han har ladet sig døbe sammen med os til døden og dommen, således er vi døbt sammen med Ham for at have plads med Ham i herligheden; som vi er døde i Adam, skal vi leve i Kristus. Her i tiden skal leve i Ham, under Guds velsignelse, ved troen på Ham. Og siden skal vi leve evigt hos Gud i herligheden. Og da skal fastens tid være forbi, og alt være fyldt af Guds herligheds glæde.
Lovet være Gud, vor frelses Gud, nu og i al evighed. Amen.
