Prædiken til Langfredag holdt i Løsning og Gratia menigheder den 29. marts 2002 af pastor Jais H. Tinglund
Salmer: 165 - 166 med læsninger - 168 - 174
Matthæus 27,15-26
Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje. Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas. Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: Hvem vil I, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus? Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret Ham; og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.
Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet. Og da statholderen spurgte dem: Hvem af de to vil I, at jeg skal løslade jer? svarede de: Barabbas! Pilatus spurgte dem: Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus? De sagde alle: Han skal korsfæstes! Han spurgte: Hvad ondt har han da gjort? Men de råbte blot endnu højere: Han skal korsfæstes!
Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag. Hele folket svarede: Lad hans blod komme over os og vore børn! Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede Ham til at blive korsfæstet.
Meningsløst
Fra den synsvinkel, vi ser fra, virker det fuldstændig vanvittigt. Helt og aldeles meningsløst. Vi hører om dette som en del af afslutningen på beretningen om Jesu liv, hvordan Han gik omkring og gjorde godt. Og ud fra den synsvinkel virker det ganske absurd, at folket ville vælge at få en forbryder sluppet løs - og så blot for at sikre Ham en grusom og pinefuld død, som aldrig havde gjort andet end godt ...
Senere tiders fromme fantasi har søgt at fremhæve det urimelige. Den har fremhævet, hvor grusomt et menneske det var, folket foretrak at få sat på fri fod. En morder og en røver, hvis ugerninger man kun kan gisne om og må gyse ved at tænke på.
Og det er da også rigtigt, at man kun kan gisne om, hvilke grusomheder, Barrabas havde på samvittigheden; hvis altså han havde sådan én. Vi véd ikke ret meget om ham. Faktisk ikke mere, end Evangelierne fortæller os. Men det, Evangelierne fortæller os, giver os da alligevel et billede af ham og hans forbrydelser. Og det er måske nok et noget mere nuanceret billede end det, den fromme fantasi ofte har fremstillet for os.
Et anderledes billede
Barrabas var en røver, oplyser evangelisten Johannes - på dansk. Men ordet røver er i virkeligheden det samme ord som det, de romerske myndigheder anvendte om oprørere mod det romerske imperium. Sådan nogle, som forsøgte at befri deres fædreland fra fremmedherredømme og undertrykkelse. Den slags, man senere kalder helte - hvis altså det lykkes for dem, eller næsten lykkes.
Evangelisten Markus oplyser os om, at det var netop sådan én, Barabbas var. Han havde begået drab under et oprør i byen.
Barabbas var måske ikke noget uhyre. Måske var han ganske enkelt et menneske, som var villig til at løbe en risiko for folk og fædreland og til at betale prisen for, hvad han troede på. Derfor kan han stadig godt have været en slyngel. Vi véd det ikke. Selvfølgelig har han haft sine fejl. Måske større og flere end de fleste andre. Men vi har ikke grund til at antage noget som helst andet end, at han var et menneske på godt og ondt. Ligesom os andre. Han må vel have haft sine gode sider. Det har vi vel alle. Selv om hverken han eller vi kan leve op til vor Herre Jesus, hvad godhed angår.
Et vanvittigt valg
De blev stillet foran folket, Jesus fra Nazareth og så Jesus Barabbas, og folket blev stillet over for et valg. Og Barabbas valgte de at få sat på fri fod, et menneske på godt og ondt som de selv, måske mere på ondt end godt - i hvert fald ikke Guds Søn, som aldrig havde gjort andet end godt. Det virker helt ved siden af.
Men det er omtrent det samme valg, vi træffer, hver enkelt af os, hele tiden og adskillige gange hver eneste dag, vi er til. For det er, og det var altid syndens valg.
Vort eget valg
Vi står også over for et valg. Hele tiden. Vil vi Gud, vil vi gøre Hans vilje, og det vil sige det gode og rigtige, eller vil vi søge os selv og det, som passer os bedst? Hvem skal eje æren og herligheden: Gud selv, som aldrig har gjort os andet end godt - eller jeg selv, som er et menneske på godt og ondt? Det er i virkeligheden det valg, vi står i adskillige gange hver eneste dag, når vi må afgøre, om vi vil gøre det, som er godt og rigtigt, eller det, vi synes bedst om.
Og vi vælger Barabbas. Vi vælger os selv. Måske ikke altid; men oftest. Og i hvert fald alt for ofte. Og selv når vi vælger at gøre det gode - for det sker også - så vælger vi alligevel Barabbas i vort hjerte. Vi ærgrer os måske over at have valgt det gode. Og vi tænker febrilsk på, hvordan vi alligevel kan kratte noget af det til os, som vi har givet afkald på. Vi sørger måske omhyggeligt for at minde andre om, hvor gode vi har været imod dem, for at de ikke skal gå hen og nyde vor godhed alt for meget med alt for god samvittighed. Måske holder vi i vort stille sind vore rigtige valg frem for Gud; dér kan Han se, hvor god jeg alligevel er. Sådan til trods for alt det andet. Og så synes vi, at Han skylder os noget. Og vi føler os forurettet, når ting ikke går, som vi synes, de burde gå. Og med alt dette styrter vi Gud fra tronen. Ikke Hans egen trone, for den kan vi ikke rokke. Men vi støder Ham fra tronen i vort eget hjerte. Vi slipper os selv og selvoptagetheden og guddomsdrømmene fri. Og netop derfor måtte Guds Søn dømmes til døden. Fordi vi valgte Barabbas, og stadig gør det. Vi vælger os selv.
Og det at vi vælger os selv, det bringer os under dom og straf hos Gud. Og det bragte Guds Søn under dom og straf hos Gud.
Guds vrede er over al ondskab og alt oprør hos mennesker. Gud kan ikke og vil ikke tåle nogen tilsidesættelse og nogen foragt for Hans herlighed. For Gud véd mere end nogen anden, at Hans herlighed er det største af alt, og den må ingen og intet anfægte. Og Gud er den Gode, som elsker alt godt, og derfor elsker Han også sin egen herlighed, som er det største og højeste gode af alle. Derfor er Guds hellighed som en frådende flamme imod al ondskab og urenhed, og som en evigt kvælende tørke, og som en stormflod af dom og død over al synd og al skyld, og over den mindste urenhed, over den mindste ulydighed i et menneskes liv, og den mindste utilstrækkelighed. Og når det er sådan, hvor tungt må da så ikke Guds vrede falde over den ugudelighed i hjertet, som vi er fælles om, alle vi syndere, fordi den er syndens inderste væsen?
Guds valg
Men Guds Søn kom under dom og straf hos Gud. Det var Guds valg. Gud valgte at sætte Barabbas fri. Han valgte at sætte os fri.
Derfor var Guds Søn kommet til verden, for at Han skulle bære al verdens synd. Han havde ladet sig døbe sammen med al verdens synd og taget al verdens synd på sig. Og i sin død bar Han al verdens synd ind for den himmelske domstol. Og når Guds vrede er så frygtelig imod selv den mindste urenhed hos mennesker, hvor frygteligt tung må da ikke Hans vrede falde, når Han ser al verdens synd træde frem for sig? Og det var netop, hvad Gud så, da Hans Søn blev naglet til korset og ophøjet mod Himmelen og hængt frem for Gud. Gud så al verdens synd i Ham, som havde taget al verdens synd på sig. Og Guds vrede faldt tungt over Ham. For også Gud valgte Barabbas. Også Gud valgte at lade synderen gå fri. Gud valgte os, og Han valgte at lade sin Søn gå til grunde under dommen og vreden.
Som Jesus Barabbas og Jesus fra Nazareth blev stillet op, og folket blev stillet over for et valg, således stillede Gud sig selv over for et valg: Hvem ville Han fordømme ind i sin evige helvedesvrede? Sine fortabte børn, mennesker på godt og ondt, men først og fremmest skyldige og urene for Gud - eller sin egen evigt elskede Søn, som aldrig havde gjort eller været andet end godt? Og Guds valg var som folkets - og som vort eget - og dog så ganske anderledes. Han valgte at lade Barabbas gå fri. Og Han lod sin egen Søn gå ind til døden og dommen.
Et frygteligt valg
Så frygteligt et valg at træffe. Som om Gud fordømte sig selv. Og det gjorde Han på sin vis også; Guds Søn er jo netop selv Gud fra evighed og ét med Faderen. Men Faderen vendte sig bort fra Ham og fordømte Ham i vrede. Han gav Ham i synderes hænder, og gav Ham hen til Djævelens og de onde åndemagters vilje, og Han lod selv sin vrede falde over Ham, som Han elskede mest af alt.
Det virker fuldstændig forkert, fuldstændig vanvittigt. Er det vel også på en måde. Men det er først og fremmest Guds kærlighed og Guds visdom til frelse for os. At Gud valgte Barabbas. Gud valgte os.
At Gud holdt sit løfte og ikke svigtede sin Søn, ikke lod Ham blive i døden, men på tredie dagen lod Ham opstå fra de døde, det gør mindre til sagen. Ja, i virkeligheden gør det hele forskellen. Men det er ikke dét, der står os for øje i dag.
Gud valgte Barabbas - og os
Dét, der står os for øje i dag, er Guds urimelige kærlighed: at også Han valgte Barabbas. Han valgte at lade os gå fri. Og vi ser i dag den ovenud og over al måde frygtelige pris, Han valgte at betale for at lade os gå fri. At Hans Søn måtte lide al Helvedes straf og al Guds vrede for os, måske ikke for tid og evighed, men dog i den virkelighed, som er Guds evighed. Og det for os, som valgte Barabbas. Gud selv valgte Barabbas. Og vi er købt fri.
Herre Jesus Kristus, Du Guds Lam, som bar og som bærer verdens synd - forbarm Dig over os. Amen.
