Prædiken til Sidste Søndag i kirkeåret holdt i Gratia og Løsning menigheder ved pastor Jais H. Tinglund
Salmer: 14 - 7 - 460 - 229 - 395
Matthæus 25,31-46
Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal Han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran Ham, og Han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal Han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal Kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det Rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og Kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal Han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til Ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal Han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«
Fremme ved afslutningen
Dagen i dag, den sidste søndag i kirkeåret, fører os frem til målet, frem til afslutningen. Vi ser vi i dag den dag, vi venter og altid ser frem imod. Dagen, som Herrens apostel skriver om, fremstilles for os, da Herren Jesus, fulgt af sine mægtige engle, skal åbenbares fra Himmelen med flammende ild og bringe straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod Evangeliet. Og alle de, som tog imod Ham, og som Han ved troen gjorde til Guds børn, de skal følge Ham ind til herligheden.
Foruroligende tale
Og så lyder der alligevel i dag en tale om den dag, som vi ikke er helt så trygge ved. Der tales jo om, at mennesker skal dømmes efter de gode gerninger, de har gjort eller forsømt.
Det er jo ret irriterende for os lutherske. Vi vil helst holde fast ved, at vi frelses ved troen alene, og at gerningerne overhovedet ikke har noget at sige i den forbindelse. Vi tror, at al utilstrækkelighed hos os, al ulydighed og al ugudelighed, at Guds Søn har taget det på sig og båret det for os. Vi tror, at Han har gjort fyldest for os, det vil sige, at hvad Han har gjort for os, det er fyldestgørende og tilstrækkeligt til vor frelse, og det hverken kan eller skal vi gøre mere fuldkomment eller tilstrækkeligt.
Dommen og gerningerne
I dag lyder det så anderledes. Til de frelste lyder det: Kom, I som er min Faders velsignede ... For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig ... Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.
Og til de fordømte lyder det: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle ... for alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!
Besindelse på systemet
Sådan står det jo unægtelig skrevet. Vor Herre Jesus har selv sagt det. Måske siger det noget om, at vort lutherske system og frelse og retfærdiggørelse ved troen alene og Lov og Evangelium og alt det andet, som er så dyrebart for os, at det ikke er noget, vor Herre Jesus selv kender til. Og i virkeligheden gør vi måske Ham og Hans ord uret, når vi klynger os til det. Sådan er der dem, der gerne forstår det. Med triumf holder de dagens Evangelium frem for os. Dér kan man jo bare se. Troen er ikke nok. Der skal gerninger til.
Besindelse i forkyndelsen
Og når det er Den Hellige Skrifts tale, og vor Herres Jesu egen, så må vi vel tage det til os. Så er det vel dét, der skal prædikes. Og ikke bare i dag. Det bør vel så være sådan, at vi også på alle mulige andre gudstjenestedage er opmærksomme på, at vort lutherske system med dets stadige skelnen mellem Lov og Evangelium og dets stædige forkyndelse af frelse ved tro for alle, som overgiver sig for, hvad Guds Søn har gjort for os, at det er altså ikke hele sandheden. Gerninger har også deres plads, også i forhold til frelsen, og det skal forkyndes, så vi kan blive sendt hjem med en god vilje til at gøre gode gerninger; og med en stadig spørgen til, om vi nu får gjort de rigtige gode gerninger, og tilstrækkeligt mange af dem; og med en stadig ængstelse for, at vi, når Herren Jesus kommer fra Himmelen, Ham, som vi tror på, og som vi venter som Frelser, at vi da må høre Ham sige: Gå bort fra mig, du forbandede, til den evige ild. For der var altså ikke gerninger nok.
... eller besindelse på Evangeliet?
Måske er det det, vi skal. Eller måske skal vi holde fast ved, hvad vor Herre Jesus selv har lært os, både med sine egne ord og gennem sine profeter og apostle. Det er jo Ham, og dem, som har lært os at tro på Ham som Frelser, og Ham alene. Det må være det, vi skal. Så det vil vi også blive ved. Kan vi andet?
Den virkelige historie
Og så vil vi høre, hvad det er, Han i virkeligheden taler om i dag. For i virkeligheden fortæller Han ikke den historie, Evangeliets modstandere gerne hører, om kristne, der troede på Ham som Frelser og Forsoner, og som søgte Hans nåde et langt liv igennem, og som til sidst fik den dom, at det var så sandelig ikke nok, for der manglede gerninger. Så: Gå bort fra mig, I forbandede ...
Historien om Evangeliet
Den historie, vor Herre Jesus fortæller, er en helt anden. Det er historien om, at Han sendte sine tjenere ud i verden for at Hans død og opstandelse skulle forkyndes for alle folkeslag som det fuldkomne og fyldestgørende offer til syndernes forladelse og synderes frelse, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv.
Guds Søns komme til mennesker - ved Evangeliet
Og med det ord, Han sendte sine tjenere ud i verden for at forkynde, med det kom Han selv til mennesker og tilbød sig som Frelser og Forsoner og gav sig selv til alle, som ville vide af Ham og Hans kærlighed.
Og nogle tog imod Ham
Og nogle tog imod Ham. De hørte Hans Evangelium. Og de hang ved deres læber, som forkyndte det. Og de indbød dem i deres huse og bad dem blive og blive ved med at forkynde frelsens Evangelium. Og de sørgede for dem, også når andre forfulgte dem og fik dem kastet i fængsel. De var taknemmelige for Evangeliet, de hørte af Herrens udsendte. For de forstod, at det var Guds Sandhed, og det var Ånd, og det var liv, og i det Evangelium mødte de Guds Søn selv som Frelseren, og fik lov at tage imod Ham. Ved det Evangelium vandt Guds Søn deres hjerter. Og deres kærlighed vendte sig også til Herrens udsendte, som havde bragt dem det dyrebare Evangelium. Kunne den andet?
Som tidligere sagt
Jesus sagde det allerede da Han første gang udsendte sine apostle: Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod Ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn. Og på den yderste dag vil Herren sige til dem: Kom, min Faders velsignede, tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verdens grundlæggelse.
Nogle forkastede Ham
Andre mødte Herrens udsendte på en helt anden måde. De bød dem ikke ind i deres hjem; de jog dem bort fra deres byer. De fik dem sat i fængsel og lod dem sidde dér alene. Altsammen fordi de ikke ville vide af det Evangelium, de forkyndte. Og til dem vil Herren sige: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle ... for alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! De tog ikke imod Ham. Dén dom er det, der skal fældes over dem på den dag, da Herren Jesus, fulgt af sine mægtige engle, skal åbenbares fra Himmelen med flammende ild og bringe straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod Evangeliet ... Men alle dem, som tog imod Ham, gav Han, at de må kaldes Guds børn, og det er alle, som tror på Hans navn.
At møde Evangeliet - og dem, der bærer det
Den måde, hvorpå mennesker forholder sig til Evangeliets tjenere, viser, hvordan de forholder sig til Evangeliet. Og et menneskes forhold til Evangeliet er simpelt hen dets forhold til Jesus. Og et menneske, som Evangeliet er blevet dyrebart for, vil også værne om Evangeliets tjener, som bringer det til ham. Han vil støtte og opmuntre Evangeliets tjener, og prøve at sørge for, at der ikke lægges hindringer i vejen for hans tjeneste eller overflødige byrder på hans frimodighed. Om Evangeliets tjenere står kristnes hjerter vagt. Og når deres tjeneste er forbi, og når de måske selv er blevet udslidte og hjælpeløse og ubrugelige for alle andre end Gud, så må de dog stadig leve i vore hjerter, de, som gav os Evangeliet.
Forældre, lærere, præster; de som gav os Evangeliet, vil altid leve i vore hjerter. Ikke fordi der ikke var alt muligt i vejen med dem, for det var der som regel også. Men de gav os Evangeliet, og det er det største af alt, og det glemmer vi aldrig.
Kærligheden tændt ved Evangeliet
Det er det, vor Herre Jesus taler til os om i dag. Han taler om den kærlighed, som blev tændt i Hans udvalgtes hjerter ved mødet med Evangeliet. Udadtil viste den sig i, hvordan de behandlede Hans tjenere, når de kom til dem med Evangeliet. At de tog imod dem med glæde. Men hovedsagen er nu, at de tog imod Evangeliet. Og dermed tog de også imod Ham. Og alle dem, som tog imod Ham, skal kaldes Guds børn og Hans Faders velsignede.
Ikke overladt til tilfældigheder
Guds Rige gives os ikke og tages ikke fra os på grundlag af noget så tvivlsomt og tilfældigt som vor egen godhed og vore egne gerninger. Vi er langt mere dyrebare for Gud, og vor frelse også. Han vil, at vi skal frelses. Og derfor har Han selv sat vor frelse i værk og ført den til fuldendelse, og det på den eneste måde, det kunne lade sig gøre på, nemlig ved at Han gav os sin Søn til Frelser og Forsoner, og Guds Søn gik i døden som Guds Lam, og Han tog vor skyld og bar vor skam og vor straf og vor dom, og dermed er det altsammen båret og taget bort fra os, det er fuldbragt; Han har fuldbragt alt!
Det apostoliske vidnesbyrd - om frelse bestemt fra evighed
Herrens apostel Paulus skriver om det: Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter sin egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, og som nu er åbenbaret ved vor Frelsers Kristi Jesu tilsynekomst, Ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved Evangeliet ...
Herrens eget vidnesbyrd - om frelse bestemt fra evighed
Sådan er det. Evangeliet er ikke et theologisk system, vor Herre Jesus selv ikke kender til og ikke vil vide af. Nej, Han har selv givet os det. Han har selv forkyndt os det; det gør Han også i dag, når Han lader os vide, at Riget er ikke noget, vi river til os ved næstekærlighed og gode gerninger. Nej, Riget er den frelse, Gud bestemte os til og beredte for os allerede ved verdens grundlæggelse for evige tider siden. Og Han har ført det til fuldendelse, nemlig ved Ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved Evangeliet. Og ved dette Evangelium har Han kaldet os med en hellig kaldelse og ført os til troen. Og Han kalder os stadig og fører os til troen og bevarer os i troen. Og til sidst vil Han sige til os, og til alle, som kom til troen: Kom, min Faders velsignede, tag det Rige i arv, som var bestemt for jer fra verdens grundlæggelse.
Lovet være Gud, vor frelses Gud, nu og i al evighed. Amen.