Prædiken til Søndag Septugesima (II) holdt i Løsning og Gratia menigheder ved pastor Jais H. Tinglund.
Salmer: 2 - 7 - 465 - 24 - 333
Matthæus 25,14-30
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«
En hård og urimelig herre
Hvad havde han egentlig gjort galt, den stakkels mand, at han skulle kaldes doven og uduelig og kastes ud i mørket udenfor, hvor der skal være gråd og tænderskæren? Ja, han skulle jo have investeret det, der var betroet ham. Men hvor i alverden skulle han vide det fra? Vor Herres Jesu lignelse giver os tydeligt nok billedet af en mand, som gjorde det, han troede, var det rigtige. Og hvis hans herre virkelig straffede ham så hårdt, bare fordi han altså ikke var i stand til at gætte, hvad det var han skulle, så gjorde han sandelig ret i at kende sin herre som en hård mand. En hård og grusom og urimelig herre, må vi vel nærmest sige.
Gud som en hård og urimelig herre
Sådan er der også mange, der kender Gud. Som en hård og urimelig herre. Der er i hvert fald mange, der tænker om Ham på den måde. Og det kan de for så vidt godt have deres gode grunde til.
Det er ikke bare det, at verden er, som den er; skønt det er i sig selv galt nok. Men at Gud stiller krav til os, sådan som Han gør, og at Han forbyder os så meget af det, vi gerne vil. Og det er såmænd ikke bare et spørgsmål om, hvad vi har lyst til; ofte er det ting, som vi synes, at vi virkelig har brug for, Gud forbyder os.
Regnskabets dag og dom
Eller det er ikke fordi vi har tænkt os ligefrem at vælte os i det; blot lige at søge en smule glæde og en smule hjælp til at gøre livet smukt og rigt. Men Gud forbyder det altså.
Og Gud kræver lydighed. Og Han truer med død og dom over dem, som træder ved siden af Hans vilje. En dag skal vi stå til regnskab for, hvad det blev til, det liv, Han betroede os. Og det er faktisk Gud selv, herren i lignelsen er et billede på. Og Gud selv har allerede fældet den dom, at den uduelige tjener skal kastes ud i mørket udenfor, hvor der skal være gråd og tænderskæren.
Virkelighedens Herre
På så mange måder virker det urimeligt. Og så er det altså bare sådan, det er. For virkeligheden er ganske enkelt dén, at Gud har ret. Ikke alene er Han verdens Herre, som til enhver tid kan sikre, at Han får sin vilje; Han er selve virkelighedens Herre, så hvad Han kalder godt og rigtigt, det er godt og rigtigt - alene fordi Han siger det. Det kan vi så synes om, hvad vi vil. Men sådan er det. Og det er der bare ikke noget at gøre ved. Vi hørte det før hos Job: Hvordan kan et menneske have ret over for Gud? Vil det føre sag mod Ham, kan det ikke gendrive én ud af tusind anklager. Hvem kan trodse Ham og slippe godt fra det?
Skyldige for Gud
Gud har altid ret. Og over for Ham har vi altid uret. Ikke blot har vi ikke ret; vi har uret. Vi står skyldige over for Ham, fordi vi ikke forvalter det liv, Han har betroet os, sådan som vi skulle. Vi lever, som om vi tilhørte os selv, som om livet var vort eget, som om vi ikke i alle ting tilhørte Ham, og Han har ret til at kræve, hvad Han vil, af det, som er Hans. Derfor har vi ikke alene ikke ret over for Ham. Vi er skyldige; vi er skyldige til den dom, at den uduelige tjener skal kastes ud i mørket udenfor, hvor der skal være gråd og tænderskæren, og det i al evighed.
Noget større er betroet os
Nu har Gud så betroet os andet og mere end livet selv; ja, Han har betroet os noget, som er større end livet selv. Det er i virkeligheden det, vor Herre Jesus taler til os om i dag; det er det idet hele taget i den sidste del af Matthæusevangeliet, hvor Han forud beskriver Evangeliets skæbne i verden, og deres skæbne, som tager imod det, og deres, som forkaster det.
Det, som er større
Med Evangeliet er der betroet os noget, som er større end livet selv. Og med det er en større sandhed betroet os end dén, der viser Gud som en hård og urimelig herre. Med Evangeliet betror Gud os den store sandhed, at Han har sat sin Søn som nådestol, som Frelser og Forsoner, som Dommer over levende og døde. Og dette at netop Han er dén, som skal dømme levende og døde, det betyder, at vi skal frelses ...
... og som skal adlydes
Det Evangelium har Gud betroet os. Han lader det blive forkyndt ud over hele verden, og det er altså også blevet forkyndt for os. Og Gud kræver af alle mennesker, at de skal høre det, og at de skal omvende sig for det og give sig ind under det. Overbærenhedens tid er forbi. Døden og dommen skal falde tungt over dén, som afviser denne den største kærlighed af alle, denne Guds gave, som er større end livet selv.
Fuldt troværdigt og al modtagelse værd
Og dette sit frelsens Evangelium har Gud gjort fuldt troværdigt og al modtagelse værd, nemlig derved, at Han ikke blot har indsat sin Søn som Herre og Dommer, men Han har også gjort Ham til Frelser og Forsoner. Guds Søn er blevet Guds Lam og har taget al verdens synd på sig og taget den bort. Han har ladet sig døbe sammen med os og med al verdens synd. Han er gået i døden og ind under dommen og vreden for at bære dommen og vreden for os. Og Han har overvundet det alt sammen, og vor synd er sonet og vor brøde er betalt i Ham, og vor synd og skyld er korsfæstet og død og begravet med Ham, og det er alt sammen dødt og borte for Gud; ja, og det har Gud selv bekræftet og gjort troværdigt ved at lade sin Søn stå op fra de døde.
Hvad Gud befaler
I sandhed, troværdigt er det ord, og fuld modtagelse værd. Alene af den grund, at det er betroet os af Gud selv, som er Sandheden, og som ikke lyver, og som er hele virkelighedens Herre. Og med fuld ret kræver Han af mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig for Hans Evangelium, at de skal se Hans kærlighed i det og overgive sig for Hans kærlighed.
Hvad mennesker ikke kan se - og hvad de ser
Der er så mennesker, der ikke kan se Guds kærlighed i Evangeliet, og som ikke vil se Hans kærlighed. På sin vís er det underligt nok; Guds kærlighed er jo ganske åbenbar deri, at Han har givet sin egen Søn hen til lidelse og død og dom for at frelse os af evig lidelse og død og dom. Og dog er der mennesker, som ikke kan se Hans kærlighed. Selv når Evangeliet stiller dem ansigt til ansigt med Guds kærlighed i al dens fylde, kan de stadig kun se Gud som en hård og urimelig Herre, som høster, hvor Han ikke såede, som samler, hvor Han ikke spredte, og som i det hele taget kræver dét, Han ikke har ret til.
... og hvorfor
Synden gør os blinde. Synden gør, at vi ikke ser Guds kærlighed, eller ikke tror den. Helt tilbage fra dengang synden første gang opstod i menneskets hjerte, har synderen set Gud som en trussel. Og stadig skjuler synderen sig for Gud og søger at holde Ham på afstand. Eller synderen søger at skjule Gud for sig selv. Som den, der lukker øjnene og mener derved selv at blive usynlig. Mennesket forsøger at skjule Guds virkelighed for sig selv. Får sig selv til at tro, at Gud ikke er til. Eller får sig selv til at tro, at Gud er noget andet, end hvad Han er. Alt sammen er det synden, det er satanslangens gift i menneskets hjerte, som gør menneskets hjerte blindt for Guds kærlighed, så at mennesket lærer kærlighedens Gud at kende som en hård og urimelig Herre.
Men nogle får øjne til at se
Men nogle ser Guds kærlighed i Evangeliet. Vi har set den. Det er derfor, vi kommer til Guds hus i dag. Vi har set Hans kærlighed. Ikke fordi vi er bedre til at se end så mange andre; men fordi Gud har givet os øjne til at se. Som regel ser vi kun svagt. I hvert fald er Guds kærlighed større og dybere end, hvad vi kan se til bunds i. Men vi ser det, vi skal se. Vi ser, at det ikke nytter at søge at flygte fra Gud og at holde sig Ham på afstand. Vi ser, at den eneste udvej for os, den eneste flugt fra Gud som den strenge og urimelige Dommer, det er - at kaste sig i Hans arme. Vi ser det - fordi Gud selv lader os se Hans kærlighed i Evangeliet. Fordi Gud selv lader os kende Ham som andet end en hård og urimelig Herre. Fordi Gud lader os se Ham som kærlighedens Gud, og som vor frelses Gud, som ikke vil os andet end godt.
Guds virkelige urimelighed
Stadig står Guds urimelighed os for øje. Guds urimelige kærlighed. At Han, som ikke skylder os noget som helst andet end død og Helvede, at Han giver os livet og den himmelske herlighed. Ham, vi forkastede - og på mange måder stadig forkaster - som vor Fader, Han har én gang forkastet sin Søn for os, og Han gør os til sine børn i kærlighed og nåde. Gud giver os øjne til at se det. Gud lader os se Hans kærlighed i Evangeliet.
Det rette udbytte
Og så har det, Gud betroede os, også båret sin rette frugt. Så har Gud nået det, Han ville med os. Når vi ser Hans kærlighed, så vi overgiver os for den og giver os ind under den. Så har Guds investering båret det udbytte, at Guds faldne og fortabte børn er vundet tilbage, og vi skal være hos Ham i herligheden i evighedernes evighed. Og det er dyrebart udbytte for Gud. Det er dét, Han hele tiden har villet med os. Det er derfor, Han har sat det hele i værk.
... med rente og biindtægter - for os
Og når Gud giver os øjne til at se Hans kærlighed i Evangeliet, så lærer vi også at tro, at Gudhar ret. Ikke fordi alle brikker i puslespillet falder på plads, så vi kan overskue det hele. Ikke fordi alle ligninger i vore tankers regnestykke pludselig går op. Vi lærer måske aldrig atforstå, at Gud har ret. Men vi lærer at tro det; fordi vi lærer Guds kærlighed at kende. Fordi vi lærer at tro, at Gud er god.
At hvile i, at Gud har ret
Måske lærer vi heller ikke at se Guds kærlighed i de bud og befalinger, som gør livet så besværligt for os. Måske lærer vi i nogle af dem at se Hans omsorg for os. Andre af dem bliver ved med at plage os indtil den dag, vi for sidste gang lukker vore øjne. Eller indtil Herren kommer igen, hvad der nu sker først. Men vi lærer at tro, at Gud har ret. Selv om vi så stadig længes efter det, Gud forbyder os, og selv om vi stadig rækker efter det; har Gud givet os at se Hans kærlighed i Evangeliet, så giver Han os også at tro, at i alt hvad Han har betroet os, og i alt hvad Han har befalet os, har Han ikke villet os andet end godt. Og på en måde, som vi ikke selv forstår, lærer vi at elske Ham, og at glæde os ved at lade Ham have ret.
Kaldet til at kende Gud, som Han er
Guds Søn taler i dag til os om at se Faderens kærlighed i Evangeliet. Han kalder os til at se, hvor stor den er, den kærlighed, Faderen har til os, at vi må kaldes Guds børn, og det er vi. Og Han kalder os til at overgive os for den kærlighed, når den bliver forkyndt for os, og til at tage imod den, når den rækkes til os i frelsens festmåltid. Han kalder os til at tro den og tilbede den - og dermed til som Guds gode og tro tjenere at give Gud den ære, der er Hans, som vor frelses Gud.
Lovet være Gud, vor frelses Gud, nu og i al evighed. Amen.