Prædiken til 23. Søndag efter Hellig Trefoldigheds Fest (I) holdt i Martins og Langelands menigheder ved pastor Jais H. Tinglund.
Salmer: 750 - 464:2 - 269 - 289 - 33
Matthæus 22,15-22
Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til Ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte Ham en denar. Og Han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod Ham og gik deres vej.
Købt og døbt til borgerskab i Himlene
Vort borgerskab er i Himlene, skriver Herrens apostel Paulus, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som Frelser.
Det er Evangeliet. At vi har plads hos Gud i den himmelske herlighed. Guds Søn giver os plads. Han har taget vore synder på sig og er gået i døden for os, og ind under Guds dom, og Han har båret skylden og straffen for al verdens synd. Dermed har Han gjort plads for os i den himmelske herlighed. Han lover frelse og evigt liv og glæde til alle, som overgiver sig for Hans kærlighed og giver sig ind under, hvad Han har gjort for os. Og i vor dåb har Han skænket os det altsammen. Han har taget vor synd fra os og har givet os sin fuldkomne retfærdighed, så den gælder for at være vor egen. Derfor står vi rene og skyldfri for Gud. Derfor skal vi ikke frygte for Guds dom.
Guds Rige, som kommer
Derfor ser vi med glæde dagen i møde, da Herren Jesus skal komme i herlighed for at dømme levende og døde. Vi venter Ham som Frelseren, der vil føre os hjem til den himmelske herlighed, hvor intet ondt skal være mere, al ondskab og uretfærdighed skal være overvundet, og alt skal være fyldt af Guds godhed og glæde.
Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; har Herren talt ved profeten Esajas, for landet er fyldt med Herrens kundskab, som vandet dækker havets bund.
Den verden, som er
Men indtil videre lever vi i den verden, vi kender, hvor mange er mere end villige til at volde både ondt og ødelæggelse; mennesker strides om at udnytte hinanden eller hævde sig selv over for hinanden; selviske syndere undertrykker dem, som er svagere. Sådan er den syndens verden, vi lever i.
De ædelmodige kæmper imod selviskheden; men bag deres kamp skjuler deres egen selviskhed sig. Og også de er med til at opbygge et samfund og en kultur, hvor synd og selvoptagethed sættes i højsædet, og Guds bud og ordninger ringeagtes og sættes til side. Hvordan skulle de kunne andet, når ikke de kender Guds virkelighed? Når de selv er blinde for Guds virkelighed, hvordan skulle de da kunne lede andre?
En bedre verden?
Verden er ugudelig og ond. Gid vi kunne gøre den anderledes. Kunne vi da blot sætte os igennem, os som véd, hvad der er godt og rigtigt, og som endda har lært det af Gud, så verden kunne blive mere efter Guds vilje, mere lig Guds Rige.
Nye Himle og en ny jord
Men det nytter ikke noget. Verden bliver ikke god på den måde. Den faldne syndens verden bliver ikke god ved, at syndere forsøger at reparere på den. Den skal dø og gå til grunde. Og, som Herrens apostel Peter skriver det, efter Hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Nye himle og en ny jord. Mindre kan ikke gøre det.
Ikke de rette til at genoprette
Vi er heller ikke de rette til at genrejse den faldne verden. Historien viser det. Altid når kristne har forsøgt med magt at sætte det gode igennem i verden, er det endt i tyranni og hykleri og det, der var værre. Og ofte er selve Evangeliet gået tabt for dem.
Også vort eget liv viser os, at vi er ikke de rette til at genrejse den faldne verden og udrydde synden og ondskaben. Vi har jo selv synden og ondskaben i os, og selvoptagetheden. Og det véd vi også godt, hvis ellers vi har mod til at se sandheden om os selv i øjnene.
Gud er alle tings Herre
Gud er dén, som gør det. Han alene er verdens Herre, og historiens. Han styrer denne verden på dens vej mod undergangen. Han tager det onde i sine hænder og bruger det til at opfylde Hans eget formål og lade Hans vilje ske.
Ham må selv Djævelen tjene
Han lader Satan og hans tjenere rase og regere i verden, men sætter grænser for, hvor langt og hvor meget. Og Han styrer deres rasen og regeren, sådan at de dermed kommer til at grave deres egen grav.
Mest tydeligt blev det åbenbaret, da Gud tillod Satan og hans tjenere at korsfæste Herlighedens Herre; netop dermed blev sejren vundet, og Satan og hele hans hærskare besejret for tid og evighed.
Når målet er nået ...
Gud er dén, som styrer verden på dens gang igennem historien og frem mod dens tilintetgørelse. Og når Gud har nået det, Han vil med verden, da skal Herren Jesus komme i herlighed for at dømme levende og døde, og denne verden skal forgå, og alle de, som er Hans, skal følge Ham ind til den himmelske herlighed.
... og indtil da ...
Og indtil da styrer Gud denne verden og holder det onde i tømme; som regel uden at nogen kan se, at det er Ham, som gør det. Men ikke desto mindre. Han indsætter og afsætter herskere og regimer. Han vender folkestemninger. Han bruger den ene slyngel til at straffe den anden, som Luther har sagt det. Han styrer den faldne verden igennem det, som er i den faldne verden, og efter den faldne verdens egne regler.
Hvis er skatten?
Giv kejseren, hvad kejserens er! sagde vor Herre Jesus. De kom til Ham for at stille fælde for Ham med det snu spørgsmål: er det forsvarligt over for Gud at betale skat til den hedenske kejser? Og så bærer den eneste mønt godkendt til det formål endda et afgudsbillede af kejseren.
Mønten er kejseren - og kejseren er Guds
Mønten er kejserens. Den er slået på hans befaling. Derfor bærer den hans billede. Og mønten og skatten og alt hvad dertil hører - alt sammen hører det hjemme i den verden, hvor Gud har sat kejseren til at regere og givet ham ansvaret for at udskrive skatter og give forskrifter for, hvilken valuta den skal betales i. At skattens mønt bærer et afgudsbillede, det er udtryk for, at det er en afgudsdyrker, Gud netop nu har valgt at bruge til at føre sin hensigt igennem med sin verden og med sin Kirke.
Lydighed mod kejseren - er lydighed mod Gud
Den afguderiske kejser er Guds redskab i Hans styrelse og opretholdelse af verden. Og derfor skal Guds folk adlyde ham i alt det, Gud har givet ham ret til at befale over - det sige alt, som hører denne verden til, og som ikke er synd.
Lydighed mod kejseren - af tillid til Gud
At give kejseren, hvad kejserens er; det er at indordne os under Guds styrelse af historien. At indordne os under, at Gud netop nu har sat den hersker over os, som Han har valgt som det bedste redskab til at føre sin vilje igennem. Først og fremmest handler det om at tro på, at Gud ikke har mistet grebet, at Han også ved hjælp af afgudsdyrkere og vantro og blinde vejledere kan virke det, som er Hans vilje. Den tro skal vi have. Og i denne tro skal vi adlyde de myndigheder, som er sat over os.
At lægge historien i Guds hænder
Og vi skal bede for, at Guds vilje må ske igennem deres virksomhed.Vi skal bede for, at myndighederne må få klarsyn og kraft til at værne os og alle andre mod uret og lovløshed, og at de må være med til at holde det onde i tømme i verden. Og vi skal bede for, at Gud fortsat vil føre denne verdens historie ad sine egne veje, indtil Han finder, at det er tid at genoprette alt. Det er det, der er at give kejseren, hvad kejserens er.
Demokratiet som særligt ansvar
For os, som lever i Danmark i dag, rummer det så et særligt ansvar. Gud har ført historien således, at vi på en særlig måde skal medvirke til at holde det onde i tømme i verden. Vi er selv med til at vælge øvrigheden og til at sætte betingelserne for den.
Det ansvar må vi så tage på os. Vi skal afgive vor stemme efter en ansvarlig overvejelse af, hvordan det onde kan tøjles bedst. Og måske, hvis det bliver lagt hen til os, hvis vi føler os kaldet til det og tror, at vi kan gøre gavn på den måde, skal vi selv gå ind i politik og præge debatten og folkestemningen så godt vi nu kan. Også det er at give kejseren, hvad der er hans.
Grænse og begrænsning
Men vi skal ikke tro, at vi dermed baner vej for Guds Rige eller skaber Guds Rige. Under vor kamp mod synden skjuler vor egen synd sig altid. Alt politisk arbejde hører den faldne verden til og bærer den faldne verdens mærke. Det er kejserens. Det hører den faldne verden til. For den kristne kan politisk arbejde aldrig blive en indsats for at sætte Evangeliet igennem og gøre ende på ondskaben i verden. For den faldne syndens verden bliver ikke god ved, at syndere forsøger at reparere på den.
Ret og rimelighed - på den faldne verdens præmisser
Det, vi skal stræbe efter som kristne og som gode samfundsborgere er ikke at sætte det gode igennem, men at begrænse det onde så meget som muligt. Længere når vi ikke. Og vort politiske ansvar er ikke at kæmpe for Guds Rige, men for rimelighed og ret i denne verden, på denne verdens betingelser og under denne verdens begrænsninger. Vi giver verden, hvad der hører verden til - og ikke mere ...
Hvad der er Guds, skal vi give Gud
Gud skal vi give, hvad Guds er. Han skabte os, vi er Hans, og vi bærer Hans billede. Det er Ham, vi tilhører. Og Ham skylder vi lydighed i alle ting. Og derfor står Hans vilje for os over alt andet. Også over kejseres og andre herskeres bud og befalinger, og for den sags skyld også over flertallets synspunkter og krav. Skulle nogen myndighed befale os at synde, eller at lyve om, hvad der er godt og sandt, kan vi ikke adlyde den. Som også den tidlige Kirke måtte vise sig ulydig, da kejseren ikke længere lod sig nøje med at kræve skat, men også krævede at blive tilbedt som gud.
Vi er Guds
Vi er skabt i Guds billede. Hans billede bærer vi. Vort hjerte tilhører Ham, og vi skylder Ham alt. Og vi skylder Ham lydighed i alle ting. Her var farisæernes og herodianernes fejl, da de stillede fælde for vor Herre Jesus og spurgte om skattens mønt. De troede ikke på Ham, som Gud havde sagt om: Denne er min Søn ... hør Ham! De hørte Ham ikke, adlød Ham ikke, troede Ham ikke. Dermed gav de ikke Gud, hvad Guds er ...
Vort borgerskab - imens vi venter
Vort borgerskab er i Himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som Frelser. Han er vor Frelser. Ham tilhører vi. Ham skal vi tro. Ham skal vi tilbede. Ham skal vi adlyde. Og for vor egen del skal vi være lydige mod alt hvad Han har befalet os.
Og imens vi er optaget af det, skal vi som gode samfundsborgere give kejseren, hvad kejseren har krav på. Vi skal adlyde den øvrighed, Gud sætter over os. Og så vidt som vi har mulighed for det, skal vi arbejde for ret og rimelighed i verden, for at det onde må holdes bedst muligt tøjret.
Men størst er det, vi venter på ...
Men vort borgerskab er i Himlene. Det, vor Herre Jesus har gjort for os, er større end alt andet, og det vi skylder Ham. Ham vil og skal vi tjene frem for noget andet. Ham tilhører vi. Og fra Himmelen venter vi, at Herren Jesus Kristus skal komme som Frelser og genoprette alle ting. Og vi skal være hos Ham altid og lovprise Gud for det, som er det største af alt, for Hans kærligheds rigdom, at Han gav os sin Søn til Frelser og Forsoner og gav os borgerskab i Himlene.
Lovet være Gud, vor frelses Gud, nu og i al evighed. Amen.
