Prædiken til Festen for Herrens Åbenbarelse (II) (Hellig Tre Kongers Søndag)* holdt i Gratia og Løsning menigheder ved pastor Jais H. Tinglund
Salmer: 113 - 84 - 345 - 79 - 696
Matthæusevangeliet 2,1-12
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: 'Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.' « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
Efter den kalender, som gælder hos vore kristne brødre og søstre i de store østerlandske kirker, fejres vist nok dagen i dag som dagen for Herrens fødsel. Og noget af det, der i dag synges i den russiske kirke, er det hellige juletroparion - hvad det så betyder. Og heri hedder det: Din fødsel, Kristus, vor Gud, skinner over verden med kundskabens lys; de, der tilbad stjernerne, lærte af stjernen at tilbede Dig, Du Retfærdigheds Sol; de lærte at kende Dig, Du Solopgangen fra det Høje; o Herre, Dig tilkommer æren og herligheden.
At tilbede stjernerne?
Om de vise mænd fra Østerland ligefrem tilbad stjernerne sådan i almindelig moderne forstand, det er måske et spørgsmål. Men det var i hvert fald hos stjernerne, de søgte svar og søgte visdom; og det er jo også at tilbede stjernerne. Det er jo, som Luther har sagt det: ens gud er den eller det, hvoraf man venter og søger alt godt.
Et andet vidnesbyrd
Måske kendte de vise mænd også til den velsignelse, Israels Gud engang havde tvunget den hedenske profet Bileam til at udsige, da han ellers havde tænkt sig at forbande Guds folk: En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel. Denne velsignelse stod at læse i Den Hellige Skrift, Israels folk havde haft med sig i fangenskabet i Babylon. Måske de vise mænd kendte den?
Rejse mod et oplagt mål
I hvert fald søgte de visdom hos stjernerne, som almindeligt var i Østerland. Og ud fra den visdom, stjernerne gav dem, besluttede de altså at opsøge den nyfødte konge, stjernerne vidnede om, for at bringe ham deres hyldest. Og de drog hen, hvor de forestillede sig, at den nye Israels konge måtte være at finde. De drog til det kongelige palads i Jerusalem.
Forkert konge
Men dér fandt de ikke en nyfødt konge. De fandt en ond gammel mand, sygeligt skræmt ved tanken om snart at skulle dø, skrækslagen ved tanken om, at én af hans tre uduelige sønner måske alligevel ikke var mere uduelig, end at han da nok kunne finde ud af at hjælpe sin gamle far til at dø - meget snart. De vise mænds visdom førte dem til Herodes den Store. Og det førte til endnu et af de udbrud af kongeligt forfølgelsesvanvid, som så ofte spredte rædsel ved hoffet og i hele landet. Det kom det også til at gøre denne gang.
Mødet med Guds visdom
Først ved mødet med Guds visdom blev de vise mænd ført til den nyfødte konge. Herodes forhørte sig hos dem, som kendte Den Hellige Skrift, hvor den nyfødte konge ville være at finde. Og således blev de vise mænd ført på ret vej i deres søgen efter den nyfødte konge. Og således brugte Gud igen den onde til at fremme det gode, ligesom med Bileam. Og over det alt sammen lyste stjernen.
Verdens vidnesbyrd om Guds virkelighed
Der er ting i verden, som vidner om Guds virkelighed. Der er ting, som taler til mennesker på deres egen visdoms sprog og driver dem til at tænke over virkeligheden og får dem til at søge Gud. Virkelighedens egen indre struktur vidner på mange måder om, at der må være en Gud. Ikke så underligt, eftersom det jo er Ham, der har skabt virkeligheden. På den måde er der ting i denne verdens virkelighed, der minder om Guds virkelighed og får mennesker til at søge Ham.
Vejledning påkrævet
Men hvis ikke de bliver ført af Guds egen visdom, eller hvis ikke de vil lade sig lede af Ham, så finder de Ham ikke; skulle de alligevel komme i nærheden af Ham, vil de ikke ligefrem tilbede Ham - ikke på Hans egne betingelser, i hvert fald - ikke som Han virkelig er. De danner sig et billede af Ham ud fra deres egen visdom. De tilskriver Ham deres egne tanker om menneskets frihed og fortræffelighed. De lader deres billede af Gud forkynde, hvad de selv finder godt og rigtigt. Deres egen visdom skaber en afgud.
Verdens bekræftelser - og fristelser
Som kristne kender vi også til, at der er ting i denne verden, som vidner om Guds virkelighed. Virkelighedens struktur vidner jo i sig selv om Guds nødvendighed. Og de sejre, Gud og Kirken af og til vinder i verden, de opmuntrer os og styrker os i troen. Og vi fristes til at blive optaget af det, som vidner om Guds virkelighed på vor egen naturs betingelser. Vi fristes til at være optaget af følelsen og oplevelsen af Guds virkelighed og nærvær. Vi fristes til at være optaget af vor egen inderlighed og vor egen iver i tjenesten. Og som Guds tjenere og som Guds Kirke fristes vi til at blive optaget af, hvad vi ser, virker i denne verden- hvad der sælger.
Guds visdom
Men kun Guds egen visdom fører os til Ham. Den Guds visdom, som er en dårskab for denne verdens vise. Ordet om, at barnet i Betlehem, som voksede op og levede og lærte og døde, at Han er Guds Søn og verdens Herre og verdens Frelser, som altid lever, fordi Han har vundet sejr over døden, og alle, som søger nåden hos Ham, ejer Guds nåde i al dens fylde. At Guds, vor Frelsers, godhed og kærlighed til mennesker er åbenbaret i Ham, og Han frelste os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men ud af sin barmhjertighed ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden, for at vi, retfærdige ved Hans nåde, skal være arvinger til det evige liv.
Dårskab for mennesker - Guds kraft til frelse
For verden er det ord en dårskab. Det strider imod, hvad mennesket gerne vil tænke om sig selv og sin frihed og fortræffelighed. Det strider imod, hvad mennesker gerne vil tro om Gud og Hans overbærenhed og tilfredshed med os, som vi er, uden noget behov for frelse og forsoning. Og mennesker forkaster ordet om korset, søger bort fra det for at søge Gud andetsteds; hvis altså ikke Guds Ånd først har overvundet dem og grebet dem om hjertet, så de ikke kan andet end at lade sig lede af Guds visdom. Ja, for for dén, som får øren at høre med, er Evangeliets dårskab dyrebar visdom; Guds visdom og Guds kraft til frelse.
Kun Bibelens Jesus - og Guds egen
Ved den visdom, som Gud lader forkynde for os, ved den finder vi Frelseren - eller rettere, Han finder os og opsøger os og vinder os for sig. Eller for nu at sige det samme med andre ord: frelsen er alene at finde hos den Jesus, Gud selv forkynder, nemlig i Skriften. De frelsere, verdens visdom kan finde frem til - uanset om så også man giver nogen af dem navnet Jesus, og uanset hvor stor visdom og rigdom de så tilbyder - de har ingen frelse at byde på. De fører os til en ondskabens konge meget større end Herodes den Store - og meget ondere. Og han sender os ikke videre til Betlehem, hvor Frelseren er. Han fører os ind under Guds dom og vrede, derind hvor alt er ulykke og ødelæggelse og elendighed ...
Når blind leder blind ...
For derhen fører alle vore egne veje; ind under Guds dom og vrede, dér hvor alt er ulykke og ødelæggelse og elendighed. Derhen fører alle vore egne veje, fordi vi er syndere, blinde for Guds virkelighed og fjender af Guds kærlighed - hvis ikke Hans lys overvinder og fordriver vort mørke og oplyser og forvandler os.
Guds eget vidnesbyrd
Alene Guds visdom fører os til frelse. Den Guds visdom, som Gud har givet os sit vidnesbyrd om i Den Hellige Skrift. Den Hellige Skrift lærer os Guds visdom at kende, og Guds veje og Guds vilje for os. Og ved den Guds visdom, som Gud selv vidner om i Den Hellige Skrift, ved den oplyser Han vort sind og vore tanker og driver mørket ud af os.
... ved sit levende nærvær
Det sker ikke ved magi eller åndelig mekanik; kraften i Guds Ord er, at Han selv taler, som engang sagde Bliv lys! - og verden blev til. Underet sker ved Hans eget nærvær, fordi Han selv er til stede, dér hvor Hans Ord lyder og læses, fordi Han selv kommer til os og giver sig selv til os.
Vi følger ledestjernen til Ham, vi tilbeder ...
Og det er jo det, det drejer sig om. Den levende Frelser, som møder os i det levende Ord, Skriften bringer til os. Det er derfor, vi tror alt det, Skriften lærer os; fordi den vidner om Ham og lader os møde Ham, vi kender som Guds Sandhed. Fordi den fører os ind i den sammenhæng, hvor Han selv møder os.
... stjernen selv tilbeder vi ikke!
Derfor tror vi alt, hvad Skriften siger, og ikke af nogen som helst anden grund. Læren om Skriften som det ufejlbarlige Guds Ord må ikke stå som noget, der bærer sig selv, uden sammenhæng med Guds Søns levende virkelighed, så Bibelen og bibelsynet bliver det, vi er optaget af og altid kæmper for - eller med et bibelsk ord: tilbeder - og ikke den levende Frelser og Forsoner, som har givet og bevaret og overdraget os sit ord, for at det skulle føre os til Ham og hjælpe os til at tro og tilbede Ham.
Fromme fristelser og vildfarelser
Hvis det sker, og vi begiver os ind i Guds Ord uden at lade os lede af Guds egen visdom, så farer vi igen vild. Så ender vi igen i den usunde optagethed af det, der hører denne verden til, og os selv og vort eget; vi sætter vort håb til vore egne oplevelser eller ydelser eller anstrengelser, eller vi sætter måske vort håb til et herlighedsrige i denne verden, til det Jerusalem, som er af denne verden, og til en messiaskonge, som også er det. Alt sammen fører det til forvirring, til fortvivlelse eller forfængelighed, eller begge dele; det fører os bort fra den Guds visdom, som er en dårskab for verden omkring os, og for verden i os, men som ikke desto mindre er ene om at være Guds visdom og Guds kraft til frelse.
Søg Sønnen!
Hvad Guds Søn vil med os, er at vi skal søge Ham i Hans Ord - og tilbede Ham i Hans Ord. Og det vil sige, at vi altid skal leve i det Evangelium, som Den Hellige Skrift har til hensigt at forkynde os, om Guds, vor Frelsers, godhed og kærlighed til mennesker, åbenbaret for os i Kristus og givet til os i badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden, for at vi, retfærdige ved Hans nåde, skal være arvinger til det evige liv.
Troens liv - i Evangeliets lys
Under det Evangelium vil Han, at vi skal leve. I det Evangelium vil Han, at vi skal søge visdom fra Gud. Af det Evangelium vil Han, at vi skal lære at læse Den Hellige Skrift. Ved dette Evangelium - ved forkyndelsen af det og modtagelsen af det og bønnens og lovsangens gentagelse af det - vil Han, at vi skal tilbede Ham. Sådan er det, Han vil tilbedes. For det er sådan, Han er.
Altid jul i Jesu navn
På den måde kan vi holde jul i Jesu navn - sammen med hyrderne og de vise mænd. På dén måde kan vi altid søge Ham, hvor Han virkelig er at finde, og vi kan tilbede Ham, som Han virkelig er, og som Han vil, at vi skal tilbede Ham. Og derved frelses vi. Ved at leve under det Evangelium som bringer Ham til os og giver Ham til os. Og derved skal vi til sidst få lov komme til Ham dér, hvor Han er synlig i al sin herlighed, og vi skal altid være hos Ham.
Ære være Gud i det Højeste: fred på jorden og i mennesker Guds velbehag. Amen.
