Prædiken over Matt 17,1-9 ved indsættelsesgudstjeneste i Martinskirken sidste søndag i Hellig Tre Kongerstiden (I), 4. februar 2001 ved pastor Jais H. Tinglund.
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: "Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias." Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!" Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer, og frygt ikke!" Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: "Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde."
En stor oplevelse fik de, Peter, Jakob og Johannes, Jakobs broder. De så Herren i Hans herlighed. De var i forvejen kommet til troen på Ham. At Han var, som Peter havde bekendt det, Kristus, den levende Guds Søn. Og nu så de det, de troede - nu viste det sig at være sandt. De så et mægtigt glimt af den himmelske herlighed.
Og så var øjeblikket forbi. Og de så ingen uden Jesus alene, som Han normalt var, og som de var vant til at se Ham, uden synlig herlighed. Og nu måtte de tilbage til virkeligheden, som de kendte den. Sammen med Jesus, som de var vant til at kende Ham.
Man forstår Peters ønske om at bygge hytter og blive på bjerget. Selv om øjeblikket var forbi, så var det vel nærmere dér, på bjerget. Dér ville det vel være nemmere at holde fast ved oplevelsen. Og nemmere at forestille sig, at oplevelsen ville komme tilbage.
Men der var noget andet, som skulle ske. For vor Herre Jesus havde noget andet liggende foran sig. Og det talte Gud selv om. Denne er min elskede søn, i Ham har jeg fundet velbehag, lød Faderens røst fra Himmelen. Som et ekko af den Guds røst, der engang havde lydt til Abraham: Tag Isak, din eneste søn - altså din enbårne - ham som du elsker - og altså har velbehag i - og bring ham som offer på bjerget.
På bjerget åbenbaredes Jesus som Guds enbårne Søn. Og netop denne sin Enbårne Søn, som Gud elskede og havde velbehag i, Ham ville Gud bringe som offer. Det forfærdelige, som Gud engang havde pålagt Abraham, og alligevel sparet ham for, det havde Gud også pålagt sig selv. Han havde til hensigt at ofre sin enbårne Søn, for at Han skulle bære al verdens synd og købe hele den faldne menneskehed fri af dommen og døden. For at Peter og alle andre troende ikke skulle fortabes, men komme til Herren og være hos Ham i den himmelske herlighed.
Også nogle af os har haft store oplevelser af Herrens herlighed. Måske har vi oplevet det at føle, at det måtte være sandt, det vi tror på. Der var noget, der gjorde det klart og nærmest selvfølgeligt for os, at det er sandt, hvad vi tror. Og det var svært at skulle ned fra bjerget og tilbage til vort almindelige kristenliv. Vi forstår godt ønsket om at bygge hytter på bjerget, dér hvor det var så godt at være. Og så kan vi da forsøge at tage den stemning med os, som kan minde os om oplevelsen.
Men de hytter, vi bygger, er en falsk virkelighed; den verden, vi skaber, er en indbildt verden. Og den oplevelsens sødme, vi finder i de hytter, vi bygger os, kommer med tiden til at give os kvalme, fordi den ikke består af andet end vore egne tilsætningsstoffer. Eller vi dør af den.
Virkeligheden er dén, at Herren ikke er fjernere fra os i det almindelige, oplelvelsesløse kristenliv, end Han var, dengang vi oplevede det, som om vi var med Ham på det hellige bjerg.
Denne er min elskede søn, i Ham har jeg fundet velbehag, lød Guds stemme. Og så lød det: Hør Ham! Det blev de ladt tilbage med, Peter og Jakob og Johannes. Og det er også det, vi er ladt tilbage med. Og så er der jo dog alligevel så meget mere i det. Denne er min elskede søn, i Ham har jeg fundet velbehag. Det er den Almægtiges vidnesbyrd fra Herrens tomme grav. At Han virkelig er Guds Søn, som Han har sagt det, og Han er kommet til verden for at gøre sig til ét med den faldne menneskehed og bære al verdens synd og skyld. Og Gud har fundet velbehag i Ham. Og Hans gerning er tilstrækkelig til frelse for hele den faldne menneskehed.
Og: Hør Ham! For Han alene er Guds det evige livs ord. Derfor samles vi for at høre Ham. Fordi vi tror, at Han selv kommer til os i det ord, som lyder til os fra Gud. Vi tror det, fordi Han selv har sagt det, at Han lever hos os i ordet om Ham og hvad Han har gjort for os. Vi tror det, fordi Han selv har sagt det, at Han kommer til os og tager bolig hos os, og når Han kommer til os, bringer Han hele den himmelske herlighed med sig. Og vi tror det, fordi Han selv har sagt det, at Han kommer til os i frelsens festmåltid og giver sig selv til os og forener sig med os, for at vi må vide, at hvad Han har gjort, det har Han gjort for os. Og når Han er hos os, og Gud har velbehag i Ham, så er Guds velbehag også i os.
Derfor er her godt at være. Ikke fordi vi ser eller føler eller fornemmer Hans herlighed. Men fordi Han virkelig giver os sin herlighed. Og Hans herlighed bliver over os, indtil Han kommer til os for at tage os til sig i herligheden. Og i evigheders evighed skal vi være, hvor der virkelig er godt at være.
Lovet være Gud, vor frelses Gud, nu og i al evighed. Amen.
