Prædiken til 12. søndag efter Hellig Trefoldigheds Fest (I) i Gratia og Løsning menigheder. Pastor Jais H. Tinglund
Salmer: 277-221-356-141-373
Skabt ved Ordet - til Ordet
Da Gud skabte verden, gjorde Han det ved simpelt hen at befale den at være til. Når Gud talte til lyset og sagde, at det skulle være, så måtte det være. Den Almægtige befalede det jo. Og sådan blev alle ting til.
Sproget er grundlæggende for vor personlighed og eksistens. Det at der er et mønster for, hvad vi tænker og føler og oplever, det er dét, som gør det muligt for os at forholde os til hinanden som personer. Ja, det er overhovedet sproget, som gør os til personlige væsener. Om ikke andet, så dette, at vi har vort eget sprog, som sætter os i stand til at tænke og føle og at forholde os til verden omkring os, og til os selv.
Også Gud havde sit sprog forud for alle tings skabelse. Han er jo fra evighed Fader, Søn og Helligånd, disse tre, som fra al evighed har været sammen i ét guddommeligt væsen og forholdt sig til hinanden og elsket hinanden.
Og Gud talte. Og Gud skabte mennesket i sit billede, for at det skulle ligne Ham og leve sammen med Ham i et forhold, meget lig det forhold, som rådede i Gud selv, altså et forhold, der skulle minde om den evige kærlighed imellem Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd. Og netop derfor blev mennesket også skabt i Guds billede til at ligne Gud, som et personligt væsen, med sprog til at tale til Gud og til at høre Hans tale. Og alt var såre godt.
Døve ved synden
Men mennesket lagde øre til en anden tale, til fjendens tale, og lod sig forføre bort fra sin enfoldige tillid til Gud og den selvfølgelige modtagelse af, hvad Gud i sin nåde ville give, og vendte sig til at søge sig selv og sit eget. Og ved at lægge øre til fjendens tale, og ved optagetheden af sig selv og sit eget, gjorde mennesket sig døvt for Guds tiltale.
De kom til vor Herre Jesus med en døv, som også havde vanskeligt ved at tale. I sin elendighed står den stakkels mand som et symbol på hele den faldne menneskehed, som er blevet døv for Guds tiltale. Og som derfor også har vanskeligt ved at tale rent. Hvordan skal man kunne tale rent, når man ikke kan høre, hvad man selv siger? Og hvad mere er: hvordan skulle man kunne tale rent, når ikke man kender til ren tale? Således også den menneskehed, som er faldet fra sin enfoldige tillid til Gud: den finder ikke vejen tilbage; den kommer stadig længere ud i uføret og gør sig stadig mere skyldig til Guds evige dom og straf.
De bragte den stakkels mand til vor Herre Jesus for at Han skulle sætte ham fri. Og deri gjorde de ret. For vor Herre Jesus er dén, Gud har sendt til verden for at gøre ende på verdens nød. På en underfuld måde, vi ikke forstår, er Han ikke alene Guds Søn, men også Guds Ord, som fra evighed var hos Gud; Han er det Ord, Gud engang talte, Bliv lys! - og verden blev til, og alt var såre godt. Og Han er dén, Gud har sendt til verden, for at Han skal genoprejse den faldne verden og igen gøre alle ting vel.
Og Han talte til den døve mand og befalede Ham at høre ...
At tale til døve øren
Temmelig meningsløst, synes vi måske. Ganske vist havde Han da i forvejen med tegnsprog forklaret den døve, hvad Han havde tænkt sig. Men alligevel. At sige til en døv, at han skal høre? På mange måder kan det minde om, hvad mange oplever, når de søger hjælp hos andre kristne og får at vide, at de skal holde op med at være så optaget af det, der gør ondt. Eller når de får at vide, at de skal overgive sagen til Gud - hvad de selvfølgelig allerede har gjort - og at de skal have tro på Jesus - hvad de har forsøgt og ikke rigtig synes, at de kan, og det er sådan set det, der er problemet ...
Det kan for så vidt også minde om den måde, hvorpå Guds Kirke til enhver tid møder nutidsmenneskets spørgen. Stort set uanset hvilke spørgsmål tiden stiller, og samfundet - Guds Kirke giver det samme svar og forkynder det samme Evangelium, som Gud har betroet hende og holdt i forvaring - og givet hende tilbage, når det var gået tabt. Og det gør Guds Kirke, også selv om verden spørger efter noget helt andet.
Hvad Kirken siger til de døve
Det Evangelium, Guds Kirke er sat til at forkynde, er ordet om, at Guds Søn kom til verden og blev menneske for at gøre sig til ét med den faldne menneskeslægt og tage på sig al verdens synd og skyld og bære al verdens synd og skyld ind for den himmelske domstol og bære al skyld og straf og al død og al dom. Og det er fuldbragt. Han har levet det fuldkomne liv for Gud, i tillid og tjeneste, som ethvert menneske skylder sin Skaber. Og Han lod sig forkaste og fordømme af mennesker for sandhedens skyld, og Han lod sig korsfæste og hænge på dødens træ som en Guds forbandelse, under Guds dom og vrede, for at al verdens synd og skyld og al Guds dom og straf skulle falde over Ham og gå den faldne verden forbi - det er os. Og det er fuldbragt. Det har Han selv udråbt fra sit kors. Og Gud selv har udråbt det fra Hans tomme grav på trediedagen derefter, da Han opstod fra de døde. Det er fuldbragt. Synden er sonet, brøden er betalt. Han har gjort alle ting vel. Det er Evangeliet.
Et fremmed ord
Det er så ikke lige det, verden søger. Det siger ikke rigtig verden noget. Ja, og den store nød, vi kan opleve, er måske, at det heller ikke rigtig siger os noget. I hvert fald ikke dét, vi selv synes, vi trænger til at høre.
Vi er kommet til troen. Vi er kommet til den overbevisning, at det er Sandheden - det Evangelium, Guds Kirke er sat til at forkynde. Men det er ligesom det ikke rigtig er nok for os. Det er som om, vi trænger til noget andet, noget mere. Vi søger stemninger og oplevelser, vi søger følelsesmæssig bekræftelse, og helst uden alt for meget alvor, for meget fordybelse. Og det andet og mere, vi savner, på mange måder svarer det stort set til dét, verden spørger efter og mener, at den trænger til.
Vi er i verden - og verden i os
Det har selvfølgelig sin gode forklaring. For verden er jo også os. Og vi er også verden. Vi har verdens ånd i os; den ånd, som ikke vil høre Guds tale, og som er mere optaget af sin egen tale og sine egne ønsker og behov. Synden, med andre ord. Og så er vi mærket af den kultur, vi lever midt i, som har vænnet os til at få alting serveret, og det billigt og uden besvær, og som dermed også har vænnet os til at kræve øjeblikkeligt opløftende oplevelser og overfladisk underholdning - og som ikke har ret meget til overs for sådan noget som alvor og ansvarlighed og eftertanke. Vi er kort sagt præget, ikke blot af den synd, vi har fælles med hele den faldne menneskehed - men også af den kultur, som er et produkt af synden, og som særlig i vor tid virker med til at gøre os døve for Guds tale og fremmede for Guds virkelighed. Derfor lever det i os, kravet om, at både Gud selv og Hans Kirke må møde os med noget andet end sit gamle alvorlige Evangelium, noget andet end den alvorlige og højtidsfulde gudstjeneste, som svarer til Guds virkelighed. Vi føler, at der skal noget andet til, for at Evangeliet virkelig skal kunne sige os noget. Vi længes efter en større tro, efter at kunne gribes af Evangeliet, som vi måske er blevet det før, eller som vi hører om, at andre er blevet det. Vi véd, hvad det drejer sig om. Men det hjælper os ikke. Det er som om vor Herre Jesus har givet os tegn og forklaret os, hvad der skal ske. Men vi hører ikke rigtig det, Han siger, ikke som virkeligt befriende ord. Det er som om vi er døve for Hans tiltale, som om Han er fjern for os, så uendeligt fjern. Og det var jo sådan set også det, der var problemet til at begynde med ...
Når Ordet selv taler
De kom til vor Herre Jesus med en døv, som havde vanskeligt ved at tale. Og vor Herre Jesus talte til ham, som ikke kunne høre. Og han, som ikke kunne høre, måtte adlyde, når vor Herre Jesus talte til Ham. Vor Herre Jesus er jo selv det levende Guds Ord, som var fra evighed hos Gud, og som selv er Gud. Han er det Ord, Gud talte, dengang ingenting var til - og Gud sagde til ingenting, at det skulle blive til noget - og alle ting blev til. Han er den almægtige Guds almægtige Ord - og derfor er al den Almægtiges kraft i Hans tale. Derfor sker det, Han befaler. Ganske som alle ting engang blev til, fordi Han befalede dem at være. Og al den Almægtiges kraft er i det frelsens Evangelium, Han har befalet sin Kirke at forkynde. Det har kraften i sig til at gøre dem levende, som er døde for Gud; det må høres og adlydes af dem, som er døve for Guds tale. For det har frelsens kraft i sig. Det er Gud Søns Effatha, Hans Luk dig op, hør, vær fri!
Ordet gør sig til virkelighed
Hans Evangelium er et ord, som gør sig selv til virkelighed. Den frelse, Guds Søn har fuldbragt for os, er ikke blot en historisk virkelighed, altså at det virkelig er sket. Det er heller ikke blot en almen filosofisk virkelighed, som gælder hos Gud i Himmelen, og som vil blive sat i kraft engang i fremtiden. Frelsens Evangelium er min virkelighed - når det bliver sagt til mig. Når han, som er sat til det, forkynder det for mig. Når hans hånd lægger sig på mit hoved, og han tilsiger mig syndernes forladelse, sådan som min Frelser har befalet ham at gøre det, for at jeg må kunne vide, hvordan min stilling er. Frelsens Evangelium gør sig til min virkelighed, når Frelserens legeme og blod, givet og udgydt for mig, også bliver givet til mig - og det gør det i frelsens festmåltid, som Kirkens Herre og min Frelser har lovet det.
Alt sammen fordi Guds Søn selv taler. Og Hans Ord har kraften til at gøre det, Han siger, til virkelighed.
Hans Evangelium gør mig ren og retfærdig for Gud, fri af al synd og skyld - det har Han jo taget fra mig, og givet mig sin egen retfærdighed. I er rene , siger Han, på grund af det ord, jeg har talt til jer! Og Hans tjener Jakob kalder Hans Evangelium det ord, der frelser vore sjæle.
Og Hans Evangelium virker det store under, at jeg bliver i stand til at høre Hans Evangelium - og villig til det! Det overdøver syndens kalden og krav, så Hans Ord får lov at være det, der gælder, og jeg vokser i den virkelighed, at det er Hans Ord, der gælder, så jeg søger noget andet end, hvad verden søger. Alt dette virker Hans Evangelium - selv om det måske tager tid og tålmodighed, før jeg kan se, at det er sket ...
Til sidst skal Hans befaling kalde mig frem af min grav - om ikke Han kommer, før jeg når så langt. Og jeg skal tilbede Ham uforstyrret af al synd og støj, når alle ting er gjort vel, og jeg skal ikke vide af andet end at leve i Hans godhed.
Lovet være Gud, vor frelses Gud, nu og i al evighed. Amen.
