Prædiken til påskedag (I) holdt i Martins og Langelands menigheder ved pastor Jais H. Tinglund.
Salmer: 195 - 903 - 207 - 228 - 202
Markus 16,1-8
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve Ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, Han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde Ham! Men gå hen og sig til Hans disciple og til Peter, at Han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se Ham, som Han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv.
Et stilfærdigt vidnesbyrd
Den evangelietekst, som møder os i dag, på festen for Herrens opstandelse, er én af de ganske få blandt årets evangelietekster, hvor vi ikke møder vor Herre Jesus selv. Vi hører ikke, at Han siger noget; vi hører ikke om, at Han gør noget. Vi hører om kvinderne, der går til Hans grav og finder den store sten væltet fra. Og en fremmed gæst fra en fjern virkelighed fortæller dem, at de vil ikke kunne finde Jesus af Nazareth i de dødes have. Han er opstanden, Han er ikke her. Men vor Herre Jesus selv hører vi ikke fra. Det kan godt undre os på denne den største af alle store dage, netop på mindedagen for Hans sejr og Hans tilbagevenden til livet.
I det hele taget er det en overraskende stilfærdig stemning, der møder os påskemorgen. Jeg har selv altid, når jeg hørte eller læste vidnesbyrdene om Herrens opstandelse i Den Hellige Skrift, haft en oplevelse af kølig dugvåd forårsmorgenluft, svag fuglesang og ikke ret mange mennesker, som når man står op en tidlig morgen, og alt lover en herlig dag, men dagen er altså endnu ikke rigtig begyndt.
Her er en anden klang
Den stilfærdige stemning, som møder os i dag, står i skærende modsætning til, hvad vi mødte i forgårs. På mindedagen for Herrens lidelse og død, da mødte vi torden og tumult, da Guds retfærdighed og Djævelens ondskab, og menneskers, stødte sammen i en voldsomt slag.
Da Gud overlod sin Søn til Helvedes ondskab og selv fordømte Ham og lod al sin vrede falde over Ham for vore synders skyld. Da var det, som om Den Hellige Skrifts vidnesbyrd råbte det ind i ansigtet på os, hvor forfærdeligt det var, hvad Guds Søn måtte lide, og at det var din skyld, og min, indtil Han kunne udråbe sit Det er fuldbragt! og befale sin ånd i Faderens hænder og dø. Og se, forhænget i Templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, kom ud af deres grave og ind i den hellige by og viste sig for mange.
Når store ord ikke er store nok
Ord kan være så store, at de ingenting siger. Og virkeligheden kan være så stor, at ord ikke kan rumme den. Når vi står over for de største ting i livet, så oplever vi ofte, at de store ord ikke slår til, at vore store ord ikke er store nok. Som om de store ord blot ville forgribe sig på det store og gøre det mindre, end det er. Og vi oplever, at det måske er bedre at nøjes med at lade de små nøgterne ord stå med al den fylde, de rummer i sig.
Det er da også, som om påskedagens virkelighed er for stor til, at store ord kan rumme den.
Det er fuldbragt!
Bulder og brag mødte os på mindedagen for Herrens lidelse og død. Det er fuldbragt! råbtes det til sidst imod os. Og det er, som om det nu hviskes til os: Ja, det er i sandhed fuldbragt! Som om Gud efter de tre dages tvivl og usikkerhed, om det mon var sandt, om Jesus fra Nazareth virkelig var dén, Han hævdede at være, om Han nu ville opstå fra de døde, som Han havde sagt, som om Gud nu efter de tre dages tvivl og usikkerhed møder os i den stilfærdige forårsmorgenluft og endelig giver sin bekræftelse, og gør det ganske stilfærdigt - og per stedfortræder.
Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, Han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde Ham! Men gå hen og sig til Hans disciple og til Peter, at Han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se Ham, som Han har sagt jer det ...
Det er Evangeliet, som Gud i dag forkynder det for os per stedfortræder. Det møder os i al stilfærdighed, i en stemning af kølig og dugvåd forårsmorgenluft, af fuglesang og solskin i dugdråber og ikke ret mange mennesker, som løftet om en herlig dag, der altså ikke rigtig er begyndt endnu. Og så netop på dén dag, hvor det virkelig for alvor er begyndt, på den første dag i ugen og mindedagen for den første dag i en helt ny virkelighed, hvor det gamle er forbi og noget nyt er blevet til. Ganske stilfærdigt. Og altså per stedfortræder.
Kun lige begyndt
Måske er det netop betegnende, at påskens Evangelium møder os i stemningen af en dag, der endnu ikke er begyndt for alvor. For vi lever jo også i påskens virkelighed som i løftet om noget nyt, som en virkelighed, der skal komme til os.
Vi lever endnu i den gamle verdens virkelighed. Vi er syndere, og den verden, vi lever i, er synderes verden. Påskesolens lys skinner for os og lover os en evig herlighedens dag. Himmelske væsener kvidrer i vore øren om herligheden, der venter os hos Gud. Ligesom fuglene synger på en forårsmorgen, og solen i den kølige morgenluft giver løfte om en lys og varm dag. Men endnu hænger en rest af nattekulden i luften. Vi finder os så i den, vi klæder os ikke særlig varmt på, i tillid til, at det bliver varmere op ad dagen.
Også i påskens virkelighed hænger nattekulden endnu i luften. Undertiden kun som en svag påmindelse om, at dagen kun lige skal til at begynde. Undertiden får den os til at fryse og på det nærmeste fryse ihjel. Undertiden kan det være vanskeligt at tro, at frelsens dag er brudt frem, eller at den nogensinde vil gøre det. Som når livet brydes i stykker for os. Eller når vi bevæger os så langt ud i synd og selvoptagethed, at Gud må minde os om, hvor utilstrækkelige vi er over for Ham. Eller når vi ser vor utilstrækkelighed over for livet selv og dem, livet sætter os i forhold til. Eller vi bilder os ind, at vi er endnu mere utilstrækkelige, end vi er.
Men fuglene synger, og solen skinner og varsler en ny dag. Evangeliet forkynder os, at frelsens dag er oprundet, og herlighedens virkelighed er begyndt, og Guds Ånd hvisker i vort hjerte om herligheden, der venter os hos Gud. Derfor tåler vi de rester af nattekulden, vi endnu må leve med. Fordi Evangeliet lyser som et evighedens morgenskær og forsikrer os om en ny og herlig dag.
Per stedfortræder
Det er også betegnende, at Guds Søn forkynder opstandelsens virkelighed per stedfortræder. For det er netop også sådan, vi kender opstandelsens virkelighed. Som noget, der forkyndes os, som et ord, der lyder til os, og som vi må tage til os og tro på.
Kvinderne blev sendt for at vidne for disciplene om den tomme grav, de havde set, og om hvad der var blevet sagt til dem. Og de gik i tro på, hvad der var blevet sagt til dem - og undervejs, mens de gik i troen, mødte de så Herren selv, så de kunne aflægge det vidnesbyrd, at vi har set Herren! Nogenlunde på samme måde, som når præstens kones vidnesbyrd ofte er et afgørende redskab til at holde ham fast i, at det er rigtig levende virkelighed, det han læser om i sine tykke støvede bøger, så at han også får hjælp til at forkynde det som levende virkelighed. Et sådant vidnesbyrd blev kvinderne sendt for at aflægge for disciplene. Og ved deres vidnesbyrd måtte disciplene så prøve at trøste sig. Det lykkedes nu ikke særlig godt for dem, og de gjorde heller ikke et særlig ihærdigt forsøg. Men det er en helt anden historie. Siden mødte disciplene Herren selv som den Opstandne, og Han sendte dem ud som apostle, for at de skulle udråbe opstandelsens virkelighed for alverden.
Og ved deres forkyndelse er det, at opstandelsens Evangelium når til os. Vi kender Evangeliet fra de skrifter, Guds Ånd fik dem til at skrive og sørgede for at bevare for eftertiden. Vi hører Evangeliet forkyndt ud fra deres skrifter af de mænd, der efter Guds ordning er indsat til at være deres efterfølgere i menighederne. Den opstandne Guds Søn forkynder os opstandelsens Evangelium per stedfortræder.
Herren selv møder os
Det virkeligt store er, at Han selv er til stede i det Evangelium, Han forkynder for os per stedfortræder. De, som forkynder Opstandelsens virkelighed, de taler jo ikke af sig selv. De taler, hvad Guds Ånd hvisker dem i øret og giver dem i hjertet. Da Guds Søn udsendte sine disciple som apostle, for at de skulle gøre alle folkeslag til Hans disciple ved at døbe dem og lære dem at holde nadver og at høre Evangeliet, da gav Han dem det løfte, at Han selv ville være virksom i denne gerning. Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
På den måde møder vi i virkeligheden alligevel vor Herre Jesus selv i evangeliet til i dag. Ikke fordi vi direkte hører om, at Han selv sagde eller gjorde noget. Men fordi det er Ham selv, der taler.
Guds Søn har givet evangelisten Markus at skrive, som han skrev. Og det er Ham selv, der kommer til os og aflægger sit vidnesbyrd i vort hjerte, når vi hører det; at det er sandt. Ligesom det er Ham selv, der til enhver tid taler til os, når opstandelsens Evangelium forkyndes for os per stedfortræder, sådan som det blev forkyndt for kvinderne.
Ikke forfærdede over for Gud ...
Vær ikke forfærdede! siger Han til os. Vi skal ikke forfærdes for mødet med Guds virkelighed. Ikke mere. For Gud er ikke længere vred. Der er ingen dom og vrede imod os hos Gud. Hans Søn har båret det alt sammen og taget det med sig i døden, og vor synd er korsfæstet og død og begravet med Ham. Korsfæstet og død og begravet og nedfaren til Helvede. Men ikke opstanden. Aldrig opstanden. Synden må blive i døden, hvor den hører hjemme. Selv er Han opstanden; Han er ikke her. For det er virkelig fuldbragt, og Han har ikke mere at gøre i døden og graven og Helvede. Han, som blev givet hen for vore synder, Han er opstået til vor retfærdighed for altid at være hos os som vor Frelser og give os del i sin fuldkomne retfærdighed, dén som overgik al verdens synd og skyld og overvandt Djævelens ondskab og Helvedes vrede.
Og Han er gået i forvejen for os, ikke til Galilæa, men til den himmelske herlighed, for at gøre en plads rede for os, sådan som Han har sagt det, og når pladsen er gjort rede for os, og når det er tid til det, vil Han komme og tage os til sig, for at hvor Han er, dér skal også vi være hos Ham i Hans herlighed.
Ikke forfærdede for Djævelen og verden ...
Vær ikke forfærdede! siger Han. Vi har ikke mere at frygte, heller ikke af Djævelen eller af verden. Guds Søn har gjort sig til Herre over dem begge. Og Han har påtaget sig ansvaret for, at ingen skal rive noget ud af Hans hånd, der hører Ham til, sådan som vi er døbt til at være Hans ved troen. Han vil sørge for os og drage omsorg for, at vi når frem. Vi har plads i de levendes land sammen med Ham. Og det kan ingen og intet tage fra os.
... vi skal jo se Ham, som Han har sagt os det
Vær ikke forfærdede! Guds Søn selv forkynder det. Derfor tror vi det. At vi har ikke mere at frygte hos Gud. Det er i sandhed fuldbragt. Og Guds Søn er opstået for at være hos os og blive hos os alle dage, indtil Han vil komme al sin herligheds synlige fylde og tage os til sig, og vi skal være hos Ham i herligheden i evigheders evighed. Og dér skal vi se Ham, som Han har sagt os det. Og Hans herligheds lys skal skinne i sin fylde og gøre ende på denne verdens nattekulde og mørke, og der skal ikke være andet tilbage end Hans den himmelske verdens herlighed - og så alle os, der blev Hans ved Hans lidelse og død og ved Hans sejrrige opstandelse.
Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Amen.
