Prædiken til Første Søndag efter Festen for Herrens Åbenbarelse (II) ("1. Søndag efter Hellig Tre Konger") holdt i Løsning og Gratia menigheder 13. jan. 2002 ved pastor Jais H. Tinglund.
Salmer: 407 - 350 - 399 - 3 - 406
Markusevangeliet 10,13-16
De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev Han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig; I må ikke hindre dem, for Guds Rige hører sådanne til. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og Han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Det gør vi så ...
Lad de små børn komme til mig! sagde vor Herre Jesus. Og det gør vi så. Vi bærer vore børn til dåben - når vi har sådan nogen. Og vi har vel nærmest vænnet os af med at stille os selv det irriterende spørgsmål, om det nu også er det rigtige at gøre. For os, som blandt alle kirkehistoriens mange traditioner lever i netop dén, der er bedst bibelsk funderet, for os er det nærmest en selvfølge. Og som en god ven sagde, en tidligere baptist: når nu lutherdommen har ret i alt andet, hvorfor skulle den så ikke også have ret i forhold til barnedåben?
En unødvendig nødløsning
Det kan være en god nødløsning simpelt hen at forlade sig på den tradition, vi har tillid til. Lige netop i forhold til barnedåben er det nu også en unødvendig nødløsning. Og unødvendige nødløsninger er - ja, unødvendige ...
Indvendingerne
Vi kan jo godt nok næsten høre indvendingerne. Små børn kan jo ikke tro! er der nogen, der siger - hvor de så har det fra. Og: Der står jo ikke noget om, at Jesus døbte de små børn.
Hvad Han gjorde
Det gør der jo sådan set heller ikke. Men Han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Og det vil sige, at Han gjorde dét ved dem, som Den Hellige Skrift lærer os, at Han gør ved syndere - i dåben.
... og hvad Han sagde
Og så talte Han om at tillade de små at komme til Ham og om ikke at hindre dem. Og det gjorde Han med de særlige ord for at tillade og at hindre, der som regel har noget med dåben at gøre, når de optræder i Den Hellige Skrift.
Vejen til Ham
Han talte om at lade de små komme til Ham. Og Han har selv lært os, at det er ved dåben, vi kommer til Ham, og at det er en nødvendig sag at være lydig mod Hans befaling også på dette område. Hvad der er født af kødet er kød, har Han lært os, og det må fødes af vand og Ånd for at kunne se Guds Rige.
Mere end det selvfølgelige
Men i virkeligheden er det, Han har at sige os i dag, nok ikke så meget et forsvar for barnedåben. Så vigtigt er det vel ikke i en sammenhæng, hvor vi i den grad har vænnet os til barnedåben, at vi med den største selvfølgelighed bærer vore børn til dåben - uden at tænke på de fantastisk gode grunde, vi har til at gøre det.
Han taler til os om os
Det er ikke de små, Han taler til, men til os, som er blevet større. Og Han taler ikke blot om, hvordan vi skal omgås de små; Han har også noget at sige om os: Dén, der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det.
Hvad mennesket var bestemt til
At tage imod Guds Rige ligesom et lille barn. Det er og var og har altid været menneskets bestemmelse: at modtage herlighed af Gud. Derfor blev mennesket i sin tid skabt i Guds billede, for at det skulle ligne Ham og leve sammen med Ham og modtage al herlighed af Ham og ikke vide af noget andet. Det var menneskets bestemmelse. Og det var denne høje bestemmelse, mennesket faldt fra.
Hvad mennesket har bestemt sig til
Mennesket valgte at stræbe efter en herlighed, det kunne kalde sin egen; at stræbe efter selv at kende godt og ondt, selv at kunne gøre sig til herre over godt og ondt, selv at kunne vælge godt og ondt. Og netop dermed mistede mennesket evnen og viljen til at tage imod det gode af Gud.
Forkastelsen af Guds nåde
Derfor vil mennesker ikke vide af Guds nåde. Eller de vil eje Guds nåde på deres egne betingelser; de søger ly i den overbevisning, at Gud såmænd er ganske godt tilfreds med os, som vi er; eller de søger selv at erobre Guds nåde ved noget, de hævder, at små børn ikke kan, og at de selv kan. På den måde forsøger de at gøre nådens herlighed til deres egen. Og dermed fornægter de nåden som nåde. Og det gør de, fordi det ligger til det syndige menneskes natur ikke at ville vide af Guds nåde.
Lovens flammesværd
Og med sin forkastelse af Guds kærlighed kom mennesket under Guds dom. Og hele menneskets verden kom under forbandelse. Og efter livet i den dødsmærkede undergangens verden venter døden og undergangen, den evige død og den evige undergang under Guds dom og vrede. Det Rige, Gud havde bestemt sine yndlingsskabninger til, i Hans kærlighed og herlighed og glæde, det er lukket for os. Lovens flammesværd vogter porten til Guds paradis med dommen, at dén, som ikke vil vide af Guds kærlighed, må være Hans kærlighed foruden. Den sjæl, der synder, må dø. Dén, der ikke vil tage imod Guds Rige som et lille barn, han kommer ikke ind i det.
Arv og gæld af Adam
Vor Herre Jesus har sagt det, at hvad der er født af kød, det er kød og kommer ikke ind i Guds Rige. Som Adams børn og Adams arvinger fødes vi med både arv og gæld efter ham; fra det øjeblik vi bliver til, har vi del i den skyld, han pådrog sig over for Gud ved at forkaste Hans kærlighed og bryde Hans bud. Og fra det øjeblik vi bliver til, har vi del i den natur, vor stamfader påtog sig ved synden, og vi evner ikke at leve efter Guds vilje, og vi vil det heller ikke, og vi kan ikke ville det. Hvad der er født af kød, det er kød og kommer ikke ind i Guds Rige. Som vor Herre Jesus også har sagt det: Dén, der ikke fødes af vand og Ånd, kommer ikke ind i Guds Rige.
En ny fødsel
For intet mindre må til end en ny fødsel. En fødsel ind i en helt ny virkelighed. Så fuldstændig en skade er synden på vor natur og i vort forhold til Gud. Undertiden taler Skriften om en ny skabelse. Der må ske noget, som vi ikke selv kan bringe til veje. Vi må sættes fri af skylden, så vi ikke er under dom og vrede. Og vi må sættes fri af syndens natur, så vi ikke kaster Guds nåde af os og dermed forbliver under dommen og vreden.
Han, som kalder
Og det sker netop i den frelsens virkelighed, vor Herre Jesus taler til os om i dag. Det sker i den frelsens virkelighed, Han har bragt til veje, og som Han kalder os ind i, når Han kalder os til at komme til Ham, Guds Søn, som er den usynlige Guds billede og hele skabningens førstefødte. I Ham blev alting skabt i Himlene og på jorden, ved Ham og til Ham er alting skabt, Han er forud for alt, og alt består ved Ham. Og Han blev menneske og kom til verden som et menneskebarn; for en tid blev Han gjort ringere end Gud, og siden blev Han kronet med ære og herlighed, og således blev dét opfyldt, som Salmen havde vidnet om: Kun en kort tid har Du gjort Ham ringere end Gud, med herlighed og ære har Du kronet Ham og har gjort Ham til hersker over Dine hænders værk, alt har Du lagt under Hans fødder.
Dét, Han har gjort for os
Og Guds Søn levede det fuldkomne menneskeliv for Gud, som den hele menneskeslægt er skyldig at leve for sin Skabers ansigt, og Han lod sig døbe sammen med al verdens synd, og Han gik i døden for Guds ansigt med al verdens synd, og Guds vredes dom faldt over Ham, og Han døde sammen med al verdens synd under Guds vredes dom. Og siden opstod Han fra de døde som den Førstefødte af de døde, for med sin lidelse og død har Han købt alle sine fri af lidelse og død, og ved at bære al verdens synd har Han taget verdens synd bort, ved at bære Guds vredes dom har Han købt alle sine fri af Guds vredes dom. Og alle Hans, det er dem, Han forener sig med i dåben.
Ny fødsel til ny arv
Dåben er genfødelsen af vand og Ånd i Ham. Ved dåben forenes vi med Ham, og Han tager vor synd og skyld fra os, som vi har fra vor fader Adam; og som den nye Adam og den nye menneskeheds stamfader giver Han os sin retfærdighed, som gælder og som frelser os for Guds domstol.
Alt af nåde
Og det er alene Hans nåde. Han har selv bragt den frelse til veje, som Han skænker os i dåben. Han har selv gjort det til virkelighed, at vor synd er sonet, og vor gæld er betalt. Han selv forener sig med os i dåben og giver os del i det, Han har bragt til veje. Og Han gør selv det under i os, at vi giver os ind under dåbens nåde og bliver i den.
Hvad der er født af kødet, er stadig kød ...
For det sker ved den tro, Han skaber hos os - ikke ved den tro, vi skaber hos os selv. Hvad der er født af kød, det er kød og kan ikke se Guds Rige. Og den faste tro og den inderlige kærlighed, vi forsøger at mane frem i vore egne syndige og selvoptagede hjerter, også den er jo født af kød, og den er selv kød. I den forstand har de ret, som hævder, at små børn ikke kan virke den frelsende tro hos sig selv. Løgnen er, at voksne syndere skulle kunne det.
Et kald til omvendelse
Dén, der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Det siger vor Herre Jesus til os i dag. Og denne Hans tale er ikke mindre vigtig end Hans ord om at lade de små børn komme til Ham. Med denne tale kalder Han os til stadig at komme til Ham. Og med denne tale kalder Han os til stadig omvendelse.
Omvendelse fra forfængeligheden
Han kalder os til at omvende os fra alle forfængelighedens tanker om, at vi selv skal eller kan eller har lov til at bidrage til vor frelse. Alle de tanker af den art, som hele tiden og igen sniger sig på hos os, født af kødet, udtænkt af vor egen syndige og selvoptagede natur, som ikke vil vide af det Evangelium, der nægter at vise os nogen anden vej til frelse end denne at tage imod Guds Rige som et lille barn. De tanker, som så ofte tager troens glæde fra os, og måske afholder os fra at komme til Ham.
Omvendelse fra fortvivlelsen
Han kalder os til at omvende os fra forfængelighedens fortvivlelse, om nu jeg og mine anstrengelser og ydelser slår til, vor tro, vor lydighed, vor tjeneste, vor inderlige kærlighed.
Omvendelse til Hans virkelighed
Alt det kalder Guds Søn os til at omvende os fra. Han kalder os til at høre Ham og at anerkende frelsens virkelighed, som den virkelig er - og det vil sige, som Han har forkyndt den. At Han har fuldbragt alt til vor frelse, og der mangler ikke noget. Og Han skænker frelsen fuldt og helt og for intet til alle, som overgiver sig for Hans nåde. Og når Han taler om dem, der er Hans, som skal komme til Ham, og som altid skal være hos Ham i herligheden, så er det os, Han taler om, uden skjulte forbehold og betingelser. Han har fuldbragt alt, som var nødvendigt til vor frelse. I dåben har Han skænket os alt, som var nødvendigt til vor frelse. Og i det Evangelium, som Han lader forkynde for os, og i frelsens festmåltid og dets indviede brød og vin skænker Han os til stadighed alt det, som er nødvendigt til vor frelse.
Omvendelse til glæde
Det kalder Han os til at tro og til at anerkende. Og til at glæde os over det. Det er fuldbragt. Derfor kan vi med glæde lade vore børn komme til Ham. Og vi selv har heller ingen gode grunde til at holde os tilbage.
Ære være Gud i det Højeste: fred på jorden og i mennesker Guds velbehag. Amen.
