Prædiken til Første Søndag i Fasten (II) i Gratia og Løsning menigheder ved pastor Jais H. Tinglund
Salmer: 443- 560 - 128 - 562 - 535
Lukas 22,24-32
Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde Jesus til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.
Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.
Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«
Når katten er ude ...
Når katten er ude, spiller musene på bordet, siger ordsproget. Det afspejler den sandhed, man tit kan observere, at gode mennesker som regel kun er gode, når de er nødt til at være det. Så længe katten er inde, skal musene nok holde sig endnu længere inde, nemlig i deres huller. Men når chefen går tidligt hjem, er det gerne, som om arbejdsiveren og energien tager en smule af resten af dagen. Og så snart politibilen drejer af fra vejen, er det som om speedometeret begynder at vise forkert, for meget.
Når de andre er tæt på
Noget lignende kender vi fra kristenlivet. Det er ligesom om det er nemmere for os at leve et ordentligt kristenliv, når der hele tiden er andre kristne i nærheden til at opmuntre os til det. Om ikke andet, så fordi de kan give os en fornemmelse af, at der vil blive lagt mærke til det, hvis vi træder ved siden af.
Når Gud er tæt på ...
Men der er måske også en endnu dybere virkelighed i det i forhold til kristenlivet; og den kender nogle af os også til. Nemlig den, at det er så meget nemmere at leve et godt og rigtigt kristenliv, når vi hele tiden har fornemmelsen af Guds nærvær og Guds virkelighed. Når det hele tiden står klart for os, at vi står for Guds ansigt, og Han ser os.
... og når Han virker mere fjern
Når så oplevelsen af Guds nærvær og Guds virkelighed kommer mere på afstand, så kommer ugideligheden og alle de andre ugudeligheder igen til syne. Så synker kristenlivet igen tilbage i ynkelig halvhed og ladhed. Eller selvoptagetheden melder sig med fuld styrke, og misundelsen, og vi ser skævt til dem, som truer vor magelighed og vor anseelse hos andre og vort billede af os selv.
Midt i det hele ...
Det kan såmænd også ske, at musene danser på bordet, selv om katten slet ikke er så langt væk. Det kan ske midt i det, vi ellers oplever som højdepunkter i kristenlivet; så mange mærkværdige og anderledes tanker trænger sig på, netop mens vi er optaget af at høre Evangeliet og tage det til os og glæde os ved det som aldrig før. Lige midt i det kan de stikke deres grimme hoveder frem, de tanker, som strider imod, hvad Evangeliet siger, og som ved blot den mindste eftertanke virker så uendeligt latterlige og smålige og ynkelige i lyset af den herlighed, som skinner imod os fra Evangeliet. Og så er de der altså alligevel, så latterlige og smålige og ynkelige de end er. Det er som om de minder os om, at vi ikke er kommet videre. Til trods for alt godt, Evangeliet siger - vi har stadig mus.
Hvem var den største?
Apostlene var sammen med Herren. De havde netop fejret frelsens festmåltid for første gang. Og Herren havde talt om at Han ville drikke kalken sammen med dem som den nye kalk i det fuldkomne Guds Rige, og det skulle ske snart. Og apostlene kom i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Som om det var det, det drejede sig om. Som om Han ikke havde ladet dem se ind i det Guds Rige, hvor egen magt og herlighed og rigdom ikke gælder, hvor intet andet gælder, end hvad Han har gjort for os, og hvad Han vil give os, og hvad Han vil gøre os til.
Hvorfor beskytter Gud os ikke bedre?
Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor var de ikke nået videre? Hvorfor lader Gud ikke os nå videre? Han kalder os jo selv til at leve i den fuldkomne renhed, den fuldkomne kærlighed, den fuldkomne tillid til Ham, den fuldkomne overgivethed til Ham. Hvorfor beskytter Han os ikke bedre mod alt det, som ødelægger det for os? Hvorfor lader Han det stadig gøre så ondt, ydmygelsen, angsten, det trælse billede af os selv, så vi slet ikke kan lade være med at kæmpe så desperat for at komme fri af det - så vi slet ikke kan få ro til at samle os om at leve troens liv for Ham og med Ham?
Skylden er min egen
I virkeligheden er det jo ikke Gud, det kommer fra, alt det onde, som vælter frem i os. Jo, Han kunne forhindre det, og det gør Han ikke. Men skylden er min egen. Ingen, som bliver fristet, skal sige, at han bliver fristet af Gud. For det er hans eget onde begær, som fører ham i fristelse; det er hans egen onde natur, som længes efter, hvad Satan har lært ham at længes efter. Satan fortæller os, hvad han vil, at vi skal være optaget af; og hvad han vil, at vi skal være optaget af, det bliver vi så også optaget af. Fordi vi er, som vi er. Fordi vi er syndere.
Synden under dom og straf
Det er også derfor, vor syndige natur er under dom og straf. Fordi den vil det, som er Djævelens vilje, og ikke det, som er Guds. Det er den skade, som vi er født med, og som er fælles for os mennesker. Det er denne skade, som først faldt over menneskeheden med vor fader Adam og hans fald bort fra Guds vilje og Guds vej. Det er dén, som gør os skyldige for Gud. Det er dén, som gør, at vi selv gør os skyldige for Gud med vor selvoptagethed og vor selvrådighed og vor ulydighed mod Guds bud og befalinger.
Synden, Guds Søn kom for at tage fra os
Og det er netop dén, vor Herre Jesus er kommet for at frelse os fra. Fra synden, som ødelægger os for Gud, og som ødelægger livet for os, og som bringer os under dom og evig straf hos Gud. Derfor kom Guds Søn fra sin Himmelsal til denne verdens tåredal, hvor man Ham intet andet bød end stald og krybbe, kors og død.
Derfor gik Han til Jerusalem
Derfor blev Han menneske. Derfor blev Han født som menneske. Derfor blev Han døbt som menneske og døbt sammen med al verdens synd. Og derfor begav Himmelens Kongesøn sig ud på den vandring til Jerusalem, vi sige følger Ham ad her i fastens tid, til en kroning med torne og en trone på lidelsens træ. For at frelse os fra synden, som ødelægger os for Gud, og som ødelægger alt for os, og som bringer os under Guds dom og vrede.
Derfor gik Han ind under dommen
Derfor gik Han i sin lidelse og død ind under Guds dom og vrede. Derfor gav Han sig hen, ikke blot til sit folks forkastelse og fordømmelse, men endog til den himmelske Faders forkastelse og fordømmelse af sin egen evigt elskede enbårne Søn. Og al Guds dom faldt over Ham for al verdens synds og ondskabs skyld. Således drog Guds Søn til Jerusalem for at lide. Således ville Han lide for at frelse os fra netop det, fra Guds evige dom og vrede. Og Han led for os, og Han førte det til ende. Han led for os, til al verdens synd var sonet, al verdens skyld betalt, al Guds dom og vrede udtømt.
Det er fuldbragt
Og til sidst kunne Han råbe med den sidste rest af kraft tilbage i de forpinte lunger: Det er fuldbragt! og fuldbragt var det, og på tredje dagen derefter bekræftede Gud selv, at det var fuldbragt, da Han lod sin Søn, død for al verdens synd, opstå fra de døde for aldrig mere at være død.
Han gør os til herrer
Det er fuldbragt for os. Han har vundet sejr over synd og død og alle livets fjender, og Gud har gjort Ham til Herre og Kristus, og Han gør os til herrer sammen med sig selv. Han har vundet sig Riget og magten og æren og herligheden, og Han giver det alt sammen til os. Det er, som Han siger det: Ligesom min Fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit Rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.
Kærlighed ud over al rimelighed
For således elskede Gud verden ud over al ret og rimelighed. Således elskede Gud verden, og det vil sige os, ud over al ret og rimelighed, at Hans Søn led for os og købte os fri af dom og straf. Og Han forkynder den store herlighed for os, at det er virkelig fuldbragt, og der mangler ikke noget. Og kaldet til os er intet andet end at høre, hvad Han siger til os, og at tro det og at give os ind under det. Det er fuldbragt; og vi hverken kan eller skal gøre noget som helst for at gøre det mere fuldbragt. Det er virkeligheden, som den er. Så langt ud over, hvad vi med nogen ret kunne kræve eller forvente af Gud.
... og mere end det
Ja, og meget større er Guds kærlighed. Så meget større, at endog troen, hvormed vi giver os ind under Hans nåde, også den er - Hans nåde. Og sådan må det være, hvis det skal lykkes.
Vi kan ikke selv
For vi er ikke selv i stand til at tage Evangeliet til os på rette måde. Det er jo sådan, at når det møder os, og når det taler til os, så vælter så mange andre og anderledes tanker op, som forvirrer os og vender opmærksomheden bort fra det store, Evangeliet forkynder os, eller de får os til at vende os bort fra det.
... og vi kan ikke ville det
Det kommer fra Djævelen, som ikke vil, at vi skal komme til troen og vindes for Evangeliet, så vi bliver frelst. Fra Djævelen kommer det. Og det har god klangbund i os. For vor syndige natur er mere end villig til at gøre, hvad der er Djævelens vilje. Og for at Guds vilje må ske, må Guds Søn selv sætte sin vilje igennem hos os. Og det gør Han så. Han overvinder Djævelens forsvar af os, og vor egen modstand. Han fører os selv til troen. Og Han strider for os indtil enden, så vi bliver hos Ham.
Båret af Guds Søns forbøn
Simon, Simon! sagde vor Herre Jesus, Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre. Guds Søn bærer os ved sin bøn. Han går i forbøn for os hos Faderen i Himmelen.
Han minder Faderen om, at vi er Hans - og om hvad Han, Guds Søn, har gjort, for at vi skulle være Hans. Han minder sin himmelske Fader om ikke at slippe os. Han beder for os som Faderens elskede, der har ført Guds vilje til fuldendelse. Og Hans bøn hverken kan eller vil Faderen afvise. Han bærer os ved sin bøn.
Virkeligheden
Og det er virkeligheden, også når vi føler os trængt og tvunget helt ned i skidtet af råddenskab og rådvildhed og åndelig ugidelighed og al anden slags ugudelighed. Guds Søn bærer os med sin forbøn. Og Gud lader det gælde, hvad Guds Søn har gjort for os. Og Djævelen får ikke lov at gøre krav på os. For han har ikke nogen ret til os. Al Satans ret er ophævet og tilintetgjort med det, Guds Søn har gjort for os.
Katten er slet ikke ude
For nu at vende tilbage til ordsproget: selv om musene skaber sig og spiller på bordet og raser og regerer, så er det altså ikke fordi katten er ude. Det er ikke fordi Guds Søn har tabt os af syne. Han har hele tiden fuldt overblik og fuldt herredømme over hele situationen. Og når det bliver tid, griber Han ind og gør ende på museplagen - og al anden plage.
Det er fuldbragt - og det kommer til os
Allerede nu er vi i Hans hjerte. Allerede nu får vi lov at sidde til bords med Ham. Og når det bliver tid, skal vi sidde til bords med Ham i det himmelske. Han fuldfører det.
Lovet være Gud, vor frelses Gud, nu og i al evighed. Amen.
