Prædiken til Fastelavns Søndag (II) holdt i Langelands Menighed ved pastor Jais H. Tinglund
Salmer: 150 - 49 - 174 - 176 - 175
Lukas 18,31-43
Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne Ham, mishandle Ham og spytte på Ham; de skal piske Ham og slå Ham ihjel, og på den tredje dag skal Han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.
Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids Søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte Ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
Den blinde så - fordi han ikke kunne se. Disciplene, derimod, de så ikke og forstod ikke. De var blinde.
Dunkel tale
Se, vi går op til Jerusalem, sagde vor Herre Jesus, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne Ham, mishandle Ham og spytte på Ham; de skal piske Ham og slå Ham ihjel, og på den tredje dag skal Han opstå. Han havde talt om det før; at Han skulle lide ydmygelse og død for onde menneskers hænder. De havde søgt at tale Ham fra det. Og stadig forstod de ikke, at det skulle være, som Han sagde, at Han skulle lide og dø; og de forstod heller ikke Hans tale om, at Han efter sin lidelse skulle se lys og stå op til sejr og herlighed.
Det var ellers gjort klart nok
Det var ellers blevet forkyndt for dem på flere måder - af Herren selv. Dels havde vor Herre Jesus altså sagt det til dem. Og Gud havde forud ladet sine profeter skrive om det, og om hvorfor det skulle være sådan. Og disciplene var vokset op med Den Hellige Skrift. Men stadig var det skjult tale for dem, og de forstod det ikke. De forstod ikke, hvorfor det skulle være sådan. Og de forstod vel heller ikke helt, hvordan det var, Han sagde, at det skulle være.
Først da det var sket ...
Først senere, da det var sket alt sammen, og Han var opstået fra de døde, først senere forstod de. Så huskede de, og forstod, hvad Han havde sagt, så de kunne fortælle om det, og det kunne blive skrevet ind i Den Hellige Skrift.
Men stadig
Men stadig kender vi til, at det er skjult tale for mennesker. Også i dag - også efter at det er sket alt sammen. Det er svært at forstå, at det skulle være sådan. Mange føler ubehag ved talen og tanken om, hvad vor Herre Jesus måtte lide. Og særlig føler de ubehag ved tanken om, at det måtte være sådan for vore synders og vor ondskabs skyld, at Guds Søn måtte lide alt dette for at frelse os fra Guds evige dom og vrede, for at vi ikke skulle fortabes i evighed for vore synders og vor ondskabs skyld.
Et forfærdeligt billede af Guds Søn
Tanken om Herrens lidelse er forfærdelig. Det er et forfærdeligt billede, der træder frem for vort indre øje af Guds Søn foragtet og forkastet af mennesker, fordømt og forkastet af sin himmelske Fader, som Den Hellige Skrift lærer os om det, for vore synders skyld, som Han havde taget på sig for at bære dem for os. Ja, hvem kan tænke på den smerte uden med et såret hjerte ...? I sig selv en forfærdelig tanke.
Et forfærdeligt billede af os - og af Gud
For mange er den tanke imidlertid endnu mere forfærdelig og endnu mere forkastelig, at det skulle være sket for vore synders skyld. At vi skulle være skyld i det. Ja, for så onde synes vi da ikke, at vi er. Vi har i hvert fald vanskeligt ved at leve med, at vi skulle være så onde. Og det er også svært at tænke på, at vi på den måde skulle være under Guds dom og vrede, at det var nødvendigt for Guds Søn at lide alt dette for os, for at vi ikke skulle gå til grunde i Guds dom og vrede. Vi har svært ved at leve med, at Gud er sådan.
Synden gør os blinde for det nødvendige
Og et eller andet sted inde i os, inde bag alt andet, skjuler synden sig. Det er dén, der gør os blinde, som disciplene var blinde, så vi ikke ser nødvendigheden af, hvad Guds Søn har gjort for os. Og så vi ikke forstår, at det skulle være, som Han sagde det, at Han måtte overgives til hedningerne og mishandles og slås ihjel - og på tredje dagen derefter måtte Han opstå.
Bag alle indvendinger om, at så onde er vi da heller ikke, eller så streng er Gud da ikke, er det synden, som skjuler sig. Det hovmod, som gør, at vi ikke vil anerkende Guds fuldstændige krav på os, Hans ret til at kræve fuldkommen lydighed af os, Hans ret til at afgøre, hvad der er godt og rigtigt, og Hans ret til at fordømme og forkaste os, når vi gør det, Han kalder det onde.
Synden gør det nødvendigt
Det hovmod gør, at vi ikke vil bøje os for den sandhed, at vi er under Guds dom og vrede. Og det er det selv samme hovmod, som i det hele taget gør, at vi er under Guds dom og vrede. Det er syndens hovmod, som gør, at vi søger os selv og søger at fremme det, vi selv vil, i stedet for i alle ting at søge at fremme Guds vilje og at virke for Hans ære og herlighed. Det er synden, som gør, at vi følger vore egne veje og ikke er villige til i alle ting at lade os føre og vejlede af, hvad Gud lader os kende som godt og rigtigt.
Synden gør os skyldige
Og det er synden, som gør os skyldige for Gud, skyldige til dom og straf, skyldige til den evige Guds evige vrede, skyldige til døden borte fra Guds herlighed og nåde - skyldige til alt det, Guds Søn måtte lide. Synden gør os skyldige, fordi den får os til at gøre det onde, både over for hinanden og over for Gud. Og synden gør os skyldige, fordi den i sig selv er ond. Fordi synden i sig selv og i sit eget væsen er udtryk for, at vi ikke vil vide af Gud og Hans kærlighed, at vi ikke vil stå i det kærlighedens forhold til Ham, som Han har skabt os til at leve i, at vi forkaster Hans kærlighed. Alene derfor er vi under Guds vredes dom. Derfor brænder Hans vrede imod os med al den forkastede kærligheds gloende hede.
Synden gør os skyldige for Gud. Og synden gør os blinde, så vi ikke ser og ikke vil vide af, at vi virkelig er skyldige. Og synden gør os blinde, så vi ikke ser og ikke forstår, at Guds Søn måtte lide og dø for os, og på tredje dagen derefter måtte Han opstå fra de døde.
Ikke at se anden udvej
Den blinde mand, han så. Fordi han ikke kunne se. Ja, for i troens verden er netop dét i sandhed at se. At kunne se i troens verden, det betyder, at vi ikke kan se nogen anden udvej end at søge nåde hos den Jesus, som vi ikke kan se, og som vi i dag hverken kan høre eller føle - men det bliver fortalt os, at Han er i nærheden, vi hører, at Han er nær hos os, og vi ser, at der ikke er noget andet håb for os om frelse og befrielse. Og så søger vi hjælp hos Ham og råber til Ham, at Han må hjælpe os blinde til at kunne se.
I troens verden ...
Det er mærkeligt. Men det er sådan, det er, i troens verden. Ikke at kunne se, det er - at se. Selv at kunne se, det er at være blind. Og selv at tænke, det er ikke at forstå.
Begyndelsen
Vi må vende os til Guds Søn og råbe til Ham om hjælp, for at Han må hjælpe os til at kunne se. Først når vi ikke kan se nogen anden udvej end at søge hjælp hos Ham, først da ser vi virkelig for alvor. Først da søger vi for alvor hjælp hos Ham, så Han får lov at hjælpe os til at se ind i Guds virkelighed.
Han gør det
Men denne første begyndelse - at vi ser, at vi ikke har anden udvej end at søge hjælp hos Ham - denne første begyndelse kan vi ikke gøre af os selv. Han må selv give os også denne første begyndelse. Han må selv føre os dertil, at vi ser, at vi må søge hjælp hos Ham for at kunne se.
Det er så også det, Han gør, når det bliver fortalt os, at Han er i nærheden. Og det vil altså sige, når Guds virkelighed bliver forkyndt for os.
Guds Ånds vidnesbyrd om synd og skyld
Det bliver forkyndt for os, for det har Han sat sin Kirke til at gøre, at vi er syndere, at vi virkelig står skyldige over for Ham, skyldige til dom og evig død. Det bliver sagt til os. Og når Hans virkelighed bliver forkyndt for os, kommer Han selv til os og trænger sig på hos os. Mens vi hører ordene om Hans virkelighed talt uden for os, taler Han ved sin Ånd inde i os. Han hvisker i vort hjerte, at det er sandt, hvad den bliver sagt til os, og det er alvorligt, det er evig alvor.
Guds Søns vidnesbyrd om sig selv
Og frem for alt taler Han i vort hjerte om at det er sandt, når Evangeliet forkyndes for os. Når det bliver sagt til os, at Han, Guds Søn, med sin bitre lidelse og død og sin sejrrige opstandelse og himmelfart har fuldbragt alt til vor frelse. Når det bliver sagt til os, at det var derfor, Han ville gå til Jerusalem - selv om Han vidste, at alt hvad der stod skrevet om Menneskesønnen skulle opfyldes dér, Han skulle lide ondt af onde menneskers hænder, Han skulle forkastes og fordømmes af Gud selv, Han skulle dø og gå til grunde under Guds dom og vrede over al verdens synd.
... og om sin kærlighed
Evangeliet siger os, at det ville Han for sin kærligheds skyld - på grund af sin kærlighed til mig. Han ville lide alt dette for at købe os fri af den dom og straf, som rettelig tilkom os - fordi Han elskede os. For således elskede Gud verden, at Han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have det evige liv. Og således elskede Sønnen Faderen og alle Faderens fortabte børn, at Han gav sig ind under Faderens dom og vrede for at købe os fri.
... og om sin fuldbragte frelse
Og med sin bitre lidelse og død har Han fuldbragt alt. Al den lidelse, som ellers måtte komme over os i al evighed, den tog Han på sig og bar den, indtil den ikke var mere. Al den dom, som ellers måtte ligge over os i al evighed, den tog Han bort, indtil den virkelig var borte. I sandhed, Han har fuldbragt frelsen helt og fuldt for os. Han har ført Guds kærligheds gode ønsker for os til fuldendelse. Og derfor måtte Han på trediedagen derefter opstå fra de døde til ære og herlighed.
Et vidnesbyrd, som giver os øjne til at se
Det forkynder Evangeliet for os. Og når det forkyndes for os udefra, vidner Han selv ved sin Ånd i vort hjerte, at det er sandt, og det er stort, og det er det største af alt. Han hjælper os til at se, at noget andet håb end dette har vi ikke. Og noget bedre håb kunne da for øvrigt slet ikke tænkes. Og Han driver os til at søge nåde hos Ham. Og når vi ser, at der ikke er nogen anden vej for os end at søge nåde hos Ham, og når vi gør det, da siger Han til os: Bliv seende, din tro har frelst dig. Endnu et ufatteligt under fra Guds virkelighed: den tro, Han selv har givet os, den har allerede frelst os, straks Han har givet os den.
Øjne til at se herligheden
Og Han hjælper os til at se frelsens herlighed. Han hjælper os til at tro, at hvad Han har gjort for os, så forfærdeligt det er for os at se, at det er det største og allermest dyrebare af alt. Han hjælper os til at bøje os for Guds veje, at det altså måtte ske på den måde. Og Han hjælper os til at glæde os ved det, Guds Søn har vundet os, med alt hvad Han har lidt og gjort for os: at Han har elsket os, og stadig elsker os med en sådan kærlighed, som er ud over al måde og rimelighed; at vi er købt fri af dom og evig død; og at vi skal være hos Ham i herligheden i evigheders evighed.
Lovet være Gud, vor frelses Gud, nu og i al evighed. Amen.
