Prædiken til femte søndag efter Hellig Trefoldigheds Fest (I) holdt i Martinskirken 8. juli 2007
Salmer: 436 - 59 v. 6 - 441 - 484 -46
Esajas 6,1-8
I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden:
"Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,
hele jorden er fuld af hans herlighed!"
Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg.
Da sagde jeg:
"Ve mig, det er ude med mig,
for jeg er en mand med urene læber,
jeg bor i et folk med urene læber,
og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre."
Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde:
"Nu har dette rørt dine læber,
din skyld er fjernet, og din synd er sonet."
Da hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?" Jeg svarede: "Her er jeg, send mig!"Det var uden tvivl den mest rædselfulde dag i profetens liv. Den dag, da han stod ansigt til ansigt med Herren selv, og så Ham i Hans herlighed. Det er, som Hebræerbrevet skriver det, en frygtelig ting at falde i den levende Guds hænder. For i mødet med Gud selv, stillet ansigt til ansigt med Hans herlighed, kan vi ikke andet end se, at Han er ikke som vi. Eller rettere, vi er ikke som Han. Stillet over for Hans herlighed og magt kan vi kun frygte for, hvordan det vil gå os, hvis ikke vi er Ham til behag, Ham, som er så fuldkommen i magt og herlighed. Og når først denne frygt er lagt i vore hjerter, hvordan det vil gå os, hvis ikke vi er Ham til behag, så kan vi ikke andet end blive mindet om alt det i os, i vort hjerte og i vort liv, som ikke er som det skal være, og som umuligt kan være Ham til behag.
Ve mig, sagde profeten, det er ude med mig; jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set Kongen, Hærskarers Herre.
I mødet med Guds herlighed bliver det klart for os hvor forskellig vor egen virkelighed er fra Hans herlighed. Og vi må se os selv fordømt og forkastet. Og med rette. For vi var skabt til Hans herlighed. Vi var skabt til at leve med Ham, i Hans herlighed, til at bære Hans billede og afspejle Hans godhed i den skabte verden. Og fra denne herlige bestemmelse er det, at vi er faldet. Og det er det, der afslører sig i alt det i os, i vort hjerte og i vort liv, som vi skammer os ved, og netop derfor prøver vi at skjule det, for andre og for os selv, vi sørger for at glemme det, eller at huske det anderledes, således at vi i virkeligheden ikke gjorde det, vi gjorde, eller sagde det, vi sagde, og forøvrigt betød det ikke så meget, og vi havde gode grunde til at gøre, som vi gjorde, gode grunde, som i hvert fald ikke har noget med mig at gøre, og hvem jeg i virkeligheden er.
Men stillet over for Gud selv, som Han i virkeligheden er, véd vi, at vi kan ikke skjule noget som helst for Ham. Han véd præcis hvad vi gjorde, og hvorfor; Han véd alt om, hvad der bor i vort hjerte, alle ondskabsfulde og ulækre følelser og ønsker, selv dem vi ikke selv er klar over, fordi vi ikke kan stå ved dem over for os selv, og vort sind har været i stand til at kaste et nådigt slør af uvidenhed over dem. Og først og fremmest véd Han alt om syndens inderste væsen i os, om det had og det fjendskab imod Ham, som vi ikke selv kender til, ikke direkte, selv om det i virkeligheden er det der åbenbarer sig i alle vore svagheder og svigt, i vor manglende evne til at have nok i at stole på Ham og Hans godhed, og vor manglende evne og vilje til at leve efter Hans vilje i alle ting. Han véd det; og når vi bliver mindet om hvem Han er, véd vi også, at Han véd det.
Ve mig, sagde profeten, det er ude med mig; jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set Kongen, Hærskarers Herre.
Det var uden tvivl den mest rædselsfulde dag i profetens liv. Den dag blev hele hans liv taget fra ham, alt hvad han havde troet, at hans liv skulle være, for aldrig at blive det samme igen. Og sådan er det; i mødet med Guds virkelighed bliver alt det nedbrudt, som vi troede, at vi vidste om Gud, og om os selv, om virkeligheden, og om det liv, vi troede at vi kunne forvente. Men det var også den dag profeten mødte Gud i Hans barmhjertighed.
Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde: »Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«
Han må have været rædselslagen, profeten, ved at se det gloende stykke kul fra alteret nådeløst nærme sig hans læber. Bare tanken om at have noget glødende imod vore læber kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste af os. Og dette var en glød fra Guds helligheds alter, der er som en frådende flamme imod alt, som er ondt og urent. Om det så virkelig brændte så smertefuldt som profeten havde forventet, véd vi ikke, for det siger han ikke noget om. Vi véd ikke hvordan det føltes at blive berørt med denne hellighedens flamme.
Måske fordi det, som profeten følte ved mødet med denne nådens glød fra Guds herligheds alter, var noget, som var alt for stort til, at han kunne tale om det. Eller måske fordi det i virkeligheden er ganske uden betydning, hvordan det føltes; fordi det eneste som betyder noget, er dette, at det var en nådens glød, som berørte profetens læber: »Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.« Det er en frygtelig ting at falde i den levende Guds hænder.
Og selv det nådens Ord, Han taler til os, er skræmmende, og smertefuldt. Det er Ordet om, Guds Søn, korsfæstet og død og fordømt for os. Det er Ordet om vor synd og skyld, at vi er døde for Gud og fordømt til evig død og dom i Helvede. Det er Ordet om vor ondskab og urenhed, som virkelig er ond, og som betød, at Guds Søn måtte lide Guds dom og Helvedes evige pine for os, for mindre kunne ikke gøre det, for at frelse os fra Guds dom og Helvedes evige pine. Det Ord er skræmmende og smertefuldt. Det konfronterer os med vor ondskab, og at vor ondskab virkelig er ond, og virkelig.
Men for dén, som har øren at høre med, er det først og fremmest et nådens Ord, og det er det eneste, som virkelig betyder noget; at det er det løfte, som er givet til os i vor dåb, at vor skyld er fjernet og vor synd er sonet, og der er intet mere, som fordømmer os over for Gud, og dermed er vi sat fri til at leve som Hans kære børn, under Hans kærlighed, og til at være hos Ham for evigt, i Hans herlighed, når det bliver tid til dét.
Det er en frygtelig ting at falde i den levende Guds hænder. Men den rædsel, som det er, at blive mødt med Guds virkelighed, er også dét, som baner vej for at vi kan høre og gribe om Hans kærlighedens Ord, og fornemme, at dette er virkelig større end alt, større end alt hvad denne verden har at give os, større end alt hvad der kan tages fra os i denne verden.
I mødet med Guds herlighed bliver vort liv taget fra os. I mødet med Guds herlighed må dette syndens og dødens liv dø for os, og vi må dø bort fra det, så vi kan blive gjort levende for Gud. Som profeten mistede sit liv, og herefter levede for Gud.
Og for nogle af os bliver det til tider gjort smertefuldt levende og skræmmende klart, at der er intet i denne verden, som vi virkelig kan regne med og sætte vor lid til. At ene Guds nåde urokket står; og Hans kærlighed er det eneste, som virkelig varer, og som vi kan forlade os på.
Og det er en frygtelig ting, når det sker. Og om det så er det eller ej, det føles fuldt så frygteligt som at falde i den levende Guds hænder. Når det, som vi troede var sikkert i denne verden, viser sig ikke at kunne bære. Når menneskelig svaghed og svigt får dét til at ske, som vi troede aldrig kunne ske, og som simpelt hen ikke måtte ske. Når menneskelig troskab og tillid, som vi troede var så meget mere, viser sig alligevel ikke at kunne stå imod denne verdens ondskab, og synden og svagheden i vore egne hjerter.
Om det så er det eller ej, det føles fuldt så frygteligt som at falde i den levende Guds hænder. Men det, som betyder noget, er ikke hvordan det føles, men hvem Han er, den levende Gud, i hvis hænder vi er, som forkynder os sin kærlighed, og hvad Hans kærlighed har gjort for os.
Igennem alt det, som er så ondt, så forkert, i dette liv, bliver det klart for os, hvor forskellig vor egen virkelighed er fra Hans herlighed. Det bliver klart for os, at vi virkelig ikke kan forvente os noget godt af denne verden, for denne verden er ond, og vi er selv onde, for vi er af denne verden.
Og så meget mere dyrebart bliver det, at som vor virkelighed er forskellig fra Guds herlighed, så forskellig er Hans herlighed fra den virkelighed, vi kender. Der er i sandhed himmelvid forskel. Og den er netop det, forskellen på den verden og Hans himmelske herlighed, himmelvid.
Og så meget mere dyrebart bliver Hans løfte for os, når alt andet tages fra os, og vi ikke har andet end Hans løfte. Da er det vi lærer at kende freden ved at hvile i Guds løfte, at vor skyld er fjernet og vor synd er sonet, for Hans kærlighed har vist sig større end alt andet, at Han endog ville give sin Søn hen for os, og Hans kærlighed hviler over os som det eneste, der hverken kan eller skal tages fra os ...
Lovet være Gud, vor frelses Gud, Fader, Søn og Helligånd. Amen