|
Til os med forkerte forventninger og kritik af andre
13. søndag e. trinitatis, København og Aarhus 21. aug. 2016. Leif G. Jensen
.
Matthæus 20,20-28 (læses i løbet af prædikenen)
I.
Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: "Hvad vil du?" Hun sagde til ham: "Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd." ”Hvad vil du?” Jesus indbyder Zebedæussønnernes mor til at fortælle, hvad hun ønsker. Deraf ved vi, at det er er i orden og godt at komme med vore ønsker til Gud og fortælle det i bønnen og tage imod Guds svar, når han taler til os i Skriften.
Det må vi, også selv om vi har dårlige ønsker, som ikke svarer til Guds vilje. Da vil Gud jo i Ordet vejlede os. Men det er ikke rart at blive korrigeret, og da slet ikke mens andre hører på det.
Hvad behøver korrektion hos os? Hvilke dårlige ønsker og forestillinger kan vi bære rundt på? Måske forestillinger om, at kristne ikke bør opleve modgang. Måske forestillinger om, at vi er mere værd end enkelte andre i menigheden. Måske at vi er optaget af ære og belønning: at vi skal have noget ud af det, vi gør.
Men ÆRE er ifølge Jesus ikke noget, vi skal søge til os selv. Ære er noget, vi skal give andre. "Ær din far og mor!" (det 4. bud). Elsk og ær din ægtefælle indtil døden skiller jer (det 6. bud)! Og det 5. og 8. bud forpligter os på at hjælpe vor næste i al nød og værne om hans navn og ære! Og det 1. og 2. bud kræver af os, at vi stoler på Gud og lovpriser og ærer hans navn.
Zebedæussønnernes mor mente, at sønnerne fortjente ÆRE. Derfor bad hun Jesus om at udnævne dem til den højeste post, når han kom til Jerusalem som jødernes konge og indledte sin regeringsperiode: pladsen ved hans højre og venstre side. - Sådan kan vi have forventninger, som vi synes er rimelige. "Gud, du må da lade det og det lykkes for mig!"
I menneskelivet er det jo rimeligt, at vi får, hvad vi har fortjent. Der skal være et rimeligt forhold mellem vores indsats, og hvad vi får ud af det!
"Sig det nu, Jesus! Sig dit ja til mit ønske for mine sønner. De fortjener det." Sådan bad deres mor.
II.
Jesus svarede: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?" "Ja, det kan vi," svarede de. Af dette svar ved vi, at sønnerne selv ønskede, hvad deres mor bad om på deres vegne. Måske havde de talt sammen om det aftenen forinden. I et familieråd. Sådan som man i en menighed har familier, hvor man holder sammen og har ønsker og behov. Og det mærkes i menigheden. Men en mors vurdering af sine sønner, og sønnerens vurdering af deres egen ære, kan være forskruet og kan få dem til at sætte sig over de andre. Der er også i vore familier diskussioner, hvor de andre familier bliver bedømt og talt ned om.
Vi mærker, at Zebedæus-sønnerne anså sig selv for mere end de andre. Når Jesus spørger om det kan drikke den kalk, han skal drikke, siger de uden videre ”Ja vi kan!” Og Jesus svarer dem: ”I ved ikke, hvad I beder om.” Han siger dermed: ”Jeres forestilling om, hvad der vil ske den næste uge i Jerusalem og de kommende år som mine disciple, bygger på uvidenhed.” ”I ved ikke!”
Hvad ved vi? - Paulus siger i Romerbrevet: ”For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, som ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje” (Rom 8,26-27). Nogle gange er det sådan med os: At vi ikke beder, fordi vi ikke ved, hvordan og hvad vi skal bede om. Men andre gange har vi ønsker, som vi fremsætter og en retning på vores liv. Men retningen er forkert. Og det er ikke godt for os, hvis Gud gør det, vi ønsker. Da har vi endnu mere brug for at bede – og blive korrigeret.
III.
Han sagde til dem: "Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for." Jesus lod dem ikke leve i deres falske forestillinger om egen styrke og snarlig ære og jordisk lykke. Nej. Han åbnede virkeligheden for dem. I sit svar fortalte Jesus dem, at fremtiden er i hans faders hænder og ikke i deres. Og det er også hans ord til os.
Ære ikke er noget, vi skal efterstræbe til os selv, men noget, vi skal give til andre. Intet sted står jo, at vi skal ære os selv, men Gud og vor næste! Kongen, vore søstre og brødre, vore forældre, ægtefælle og vore vejledere. Og vi skal være klar over, at der kommer tider i vores liv, hvor vi må lide afsavn, lide hån og mærke, at vi ikke bliver æret, men vanæret. Det forudsiger Jesus, når han siter til dem: ”Mit bæger skal I vel drikke”. Som Jesu disciple må vi lide ond med ham og for hans skyld.
De to brødre oplevede det. Storebroderen Jakob var den første af apostlene, der blev dræbt, fordi han var Jesu discipel: Det berettes der om i ApG 12,1-3: Ved den tid lagde kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem. Og Johannes’ bror, Jakob, lod han henrette med sværd. - Og lillebroderen fortæller: Jeg, Johannes, jeres broder, fælles med jer om trængslen og Riget og udholdenheden i Jesus, var på den ø, der hedder Patmos, for Guds ord og Jesu vidnesbyrds skyld (Åb 1,9). Alligevel var han frimodig. Og Ånden virkede i ham. Han fortæller i verset efter: På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden og hørte bag mig en høj røst som af en basun sige: ”Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesus … osv. De ord, som Jesus 60 år tidligere havde sagt til ham, trøstede og hjalp. Jesus havde jo forudsagt det.
Jesus har også talt om afsavn og lidelse i dit liv. Men også om omsorg og frelse. Guds ord kommer også bag på dig og trøster dig og den menighed, hvor du hører til. Det er det, som sker for os hver søndag. Guds ord kommer bag på os og giver os håb. Gud har bestemt noget for os. Og han gennemfører det. Han har bestemt, at du skal være hans barn, og han gennemfører det ved evangeliet. I evangeliets ord har du derfor fuld vished for, at det, Gud har bestemt, også sker. Lige så sikkert som en passager bliver reddet, når han på et skib tager redningsvesten på og bliver i den, og bliver i redningsbåden, lige så sikkert bliver du reddet af evangeliet om Jesus.
IV.
Derefter får vi at vide, hvad der ikke kan redde os: Nemlig andres bebrejdelser. Matthæus fortæller, at han selv og de andre apostle blev vrede på de to brødre. Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. - Jesus kunne have udnyttet deres reaktion og have ladet dem sætte de to på plads. Men det gjorde han ikke! Vrede og bebrejdelser redder ingen og kan ikke skabe tro. Men det kan Evangeliet. Det indeholder ikke en eneste bebrejdelse og skuffelse. Evangeliet er jo forkyndelsen om Jesus, at han tog alle bebrejdelser, al vrede og al lidelse på sig.
Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl." Jesus gjorde ikke forskel på de to, der havde møvet sig forrest i flokken, og de andre ti. De fik alle at vide, at de lige havde opført sig, som stormændene, der misbruger deres magt. Misbrug ikke din magt i menigheden! Sæt dig ikke over din bror. Men spørg, hvordan du kan tjene: tjene en mor og far i menigheden, tjene og hjælpe et barn og en handicappet, sørge for en af de ældre, som ikke kan komme i kirke, og en nabo eller en på dit arbejde og et ensomt menneske, som du ved om.
Var det ikke, hvad Jesus gjorde? Jo. Og mere end det. Han siger til slut: ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Løsesummen var den sum, der skulle betales, for at en skyldig blev købt fri. Vi er bundet at synden og skylden. Men Jesus Kristus har betalt løsesummen ved at give sit liv for os ind i døden. Det er evangeliet. Det er frelsen. Det er evangeliet, som lyder bag os og giver styrke til at leve som kristne, uanset om det er i fangenskab på en ø, i ensomhed på arbejdspladsen, i en lille menighed som vores, i sygdom eller under modgang. Og evangeliet giver nye kræfter til at tjene uden vrede og kritik af andre. Ved troen på Jesus er vi fælles om Frelsen. Hen har genløst os. Amen.
www.vivit.dks. post@vivit.dk