Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Stjernen, Skriften og Dåben

Prædiken på Hellig Tre Kongers søndag 2025 (LGJ)

Salmer: 2,1-4; 62v4; 119; 113 // 114; 430; 2v5 Skriftlæsninger: Esajas 60,1-6 og Titus 3,4-7

Evangelium: Matthæus 2,1-12
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: "Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham:

"I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel."

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: "Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det." Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Evangeliet fortæller, at de fandt banet og dets mor og tilbad barnet. Kloge mænd tilbeder et barn, som man tilbeder Gud. De ofrer til ham.

Hvordan finder de ham? Og hvordan finder han os? Stjernen fortæller det, Skriften forkynder det, og Dåben gør det

1. Stjernen

Først Stjernen: De kloge videnskabsmænd fra Østen siger jo: ”Vi har set HANS stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." En stjerne går op og tjener ham. Den undrer forskerne. De fornemmer, at stjernen er ”hans”. Og den viser dem vej. De har en anelse om, at Universets Herre, Kongernes Konge, Verdens Frelser, er født. Derfor drager de af sted.

Apostlen Paulus bekræfter det: I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham (Kol 1,16-17). Universet har sit udspring i Jesus. Det eksisterer ved ham, som blev født i Judæa i kong Herodes’ dage. Jesus har givet stjernerne og planeterne deres indbyrdes afstande og perfekte baner. Derfor Vismændene drog til Judæa, da de så stjernen.

De kloge astronomer fra Østen er nu kommet til Judæa. Hvorfor tænker de da, at han skulle være født i Judæa? Fordi indbyggerne fra Judæa ca. 580 år tidligere var ført som fanger til Babylon. Midt i fangenskab og fornedrelse læste de Moses og profeterne. Her fandt de håb og fik fremtid. For her stod bl.a.: Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel. (4 Mos 24,17). De vise mænd forbandt tegnet på himlen med den konge, som de vidste skulle fødes i Judæa.

Men hvor i Judæa? De spørger kongen. Og han tilkalder de skriftkloge. Ligesom Stjernen er Hans, kongens, sådan er Skriften Hans. Skriften er Jesu ord til os.

2. Skriften

Profeten Mika siger: "I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel."

Skriften fortæller os noget, som Stjernen ikke fortalte: at kongesønnen ”skal vogte sit folk”. Ordet ”vogte” fortæller, at han vil være hyrde. Vogte som en hyrde. Altså sørge for fårene. Han kender dem, og de kender ham. Han leder dem ad rette veje. Og han følger dem gennem dødens dal. Han går der selv. Han er ”den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene” (Joh 10). Det er Evangeliet. Det lyser ind i mit mørke hjerte. Det lyser på et mørkt sted. Før var mørke pga tvivl og uvidenhed. Vi ved nu, at Gud elsker os meget højt. For Gud træder selv ind i vores tilværelse. Evigheden møder tiden. Gud bliver menneske. Han er med sit legeme og blod her i vores landsby, i vores hverdag, i vores gudstjeneste. Derfor tror vi på ham. Nu synger vi både om Stjernerne og om Guds omsorg: Når jeg se din himmel, dine /fingres værk,* Månen og stjernerne, som du / satte der, hvad er da et menneske, at du hus- / ker på ham*, et menneskebarn, at du ta’r /dig af ham? (Sl 8).

Profeten Mika føjer til: ”Hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage” (Mika 5,1).
Kongesønnen kommer fra fortiden, fra ældgamle dage. Han var til, før han lod sig føde. Ordret står der i "Evigheden”, i ”Olam”. Barnet er fra evighedens dage og vil være konge i evighed. Det præger vore faste bønner i kirken. Vi tilbeder hver søndag med ordene: ”Én sand Gud fra evighed til evighed.” Denne éne sande Gud er Faderen, som lever med Sønnen i Helligåndens enhed fra evighed til evighed. «Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder (Åb 1,17-18). (Se også Åb 5,13-14.)

Vismændene fandt ham i Betlehem. Matthæus fortæller: Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Universets skaber og herre fødes i fattigdom i en verden med død og ringhed og forfølgelse. Han bliver født blandt os mennesker som er håbløse og mangler kærlighed. Han kommer med håb og kærlighed til os og føder troen i os.

3. Dåben

Det står i søndagens brevlæsning fra Titus-brevet kapitel 3: Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig (v4-5).

Først, hvordan han IKKE frelste os: ”Ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger.” Apostlen forklarer det i vers 3: Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden. Lad det stå et øjeblik. Det er her, vi kommer fra. Det er sådan vi var.

Og nu HVORDAN han frelste os: Gud åbenbarede sin godhed mod os, da han frelste os, … fordi han er barmhjertig (v5). Han FRELSTE OS. Paulus har tidligere i brevet til Titus fortalt, at Jesus frelste os på korset og påskemorgen.

Men her nævner han det, Gud gjorde personligt med os for ikke så længe siden. Han uddyber: Det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv (v5-7).

Gud frelste os ved Jesu fødsel, liv, død og opstandelse. Men også ved at føde os. Han frelste os ved det bad der genføder. Det har Jesus jo selv lært os: ”I må fødes på ny!” ”Hvad der er født af kød er kød og kan ikke se Guds rige. I må fødes på ny” (Joh 3).

Det er ikke nok at være født. Vi bærer synd og død i os fra vores fødsel. Vi skal fødes igen, hvis vi skal være Guds børn. Gud genføder ved et bad. I dåben blev vi arvinger til evigt liv. Derfor er der to nødvendige fødsler: 1) Først lader Gud sig føde og bliver menneske. Og 2) derpå føder han os ved vand og Ånd. På den måde er Frelseren rykket helt ind på livet af os.

Så er du altså kristen, fordi Gud har frelst dig ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.

Vi har af Gud fået samme tro, som de vise mænd fra Østerland fik, og som hyrder fra Betlehems marker fik. Nu vil vi tilbede barnet, ligesom de gjorde. Det er vores gudstjeneste her i verden: at tilbede og ofre i tak. Paulus siger det i vers 8: -- troværdigt er det ord! Og det vil jeg, at du skal indprente, så de, der er kommet til tro på Gud, lægger vægt på at handle godt og rigtigt; det er godt og gavnligt for mennesker.

Afslutningen
Afslutningen er anderledes, end vi synes om. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

For Herodes ville barnet ondt og ville også dem ondt, som troede på Jesus. Stor glæde, men også trængsel. Et liv i tro.

Det oplever kristne overalt på jord denne jul. Og vi oplever det på vores måde. Men vi har Skriftens ord og den hellige dåb. Derfor kan vi virkelig være glade og trygge, også selv om vi må flygte for troens skyld og lide ondt. Vor Herre vogter os! AMEN.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk