Spørgsmål til samtale over 2. Petersbrev 1,16-19 og Matthæus 17,1-9
I 2. Peters brev kap. 1 taler apostelen Peter om, at Guds ord er en lampe, som lyser på et mørkt sted.
1. Det mørke sted - hos mennesker, som ikke tror
Der er dels mørket hos mennesker, som lever i vantro og gudsfornægtelse. Man mener, at der ikke er noget liv efter døden. Livets herlighed må vi opleve her og nu - ellers får vi det aldrig. Himmelen, som kristne tror på, regnes blot for at være en flugt fra virkeligheden. Det fører til, at mennesker jager efter himmelen i det materielle, i nydelser, i begær.
- Tal om, hvordan mørket findes hos alle mennesker
- Tal om, hvordan mennesker forsøger at fordrive mørket. Tænk f.eks. på fristelsen på Bjerget, hvor Djævelen tilbød denne verdens rigdom og herlighed til Jesus.
2. Det mørke sted - hos kristne
Mørket i vore hjerter kan få os til at glemme, at Gud har skabt verden. Mørket i vore hjerter kan være årsag til, at vi ikke lever i den glædelige virkelighed, som det er, at Gud har skabt os, har lovet at sørge for os og har givet os Jesus som frelser
- Tal om, hvordan mørket viser sig hos jer
- Tal om, hvad der engang fik Peter til at sige til Jesus, at det aldrig måtte gå Jesus, som Jesus forudsagde: at han skulle lide, dø og opstå.
Det var seks dage herefter, at Jesus tog PETER og Jakob og Johannes med op på bjerget.
3. Lys i mørket
Matt 17,1: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene.
Evangelisten Lukas fortæller, at de gik op for at bede.
- Tal om, hvordan andagt og gudstjeneste med bøn og bibellæsning kan sammenlignes med det, der skete på bjerget!
- Tal om, hvad det betyder, at Bibelen virkelig er Guds ord, og at Gud virkelig taler til jer gennem prædiken og hører jeres bøn.
Matt 17,2: Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.
Peter og Jakob oplevede dette én eneste gang i deres liv. Johannes oplevede det en gang mere (på øen Patmos, da Jesus åbenbarede sig for ham i herlighed
- Tal om, hvad det betyder for os, at vi ikke skal forvente sådan en oplevelse. Og tal om, hvad vi i stedet skal forvente af Gud!
Matt 17,3: Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham.
Elias var hentet hjem i himlen med sjæl og legeme. Moses var død og begravet – og var ad den vej kommet hjem i himlen.
Om Stefanus står der: Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: "Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side." (ApG 7,55-56)
- Tal om, hvordan det er en trøst for jer, at de var i himlen.
- Tal om, hvor tæt himlen er på jorden, og hvordan det kan hjælpe jer i hverdagen
Matt 17,7-8: Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer, og frygt ikke!" Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
- Tal om, hvordan Jesus siger ”Frygt ikke!” til jer.