Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Forbarm dig over mig!

2. søndag i fasten, 16.3.2025. LGJ
Kbh: 682, –4, 442, 449 // 444, 430, 510
Aar: 444v1-4, -4, 442, 449 // 510, 444v5-6

Evangelium: Matthæus 15,21-28
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon." Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os." Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!" Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelser. Amen.

Jesus tog disciplene med til udlandet. Til Sidons og Tyrus' område. Han ville lære dem at bede. Han havde forinden lært dem Fadervor. Og de kendte Salmernes Bog, som er fuld af bønner, Gud gav til sit folk i Gamle Testamente. De er også Guds gave til os, når vi skal bede.

Men én ting er at have fået bønnens ord. En anden ting er at bede nøden. Derfor tog Jesus sine disciple med til udlandet, hvor de var alene med ham. Og dog ikke helt alene. For da kom en kanaanæisk kvinde og råbte: «Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.» (Matt 15,22). Det var meget forstyrrende for disciplene. De var jo i gang med undervisning. Men kvinden var netop den undervisning, de havde brug for.

1) Kvindens nød

Faktisk var det ikke kvinden, som var syg og besat. Det var hendes datter. Men her blev den enes nød også den andens. Det hører naturen til. En mor og hendes datter. I en familie. I en menighed. Ja, i alle fællesskaber, når vi har set og mærket hinanden. Når den ene lider, lider de andre med.

Men sådan var det ikke for disciplene. De havde jo hørt hendes råb til Jesus. ”Min datter plages slemt af en dæmon.” Og deres reaktion var: "Jesus, send hende væk! Hun råber efter os." Hvordan kunne de da ønske hende væk?

Vi som er døbt og tror på Jesus og går i kirke, vi kan være sådan. Vende ryggen til et menneske i nød. Hun er for besværlig. Der er ikke plads til fremmede. Jo, måske i kirken, hvor man kan gå hjem og få fred og ro. Kender du ikke dette, at du magter ikke at høre om andres lidelse. Du har selv så meget at slås med. Eller kristne, der bliver trætte af hinanden. Vender ryggen til en bror. Det forekommer i en kristen menighed – også hos os. - Kvinden var i stor nød – og indså det! Og disciplene var i stor nød – og indså ikke noget som helst!

2) Kvindens tro på Jesus

"Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!” Hvordan kendte en kanaanæisk kvinde ude ved Tyrus og Sidon Jesus? Det har Matthæus fortalt os allerede i begyndelsen af evangeliet. Han skriver i kap. 4: Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket. Og rygtet om ham nåede ud i hele Syrien, og de kom til ham med alle, der led af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser, og med besatte, månesyge og lamme, og han helbredte dem. (Matt. 4,23-24). … Og da Jesus kaldte en pige på 12 år tilbage til livet og helbredte to blinde, fortæller Matthæus: Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet. (Matt. 9,26 og 31).

Kvinden havde hørt om Jesus. Hun havde fået troen på, at han var Davids Søn, den Frelser, som skulle overvinde den onde blive til velsignelse for alle folkeslag! ”Davids Søn!” Alle vidste om kong David. Og hun vidste også, at der fra Davids slægt skulle fødes en Frelser. Messias. Det var hendes tro, selv om hun ikke hørte til de fortabte får af Israels hus. Hun hørte til de fortabte får udenfor Israels hus. Troen kommer af det, som høres. Og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord. (Rom 10,17). Den tro er også på vej til os, når vi hører Kristi ord, som er givet os i Skriften. Uden det ord ingen tro. Men hører vi det ord, skaber det tro og tillid hos os, ligesom hos kvinden.

3) Kvindens nødråb til Jesus

”Forbarm dig over mig!” Det er troens første ord. Et skrig. Et råb. Og det er også troens vedvarende råb. Troen bliver ved med at råbe sådan hele livet! Den, som råber sådan, skal frelses. Det lyder igen og igen i Skriften: Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. (Joel 3:5). Og apostlen Paulus siger det i sådan: Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for «enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses». (Rom. 10,12-13). Derfor begynder en kristen gudstjeneste også med dette nødråb: Herre, forbarm dig over os! Kyrie eleison!

At bekende Gud er ikke en præstation, men et nødråb. Vi bliver ikke frelst, hvis vi har evne til at missionere og bekende troen for andre! At bekende troen er at tale til Gud. Derhjemme i din morgenbøn. Her i kirken når vi sammen siger trosbekendelsen. Og når vi skriger som hjorten ved det udtørrede vandløb. Sådan skriver min sjæl efter dig, o Gud. Vi lærer af kvinden, at råbe nøden til Jesus. ”Den, som påkalder Herrens navn, skal frelses!” Det er Gud der frelser os midt i vor nød. Han giver os tro.

4) Kvindens erkendelse, at hun var uværdig.

Jesus hjælper hende til at erkende, at hun er uværdig. Først står der: Men han svarede hende ikke et ord. Det erfarer du også. At Gud ikke svarer. Og hvordan reagerer du? Er Gud urimelig? Har Gud svigtet dig? Er det måske ikke Guds opgave at hjælpe dig, så du aldrig mærker lidelse og nød, sygdom og død? …. Det er jo sådan man hører det sagt: ”Hvis Gud er kærlighed, hvorfor tillader han så, at der er lidelse og at jeg skal blive syg?” - Er det menneskerettighederne, som spiller os et puds? Har vi nogen rettigheder overfor Gud? Er det ikke snarer sådan, at alle har mistet alle rettigheder, fordi vi har syndet mod Gud og vor næste. Syndens løn er døden.

Jesus hjælper hende til at se dette. Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men dermed siger han også, at ingen i Israel har rettigheder. Det er fortabte får. Men Jesus er sendt til dem. Var det mon særligt sagt til disciple? Det lyttede med. Og vi lytter med. Fortabte får! Fortabte døbte, som har brug for pJesus!

Og hvad gjorde kvinden? Hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!" Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Hun indrømmer, at hun ikke har nogen rettigheder. Men alligevel beder hun. For hun tror på, at Jesus. Han er Davids Søn og hendes Frelser. Hun har ingen rettigheder. Men hun har Jesus og Guds Frelse. Derfor beder hun.

På samme måde har vi ingen rettigheder. Ingen som helst. Men vi har Jesus og Guds Nåde! Derfor bliver vi ved!

Afslutning

Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Stor tro hænger sammen med stor nød. Hvorfor lader Gud mon dig opleve stor nød? Hvorfor udsætter han sit svar til dig? For at du må råbe desto mere. Som i Salme 42. Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud. (Sl 42,12)

Så vil vi blive ved med at bede: ”Herre Jesus, forbarm dig over os!” Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk