Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Kristi gerninger
Prædiken på 3. søndag i advent, 15.12.2024 LGJ
Evangelium: Matthæus 11,2-11
Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger , sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus svarede dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.
Og salig er den, der ikke forarges på mig."
Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig. Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.Herre Jesus Kristus, vi beder dig: Bøj dit øre til vore bønner, oplys vore hjerters mørke ved at lade din nåde omslutte os - du, som med Faderen lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.
1. Prædikanten
Skal man have medlidenhed med en fængslet prædikant? Hvis han bliver fængslet på grund af prædikenen, er han vel selv ude om det. Eller hvad? Men NEJ: Man skal ikke have medlidenhed med dem, der prædiker Guds ord. De er jo sendebud og under Guds omsorg og beskyttelse. De er højt betroede tjenere. Sådan en prædikant var Johannes Døber.
Jesus fortæller om Døberen, som var fængslet på grund af prædiken af Guds bud og af profeternes forjættelser om Kristus: Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig. Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. (Matt. 11,7-11).
Det er store ord om en fængslet mand profet og prædikant. Vi mærker, at Jesus ikke taler om ham som en, vi skal have medlidenhed med. Det er en, vi skal lytte til! Han gik ikke i bløde klæder. Han sad i fængsel. Han prædikede ikke som vinden blæser, men prædikede, hvad han skulle: Om Guds bud og om Kristus! Og i fængslet tænkte han på sine disciple. Han sendte dem til Jesus, som han havde prædiket for dem om. Han var trofast til det sidste.
Når du får lov til at være i Herrens tjeneste som mor, far, søsken, ægtemand, hustru, da lad det bare blive svært. Hør, hvad Gud siger om dig, som tror på Jesus og er døbt: Du er salig i din gerning. Ikke på grund af den, men i den. Og du er Guds kære barn. Du når ikke op på siden af Johannes Døber. Men Jesus siger jo om et lille barn, som tror på ham: det er størst i Guds rige. Den mindste er den største! Det største for os at være Guds kære børn.
Apostlen Paulus hjælper os også til at betragte os selv rigtigt, når han fortæller, hvordan man skal se på ham som apostel: Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro. Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv. - Det er så vigtigt for os som kristne: se på, hvad Gud har kaldet os til. Og holde os til det. Blive i det. Uanset hvad det ellers fører med sig. Vend tilbage til, hvad Gud siger, at du er: hans kære barn ved dåb og tro. Og hans tjener, der skal elske din næste som dig selv. Også når det ser svært ud.
2. Prædikenen
Hvad ved vi om hans prædiken? Vi ved, hvordan han prædikede ved Jordan: Håb og opfyldelse af profetens ord. Trøst. Herren kommer. Han sagde om sig selv: Jeg er en røst i ørkenen. Han hørte Herrens ord hos profeterne og gentog dem og sagde: Nu er det opfyldt. Her er han.
Han prædikede i en ørken. Både bogstaveligt talt og i overført betydning. I Ørkenen ved Jordan-floden. Og til mennesker, som selv var en slags ørken – uden håb – hvor så meget var visnet og gået ud. Ligesom hos os. ”I har meget at angre. Men det kan I gøre hos ham, som bærer jeres synder.” Det kan I gøre frimodigt. Jeg døber jer til syndernes forladelse. Så er alt vel. Det lød til folket! Og de angrede. De gik i sig selv. De troede på at Messias nu kom. De så ham. Jesus så de. Så var alt vel. Og vi mærker, hvad der var hovedsagen for Johannes: nemlig Kristus. Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus svarede dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig."
Det han har gjort for os er vores redning.
Men det var ikke så ligetil dengang for Johannes’ disciple og heller ikke for andre almindelige jøder. For nu var Johannes fængslet. Mon Døberens prædiken om Kristus duede, når han selv sad i fængsel? – Vil Gud lade sin profet lide ondt? Vil Gud lade sin Søn lide ondt på et kors? Kan det virkelig være til nogen hjælp?
Sådan udfordres vi også i dag, når vi hører en kristen prædiken. Vi ser JESUS på et kors, død for vore synder. Men er sådan en frelser værd at tro på?
Paulus nævner problemet samme brev, som vi har hørt fra om apostlens tjeneste. Det er i første kapitel af brevet: Gud besluttede at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. 22 For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, 23 men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; 24 men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. 1 Kor 1,21-24.
Jesus siger til dem og os: ”Salig den, som ikke forarges på mig”. Du er salig, når du holder dig til Guds frelse, til Kristi gerninger.
Jo, vi ved, at Jesus blev vores frelser ved at dø og opstå for os. Og Jesus sammenfatter sådan: Blinde ser, lamme går, spedalske renses, døde oprejses og evangeliet forkyndes for fattige.
Nogle undrer sig over, at Johannes gav disciplene et spørgsmål at gå med. Tvivlede han?
Matthæus nævner ikke ordet tvivl. Det gør han ellers ikke så sjældent. Men ikke her. Hvad skulle spørgsmålet da til for?
Jesus underviste også selv ved at stille spørgsmål. Han spurgte engang sine disciple: ”Hvem siger I, at Menneskesønnen er? Er han Davids Søn?” ”Hvis Gud giver fuglen mad og klæder blomsten smukt, vil han så ikke også sørge for jer, I lidet troende?” Spurgte Jesus, fordi han var i tvivl? Nej, det var hans undervisningsmetode. Og Johannes brugte samme metode. Skulle han lære sine disciple at tro på Kristus, skulle de høre Jesus’ svar på spørgsmålet, så de også selv kunne sige: Jesus er Kristus! Spørgsmål fik disciplene til at tænke med. Og svaret bliver taget imod og sætter sig godt fast i hjertet og i tankerne.
3. Jesus Kristus og prædikanten
Og Jesus slutter med at disse ord: Men den mindste i Himmeriget er større end han.
Hvem taler han om? Den mindste i Himmeriget er større end Johannes Døber? Større end den største profet. Større end Johannes, som beredte vej for Kristus. Hvem er det, siden det også er den mindste i Himmeriget?
Det må være Kristus. Han blev den mindste, den ringeste, den mest usle af alle. Og samtidig er han den største, Gud af Gud, lys af lys, født ikke skabt. Af samme væsen som Faderen. Han er vor frelser.
Her bliver alle prædikanter sat på plads. Her får vi ham som Herre. Og prædikenen får ét hovedemne, som altid fylder: KRISTUS. AmenDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk