Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Jesus giver håb i angst
2. søndag i advent, 8. dec. 2024 (LGJ)
Salmenumre:
59v1-3: Op, thi dagen nu frembryder
89v1: Lovet være du Jesus Krist
230: Luk øjne op, o kristenhed (Rom 15)
231: I verden er ej nød så stor (Luk 21)
# Jeg løfter op til Gud min sang
227: Vær priset Jesus Krist, Guds Lam!Evangelium: Lukas 21,25-36
Jesus sagde: "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig."
Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen."1. Rådvildhed og angst
Jesus sagde: "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Her beskriver vores verden og noget af det, som skaber håbløshed hos os mennesker. Og hans ord i evangeliet har altid været aktuelle og er det også i dag. Når vi lytter til FNs generalsekretær og til andre ledende røster hører vi, at de siger, at der er krise. Flygtningestrømme pga hungersnød og krig har præget de første 25 år i dette århundrede. Efter nogle årtier med fred i Europa er krigen kommet tættere på. Og der tales om udryddelse af dyre-arter og klimaforandringer. - Jesu ord om ”rådvildhed, angst og frygt” ser vi gå i opfyldelse.
Nogle eksempler: Biodiversiteten: De seneste 50 år er jordens bestande af vilde dyr gennemsnitligt faldet 69 pct. Lige nu er op mod én million arter truede af udryddelse.
Og mht. klimaet: Afbrænding af fossile brændstoffer, skovfældning og avl af husdyr påvirker i stigende grad klimaet og jordens temperatur. Dermed tilføjer vi store mængder drivhusgasser til dem, der findes naturligt i atmosfæren, hvilket øger drivhuseffekten og den globale opvarmning. Det handler særligt om forbrænding af kul, olie og gas og fældning af skov.
Krige: 2. Verdenskrig er en af de mest grusomme konflikter i verdenshistorien. Krigen varede fra 1939 til 1945. Næsten 60 millioner mennesker døde. Til forskel fra tidligere krige var mange af de dræbte ikke soldater, men helt almindelige mennesker. Hele byer blev bombet og brændt ned. Og listen af krige er lang: Den Kinesiske Borgerkrig (1926-49); Koreakrigen (1950-53); Vietnamkrigen (1959-1975). Diktatorer udryddede store dele af deres egen befolkning. Krig vendte tilbage til Europa, da Jugoslavien i 1991 brød sammen. Der opstod borgerkrig mellem bosniere, serbere og kroater blev ved med at blusse op frem til 2001. Og borgerkrige i Afrika: Rwanda med 800.000 dræbte. Og krig i Sudan i disse år. Og i Danmark og det øvrige Skandinavien opfordrer regeringerne til at befolkningen sikrer nødrationer på grund af krigen mellem Rusland og Ukraine.
Rådvildhed og angst. Vi skal gøre noget ved det. Ved biodiversiteten, ved klimaet og ved krigene. Men er det snart for sent? Det er der mange, der mener, men vi skal gøre vort yderste for at redde planeten. Andre siger: der er altid håb og vi må ikke tale så negativt. Hvis man tror på evolution, tror man også på, at det bliver bedre.
Hvad siger Jesus? Han fortæller, os, om rådvildhed og angst og frygt i verden. Og han fortæller: Himmel og jord skal forgå! Og der er en stor glæde ved, at han siger det: nemlig, at det er HAM, der siger det. JESUS. Ham, som kom til jord for at frelse os. JESUS.
Og når vi lytter til Jesus får vi at vide, at det ikke er de andre, som er problemet, det er ikke naturen, som er problemet, det er ikke tyranner, som er problemet. Det er folket – hele folket. Os alle. Og hver eneste af os. Og når han udlægger de 10 bud for os, mærker vi, hvad der er galt.
Det er hjertet. Vore hjerter. En gift har spredt sig i hele menneskeslægten. Også hos os.
* Først er der personsynden / arvesynden / den oprindelige synd. Den fortæller David om personligt i Salmerne: Hele mennesket er løgn. Jeg blev født som en synder. ….
* Og derfra kommer gerningssynden, den aktive synd, det, vi gør i tanker, ord og handlinger. …
* Og så er der en tredje synd: Undladelses-synden, eller den passive synd: nemlig at man læner sig tilbage og undlader at gøre noget for at ikke at gøre noget forkert. Den, som ved, at hvad der er godt, men ikke gør det, begår en synd, står der i Bibelen. originale synd.
Det fortæller Jesus om, og det kan gøre endnu mere rådvild, angst og fylde os med frygt.
2. Tryghed og håb
Men da skal vi tænke på, at det er Jesus, der fortæller os alt dette. Og at han kom for at frelse sit folk fra deres synder. Jesus kom og påtog sig vores skyld. Han giver tryghed, håb og frelse. Det gør han ved at tale til os. Hans Evangelium frier fra rædslen og giver sikkert håb. Det nytter ikke at tale om håb i menneskeslægten uden at nævne Jesus. Han siger jo: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig." … ”Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.” … "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. … Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.”
Håbet strømmer til os fra Jesus. Han ved alt om, hvad der vil ske i den kommende tid. Både i dit privatliv og i Danmarks fremtid og i verdens historien frem til han kommer synligt igen og dømmer levende og døde. Han ved det hele. Han har hånd i hanke med historien, klimaet, biodiversiteten. Og denne verdens herskere hersker kun en tid. Jesus er kongernes konge, som hersker til evig tid.
Derfor tør vi kristne tale åbent om verdens undergang og stadig bevare håbet. Vi ved, at vi har en opgave her i livet. Vi er forvaltere. Vi skal passe på skaberværket, dyrke det i kærlighed og ikke for at opnå profit. Vi skal hjælpe, hvor vi kan.
Vi kristne taler også om vores egen undergang. Hver søndag bekender vi: ”Jeg er et fattigt syndigt menneske og har krænket dig mange gange med min måde at være på og leve på. Jeg er skyldig.” Det tør vi erkende, fordi vi tror på JESUS, vor FRELSER. Og vi siger det. Og vi får tilgivelse hver søndag og hver dag.
Og Jesus lover os i dag, at der er to ting, der ikke vil forgå: Det ene er hans ord! ”Mit ord skal ikke forgå.” Hans ord bærer alt. Bærer også alle dem, som tror på ham. Og derfor siger Jesus også: ”Denne slægt ikke forgå” – den slægt, som tror på ham. Kirken af jøder og hedninger vil leve indtil den dag, Jesus kommer til syne anden gang. Og han vil hente os hjem i herlighed.
3. Pas på dit hjerte!
Derfor siger Jesus til os, som har lært ham at kende, og har fået troen på ham i hjertet: Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen."
Jesus siger til sidst, at hans disciple, dvs alle, som tror på ham, alle kristne, de skal vogte os for én ting: for at hjertet sløves. Det sløve hjerte er det hjerte, som søger trøst borte fra JESUS, borte fra Guds nåde og borte fra tilgivelsen, borte fra dåbens og nadverens frelsende trøst. Og det kan være i svir, drukkenskab og dagliglivets bekymringer. Det er frafaldet, som kommer snigende. Og da kommer undergangen over os – og vi går under for evigt i dommen.
Jesus taler til os nu og giver os styrke ved troen. Hør det glædelige budskab: Jesus står hos dig og ved din side. Og du står hos ham, når hans ord styrker dig i tro og giver dig håb. Amen.Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk