Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Offer og liv

Kbh. 29.12.2024. Aarh. 1.1.2025 LGJ

Evangelium: Lukas 2,25-40
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag." Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Vor kristne tro hviler på, hvad Gud har gjort for menneskeheden, da han sendte sin Søn, som blev født iblandt os. Han blev en af os. Set af hyrder. De fortalte det det til mange: Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. (Lk. 2:17-19). Her har baggrunden for, at Simeon og Anna vidste, at Messias, Kristus, Herren, var født. Hyrderne havde fortalt det. Og på samme måde er vores tro den tillid, Gud giver os, når vi lytter til hans ord. De, som hørte og troede, fik forventning om, at barnet ville blive bragt til Jerusalem 40 dage efter fødslen.

Lukas fortæller hvorfor de kunne have den forventning: Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren -- som der står skrevet i Herrens lov: «Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren» -- og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger. (Lk. 2:22-24). (Det er beskrevet i 3. Mosebog 12).

De vidste om renselsesdagenes varighed: 7+33 dage. De var på udkig. For der var også andre forældre, som bragte deres børn til Herrens tempel med offer til Herren. Men hvilket barn var barnet fra krybben i Betlehem? Hvilket barn var Kristus, Herren? Her bliver vi mindet om sammenhæng mellem liv og offer. Livet er umuligt uden offer. Det ligger jo allerede i mors smerte ved fødslen. Hendes offer for barnet. Og forældrenes ofrer for barnet i barndommen og giver det alt, hvad det behøver.

Men også et andet offer. At der ofres et liv for en andens liv. Loven sagde: ”Et årgammelt lam som brændoffer og en turteldue eller dueunge som syndoffer.” Men hvis hun ikke har råd til et lam, skal hun tage to turtelduer eller to dueunger, den ene til brændoffer og den anden til syndoffer (3 Mos 12:8). Den ene due skulle ofres, som lammet blev ofret ved udvandringen fra Egypten til minde om befrielsen fra slaveriet. Den anden som et offer for deres personlige og aktuelle synd.

Med disse ofre blev Guds folk bevaret i be-vished om, at de som folk behøvede frelse fra deres synder, mor og barn, helt fra fødslen af.

Jesus blev født under denne lov. Og de gjorde det også med ham. Men samtidig var han jo det barn, som skulle forløse Israel fra deres synder. Ja, også alle hedninger. Det vidste Simeon: For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

Det viste også den gamle Anna noget om: Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. De to havde måske hele deres liv lyttet til Moses og Profeterne og sunget Salmerne i Salmernes Bog. De kendte ordet fra Den hellige Skrifts første blade: Kvindens afkom skal knuse slangens hoved, og slangen skal bide hendes afkom i hælen.» (1 Mos 3:15). De havde hørt profeten Esajas’ ord fra Herren: Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel. (Es 7:14). De havde hørt profeten Esajas sige: For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed skal udvirke dette. (Es 9:5-6). Nu var barnet her. Det var i Simeons arme. Han så Guds frelse.

Og Simeon så også smerten og lidelsen, som måtte følge med dette barn. Han fortalte det til Maria: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges … for at mange hjerters tanker kan komme for en dag." Det vidste han, fordi Helligånden havde åbenbaret det for ham gennem Moses og Profeterne. Barnet skulle hugges i hælen af slangen. Og barnet skulle blive Herrens lidende tjener, sådan som profeten Esajas forkynder: Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. … en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. (Es 53:1-5)

Simeon så for sig, at nogle ville forkaste Jesus, fordi han led og døde på korset. Ikke regne ham for noget. Vende ryggen til ham. Anse det for uværdigt og også unødvendigt at Kongen, Kristus, Messias, skulle lide døden for sit folk. ”Vi mennesker må frelse os selv.”

Og han så, at andre ville finde trøst og hjælp i, at Jesus døde for deres synder. Som fx røveren på korset. Og fx dig, som bekender din synd for Gud og beder ham om tilgivelse. Jesus blev til oprejsning for røveren – og for dig.

Og Simeon havde også et personligt ord til Maria: - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - Og mon ikke Maria fandt trøst netop i dette, den dag, da hendes Søn hang på korset. Simeons ord kan også forberede os, når vi møder modstand og lidelse. Simeon forbereder os.

Simeon forbereder os også til at forlade dette liv i Fred. Han siger: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. Fred med Gud, fordi Jesus blev ofret i vort sted. Så kan intet ondt skade mig. Ikke mine synder. Ikke døden. Ikke Djævelen. Intet. For jeg tilhører Jesus og han er min og jeg er hans.

Når vi beder sådan med Simeon, beder vi også sammen med Jesus. Han sagde jo selv på korset: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!” Og da beder vi samtidig ordene fra Salme 31: I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. (Sl 31:6). Det er en god bøn at tage med ind i det nye år. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk