Når englene har forladt os …

Prædiken 25.12.2024 i Aarhus og Kbh. LGJ

Salmer: 4: Hør, hvor englesangen. 17 Vi vil synge højt. 6: Kom alle kristne (129 salmer 890). 9: En rose så jeg skyde (DS 106). 7: Jeg kommer til din krybbe her (129 Salmer 895). 8: Lovet være du Jesus Krist (DS 89). 18: Barn Jesus i en krybbe lå

Prædiketekst: Lukas 2,15-20
15 Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: «Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.» 16 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. 17 Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, 18 og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; 19 men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. 20 Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

1. Forladt og grebet af tomhed?

Vi kender følelsen, når noget stort og herligt er slut. Da kan der komme en følelse af tomhed og ensomhed. Tomhed i hjertet. Tomhed, fordi de ikke mere er der.

Herrens herlighed havde omsluttet dem, og de havde mærket det. Stor frygt. Herrens engel havde talt til dem fra lyset om barnet, der skulle frelse dem. Barnet var født i deres nærhed. Og en himmelsk hærskare havde sunget for dem om Guds ære og om fred på jorden.

De havde været hele følelsesregisteret igennem. Det var sket en helt almindelig nat. Og hvad så nu: Englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen.

Hvis det hele var eventyr og øjebliks-oplevelse, da kunne man forvente tomhed. Eller at de sad forstenede og bare ønskede at det hele gentog sig. Men nej, sådan havde hyrderne det ikke. For de havde hørt evangeliet. Deres trang og ønske var ikke, at det kunne gentage sig. Evangelisten fortæller om en helt anden reaktion: Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: «Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.»

Hvis det kun var sket i deres følelser og hvis det var alt og hele virkeligheden, da ville de ønske at få oplevelsen på marken gentaget. Men nu var det sket i virkeligheden. Det skete i de dage, da kejser Augusts udskrev en folketælling. Det skete i Betlehem. En kvinde havde født – virkelig født. Og hun havde født Kristus, Herren. Frelseren.

Sådan er det at være kristen. Vores tro berører vore følelser. Men er meget mere end det. Frelsen kommer ikke fra os, men fra ham, som blev menneske og samtidig er Herren. Det skal vi være vor hjælp også i vort kald her på jorden: i familien, i ægteskabet, på arbejdspladsen, i menigheden og kirken. Hvis vi ønsker at have de stærke følelser altid, vil vi være som stirrende hyrder, der ikke går nogen vegne, men vil tilbage til oplevelsen. Da vil vi svigte i familien, i ægteskabet, på arbejdet og være rastløse og rodløse mennesker, der søger efter nye oplevelser i stedet for at leve i den virkelighed, Gud har skabt til os og sat os i.

2. HERRENS ord til os om Frelseren

Hyrderne blev ikke grebet af tomhed, da englene forlod dem. Tværtimod. Og hemmeligheden ligger i, hvad de har hørt: Det, englen havde sagt, var Herrens ord. ”Herren har forkyndt os!”

Når du har hørt bibelen oplæst lige midt i dit liv, da er det HERREN, som taler til dig. Og når du hører en bibelsk prædiken om Jesus, din Frelser, da er det Herren, som taler til dig. Og når prædikenen er færdig, og den skønne korsang eller solosang i kirken er slut, da er du i en meget lykkelig situation. Ikke tomhedens situation, hvor du bare ønsker at blive ved med at opleve. Nej. Du har hørt, hvad Herren har gjort for dig. Og du må afsted. Der er noget vigtigt at gøre. Herrens ord var jo: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Derfor er der nu én ting at gøre: Finde ham. Gå efter tegnet.

Gud gav hyrderne barnet i krybben som tegn. Og tegnet var Herren selv. Gud har også givet os tegn: to tegn, to sakramenter. Det ene er vandet sammen med Herrens ord. Genfødslens bad til renselse og tilgivelse. Og her er Herren selv til stede. Vi bliver begravet med Kristus i dåben, og vi opstår med ham (Rom 6,3-4). Det andet tegn er er brød og vin sammen med Herrens ord. Også her er tegnet Herren selv. For han siger, at brødet er hans legeme og vinen er hans blod. Han giver sig til os sammen med tilgivelse, syndernes forladelse (Matt 26).

3. Tegnet!

Lad os på juledag særligt tænke på dåben. Vi synger i salmen ”Et barn er født i Betlehem” både om Jesu fødsel og om vores fødsel. Vers 1: ”Et barn er født i Betlehem” og vers 6: ”Guds kære børn vi blev på ny.” Vi må derhen, hvor Jesus blev født. Og det kommer vi, når vi vender tilbage vores dåb og husker, hvad der skete for os og med os i dåben. Vi blev forenet med Jesus Kristus, Guds Søn. Det giver os vished om, at han er hos os og vi er hos ham, og at vi er Guds kære børn.

Dåben er det tegn, som forenede os med Jesus Kristus. Den fylder os med så stor en glæde, der fordriver tomheden, ja sender tomheden bort. Hør nemlig: ”Alle I, som er døbt til Kristus, har iført jer Kristus.” (Gal 3) Som en klædning. ”Den som bliver født af vand og Ånd skal se Guds rige!” (Joh 3) Genfødslen. Dåben gør mig sikker og tryg, fordi den bekræfter for mig, at jeg er Guds barn. Jeg gjorde det ikke selv. Gud fødte mig ved vand og Helligånd.

Og når du lytter til, hvad han fortæller dig om dåben, da finder du det samme, som hyrderne fandt: JESUS. Din Jesus. Han er din og du er hans.

Hyrderne ventede ikke på nye oplevelser af frygt og himmelsk sang. Nej, de fulgte ordet, som Herren havde talt til dem. De gik til det nyfødte barn. Og de fandt barnet i krybben. - Og dér fortalte de, hvad de havde hørt. Det bar dem fra nu af og altid. De delte det med hinanden, med Josef og Maria og med mange andre. Og de vendte tilbage til arbejdet som hyrder og lovpriste Gud.

Det har siden været den kristne gudstjenestes kendetegn: At kristne deler Guds ord med hinanden, hører det forkyndt, lovsynger Gud og beder. Og går efter de tegn, Gud har givet os: Dåben og Nadveren. Og vender tilbage til vort daglige kald og arbejde.

4. Det er stort at være med til gudstjeneste

Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Men måske vi ikke regner vor egen lovprisning for noget særligt. Og da slet ikke, når vi har hørt en stor flot julekoncert. Eller når vi forestiller os englenes sang. Derfor kan vi få den tanke, at gudstjenesten skal være mere storslået, end den er hos os. Tænk, hvis der igen kom engle, eller hvis der var dygtige musikanter, som kunne spille og synge for os og få stemningen i vejret.

Men i evangeliet var det hyrderne, som førte englenes sang videre. Og det er også dig og mig, der må bære sangen videre om søndagen og ved morgen- og aftenbønnen derhjemme. Syng. Og blive ved. Sangen kommer fra Evangeliet i Den hellige Skrift.

Selv om nogle kan påstå, at der er smukkere sang end vores, så er den smukkeste sang dog den, som en synder, der kender til frygt og skyld, synger i tak til Gud. Det er enestående, hvis du gør det midt i dit arbejde på marken, hvor du passer får, og når du også gør det, når du kommer hjem. Du kommer hjem ikke som en tom og utilfreds fårehyrde, men du kommer hjem med tak til Gud fordi du fik lov at går på arbejde og tjene ham og tjene til dagligt brød. Hvilken gave!

Og næste søndag drives du af Evangeliet til at gå hen i din menighed og knæle og modtage Jesu legeme og blod. Hvilken gave! Hvis du hører nogen hviske til dig, at det ikke er noget særligt, da spørg dig selv, om det var noget særligt at hyrderne fandt i barn i en krybbe? Det var jo nærmest fattigt og usselt. Men nej. Det var stort, fordi det var tegnet fra Gud: et barn i en krybbe.

Når vi står med en verdslig længsel efter oplevelser i kirken, oplevelser, som kan konkurrere med de oplevelser, andre får ved store events, da gør Gud noget underligt med os: Han lader os mærke frygt ved at vise os vore synder. Tænk, hvad der er i vore hjerter, som kan blive til dårlige tanker, ord og handlinger. Og til dovenskab og selviskhed. Stor frygt. Og han taler til os om Jesus Kristus, som har frelst os fra alt dette, fra synden, dommen og døden. Virkelig frelst! Så bliver et ikke større. Og når vi hører det, er vi ikke tomme, men rige på fred og håb, ligesom hyrderne var det.

5. Tomheden fordrives af Guds nåde

Og fordi vi så ofte står og føler, at der mangler noget, vil vi slutte med at lytte til apostlens brev fra i dag (Titus 2,11-15): For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. Tal sådan, og forman og tilrettevis, og gør det med eftertryk. Lad ingen ringeagte dig!

Guds nåde gør det. Vi er virkelig løskøbt af Jesus Kristus. Vi venter på ham, og der er nok at gøre til hverdag og om søndagen i tak til ham. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk