Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Vores påske er nær

30. marts 2025 i Gratiakirken og Martinskirken, pastor LGJ

Salmer: 36, 362v1, 35 // 44, 430, 178
Skriftlæsninger: 5 Mosebog 8,1-3 og Galaterbrevet 4,21-31

Johannes 6,1-15:
Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.
Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: "Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?" Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: "Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver." En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: "Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?" Jesus sagde: "Få folk til at sætte sig." Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: "Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde." Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.
Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: "Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden." Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Kære menighed. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor frelser.

Først vil vi lægge mærke til, at det, der skete for de 5000 mænd i ørkenen også skete med Guds folk på ørkenvandringen. Vi hørte i læsningen fra 5 Mosebog 8,1-3:

Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.

Det blev de mindet om af Jesus. Ligesom Gud satte sit folk på prøve de 40 år i ørkenen, sådan satte Jesus sine disciple på prøve:Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: "Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?" Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre.

Gud sætter også os på prøve. Nogle gange ved at lade os sulte, mangle og lide ondt her i verden. Men gør Gud da det? Er Gud ikke god? Jo. Men han gør det i sin godhed. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.

Det må vi tage imod fra Guds gode hånd. Og når vi gør det, mærker vi, hvor meget vi har brug for at søge ham, høre om hans omsorg, høre, at han vil lede os også gennem døden. Nemlig ved Jesus, vor Frelser.

Johannes antyder dette, da han siger: "Påsken – jødernes fest – var nær!" Guds folk blev reddet fra slaveriet i Egypten i påsken. I den gudsdyrkelse, der blev indstiftet af Gud, fejrede de påske igen og igen. Påskelammet fulgte efter dem i ørkenen. Påsken var altid nær. De kunne fejre påske og modtage Guds tilgivelse sammen med manna fra himlen.

Påsken er også nær for os. Påskefesten om 3 søndage. Men også nær på en anden måde. Nemlig i dåben! For i dåben blev vi begravet med Jesus til døden for at vi skal leve med ham. Så nær er påsken! Så nær er frelsen. Du er ved troen og dåben fuldstændig forenet med Jesus, din Herre og Frelser!

Din opstandelse fra de døde er nær, når du møder modgang, og når du skal dø. Påsken er nær. Vor opstandelse fra de døde er nær, faktisk så nær, at vi bliver helt overvældede og får håb.

Og nu stiller Jesus disciplene og os et spørgsmål. "Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?" På den måde ønsker at vi nu er hos ham, mens underet sker – også hos os.

Se på mennesker i nød her i verden. Gud spørger: ”Hvor skal de få noget at spise?” Han sætter os på prøve. Hvad vil du gøre? Hvad har du selv at bidrage med? Måske ikke så meget. Og hvad så? Kan du ikke hjælp til mennesker i nød, hjælp til en nabo, hjælp til en ensom? Kan du ikke vise omsorg?

Hvis ikke Jesus spørger os, ser vi måske ikke de små kald i hverdagen til at tjene. Vi overser vore børn, overser vore forældre, overser vor ægtefælle, overser nogle i menigheden og i naboskabet. Og der står vi. Afsløret. Dømte! Skyldige!

Tag det 5. bud: Du må ikke slå ihjel. Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi i al legemlig nød.

Kan vi ikke forstå dette lidt mildere? Er vi virkelig skyldige i overtrædelse af det 5. bud? Eller er der slet ikke noget håb for os, hvis vi har brød og andre sulter? Hvis vi undlader at hjælpe, hvor vi kunne? Svaret er: Nej. Hør i Tobits bog 4,16: Del dit brød med den, der sulter, og dine klæder med den, der er nøgen. Giv alt, hvad du har tilovers, som almisse, min dreng, og gør det uden at vise misundelse. (Tob. 4:16 D92). Og hør, hvad Herren siger ved Esajas: Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til pden nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. (Es 58,6-7)

Og Jesus udlægger også det 5. bud for os, at vi ikke må slå ihjel. Og han forklarer, at vi også er mordere, når vi optændes af vrede og bitterhed mod vor bror og ondt til ham og om ham. Er det i orden? Jesus svarer: Det fører dig ind under Guds dom. Så står vi der og er skyldige.

Er der da noget håb for os? Hvad gør Jesus? Hvor er redningen? Redningen er, at påsken er nær. I påsken led Jesus stedfortrædende for os på korset. Det er vores redning. Han bar al synd. ”Se Guds lam, som bærer verdens synd!” (Joh 1,29).

Men sammen med tilgivelsen, frikendelsen, frelsen i påsken er der også Guds daglige omsorg, som er ufortjent. Og det forkyndes også for os: En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: "Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?"

Her er en gave, men Andreas siger straks: ”Det nytter ikke.” - Kan du ikke høre dig selv sige sådan: Hvad nytter det. Hvad nytter det, en lille dreng har med? Hvad nytter det, jeg har? Hvad nytter min opsparing i forbindelse med nødhjælp og ydre mission og kirkens arbejde? Hvad nytter det at bede? Hvad nytter det at tro på Gud, når han spørger, hvordan vi får livets brød i vores menighed om 5 eller 10 år? Hvad er det til så mange mennesker. Vi ser jo verden i nød. Hvad nytter det, hvis jeg bliver syg. …

Når vi tænker og taler sådan, taler vi imod Guds godhed og omsorg, som om vi selv er Gud og skal sørge for det hele.

Og nu kommer det mest mærkelige: Jesus siger ikke: Få folk til at gå hjem, men ”Få folk til at sætte sig.” Det er lige det, der er brug for: at vi sætter os. At vi indser, at vi ikke kan udrette noget, men bare må vente på Guds gave til os. Og derefter rapporterer apostlen Johannes: Mændene satte sig. Mændene. Dem, som ellers smøger ærmerne op og siger: ”Det her skal ordnes. Og det er os, der skal gøre det!” De satte sig. Det er et stort under, når mænd sætter sig ned og venter sig alt godt af Gud og ikke mener, at de selv skal klare det.

Sådan var det for Guds folk 40 år i ørkenen. De fik Manna fra himlen. De arbejdede ikke for maden. De modtog det fra Gud. De kunne gå ud og samle den sammen. Sådan også med os! Gud har givet os sit ord, og vi må sætte os og høre det. Høre at der er frelse. Høre, at der er håb. Høre, at påsken er nær. Høre, at han bar vore synder. Høre, at den uskyldige blev straffet for vore synder. Høre, at Jesus har opfyldt det 5. bud for os. Høre, at han endda selv blev dræbt, da Pilatus og jøderne dræbte den uskyldige. Og høre, at det også er os, der har dræbt Jesus, Guds Søn, med vore synder.

Og nu er vi ramt! Ramt af nåden. Ramt af tilgivelsen. Ramt af Guds kærlighed til mordere. Ramt af frelsen. Ramt af dåbens bad. Ramt af den hellige nadver. Ramt af Guds løfter. - Sådan er Gud. Sådan er evangeliet. Sådan er det at være kristen. Du er tilgivet og reddet. OG han kalder os til at tjene med de tusinde gaver, han har skænk et os.

Gud sørgede for sit folk i ørkenen med mad. Det går hånd i hånd med Frelsen. For Gud sørger både for legeme og sjæl. Han, som gav os livet, holder os oppe dagligt. Og han har sagt, at vi må bede: ”Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.” Det er fordi han elsker sin skabning. Også når den er fortabt og fordømt.

Derfor kan vi ikke andet end dele vort brød med den sultne og tilgive hinanden, som Gud har tilgivet os.

Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk