Oversigt:
Kirke på troens grund i 150 år
Festtale ved 150-års jubilæum (pastor Leif G. Jensen, formand)
Og hun har gode grunde til at være glad. Alligevel har hun hårdt brug for at høre om disse god grunde. For gennem 150 har hun både haft gode og bitre erfaringer. Hun har oplevet fremgang, og hun har lidt mange tab.
Ved 150-års jubilæet har vort kirkesamfund, vore menigheder og enhver af os brug for at se hen til Herren, så vi stoler på ham, og så vor glæde vokser ud af det, han har gjort for os, og som han fortsat vil gøre for os. Hør da et godt ord om glæden: Råb af fryd, Zions datter, bryd ud i jubel, Israel, glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte, Jerusalems datter. Herren har slettet din dom. På den dag skal det siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke hænderne synke! Herren din Gud er hos dig, helten, der bringer frelse. Han fryder sig i glæde over dig og viser dig sin kærlighed på ny. (Sefanias Bog 3,14-17).
Den Evangelisk-Lutherske Frikirke i Danmark er en sammenslutning af evangeliske menigheder, som har levet sammen på troens grund i 150 år, og hvis troende medlemmer er lemmer på den ene kristne kirke på jord.
- Hun blev stiftet i det 19. årh. i rationalismens og romantikkens tid.
- Gennem det 20. århundrede oplevede hun både fattigdom med to verdenskrige og materiel velstand med omsiggribende gudløshed
- Hun fejrer jubilæum i begyndelsen af det 21. århundrede i en tid, hvor det er moderne at være ung og udforme sin religion ud fra egne oplevelser og erfaringer.
Hver tid har sine farer, men Herren er den samme. Hans ord og hans nåde står fast og vil også i jubilæumsåret være hendes egentlige grund til glæde.
Lad os kigge indenfor i de tre-fire perioder og spørge til hendes glæde, frygt og håb. Vi vil se på nogle af de skrifter – kilder – som kan fortæller os om hende.
Til toppen
Første del, 1855-1897
Stiftelsen og pastor N. P. Grunnets tid
En gruppe af lutherske kristne stiftede med Niels Pedersen Grunnet som leder Den evang.-luth. Frikirke 4. november 1855. - N. P. Grunnet blev født 19. februar 1827. Han døde 13. januar 1897 og blev 69 år gammel.
Fødehjemmet lå i Sdr. Bjert ved Kolding. Og Grunnet voksede op på den egn, hvor menigheden i Løsning 55 år efter kirkens stiftelse kunne opføre sin kirkebygning. Man kan endnu se det hus i Hedensted, hvor han som 14-årig underviste som skolelærer. Senere lå han soldat i Christiansfeldt og fik kontakt til Brødremenigheden. Han blev i årene 1852-55 uddannet på en missionsskole i Basel og vendte hjem med et personligt kald til at rejse ud som missionær. Men gennem arbejde med stiftelse af danske missionskredse til støtte for den ydre mission, så han nøden i Danmark. Samtidig med at det ydre kald til at rejse ud som missionær svandt ind, voksede det indre kald til at hjælpe de mange døbte danskere, der levede som får uden hyrde, tilbage til hjemmet hos Gud.
Det var en tid, hvor ledende præster og teologer i den danske folkekirke tog afstand fra gamle kristne lærepunkter som f.eks. arvesynd, Jesu stedfortrædende lidelse og Kristi guddommelige natur. I stedet fremhævede de Jesus som moralsk forbillede og mente, at religionen og dens præster først og fremmest skulle opdrage det enkelte menneske til at blive en bedre borger. Mange præster blev da også foregangsmænd i det praktiske liv. De arbejdede for bedre skole- og fattigvæsen, for fremskridt i landbruget og for folkesundhed. Alt sammen i sig selv godt og værdifuldt. Men problemet var, at det erstattede forkyndelsen af evangeliet om synd og nåde i kirken.
Det fremgår af Grunnets skrifter, af kirkeforfatningen og af prædikener og kirkeblade, at han så kirkens opgave helt anderledes. Han blev båret af troen på, at evangeliet, dåben og nadveren er de midler, hvorigennem Gud skaber troen i mennesker. Denne overbevisning formede hans forståelse af, hvad en kristen menighed er. I bogen: “Hvad lærer Den Evangelisk-Lutherske Frikirke?” fra 1860 skrev han i indledningen: Den ev.-luth. Frikirke er et samfund af kristne, der er blevet tro mod Kristi kirkes lære og bekendelse, således at de ikke vil vide af noget andet til salighed end den korsfæstede Herre Jesus Kristus. - ApG 4,12: Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved. - ApG 10,43: Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.
Bibelens vidnesbyrd om, hvem der har ret, kald og pligt til at prædike evangeliet og forvalte dåben og nadveren førte frem til stiftelsen af en bekendelseskirke. Grunnet skrev herom: Som kristne tror vi, at nådemidlerne tilhører Guds børn – og at de både tør og bør benytte disse, som det sømmer sig kristne under Guds Ånds vejledning. Men vi tror også, at de ikke alene tilhører Guds børn, men at det også er disses pligt at forsvare dem, som en ejendom, skænket dem af Herren. Derfor er det ikke blot Guds ords bud, at vi skal fly samfundet med hans fjender. ... Det ligger i sagens natur selv, at fordi Guds børn ikke deler tro og håb med Guds og kirkens fjender, der jo også er deres fjender. For Kristus siger, har de forfulgt mig, skal de også forfølge jer. (Fra "Hvad lærer Den ev.-luth.Frikirke?")
Oversat til i dag: Kan eller skal man om nødvendigt lade sig ordinere af en biskop, som går ind for bibelkritik og derved underminerer kirkens grundvold? Kan og skal en kristen præst om nødvendigt dele prædikestol med præster, som ikke tror på frelse i den betydning, som Kristus har lært os det, og som ikke vil vide af at tale om fortabelse og dom? Grunnet anførte klare skriftord som svar: Rom 16,17: Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! - 2 Tim 3,1-7: Men det skal du vide, at der i de sidste dage skal der komme hårde tider. .. I det ydre har de gudsfrygt, men fornægter dens kraft. Hold dig fre dem. .. Til dem hører de, som altid vil lære, men aldrig lærer sandheden at kende. Begrundelsen for dengang at udtræde af Statskirken virker aktuel og som talt ind i vor egen tid.
Men kan det lade sig gøre? Er det ikke en umulig opgave? Hvem tør påstå, at de kan bygge et alternativ op til en statskirke med kirkebygninger, kirkeministerium, præstelønninger, præstegårde, pensioner osv.? Og tænk på alle de muligheder man har for at nå ud til mennesker. Det er argumenter, som mange gange kan få unge præster til i begyndelsen at lave små kompromiser, som derefter bliver større og større.
Jubilaren har undertiden bøjet hovedet og tænkt, at det ikke kan lade sig gøre. Men alligevel gjorde Grunnet det. Sammen med lægfolk i den første menighed i København handlede han som en glad kvinde, der ved, at hun er elsket af ham, som hun siger Ja til. Og elsker han hende, da bliver der bryllup. For hun holder af ham og stoler på ham.
Frygt ikke, Zion, lad ikke hænderne synke! Herren din Gud er hos dig, helten, der bringer frelse. Han fryder sig i glæde over dig og viser dig sin kærlighed på ny (Sef 3). Fordi han elsker sin kirke og viser hende kærlighed på ny, kan det lykkes. Da tør man gifte sig, føde børn, opdrage dem og satse hele livet på denne familie – dvs. på at være Kristi brud. Da tør man døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn til oplæring, konfirmation, menighedsliv, vielse og begravelse - og til evig salighed.
Grunnet udgav sit kirkeblad under overskriften: ”En røst i Ørkenen.” Egentlig en underlig overskrift. For hvem kan bygge noget som helst op i en ørken? Men sætningen er jo hentet fra Bibelen, fra profeten Esajas og Johannes Døber. Esajas prædikede i en tid, hvor Guds folk gik åndeligt til grunde. Johannes Døber blev selv halshugget og forsvandt ud af billedet. Men både Esajas og Johannes Døber tjente Herren. For de var kaldet dertil af Gud. Det så Grunnet helt fra begyndelsen. Han vidste, at Jesu Kristi kirke bygges, hvor det menneskeligt talt er umuligt. Det lader sig gøre ved Guds ord - prædikenen - og ved dåben til syndernes forladelse, fordi Helligånden har lovet at være virksom i disse midler. Det er jo vilkårene for enhver missionær. Det er også hemmeligheden bag vor egen tro: Gud greb ind. Mens vi var syndere og ikke havde nogen tro og var fjender af Gud, tilgav han os og kom med sin kærlighed. Og nu siger profeten om Guds forhold til os: Han fryder sig i glæde over dig og viser dig sin kærlighed på ny!
Hvis vi sammenligner med ægteskab og samliv uden ægteskab og overvejer koldt og kynisk, kan der jo også opstilles en del fornuftige grunde til at leve sammen uden at gifte sig: økonomiske fordele, fordi man får højere social støtte som enlig mor, og personlige fordele ved, at man ikke har risikeret alt ved at binde sig tæt sammen. Men kristne ved, hvad de skal.
Sådan også når det gælder menighedens grundvold og dens liv, dens forkyndelse og dens præster. Der kan opstilles en række fornuftsmæssige begrundelser for det ene og andet. For foreninger uden dåb og nadver. For folkekirke med gudløse menighedsråd. For at lade sig ordinere af falsklærende biskopper.
Men når vi lytter til den vejledning, Kristus og hans apostle giver os i Den hellige Skrift, falder alle de ellers fornuftige argumenter til jorden. Og Kristus og hans ord står tilbage. Vi står i virkeligheden uden egne midler i missionen og har kun dem, han giver os: Ordet og sakramenterne - og den menighed, som samles derom. Når vi tror, at Gud i bibelen har givet os de nådemidler, som bygger hans rige, da har vi intet valg. Vi har derimod et stærkt kald. Vi skal lytte til ham og gå på hans ord.
Derfor arbejdede Grunnet for evangeliets udbredelse. Han rejste landet rundt og holdt møder på Langeland, Fyn, ved Løsning, i Igelsø, i Vemmeløse og ved Dalmose. 22 år senere blev Martinskirken opført, selv om der ikke var midler nok. Måske mente man, at væksten ville fortsætte. Men tilvæksten i medlemmer ophørte. Den unge lutherske frikirke oplevede tilbagegang. Der opstod partier, og en strid om lægprædikanter modsat præster endte med kirkebrud. Kirken var delt i to, da Grunnet tog afsked fra denne jord
Til toppen
Anden del, 1897-1936
Ny missionærpræst og fortsat arbejde i første tredjedel af 1900-tallet
Her begynder andet kapitel i Den Evangelisk-Lutherske Frikirkes historie. En ung missionær, pastor Johannes Moritz Michael, kom fra Den lutherske kirke Missourisynoden til Hamborg. Han var godt oplært i Skriften og kendte den evangelisk-lutherske lære. Hans læremester var bl.a. dr. C. F W. Walther fra Missourisynoden. Johannes Moritz arbejdede som bymissionær i Hamborg. Og sådan må det jo hænge sammen. Den sunde lære skaber et sundt liv. Det kan ikke være anderledes, når Gud er os nådig.
Den unge præst var med til at stifte Treenighedsmenigheden i Hamborg, en menighed, som helt frem til i dag har vist sig ordodoks og livskraftig. Den blev til indenfor "Den Ev.-Luth. Frikirke i Saksen og andre stater".
Pastor J. M. Michael tog år 1900 mod et kald fra den danske søsterkirke og virkede sammen med pastor Waldemar Grunnet. Senere opsøgte han præster og lægprædikanter i den anden gren af Frikirken, der havde skilt sig ud som De forenede ev.-luth. Frimenigheder. Samtaler og forhandlinger forløb godt. Dog var der fortsat en eller to præster i den anden kirke, som mente, at bibelkritikken var kommet for at blive, og at den ikke kunne og ikke burde afvises pure. Det blokerede for en genforening. For pastor Michael kunne ikke handle mod Guds ord. Der blev forsøgt igen og igen - og igen. Helt frem til omkring 1922/23. (Der er en meget fin artikel herom i jubilæumshæftet “Kirkekig”). Men arbejdet bar ikke den frugt, som parterne havde håbet. Og tre menigheder forblev fraspaltede: Skt. Stefans menighed i Igelsø, Emaus menighed i Dalmose og Sarons menighed i København samt en stor del af Langelands menighed.
Arbejdet fortsatte. Der blev rejst i hestevogn over Sjælland med færge til Sprogø, færge videre til Nyborg og derfra igen med hest og vogn. Min egen farfar, som var født i 1880, fik i J. M. Michael en hyrde og ven, som gav styrke og rygrad. Pastor Michael holdt fast ved Skriften som Guds ufejlbare ord i ét og alt med Kristus som centrum. Man kan læse hans artikler i kirkebladet, som nu hed ”Frikirken”, ”Evangelisk Luthersk Månedsskrift” og ”Luthersk Vidnesbyrd”. Michaels bånd til lutherske bekendelseskirker i udlandet styrkede Frikirken. Man fik flere præster fra USA. De lærte sig dansk, og forholdet til Den ev.-luth. Frikirke i Tyskland blev stærkere. I en årrække var jubilaren et distrikt indenfor Den saksiske ev.-luth. Frikirke.
I begyndelsen af 1920’erne lærte pastor J.M.Michael sig finsk og rejste til Finland for at hjælpe og bistå, da vor senere finske søsterkirke blev grundlagt. Og i 1925 kaldte man på Michael fra Dresden, hvor han var præst frem til sin død i 1935. Menighedsmøde-protokoller fra bl.a. Langelands menighed viser, hvor svært det var for menighederne at tænke tanken, at de skulle af med deres kære præst. Men der kom afløsere. To af hans sønner vendte tilbage til Danmark for at tage kaldet på sig og være præster i den lille missionskirke i Danmark. Walther Michael før 2. verdenskrig, og senere fra 1948 Paul Michael.
Til toppen
Tredje del, 1937-1980
Krigens fattige tid og tressernes materielle velstand og verdslighed
Her kan de ældre i menighederne tale med og fortælle. Vi mærker jubilarens frygt for undergang. En af den tids kirkefolk, Michael Neindam, skrev i bogen ”Frikirker og sekter” om Den ev.-luth. Frikirke, at “det er umuligt at bygge på ruiner”. Mange år senere blev vor kirkes manglende medlemsvækst brugt som et indirekte bevis mod vor kirkes grundlag, og der blev advaret imod at tilslutte sig vor kirke. Det var svært at lytte til og gav - og kan stadig give - tårer i øjenkrogene og udfordrer til selvransagelse (“Missionsfolk og Follkekirke”, Dansk luthersk Forlag, 1996; s 42-44).
Men hvis det giver mening at være en røst i ørkenen, kan der vel også bygges på ruiner. Var det ikke sådan, Gud rejste sit folk i den gamle pagts tid? Og er der andet at bygge på, når vi ser på os selv end ruiner? Men Gud lader det lysne. Gud bygger sin kirke. Det så dog småt ud, og det så ud til at blive endnu vanskeligere, end det havde været. Der var krig i Europa, og menighedernes præst, Walther Michael, som havde været hos dem siden 1937, skulle netop til at søge om dansk statsborgerskab, da han blev indkaldt som tysk soldat. Men menighederne fik pastor Johannes Nielsen, som også tidligere havde været præst i kirken. Gud sørgede for og bevarede menighederne ved at gøre medlemmerne trofaste mod evangeliet, også da det så håbløst ud.
Efter krigen opmuntrede Missourisynoden vores kirke gennem missionssekretær pastor Daib, som i 1946 besøgte Danmark og sagde til vor kirke:
Før min afrejse beder jeg om at få lov at rette nogle ord til den luth. kirke i Danmark. Det er en ny og velsignelsesrig dag. Natten er forbi. Dagen er kommet. Fremgangen og vækstens dag. Og vi vil anstrenge os …Vi må overveje, hvordan vi skal arbejde i menighederne. - Det er nødvendigt med pengemidler. Præsten må have det nødvendige for at forkynde 1.Kor 9,14: 6.000 kr. (en præst). 2.Tim 2,6: Når bonden arbejder bør han nyde frugterne. Præsten må rejse til os med Guds ord 1.200 kr. Kirkebygningen: 4.000 kr. - Vi må oprette en fremgangskasse: Løn til 2. præst 6.200 kr. Præstebolig i København: 15.000 kr. Årlig leje: 2.000 kr. Udbetaling til præstebolig i Løsning: 12.000 kr. Pjece om Ev.-luth Frikirke 100 kr. Menighedsblad 840 kr. Bøger til søndagsskole 1.500 kr. Sangbøger til søndagsskolens børn 100 kr. - Men hvorfra og hvorledes får vi så mange penge? Vi må handle efter apostelens råd 1.Kor 16,2. "Ethvert menighedsmedlem skal på den første dag i ugen (ugentligt) lægge for si g selv noget til side (til menighedskassen). Den der har meget velsignelse bør også give meget." Praktisk anvisning: Ethvert menigheds- medlem skulle overveje, hvad han give til udgifterne: et ugentligt bidrag eller fastsætte et månedligt procent-beløb til menighedskassen. - Når en kristen spørger sig selv, hvad der er Gud velbehageligt, har Gud givet et eksempel, nemlig tiende i Gamle Testamente. Skulle vi give mindre end ti procent, vi, som har fået så meget mere? - Måtte Fredens Gud befæste jer i al god gerning. Han virke det, der er velbehagligt for ham selv. Hebr 13,20-21.
Jeres bror i Kristus. Walther C. Daib.
To år senere – i 1948 – sendte Herren Paul Michael til Løsning sammen med hans hustru Ruth. Ruth og Paul Michael tjente iblandt os gennem 33 år helt frem til 1981. P. Michael tjente 7 menigheder i en tid, hvor “frikirke” var et fremmedord i folkekirkelige sammenhænge. - I 1952 blev kirken i Lohals bygget for indsamlede midler. Og i 1960'erne kom menighederne i Igelsø og Dalmose igen med i Den evang.-luth. Frikirke.
I 1954 måtte kirken med tungt sind tage afsked med den ene af sine præster Walther Michael, som havde fået et kald til Frankfurt. Og Paul Michael fortsatte alene. Det kunne han kun i tillid til Herren - i fællesskab med trofaste menigheder. Men ikke uden anfægtelser. Han har fortalt mig, hvordan han modtog kald fra folkekirken om at være præst i Sønderjylland, fordi han beherskede både tysk og dansk. "Men," fortalte han mig, "jeg rev brevet i stykker og blev i Frikirken, hvordan skulle jeg kunne gå med god samvittighed?" Også en missionssekretær fra Missourisynoden i USA opfordrede ham engang til at lukke frikirken og henvise medlemmerne til folkekirken. Søsterkirken ville da tilbyde P. Michael et bedre præsteembede i USA. Men han blev på sin post og i sit kald.
Når han kom til Langeland på sine prædikenrejser, var det altid en glæde. Når han boede i mit hjem, kom der smør på bordet, og vi spiste blødkogte æg. Men vi skulle deles om vores præst. Om sommeren boede han hos dem, med kakkelovn. Om vinteren fortrinsvis hos dem med centralvarme.
Han underviste efter gudstjenestetid os børn og lærte os bibelhistorie, et salmevers og Lille Katekismus, som han forklarede for os. Og vi fik Blocks fine billeder i et lille hæfte. Han strøg os over håret, mens han gik frem og tilbage foran bænkene. Og vi sang: ”Når han kommer, når han kommer at samle juveler, sine dyrekøbte engang i sin favn. Da som morgenens stjerner vi klart skulle stråle og prise hans navn.” Ved evangeliets ord gjorde han os dyrebare.
Det var en rig tid, selv om der også var tab og frafald. De, som lod sig befæste og grundfæste ved evangeliet, erfarede, hvilket rigdom det er at være med i en kristen menighed, hvor der er evangelium, dåb, skriftemål og nadver, og hvor hyrden kommer trofast søndag med prædiken og opsøger den enkelte og er rede, når den enkelte opsøger ham. Hvis nogen vil kalde det “præstekirke”, spørger vi tilbage, om det ikke er Jesus selv, som udvalgte apostlene. Og var det ikke apostlene, som indsatte ældste i alle menighederne? Selv om præsteskabet af forskellige grunde er kommet i miskredit både i kristne kredse og andre steder, kan og må vi ikke af den grund afskaffe præsteembedet iblandt os. Vi bør desto mere arbejde på, at det kan blive bevaret og fornyet, som Herren vil det. Hertil behøves god uddannelse og forbøn. Jesus siger: “Bed høstens herre om at sende arbejdere ud!” Bed om flere præster!
Til toppen
Fjerde del, 1980-2005
Nye tjenere og trofaste menigheder
I 1980 var Paul Michael blevet 68. Og det var en glæde for ham og menighederne, at Gud sørgede for, at evangeliet kunne forkyndes af yngre præster, som han nu gav til vor kirke. Pastor Michael underviste dem i lov og evangelium og vejledte dem i at prædike, undervise og at være sjælesørgere. Han vist, hvordan bibelhistorie og troslære hører sammen indbyrdes.
Dermed er vi inde i Frikirkens 4. periode fra 1980 til 2005, hvor vor kirke fik tre unge præster, Jensen, Nielsen og Lyrstrand. Foruden universitetsuddannelse havde de gennem supplerende undervisning på MF og DBI og på udenlandske præsteskoler fået grundfæstet tilliden til Guds ord. De blev ordineret og indsat i menighederne i 1980 og 1983. Der blev prædiket, rejst, afholdt lejre og missioneret. Men iveren og visdommen fulgtes ikke altid ad. De var unge og manglede erfaring. Men menighederne var trofaste, og gennem fællesskab med søsterkirker erfarede vor kirke gennem disse år en stor og rig fornyelse fra den lutherske bekendelse.
Den lutherske Bekendelse er - som Grunnet skrev i 1860 - ikke et bånd eller en spændetrøje for den kristne, men som talt ud af Skriften selv, og til trøst og hjælp. Og kigger man nærmere efter i den danske kirkeordning fra 1537 og i biskop Peder Palladus’ visitatsbog fra reformationstiden, og fordyber man sig i den lille og store katekismus og i Den augsburgske Bekendelse og aldrig slipper Skriften under dette studium, da mærker man, hvilken glæde og hvilket klart lys, der her gives os. Når lutherske præster aflægger præsteløfte og lover troskab overfor bibel og bekendelse, tager de ikke en tvangstrøje på. Det er den falske forkynder, som tvinges. Han tvinges bort, hvis han ikke er tro - eller burde tvinges bort - afsættes. Men bekendelsen pålægger ikke Guds børn nogen form for tvang, fordi bekendelsesskriferne er som skrevet ud af den troendes hjerte. Vi føler os jo fuldkommen enige med dem i troen.
Den forsagte kvinde, som fejrer sit 150-års jubilæum, behøver ikke at være forsagt. For hun er elsket af sin Herre. Han har givet sit liv for hende. Han har renset hende i dåben og fornyer hende hver søndag. Han iklæder hende tilgivelse og giver hende gode gerninger at leve ud i praksis. Der er nok at gøre. Der er nød nok i vores tid.
Vi fejrer 150-års jubilæet i begyndelsen af det 21. århundrede i en tid, hvor det netop ikke er moderne at leve af "den tro, som én gang for alle er overgivet" til kirken i Skriften (Judas Brev v3). Mange søger derimod efter fornyelse, som består i forandring i stedet for i fordybelse. Fordybelse i Herrens velsignelse frelste Guds folk i Gamle Testamente. Fordybelse i Guds løfter. Vi behøver fordybelse i opfyldelsen, fordybelse i evangelierne og fordybelse i brevene. Fordybelse i at kende os som syndere overfor Gud. Fordybelse i Guds nåde i Jesus Kristus.
Næste kapitel, som står skrevet i Guds løfter
Her skrives femte kapitel. Men det er ikke os, der skal skrive det. Ikke engang de mange unge, som trofast bærer med og tager over i vore menigheder i disse år. Gud har skrevet kapitlet i sine løfter. Dér skal vi tage imod det nye kapitel. Og det er her, Gud kalder på os, kalder os ind i sin nåde, ind i sit ord. Han kalder os til at være kirke omkring evangeliet og sakramenterne, ligesom han kaldte sine apostle og de første kristne til det - kirken til alle tider, også i det 151. kirkeår for Den Evangelisk-Lutherske Frikirke. Det fremgår af ordet i Efeserbrevet 2,8.10: Af den nåde er I frelst ved tro, det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven. Det skyldes ikke gerninger, så nogen har noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette, for at vi skal vandre i den. Der er nok at gå i gang med i den tid, som kommer.
Lad os sammen fordybe os i det ord, som kan frelse vore sjæle (Jak 1,21), som kan give arven til alle de hellige (ApG 20,32), også til den slægt, som vokser op, og som kan bevare de slægter, som vi er tilsammen, i frelsende tro frem til ende. Herren give os trofasthed overfor kaldet til at udbrede evangeliet til mange både i vore familier, naboskab, byer og på landet, blandt nydanskere, gamle danskere og alle. Må Gud forny os i den vision, som var vor kirkes stifters, da Den Evangelisk-Lutherske Frikirke blev stiftet 4. november 1855.
Så til lykke, du gamle kirke!
Tak til Gud for jer, som han brugte for at gøre menighederne levedygtige og gamle, så livet forsatte generation efter generation. Tak til Herren for de kære kristne, som vi ikke mere husker navnene på, dem, som i november 1855 kaldte N. P. Grunnet og sammen med ham stiftede en evangelisk-luthersk frimenighed i København. Tak, at Gud lod troen give videre til deres børn og til flere udenfor menigheden.
Tak til Gud for de navngivne: for Grunnet, Grunnets hustru og deres Waldemar, for pastor J. M. Michael, i hvem han vakte missionærkaldet, for medlemmer i menighederne i København, Igelsø og Dalmose, på Fyn og Langeland, i Løsning, Haderslev og Århus, for pastor Th. Willkomm, pastor J.Nielsen og brødrene Walther og Paul Michael. Og for kære kristne udenfor vor kirke, som forstod vore medlemmer og menigheder og blev til hjælp og støtte - både i søsterkirker i Europa og oversøisk, men også kære kristne i missionsforeninger og andre sammenhænge. Gud ske tak for trofaste forbedere. Vi er en evangelisk-luthersk kirke, som knæler sammen og modtager Guds tilgivelse og nåde og modtager den tro og trofasthed, som kun kommer ét sted fra: fra Guds nåde.
Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds, vor Faders kærlighed og Helligåndens samfund være og blive med os alle. Amen.
Til toppen
Her begynder andet kapitel i Den Evangelisk-Lutherske Frikirkes historie. En ung missionær, pastor Johannes Moritz Michael, kom fra Den lutherske kirke Missourisynoden til Hamborg. Han var godt oplært i Skriften og kendte den evangelisk-lutherske lære. Hans læremester var bl.a. dr. C. F W. Walther fra Missourisynoden. Johannes Moritz arbejdede som bymissionær i Hamborg. Og sådan må det jo hænge sammen. Den sunde lære skaber et sundt liv. Det kan ikke være anderledes, når Gud er os nådig.
Den unge præst var med til at stifte Treenighedsmenigheden i Hamborg, en menighed, som helt frem til i dag har vist sig ordodoks og livskraftig. Den blev til indenfor "Den Ev.-Luth. Frikirke i Saksen og andre stater".
Pastor J. M. Michael tog år 1900 mod et kald fra den danske søsterkirke og virkede sammen med pastor Waldemar Grunnet. Senere opsøgte han præster og lægprædikanter i den anden gren af Frikirken, der havde skilt sig ud som De forenede ev.-luth. Frimenigheder. Samtaler og forhandlinger forløb godt. Dog var der fortsat en eller to præster i den anden kirke, som mente, at bibelkritikken var kommet for at blive, og at den ikke kunne og ikke burde afvises pure. Det blokerede for en genforening. For pastor Michael kunne ikke handle mod Guds ord. Der blev forsøgt igen og igen - og igen. Helt frem til omkring 1922/23. (Der er en meget fin artikel herom i jubilæumshæftet “Kirkekig”). Men arbejdet bar ikke den frugt, som parterne havde håbet. Og tre menigheder forblev fraspaltede: Skt. Stefans menighed i Igelsø, Emaus menighed i Dalmose og Sarons menighed i København samt en stor del af Langelands menighed.
Arbejdet fortsatte. Der blev rejst i hestevogn over Sjælland med færge til Sprogø, færge videre til Nyborg og derfra igen med hest og vogn. Min egen farfar, som var født i 1880, fik i J. M. Michael en hyrde og ven, som gav styrke og rygrad. Pastor Michael holdt fast ved Skriften som Guds ufejlbare ord i ét og alt med Kristus som centrum. Man kan læse hans artikler i kirkebladet, som nu hed ”Frikirken”, ”Evangelisk Luthersk Månedsskrift” og ”Luthersk Vidnesbyrd”. Michaels bånd til lutherske bekendelseskirker i udlandet styrkede Frikirken. Man fik flere præster fra USA. De lærte sig dansk, og forholdet til Den ev.-luth. Frikirke i Tyskland blev stærkere. I en årrække var jubilaren et distrikt indenfor Den saksiske ev.-luth. Frikirke.
I begyndelsen af 1920’erne lærte pastor J.M.Michael sig finsk og rejste til Finland for at hjælpe og bistå, da vor senere finske søsterkirke blev grundlagt. Og i 1925 kaldte man på Michael fra Dresden, hvor han var præst frem til sin død i 1935. Menighedsmøde-protokoller fra bl.a. Langelands menighed viser, hvor svært det var for menighederne at tænke tanken, at de skulle af med deres kære præst. Men der kom afløsere. To af hans sønner vendte tilbage til Danmark for at tage kaldet på sig og være præster i den lille missionskirke i Danmark. Walther Michael før 2. verdenskrig, og senere fra 1948 Paul Michael.
Til toppen
Tredje del, 1937-1980
Krigens fattige tid og tressernes materielle velstand og verdslighed
Her kan de ældre i menighederne tale med og fortælle. Vi mærker jubilarens frygt for undergang. En af den tids kirkefolk, Michael Neindam, skrev i bogen ”Frikirker og sekter” om Den ev.-luth. Frikirke, at “det er umuligt at bygge på ruiner”. Mange år senere blev vor kirkes manglende medlemsvækst brugt som et indirekte bevis mod vor kirkes grundlag, og der blev advaret imod at tilslutte sig vor kirke. Det var svært at lytte til og gav - og kan stadig give - tårer i øjenkrogene og udfordrer til selvransagelse (“Missionsfolk og Follkekirke”, Dansk luthersk Forlag, 1996; s 42-44).
Men hvis det giver mening at være en røst i ørkenen, kan der vel også bygges på ruiner. Var det ikke sådan, Gud rejste sit folk i den gamle pagts tid? Og er der andet at bygge på, når vi ser på os selv end ruiner? Men Gud lader det lysne. Gud bygger sin kirke. Det så dog småt ud, og det så ud til at blive endnu vanskeligere, end det havde været. Der var krig i Europa, og menighedernes præst, Walther Michael, som havde været hos dem siden 1937, skulle netop til at søge om dansk statsborgerskab, da han blev indkaldt som tysk soldat. Men menighederne fik pastor Johannes Nielsen, som også tidligere havde været præst i kirken. Gud sørgede for og bevarede menighederne ved at gøre medlemmerne trofaste mod evangeliet, også da det så håbløst ud.
Efter krigen opmuntrede Missourisynoden vores kirke gennem missionssekretær pastor Daib, som i 1946 besøgte Danmark og sagde til vor kirke:
Før min afrejse beder jeg om at få lov at rette nogle ord til den luth. kirke i Danmark. Det er en ny og velsignelsesrig dag. Natten er forbi. Dagen er kommet. Fremgangen og vækstens dag. Og vi vil anstrenge os …Vi må overveje, hvordan vi skal arbejde i menighederne. - Det er nødvendigt med pengemidler. Præsten må have det nødvendige for at forkynde 1.Kor 9,14: 6.000 kr. (en præst). 2.Tim 2,6: Når bonden arbejder bør han nyde frugterne. Præsten må rejse til os med Guds ord 1.200 kr. Kirkebygningen: 4.000 kr. - Vi må oprette en fremgangskasse: Løn til 2. præst 6.200 kr. Præstebolig i København: 15.000 kr. Årlig leje: 2.000 kr. Udbetaling til præstebolig i Løsning: 12.000 kr. Pjece om Ev.-luth Frikirke 100 kr. Menighedsblad 840 kr. Bøger til søndagsskole 1.500 kr. Sangbøger til søndagsskolens børn 100 kr. - Men hvorfra og hvorledes får vi så mange penge? Vi må handle efter apostelens råd 1.Kor 16,2. "Ethvert menighedsmedlem skal på den første dag i ugen (ugentligt) lægge for si g selv noget til side (til menighedskassen). Den der har meget velsignelse bør også give meget." Praktisk anvisning: Ethvert menigheds- medlem skulle overveje, hvad han give til udgifterne: et ugentligt bidrag eller fastsætte et månedligt procent-beløb til menighedskassen. - Når en kristen spørger sig selv, hvad der er Gud velbehageligt, har Gud givet et eksempel, nemlig tiende i Gamle Testamente. Skulle vi give mindre end ti procent, vi, som har fået så meget mere? - Måtte Fredens Gud befæste jer i al god gerning. Han virke det, der er velbehagligt for ham selv. Hebr 13,20-21.
Jeres bror i Kristus. Walther C. Daib.
To år senere – i 1948 – sendte Herren Paul Michael til Løsning sammen med hans hustru Ruth. Ruth og Paul Michael tjente iblandt os gennem 33 år helt frem til 1981. P. Michael tjente 7 menigheder i en tid, hvor “frikirke” var et fremmedord i folkekirkelige sammenhænge. - I 1952 blev kirken i Lohals bygget for indsamlede midler. Og i 1960'erne kom menighederne i Igelsø og Dalmose igen med i Den evang.-luth. Frikirke.
I 1954 måtte kirken med tungt sind tage afsked med den ene af sine præster Walther Michael, som havde fået et kald til Frankfurt. Og Paul Michael fortsatte alene. Det kunne han kun i tillid til Herren - i fællesskab med trofaste menigheder. Men ikke uden anfægtelser. Han har fortalt mig, hvordan han modtog kald fra folkekirken om at være præst i Sønderjylland, fordi han beherskede både tysk og dansk. "Men," fortalte han mig, "jeg rev brevet i stykker og blev i Frikirken, hvordan skulle jeg kunne gå med god samvittighed?" Også en missionssekretær fra Missourisynoden i USA opfordrede ham engang til at lukke frikirken og henvise medlemmerne til folkekirken. Søsterkirken ville da tilbyde P. Michael et bedre præsteembede i USA. Men han blev på sin post og i sit kald.
Når han kom til Langeland på sine prædikenrejser, var det altid en glæde. Når han boede i mit hjem, kom der smør på bordet, og vi spiste blødkogte æg. Men vi skulle deles om vores præst. Om sommeren boede han hos dem, med kakkelovn. Om vinteren fortrinsvis hos dem med centralvarme.
Han underviste efter gudstjenestetid os børn og lærte os bibelhistorie, et salmevers og Lille Katekismus, som han forklarede for os. Og vi fik Blocks fine billeder i et lille hæfte. Han strøg os over håret, mens han gik frem og tilbage foran bænkene. Og vi sang: ”Når han kommer, når han kommer at samle juveler, sine dyrekøbte engang i sin favn. Da som morgenens stjerner vi klart skulle stråle og prise hans navn.” Ved evangeliets ord gjorde han os dyrebare.
Det var en rig tid, selv om der også var tab og frafald. De, som lod sig befæste og grundfæste ved evangeliet, erfarede, hvilket rigdom det er at være med i en kristen menighed, hvor der er evangelium, dåb, skriftemål og nadver, og hvor hyrden kommer trofast søndag med prædiken og opsøger den enkelte og er rede, når den enkelte opsøger ham. Hvis nogen vil kalde det “præstekirke”, spørger vi tilbage, om det ikke er Jesus selv, som udvalgte apostlene. Og var det ikke apostlene, som indsatte ældste i alle menighederne? Selv om præsteskabet af forskellige grunde er kommet i miskredit både i kristne kredse og andre steder, kan og må vi ikke af den grund afskaffe præsteembedet iblandt os. Vi bør desto mere arbejde på, at det kan blive bevaret og fornyet, som Herren vil det. Hertil behøves god uddannelse og forbøn. Jesus siger: “Bed høstens herre om at sende arbejdere ud!” Bed om flere præster!
Til toppen
Fjerde del, 1980-2005
Nye tjenere og trofaste menigheder
I 1980 var Paul Michael blevet 68. Og det var en glæde for ham og menighederne, at Gud sørgede for, at evangeliet kunne forkyndes af yngre præster, som han nu gav til vor kirke. Pastor Michael underviste dem i lov og evangelium og vejledte dem i at prædike, undervise og at være sjælesørgere. Han vist, hvordan bibelhistorie og troslære hører sammen indbyrdes.
Dermed er vi inde i Frikirkens 4. periode fra 1980 til 2005, hvor vor kirke fik tre unge præster, Jensen, Nielsen og Lyrstrand. Foruden universitetsuddannelse havde de gennem supplerende undervisning på MF og DBI og på udenlandske præsteskoler fået grundfæstet tilliden til Guds ord. De blev ordineret og indsat i menighederne i 1980 og 1983. Der blev prædiket, rejst, afholdt lejre og missioneret. Men iveren og visdommen fulgtes ikke altid ad. De var unge og manglede erfaring. Men menighederne var trofaste, og gennem fællesskab med søsterkirker erfarede vor kirke gennem disse år en stor og rig fornyelse fra den lutherske bekendelse.
Den lutherske Bekendelse er - som Grunnet skrev i 1860 - ikke et bånd eller en spændetrøje for den kristne, men som talt ud af Skriften selv, og til trøst og hjælp. Og kigger man nærmere efter i den danske kirkeordning fra 1537 og i biskop Peder Palladus’ visitatsbog fra reformationstiden, og fordyber man sig i den lille og store katekismus og i Den augsburgske Bekendelse og aldrig slipper Skriften under dette studium, da mærker man, hvilken glæde og hvilket klart lys, der her gives os. Når lutherske præster aflægger præsteløfte og lover troskab overfor bibel og bekendelse, tager de ikke en tvangstrøje på. Det er den falske forkynder, som tvinges. Han tvinges bort, hvis han ikke er tro - eller burde tvinges bort - afsættes. Men bekendelsen pålægger ikke Guds børn nogen form for tvang, fordi bekendelsesskriferne er som skrevet ud af den troendes hjerte. Vi føler os jo fuldkommen enige med dem i troen.
Den forsagte kvinde, som fejrer sit 150-års jubilæum, behøver ikke at være forsagt. For hun er elsket af sin Herre. Han har givet sit liv for hende. Han har renset hende i dåben og fornyer hende hver søndag. Han iklæder hende tilgivelse og giver hende gode gerninger at leve ud i praksis. Der er nok at gøre. Der er nød nok i vores tid.
Vi fejrer 150-års jubilæet i begyndelsen af det 21. århundrede i en tid, hvor det netop ikke er moderne at leve af "den tro, som én gang for alle er overgivet" til kirken i Skriften (Judas Brev v3). Mange søger derimod efter fornyelse, som består i forandring i stedet for i fordybelse. Fordybelse i Herrens velsignelse frelste Guds folk i Gamle Testamente. Fordybelse i Guds løfter. Vi behøver fordybelse i opfyldelsen, fordybelse i evangelierne og fordybelse i brevene. Fordybelse i at kende os som syndere overfor Gud. Fordybelse i Guds nåde i Jesus Kristus.
Næste kapitel, som står skrevet i Guds løfter
Her skrives femte kapitel. Men det er ikke os, der skal skrive det. Ikke engang de mange unge, som trofast bærer med og tager over i vore menigheder i disse år. Gud har skrevet kapitlet i sine løfter. Dér skal vi tage imod det nye kapitel. Og det er her, Gud kalder på os, kalder os ind i sin nåde, ind i sit ord. Han kalder os til at være kirke omkring evangeliet og sakramenterne, ligesom han kaldte sine apostle og de første kristne til det - kirken til alle tider, også i det 151. kirkeår for Den Evangelisk-Lutherske Frikirke. Det fremgår af ordet i Efeserbrevet 2,8.10: Af den nåde er I frelst ved tro, det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven. Det skyldes ikke gerninger, så nogen har noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette, for at vi skal vandre i den. Der er nok at gå i gang med i den tid, som kommer.
Lad os sammen fordybe os i det ord, som kan frelse vore sjæle (Jak 1,21), som kan give arven til alle de hellige (ApG 20,32), også til den slægt, som vokser op, og som kan bevare de slægter, som vi er tilsammen, i frelsende tro frem til ende. Herren give os trofasthed overfor kaldet til at udbrede evangeliet til mange både i vore familier, naboskab, byer og på landet, blandt nydanskere, gamle danskere og alle. Må Gud forny os i den vision, som var vor kirkes stifters, da Den Evangelisk-Lutherske Frikirke blev stiftet 4. november 1855.
Så til lykke, du gamle kirke!
Tak til Gud for jer, som han brugte for at gøre menighederne levedygtige og gamle, så livet forsatte generation efter generation. Tak til Herren for de kære kristne, som vi ikke mere husker navnene på, dem, som i november 1855 kaldte N. P. Grunnet og sammen med ham stiftede en evangelisk-luthersk frimenighed i København. Tak, at Gud lod troen give videre til deres børn og til flere udenfor menigheden.
Tak til Gud for de navngivne: for Grunnet, Grunnets hustru og deres Waldemar, for pastor J. M. Michael, i hvem han vakte missionærkaldet, for medlemmer i menighederne i København, Igelsø og Dalmose, på Fyn og Langeland, i Løsning, Haderslev og Århus, for pastor Th. Willkomm, pastor J.Nielsen og brødrene Walther og Paul Michael. Og for kære kristne udenfor vor kirke, som forstod vore medlemmer og menigheder og blev til hjælp og støtte - både i søsterkirker i Europa og oversøisk, men også kære kristne i missionsforeninger og andre sammenhænge. Gud ske tak for trofaste forbedere. Vi er en evangelisk-luthersk kirke, som knæler sammen og modtager Guds tilgivelse og nåde og modtager den tro og trofasthed, som kun kommer ét sted fra: fra Guds nåde.
Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds, vor Faders kærlighed og Helligåndens samfund være og blive med os alle. Amen.
Til toppen
I 1980 var Paul Michael blevet 68. Og det var en glæde for ham og menighederne, at Gud sørgede for, at evangeliet kunne forkyndes af yngre præster, som han nu gav til vor kirke. Pastor Michael underviste dem i lov og evangelium og vejledte dem i at prædike, undervise og at være sjælesørgere. Han vist, hvordan bibelhistorie og troslære hører sammen indbyrdes.
Dermed er vi inde i Frikirkens 4. periode fra 1980 til 2005, hvor vor kirke fik tre unge præster, Jensen, Nielsen og Lyrstrand. Foruden universitetsuddannelse havde de gennem supplerende undervisning på MF og DBI og på udenlandske præsteskoler fået grundfæstet tilliden til Guds ord. De blev ordineret og indsat i menighederne i 1980 og 1983. Der blev prædiket, rejst, afholdt lejre og missioneret. Men iveren og visdommen fulgtes ikke altid ad. De var unge og manglede erfaring. Men menighederne var trofaste, og gennem fællesskab med søsterkirker erfarede vor kirke gennem disse år en stor og rig fornyelse fra den lutherske bekendelse.
Den lutherske Bekendelse er - som Grunnet skrev i 1860 - ikke et bånd eller en spændetrøje for den kristne, men som talt ud af Skriften selv, og til trøst og hjælp. Og kigger man nærmere efter i den danske kirkeordning fra 1537 og i biskop Peder Palladus’ visitatsbog fra reformationstiden, og fordyber man sig i den lille og store katekismus og i Den augsburgske Bekendelse og aldrig slipper Skriften under dette studium, da mærker man, hvilken glæde og hvilket klart lys, der her gives os. Når lutherske præster aflægger præsteløfte og lover troskab overfor bibel og bekendelse, tager de ikke en tvangstrøje på. Det er den falske forkynder, som tvinges. Han tvinges bort, hvis han ikke er tro - eller burde tvinges bort - afsættes. Men bekendelsen pålægger ikke Guds børn nogen form for tvang, fordi bekendelsesskriferne er som skrevet ud af den troendes hjerte. Vi føler os jo fuldkommen enige med dem i troen.
Den forsagte kvinde, som fejrer sit 150-års jubilæum, behøver ikke at være forsagt. For hun er elsket af sin Herre. Han har givet sit liv for hende. Han har renset hende i dåben og fornyer hende hver søndag. Han iklæder hende tilgivelse og giver hende gode gerninger at leve ud i praksis. Der er nok at gøre. Der er nød nok i vores tid.
Vi fejrer 150-års jubilæet i begyndelsen af det 21. århundrede i en tid, hvor det netop ikke er moderne at leve af "den tro, som én gang for alle er overgivet" til kirken i Skriften (Judas Brev v3). Mange søger derimod efter fornyelse, som består i forandring i stedet for i fordybelse. Fordybelse i Herrens velsignelse frelste Guds folk i Gamle Testamente. Fordybelse i Guds løfter. Vi behøver fordybelse i opfyldelsen, fordybelse i evangelierne og fordybelse i brevene. Fordybelse i at kende os som syndere overfor Gud. Fordybelse i Guds nåde i Jesus Kristus.
Næste kapitel, som står skrevet i Guds løfter
Her skrives femte kapitel. Men det er ikke os, der skal skrive det. Ikke engang de mange unge, som trofast bærer med og tager over i vore menigheder i disse år. Gud har skrevet kapitlet i sine løfter. Dér skal vi tage imod det nye kapitel. Og det er her, Gud kalder på os, kalder os ind i sin nåde, ind i sit ord. Han kalder os til at være kirke omkring evangeliet og sakramenterne, ligesom han kaldte sine apostle og de første kristne til det - kirken til alle tider, også i det 151. kirkeår for Den Evangelisk-Lutherske Frikirke. Det fremgår af ordet i Efeserbrevet 2,8.10: Af den nåde er I frelst ved tro, det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven. Det skyldes ikke gerninger, så nogen har noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette, for at vi skal vandre i den. Der er nok at gå i gang med i den tid, som kommer.
Lad os sammen fordybe os i det ord, som kan frelse vore sjæle (Jak 1,21), som kan give arven til alle de hellige (ApG 20,32), også til den slægt, som vokser op, og som kan bevare de slægter, som vi er tilsammen, i frelsende tro frem til ende. Herren give os trofasthed overfor kaldet til at udbrede evangeliet til mange både i vore familier, naboskab, byer og på landet, blandt nydanskere, gamle danskere og alle. Må Gud forny os i den vision, som var vor kirkes stifters, da Den Evangelisk-Lutherske Frikirke blev stiftet 4. november 1855.
Så til lykke, du gamle kirke!
Tak til Gud for jer, som han brugte for at gøre menighederne levedygtige og gamle, så livet forsatte generation efter generation. Tak til Herren for de kære kristne, som vi ikke mere husker navnene på, dem, som i november 1855 kaldte N. P. Grunnet og sammen med ham stiftede en evangelisk-luthersk frimenighed i København. Tak, at Gud lod troen give videre til deres børn og til flere udenfor menigheden.
Tak til Gud for de navngivne: for Grunnet, Grunnets hustru og deres Waldemar, for pastor J. M. Michael, i hvem han vakte missionærkaldet, for medlemmer i menighederne i København, Igelsø og Dalmose, på Fyn og Langeland, i Løsning, Haderslev og Århus, for pastor Th. Willkomm, pastor J.Nielsen og brødrene Walther og Paul Michael. Og for kære kristne udenfor vor kirke, som forstod vore medlemmer og menigheder og blev til hjælp og støtte - både i søsterkirker i Europa og oversøisk, men også kære kristne i missionsforeninger og andre sammenhænge. Gud ske tak for trofaste forbedere. Vi er en evangelisk-luthersk kirke, som knæler sammen og modtager Guds tilgivelse og nåde og modtager den tro og trofasthed, som kun kommer ét sted fra: fra Guds nåde.
Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds, vor Faders kærlighed og Helligåndens samfund være og blive med os alle. Amen.
Til toppen