Ung og Hellig

Oplæg på temadag for kirkens unge ved sommerlejren på Hedemølle Efterskole juli 2001. Pastor Jais H. Tinglund (kontakt)

Ung og hellig - en modsætning?

Ung og hellig. Vi kan næsten høre spændingen, når de to ord står så tæt sammen. Ung og hellig. Det er, som om de ikke rigtig passer sammen; som om der allerede fra begyndelsen er en spænding imellem dem; måske endda en modsætning?

Det er heller ikke helt forkert. Ikke fordi det bør være sådan. Men sådan er det; og måske er det især sådan for jer, der er unge i dag. Selvfølgelig er meget af det, I står i, på mange måder magen til det, jeres forældre i sin tid har oplevet. Og der har altid været noget, man kunne kalde en generationskløft. Men det er nu altså også sådan, at både den teknologiske og den kulturelle udvikling igennem det sidste halve århundrede er gået meget hurtigere, end historien før har oplevet det. Og det betyder, at det samfund, I er vokset op i, og den kultur, I er vokset op til, de adskiller sig langt mere fra den kultur, jeres forældre kendte, end deres kultur adskilte sig fra jeres bedsteforældres. Sådan er det.

En svær kulturel hånd

Og, for at bruge et kortspil-udtryk, historien har tildelt jer unge lutherske kristne en særdeles vanskelig hånd at spille. Jo, for det samfund, I er vokset op i, og den kultur, I er vokset op til, er særlig kendetegnet ved nogle træk, som gør det vanskeligt at være ung og hellig.

Og vi bliver præget af den kultur, som omgiver os. Det er ikke noget, vi vælger. Kun i yderst begrænset omfang kan vi holde os fri af den; og det kun med en besværlig og bevidst indsats.

Kulturens kraft

For kultur er andet og mere end det, vi gør, og det, vi mener, og det, vi vil. Den går langt dybere. Kulturen er noget i retning af et styringssystem for den måde, vi tænker og føler og reagerer på. Den er ikke alene det sprog, vi taler, men den er simpelt hen det sprog, som vor bevidsthed og vor underbevisthed opfatter med og tænker videre med.

Når vi finder frem til, hvad vi vil betragte som godt og rigtigt, er vi styret af den kultur, omgivelserne har lagt ind i os. Men selv om vi måske vælger at mene og tænke på en helt anderledes måde, end vi er opdraget til, så er det stadig den opdragelse og den kultur, vi fik, der bestemmer, hvordan vi helt konkret bekæmper netop den opdragelse og netop den kultur.

Vanskelige kulturelle træk

Og som sagt; den kultur, I er vokset op med, den er på mange måder præget af træk, som gør det vanskeligt at være ung og hellig på én gang. På mange måder er det træk, der altid har hørt ungdommen til. Men særlig i vor tid er kulturen med til at fremme disse træk, og at fastholde jer i dem.

Individualistisk

Et træk ved kulturen af i dag, og særlig ungdomskulturen, er den radikale individualisme. Man kan også kalde det selvoptagethed. Det postmoderne menneske - det kalder man mennesket af i dag - er i alle måder centreret om sig selv og sine egne følelser og oplevelser. Det har vanskeligt ved at forholde sig til problemstillinger, der ikke direkte og umiddelbart angår det selv. Hvordan påvirker det mig? er det spørgsmål, postmodernisten hele tiden stiller sig selv. Han forholder sig ikke principielt til noget. Det vil sige, han træffer ikke en afgørelse alene ud fra, hvad der er godt og rigtigt.

Oplevelsesorienteret

I forlængelse heraf følger et andet træk ved postmodernismens menneske; nemlig dette, at det er uhyre oplevelsesorienteret. Det, postmodernisten er optaget af, er hvad jeg oplever her og nu. Fremtiden er langt borte, og måske bliver den ikke til noget. Derfor spiller den ikke den store rolle.

Ud fra denne tankegang, eller rettere denne kulturelle prægning, betænker postmodernisten sig ikke videre ved sætte sin fremtid på spil. Fremtidens problemer eksisterer ikke for ham, før han oplever dem som nærværende.

Overfladisk

Postmodernisten er præget af overfladiskhed. Han søger hurtig underholdning. Han bruger ikke tid og ressourcer på at sætte sig grundigt ind i sagsforhold og sammenhæng for at kunne øse og nyde af deres dybder. Eminent udtrykt i tegneserien Steen og Stoffer: Hvis noget er så indviklet, at det ikke kan forklares til bunds på få sekunder, er det ikke værd at beskæftige sig med.

I det hele taget ...

Kort sagt: postmodernisten har svært ved at tage noget som helst alvorligt. Det har han aldrig lært. Han vil gerne engagere sig, men ikke alt for dybt. Og kun så længe det giver ham en tilfredsstillende oplevelse. Begreber som ansvar og forpligtelser fremmede for ham. Når tingene bliver besværlige, krævende, kedelige eller på anden måde utilfredsstillende, taber postmodernisten interessen og kaster sig over noget andet.

Dette er nogle træk ved den kultur, vi står i i dag. Og vi står netop i den og ikke blot over for den. Vi er mærket af den.

En forstærkende tendens

Meget af det er selvfølgelig noget, der hører ungdommen til, og som altid har gjort det. Men i dag er det altså dels stærkere elementer i kulturen. Og dels står vi dag også i en kultur, hvor ungdomskulturen er sat i højsædet på en helt anderledes måde, end det tidligere har været almindeligt. Eller sagt på en anden måde: det er i dag ikke et mål i sig selv at modnes og blive voksen. Kulturen opmuntrer os til at holde fast på vor ungdom med alt hvad den indebærer af oprør og uansvarlighed.

Desuden: at være ung i det hele taget

Derfor er det vanskeligt for unge kristne at finde deres sted at stå på. Som alle andre unge er de fyldt af energi og nysgerrighed over for verden, for den sags skyld måske også af seksuel energi og seksuel nysgerrighed, som de ikke rigtig kan stille noget op med. Og samtidig omgives de af en kultur, som lokker og presser dem mere højlydt og voldsomt ene nogen sinde før i andre retninger. Og kulturen er som sagt ikke blot noget, der findes uden for os. Den er i os selv. Den er os selv. Den sætter sit mærke på os. Uden at vi selv er klar over, at den gør det, eller hvordan, styrer den den måde, vi tænker og føler og reagerer og er på. Vi kan ikke sætte os ud over den.

En udfordring

Og det tror jeg på sin vis, de fleste kristne oplever som et problem. Jeg tror, at de fleste kristne, som er yngre end jeg, og de som kun er lidt ældre, at de savner evnen til at tage ting alvorligt, til at vide sig bundet og forpligtet af det, som er godt og rigtigt, til at kunne sætte sig ind i ting og søge sammenhæng i tingene. Men vi har ikke lært det. Kulturen har lært os at gøre det modsatte. Verden er blevet umulig for os at overskue. Og kulturen har lært os, at når vi nu alligevel ikke kan overskue og magte alle ting, så kan vi lige så godt lade være med at forsøge. Og det sidder i os som en indre blokering, også når vi ellers gerne ville leve efter Guds vilje som Hans udvalgte og hellige og elskede.

Og så er der jo de ting, der ganske enkelt hører til det at være ung; nysgerrigheden, behovet for at finde eller opbygge sin egen identitet og løsrive sig fra sine forældre og finde sin egen vej i verden frem for blot at leve med, hvad man har fået givet ...

At være hellig

Hermed har vi antydet lidt af, hvad det vil sige at være ung. Hvad vil det så sige at være hellig?

At blive kaldt hellig

I al korthed: at være hellig er grundlæggende det samme som at være retfærdig for Gud; og man bliver det på samme måde.

At være hellig er med andre ord at være blevet kaldt hellig af Gud, og at være blevet kaldet til at være det. Den kristne er helliget ved Sandheden. Han tilhører Gud, fordi Gud har gjort krav på ham og selv ved sit nådens Evangelium har gjort ham værdig og rede til at leve for Guds ansigt og tilhøre Ham. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer! siger vor Herre Jesus. Og det er sådan set det ...

Kaldet til et helligt liv

Men der er så også et kald til at leve et helligt liv. Når Gud ved Evangeliet kalder os hellige, kalder Han os også til at leve som hellige. Det vil sige, Han kalder os til at leve, som om det er virkeligt, at vi tilhører Ham. Og det er jo rimeligt nok, for det er det jo også.

Hvad er det?

Og hvad er det så, vi skal? Hvad er det, vi er kaldet til. For at finde et svar vil vi slå ned i Efeserbrevets femte kapitel.

Ef 5:1-2

I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.

En liflig duft for Gud

At ligne Gud og at vandre i kærligheden, i selvopofrelse og omsorg for andre, ligesom Guds Søn elskede os og gav sig selv hen for os. Det er en grundlæggende tone i al tale om et helligt liv. Og så kan vi lægge mærke til bemærkningen om, at Guds Søns kærlighed til os var et offer og en liflig luft for Gud. Det siger os noget om, at det skal vort liv også være; et lifligt offer for Gud. Altså et liv, som Gud kan glæde sig over og følge medi med glæde. Og det giver os det spørgsmål, vi altid kan stille, når vi vil finde frem til, om noget er godt og rigtigt. Det spørgsmål er: Er det noget, Gud vil glæde sig over at se os i?

Ef 5:3-14

Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk - det er det samme som en afgudsdyrker - har lod og del i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem! For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; lad kun det gælde, som behager Herren, og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset. For alt, hvad der kommer for dagen, er lys. Derfor hedder det: Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig.

Et anderledes liv

Vi kaldes til at leve anderledes end verden gør. Og det er altså ikke gjort med, at vi ikke går i seng med hinanden uden at være gift med hinanden. Det begynder længe før. Det begynder i, hvad vi fylder os med, hvad vi taler om, når vi er sammen, eller hvad man taler om, dér hvor man færdes. Og her kaldes vi altså til at være hævet over al sjofel og rådden snak, og for dens sags skyld også over tom pjank og pjat, som altsammen er med til at gøre os hårde og kolde og døve for Guds Ord og Guds virkelighed. Det er et kald, som skiller os ud fra verden - og at hellige noget betyder egentlig at udskille det og reservere det til anvendelse for Gud- og som skiller os fra andre mennesker og fra andre unge. Gør derfor ikke fælles sag med dem! Er vi ikke anderledes, kan vi jo ikke være noget vidnesbyrd iblandt dem om en anden og større virkelighed.

Navnlig bør de kristnes fællesskab ikke komme til at ligne verden. Det skal være anderledes ved at være optaget af andet end rådden snak, havesyge og tom pjank og pjat.

Ef 5:15-20

Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Vær derfor ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje. Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.

Liv i Evangeliet

De kristnes fællesskab skal være præget af Evangeliet. Det betyder ikke, at vi ikke må tale om andre ting. Det betyder heller ikke, at vi skal bruge flere minutter på at tale om det åndelige end på andre ting; og helst kontrollere med stopur. Men dét, at vi kender Guds kærlighed, det skal præge os i det, vi er sammen om, og i den måde, vi er sammen på. Vi ser altså tydeligt nok, at der er en reel spænding, og vel også en ret så direkte modsætning imellem det kald, apostlen rækker jer, og så hvad verden kalder og lokker jer til.

En alternativ levemåde

Det hellige liv, hvor fortegnet altid er sat af spørgsmålet om, hvorvidt det, vi gør, er noget, Gud vil kunne glæde sig over at se os i - det er svært at forene med den kultur, som hele tiden præger os med sin overfladiskhed, sin selvoptagethed og sin forlystelsessyge, havesyge og sjofle liderlighed.

Måske bliver det netop derfor et særligt kald i vor tid at opbygge et anderledes ungdomsmiljø og at leve i en anderledes kultur, som kan være et vidnesbyrd for verden ...

Men kan det lade sig gøre - i dag?

Men vi er jo uvægerlig præget af den kultur, vi er vokset op i. Mindst lige så meget, som vi er præget af de forældre, vi voksede op med, på godt og ondt. Og I er jo altså også unge mennesker. Og den måde, Skriften kalder os til at leve på, den stemmer ikke særlig godt med, hvordan det er naturligt for unge mennesker at ville leve. Eller ældre mennesker, for den sags skyld. Kan det da overhovedet lade sig gøre? Hvordan skal det lykkes?

Rom 12

Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag - det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager Ham, det fuldkomne.

At vokse til at kunne skønne

Vi møder igen formaningen til ikke at ligedanne os med denne verden. Vi finder igen tanken om, at vort liv skal være et lifligt offer for Gud, altså noget, Gud kan glæde sig over. Og så møder vi her et ord om, hvordan det kan lade sig gøre, nemlig ved at sindet fornyes til at kunne skønne, hvad der er Guds vilje. Med andre ord: at blive stadig mere fortrolig med spørgsmålet om, hvad der glæder Gud og er Ham til behag.

En sindets helligelse

Det er en sindets fornyelse, det drejer sig om. Eller med et måske endnu bedre udtryk, en sindets helligelse. At vokse sammen med Gud og blive stadig mere præget af Ham. Og det sker altsammen ved Evangeliet. Det handler altså igen om stadig at blive helliget ved Sandheden. At leve i det nådens Ord, hvorved Gud selv bor hos os med sin herlighed og fylder os med sin herlighed og præger os med sin hellighed. Det sker altsammen, når vor hellige Fader helliger os ved Sandheden- som altså er Evangeliet.

Jo mere, vi er fyldt af det, des mere helligt lever vi.

Noget, Gud gør

Det er noget, Gud må gøre i os. Ligesom Han selv må gøre det, at vi kommer til troen. Men der er også i denne sammenhæng noget, vi selv må gøre, et valg, vi selv må træffe; hvilket vi kun kan gøre, fordi Gud driver os til det. Vi har ikke tid til at udrede det dogmatisk. Men der er altså nogle barrierer, vi må overvinde i os selv, for at det skal lykkes. Nogle barrierer ligger i den kultur, vi er kommet til at vokse op til; nogle hører ungdommen til; og nogle hører vor syndige natur til.

Hvad vi skal

For det at blive helliget ved Sandheden, det kræver, at vi vælger helligheden. Det kræver, at vi tager Evangeliet alvorligt. At vi sætter Evangeliet højere end oplevelse og underholdning. Og at vi sætter os under det.

Intet kompromis med postmodernismens kultur

Igen, vi kan allerede høre, at her er en direkte modsætning til de træk, som præger den moderne kultur. Og der er tale om en modsætning så stor, at det ikke giver mening at tale om noget kompromis; sådan som kristendommen ellers oftest i sin historie har kunnet leve i en fredsommelig dialog med kulturen. Der kan ikke skabes en postmoderne kristendom, som ikke også vil være mindre og ringere kristendom. Fordi postmodernismens vigtigste træk er ligegyldigheden ved sandheden. Mens kristentro og kristenliv netop er at blive helliget ved Sandheden og give sig ind under Sandheden og tage Sandheden alvorligt, alene af den grund, at den er Sandheden.

At leve i sandheden

Det er afgørende for os, at vi holder os til Sandheden og lever i Sandheden for at kunne helliges ved Sandheden. Og det er noget, som er vigtigt for os som kirke - og for os som præster. Det er så vigtigt for os netop at holde os til Sandheden; at holde jer til Evangeliet. Og her mener jeg faktisk, og er nødt til at sige til jer, at vi i kirken har noget særligt at give jer, som I ikke finder andre steder - ikke i Danmark.

Her hos os

Det hænger sammen med, at vi på en måde, som mig bekendt ikke findes mange andre steder her i landet, gør alvor af at tage Sandheden alvorligt, at holde os til den og at afvise ethvert forsøg på kompromis med postmodernismen.

Derfor kan det, I møder i kirken hos os måske nok synes mere tørt og kedeligt og mindre underholdende end det, I måske møder andre steder. Vi er jo heller ikke så mange, og det er jo også kedeligt. Men der er to ting, jeg gerne vil bede jer om i denne sammenhæng.

For jeres skyld

For det første vil jeg gerne, om I vil forstå, at det, det drejer sig om for os præster, det er netop at holde os til Sandheden og at holde jer til Evangeliet, for at I må helliges ved Sandheden. For det er dér, vejen til fornyelse går. Ikke gennem det, man kalder engagerende mødeformer, som ganske vist er mere underholdende og tilfredsstillende, men fattigere på bibelsk og evangelisk alvor. Når vi gør tingene anderledes, end man gør andre steder, så er det altså ikke kun af den grund, at vi selv er nogle kedsommelige træhoveder. Det er også fordi det er det rigtige.

Hav tålmodighed

Det andet, jeg vil bede jer om, det er: hav tålmodighed med os. Det går gerne sådan, når man er ung, at de gamle bliver mindre åndssvage med tiden. Det tror jeg også, at I vil opdage i forhold til os. Jeg tror, at hvis I holder ud med os, så vil I også en dag kunne se, at vi gør det rigtige i den måde, vi er kirke på. At vi gør det rigtige, for at I kan blive helliget ved Sandheden, nemlig ved at blive ved og ved at holde jer til det Guds Ord, som er Guds levende, fornyende og helligende Sandhed.