”Frelsesplanen”
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn! Amen.Sidste år løftede vi øjnene til bjergene og spurgte: Hvad er egentlig vores opgave i Danmark? - Har vi overhovedet nogen? Og til hvilket formål? Og hvordan ved vi det? Vi løftede vore øjne til bjergene og fik svar fra himlens og jordens Skaber, som er vor skygge ved vor højre side – og som bevarer vores udgang og indgang fra nu af og til evig tid.
Opgaven er at være der, hvor vi er sat af Gud: Gå i kirke, prædike ordet, synge salmerne og bede til Gud, så vi også kan leve vores liv i verden som kristne mennesker, der bæres af Gud. Leve – bevaret af HERREN. Formålet med er at lære Skaberen at kende som vores Fader ved Jesus Kristus. Og troens formål er at vi skal leve med Herren både her i tiden og i evigheden og forkynde det i verden – missionere. Og vi ved det så sikkert, fordi Gud siger det til os evangeliet. Vi ved det, fordi han døbte os og lovede at sørge for os hver eneste dag hele livet og i døden og efter døden. Vi ved det, fordi han giver os Jesu legeme og blod til syndernes forladelse. Det er vores vished. Vi sang og hørte salme 121 mange gange. Også på sommerlejren. Hos den almægtige i medgang og modgang.
I år er temaet ”frelsesplanen”. Apostelen Paulus skriver herom: Jeg fik den nåde at forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne og at oplyse alle om, hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som fra evighed af lå skjult i Gud, alle tings skaber, så at Guds visdom i al sin mangfoldighed nu gennem kirken kan blive gjort kendt (Ef 3,8-13).Budskabet om denne frelsesplan står i kontrast til meget af det, der sker i verden og ser meningsløst og vanskeligt ud – også i en kristens liv.
På børnehjemmet ISST i Moreira i Brasilien, som vi har kendt siden 1995, da Solveig og Søren Bech tjente der som volontører, lever piger og drenge, som i deres første barndomsår blev knækket af vold, misbrug og sult; mange vidste ikke engang hvad det vil sige at være et barn. Det var en gave at få lov at besøge børnehjemmet i april måned sammen med vore to volontører, Ester Strand og Thea Jensen. Hjemmets forstander, pastor Tealmo, sendte et brev med mig hjem, hvor han fortalte: ”På vores hjem modtager vi hver dag Gud som en uudtømmelig flod, der fylder børnenes hjerter og liv med sin kærlighed. Han giver dem sikkerhed og håb, og efterhånden forstår de, at de ikke er her på hjemmet på grund af et lykketræf. Gud ønskede at redde dem, så de nu kan gå ad den sti, han har valgt til dem.”
Den frelsesplan, Gud har lagt for os mennesker, åbenbares i Evangeliet. I Gamle Testamente forberedes den efter syndefaldet gennem syndfloden og Noas ark, i Abraham, Isak og Jakob, Josef, Moses, Samson, Samuel og David. Gennem Salmernes Bog og Job, og profeterne Esajas, Jeremias, Jonas. I Nye Testamente fuldendes den med Jesu fødsel, liv, lidelse, død, opstandelse og himmelfart. Vores tid beskrives i Apostlenes Gerninger og brevene. Vi lever før Herrens genkomst, i missionens tid, hvor Jesus vil være med os alle dage.
Det er vores opgave at gøre denne frelsesplan kendt. Gud siger jo, at den skal gøres kendt. Når han oplyser os om sin frelsesplan, bærer det frugt, så den bliver gjort kendt gennem kirken, dvs. gennem menigheden, gennem os som tror.
Det erfarede jeg stærkt i Brasilien på børnehjemmet morgen og aften. Og det er også, hvad Gud gør når vi samles søndage og hverdage til gudstjeneste, bibeltimer, bibelkredse og andagt.
Det er befriende, at vi ikke skal udtænke frelsesplanen på et årsmøde eller i menighedernes udvalg og arbejdsgrupper. Vi skal heller ikke selv udføre den. Gud har lagt planen og endda også udført den i Jesus Kristus.
Hvor har troen det godt, når vi lærer hans frelsesplan at kende! Da tager Gud fat om os, både om vores fortid, nutid, fremtid og evighed. Vi er hans. Vi er i hans plan.
Vi er tilbøjelige til at tænke, at der ikke er noget stort i vore menigheder. De er små. Og det er begrænset, hvad vi kan udrette. Og meget af det vi har gjort hver især ville ødelægge os og vore omgivelser, hvis ikke Herren holdt os oppe med sin tilgivelse og nåde.
Men der er én ting, som er stor i vore menigheder: frelsesplanen. Guds frelsesplan. Den er stor. Og i Efeserbrevet bliver der sunget om den: Men ham, som over al måde formår med sin kraft, der virker i os – at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus gennem alle slægterne i evighedernes evighed. Amen.
Det er stort, at Gud vil gøre langt ud over, hvad vi beder om eller forstår. Det er en stor, stor gave, at Gud bevarer troen på Jesus Kristus og hans ord midt i en kultur, hvor sandheden er relativ, hvor troen på dogmer og åbenbaring flytter fra Bibelen ind i menneskers oplevelser, så det mere tæller, hvad de føler, end hvad Gud har gjort i Kristus.
Det er den sande kristendoms væsen: Den bygger på Guds planer og Guds åbenbaring i Bibelen og i Kristus Jesus, som bibelen forkynder om. Da Guds folk blev bortført til fangenskab og havde det meget svært, sagde Gud ved sin profet Jeremias: ”Jeg ved hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” (Jer 29).
På sommerlejren i juli skal vi høre om Daniel i Babylon, hvordan Gud bevarede dem. Og der vil blive fortalt om volontørtjeneste i Bangladesh og på børnehjemmet i Moreira. Det er stort, at Gud gennemfører sin plan og frelser børn og voksne og ældre mennesker.
Det er også en stor, stor glæde, at vi får lov at arbejde og tjene Gud og andre mennesker, når vi er med i hans frelsesplan. Ved at give os troen har Gud gjort os til sin kirke. Og han vil gennem sin kirke gøre sin frelsesplan kendt i verden.
Gud brugte Daniel og hans venner til at vidne om Gud som Skaber og frelser. Og midt i svaghed og under forfølgelse blev de hans vidner. Gud bruger også medarbejdere på børnehjemmet i Moreira. Gud bruger os i vore menigheder dér, hvor vi er sat i hverdagen.
Det er stort at se, hvordan trofast tjeneste i det små er med til at åbne døren for evangeliet. Langsomt men sikkert baner evangeliet sig vej ind i hjerterne og slår rod. De unge lærer troen at kende. Bliver glade for at læse i bibelen. De lærer den ene salme efter den anden. De spiller fodbold, arbejder i markerne, spiller musik – går i kirke – og de mærker, at de på børnehjemmet er hjemme hos Gud, og at Jesus Kristus er midt iblandt dem – båret af medarbejdere, som bliver ved og ved. Der er den store plan, Gud har lagt, og som giver os tryghed.
Indenfor hans frelsesplan kan vi i kærlighed lægge små planer. De kan lykkes eller mislykkes. De kan ændres eller vedblive. Vi er dog stadig i den store plan – i frelsesplanen – ved Guds nåde og tilgivelse.
Der er blevet lagt planer for ungdomsmøder, menighedsdag, bede-samvær, sangaftener, bibelkredse. Der er blevet planlagt gudstjenester med læseprædiken. Organister har planlagt og øvet på salmerne. Der er blevet sunget i kor. Der er lagt planer for konfirmander – og konfirmanden har planlagt, hvornår hun skulle øve og læse. Der blev lavet program, udsendt program. Der blev bedt for arbejdet. Der blev arbejdet med tunge problemer vedr. kirkens liv, hvordan man skulle komme godt videre i København og på Langeland, i Løsning og i Århus.
Der blev planlagt hvordan man skal give penge til kirken. Der blev opsat gudstjenesteliste ved kirkerne og skrevet indbydelser.
Der er planlagt, hvordan haven kunne give fine blomster til kirkens alter, og der er planlagt en blomster-rute, hvor man kunne finde tegn på glæde og liv fra Gud til kirkens gudstjeneste.
Der var planer for gudstjenester. Kordegne planlagde at komme. Kirkens vært gjorde rent. Kirketjeneren pudsede sølvtøjet. Der blev udført reparationer. Men kun, fordi det blev planlagt. Nogle planlagde indkøb af kaffe, de bagte, anrettede frugt, lagde servietter på bordene. Der var planer for rengøring, for at følges ad til kirke. Og der blev planlagt møder i hjemmene – og at komme til disse møder og samvær. Og hver især lagde vi planer for andagt og bøn. Hvilken bog skal vi læse? Hvornår skal vi gøre det.
Der var også uorden. Planer, som ikke blev til noget. Ting, som gik i stykker. Kærlighed, som gik i vasken, tjeneste, som ikke blev udført i trofasthed, men som blev glemt. Der gik meget til spilde – og det kan vi hver især fortælle Gud om. Når vi blev borte fra kirke, undlod bønnen, brugte tiden på selvisk planløshed.
Men samtidig fortalte Herren os om sin frelsesplan, som er det største i vores liv og i vore menigheder.
Vi samles i denne plan og om denne plan på dette årsmøde. Der er en plan for den menighed, vi er med i – Gud har lagt den. Må han åbenbare den for os, vise os den, binde os fast til den i tro, og hjælpe os til at tjene ham med glæde. Det sker, mens vi synger: Men ham, som over al måde formår, med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus, gennem alle slægterne i evighedernes evighed. Amen. (Ef 3,20-21).
Leif G. Jensen