En hellig kirke - i et nyt årtusinde

TEMA: En hellig kirke i et nyt årtusind ... for Herren jeres Gud er Gud både oppe i himlen og nede på jorden (Jos 2,11).

DET "HELLIGE" OG VORES TID

(Illustration fra "Via Sacra", Sao Paulo, Lisboa, Portugal 1995. Opr. titel: "Carrying the Cross", St. Paul Publications, Slough, U.K. Kunstner: Imogen Stuart.)

Der er tider og steder som særlige tider og enestående steder. Undertiden taler vi også om, at noget er "helligt". Når en begivenhed vedrører os personligt og omfatter livet i sin helhed, og når vi fornemmer, at den griber ind i tid og evighed, da tyer vi til sådanne ord. Det er "helligt"! "Helligt", det betyder, at ingen skal forstyrre. Vi lader os ikke forstyrre nu. Vi er samlet her, fordi dette netop nu er vigtigere end noget andet. Vi mærker, at det er det vigtigste og bedste for os at gøre, selv om det måske er vanskeligt - hvad det ofte er. Det kan være, at vi er til begravelse, som mange af jer var en dag i april og tog afsked med farmor, mormor og et medlem, som har betydet så meget på tværs af hele vor kirke, Johanne Strand.

Ved en begravelse fornemmer vi bedre end ellers, hvad der ligger i ordet "hellig". Det er ikke os, der gør dagen og situationen hellig. Det er den i sig selv. Vores kære er jo netop død. Vi tager afsked og lægger legemet i graven og venter på opstandelsens dag. Graven er et helligt sted, og begravelsen er en hellig begivenhed.

Dengang Lazarus - i Jesu fortælling om den rige mand og Lazarus - døde, blev han af englene båret hjem til Gud. Det var en hellig handling, enestående for Lazarus.

Dog er der ikke meget af det traditionelt "hellige", som er helligt for danskere i vor tid. Helligdage bliver "fridage". Hellige steder bliver kulturelle mindesmærker, som fortæller om, hvordan man engang udførte rituelle handlinger og anså noget for at være helligt. Men det hellige i den betydning er for mange fortid. I stedet har man skabt sig nye hellige ting, hellige tider og hellige personer, nemlig alt det, man frem for alt ikke vil af med eller ikke mener, man kan leve foruden. Man kalder det måske ikke helligt, man siger i stedet, at man hæger om det. Man hæger om sin egen person og sin familie og fridagene, hvor man kan være sammen. Og den årlige vinter- eller sommeferie skal ingen forstyrre os i. Man værner også om sin løn, sine forbrugsgoder, om velfærdssamfundet, menneskerettighederne og forurenings- og støjfri zoner.

Og da tænker man og siger: "Hvorfor kan kristendommen ikke nøjes med at være prikken over i-et, det lille krydderi, der giver livet i al dets mangfoldighed og rigdom dets specielle duft, den ideologi, som giver livet mening og sammenhæng?" Men Kristus svarer "Nej!" Og det gør han af to grunde:

For det første fordi det absolut hellige findes. Det findes i den orden, Gud har givet sit skaberværk. Og det er først og fremmest ham selv, skaberen, den evige, almægtige og barmhjertige Gud. Han er den Hellige. Han har åbenbaret sig for os, og han vil have fællesskab med os.

For det andet fordi vi er vanhellige, syndere. Intet i os er i sig selv helligt. Intet i os varer og holder, så det kan betegnes som "helligt".

I bogen "Hellighed" af Agne Norlander, svares der: Intet i denne verden er så rent og godt, at det ikke behøver at blive omvendt. Om noget gælder dette mennesket. Der er intet i vor personligheds centrum, hjertet, som Gud kan bygge på. Billedligt talt er vort hjerte så nedslidt, at en operation ikke kan komme på tale. Kun en hjertetransplantation kan hjælpe. Dette radikale indgreb kalder Jesus at miste livet, at blive omvendt, at blive født på ny. Paulus bruger udtryk som at blive erklæret retfærdig, at dø og opstå med Kristus fra de døde. .... Vi ønsker både det gamle livs goder og det nye liv. Men vi stilles overfor et enten eller. Ingen kristendom uden Getsemane og Golgata - uden forsagelse og omvendelse og tro.

I denne tid og i denne verden er der stor fare for, at vi kommer bort fra den Hellige og fra de hellige midler, som han bruger for at gøre os hellige. Og der er stor fare for, at vi i stedet skaber noget helligt efter, hvad vi synes, vi har lyst til og behov for. Det er en udfordring og et kald til at være hellig kirke, dvs. leve som Guds mennesker i syndefaldets tid, hvor mennesket er sin egen. På den baggrund vil vi i det kommende år se ind i, hvad det er at være hellig kirke.

1) Det er at være hos den Hellige: Fader vor: " ... helliget blive dit navn".

2) Det er at samles om de hellige midler, Gud har givet os: 3 nådemidler: Det hellige evangelium, den hellige dåb og den hellige nadver. "Hellige fader, hellige os ved din sandhed- dit ord er sandhed - lad det lyse for os."

3) Det er at samles på helligdage, på hellige steder: 3. bud: "Hold hviledagen hellig!"

4) Det er at være sammen med hellige mennesker. 3. artikel: Vi tror på Helligånden, en hellig almindelig kirke.

1) ... AT VÆRE HELLIG KIRKE ER AT VÆRE HOS DEN HELLIGE

Vi beder som det første hver eneste dag: "Helliget blive dit navn!" Vores liv som kristne står og falder med, at Gud lader sit navn blive helligt hos os, så vi kan leve i troen på og være hos den Hellige.

På Gamle Testamentes tid: Guds folk, Israel, drog ind i det forjættede land vejledt af den Hellige. Det skete ved, at pagtens ark drog foran folket. Herren var nær og hos dem i sin ark. Med den i spidsen gik de gennem Jordanfloden (Jos 3). Den standsede, og vandet gjorde holdt. Naturen måtte bøje sig for den Hellige. Og folket kunne drage igennem. Arken blev ikke båret af soldater, men af præster. Præsterne havde ikke ydre magt og kraft, men de forkyndte og lærte folket ud fra Guds åbenbaring ved Moses; de bragte ofrene til Gud for folkets synder; og de gik i forbøn for folket hos den Hellige. - Menneskeligt set var det tåbeligt og dumt, at en uhåndterlig og tung kasse med de 10 bud skulle være i spidsen. Og det var lige så underligt, at præster skulle være de første til at møde det ukendte land og de fremmede indbyggere. Præsterne var jo ellers bedst til at blæse i trompeter og synge salmer og prædike. Men sådan havde Gud forordnet det. Og sådan indtog Guds folk Jeriko og det forjættede land. Gud viste på den måde, at han ville være hos folket og bo hos sit folk.

På Nye Testamentes tid - og i vor tid: Sådan er Guds folk stadig henvist til Gud, at han er hos os. Han drager selv foran os. Da Jesus gav sin kirke missionsbefalingen, sagde han: "Og se, jeg er med jer alle dage!" (Matt 28,20). Han er den Hellige. Disciplene erfarede i mødet med ham, at de var vanhellige syndere. Ikke sådan, at de følte det stærkt hver dag. Men der var tider, hvor de erfarede det F.eks. da Peter på Jesu ord fangede en mængde fisk og udbrød: "Jeg er en syndig mand!" (Luk 5,8-9).

Vi får også lov at erfare det ved fødsel, bryllup og begravelse. Vi erfarer det måske især, når vi mærker, at vi er ubestandige, og at livet kan ende, hvad øjeblik det skal være. Vi erfarer det, når vi mærker skyld og død og ikke ser nogen redning hos os selv eller hos andre mennesker. Da ønsker vi, at Gud må være vores Gud, og at hans navn må blive helligt hos os. "Helliget blive dit navn!" Den lille Katekismus svarer på spørgsmålet, hvorledes Guds navn helliges hos os: "Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himmelen! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader!"

Lad os bede bønnen "Helliget blive dit navn!", idet vi lever for og sættet alt ind på, at Guds ord læres klart og rent, og at vi som Guds børn lever efter Guds ord!

2) ... AT VÆRE HELLIG KIRKE ER AT SAMLES OM DE HELLIGE MIDLER, GUD HAR GIVET OS

De hellige midler er Den hellige Skrift, den hellige dåb, den hellige nadver.

Den hellige Skrift: Det land, Josva og folket drog ind i, havde også religion, moral, regler og ritualer, ligesom vores tid har det. De midler, Gud gav sit folk dengang - og som han giver os - udfordres af de religiøse virkemidler og af den moral, som findes i vores tid. Men Gud sagde til Josva: "Vær modig og stærk, for du skal give dette folk det land i eje, jeg lovede deres fædre at give dem. Ja, vær modig og stærk! Følg omhyggeligt loven, som min tjener Moses har pålagt dig" (Jos 1,6-7). Ordet fra Gud er givet os i Den hellige Skrift. For os gælder det, som det gjaldt for Josva og folket dengang: "Du kender de hellige skrifter, som kan give dig visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus." Og Skriften er nyttig til at guds-mennesket vokser i tro og gode gerninger (2 Tim 3,15-17).

Nyttig ... Men nogle gange synes vi, at gudstjeneste og andagt ikke er til nogen nytte. Måske fordi vi oplever for lidt, eller fordi det ikke siger os noget. ...

Det er vigtigt, at man tager disse tanker og holdninger alvorligt, både når de dukker op hos os selv og hos andre. Menighed og præst skal sammen være meget opmærksomme på, at kritik af prædiken og gudstjeneste kan være udtryk en ægte kristen søgen, nemlig hvis kritikken skyldes, at gudstjeneste og prædiken er blevet udvandet og tømt for bibelsk indhold. For da møder mennesker ikke Gud og hører ikke hans åbenbaring, men møder kun en uvedkommende præst og andre uvedkommende kirkegæster.

Men sådanne tanker og holdninger kan på den anden side også være udtryk for en kødelig og selvisk søgen hos den enkelte, en søgen, som stammer fra tendenserne i vores tid: ønsket om nye indslag, som gør livet lidt mere "fedt" at leve, ønsket om at bruge kristendommen som et ekstra "krydderi", som præsten eller vi selv drysser hen over det liv, som vi i øvrigt selv helt og holdent ønsker at bestemme over, uden at Jesus Kristus er vores Herre.

Da har vi brug for at høre kordegnen bede for - og at bede med op ordene: "Herre, jeg er kommet ind i dette dit hellige hus ...." Vi har brug for, at det bliver sagt til os: "Herren være med jer!" Og præsten behøver, at der bliver svaret tilbage: "Og med din ånd!" Det styrker i visheden om, at gudstjenesten er noget helligt, og altså ikke noget, vi arrangerer som mennesker. HERREN selv kommer nu og er hos os, som han lovede: "Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, der er jeg selv midt iblandt dem." ... Vi har brug for at høre det sagt fra prædikestolen: "Det var Guds hellige ord!" og at vide, at det virkelig er det! For da kan vi ikke andet end bede med på bønnen: "Hellige Fader, hellige os ved din sandhed. Dit ord er sandhed. Lad det lyse for os på vejen til evig salighed!" Og da må vi spidse ører, når der prædikes. For den Hellige har valgt at møde os i sit ord i menighedens gudstjeneste. Og vi får lov at træde frem for ham og bede om hjælp, love og takke og prise ham."

Dåb og nadver: Hertil kommer sakramenterne, dåben og nadveren, som er hellige frelsesmidler, hvorved Gud gør os hellige.

Det er enestående, når et lille barn fødes. Det er ikke et tidspunkt, vi kan udskyde eller bestemme over. Det er helligt i sig selv. Sådan også med dåben. Ikke vi, men Gud gør den hellig. Den er hellig, fordi Gud genføder os i dåben til at være sine børn. Ved dåbens vand og ord tager Gud os ind til sig.

På samme måde med nadveren. Den er hellig. Ikke ved at vi arrangerer med dyre retter og fin vin, men fordi Guds Ånd virker det under, Jesus Kristus er legemligt tilstede i med og under brødet og vinen. Vi forenes med ham i nadveren.

Dåb og dåbsoplæring, bibellæsning og prædiken, skriftemål og altergang. Jo, det nytter at samles om Guds ord og sakramenter. Derved helliger Gud os, skaber og bevarer os i levende tro og i tjeneste for ham i denne verden. Lad os samles om hans frelsende midler!

3) ... AT VÆRE HELLIG KIRKE ER AT SAMLES PÅ HELLIGDAGE OG PÅ HELLIGE STEDER

Men hvor og hvornår skal lytte til Guds ord? Hans ord behøver tid og sted i vores liv. Og de tider og steder, som vælges, bliver hellige tider og hellige steder. Søndagene er udvalgt til gudstjeneste. Ikke blot en søndag af og til, men hver søndag. Hold hviledagen hellig. Og vi har vores dejlige kirkebygninger som de steder, hvor vi kan samles.

Alligevel er det ikke så indlysende, at vi bruger dagene og stederne til at høre og lære. Søndagen er truet, også i vore menigheder. Søndagen var engang den dag, hvor alle havde fri og kunne samles til møde og i kirke. Sådan er det ikke længere. Der er nødvendigt arbejde, som kalder på nogle om søndagen, men der er også unødvendigt arbejde, som ingen kristen burde påtage sig om søndagen. Og der er fritidsfornøjelser, som kalder på os - og kalder os bort fra gudstjeneste og altergang - bort fra Guds ord. Er det helligt? Gør det os hellige? Bevarer alt det os i troen?

Et hellig folk har brug for hellige tider og steder - og da især de helt "almindelige" søndage, som ikke uden videre virker enesteående eller "hellige". Uden søndag og kirkegang mister vi fællesskabet med Den Hellige og troen på Kristus Jesus. Og vi vil forfalde til at leve et vanhelligt liv og til vantro, ligesom mennesker der ikke kender Jesus Kristus.

På Josvas tid rejste Guds folk en varde af sten, da de var kommet over Jordan (Jos 4,4-8). Det blev et helligt sted for dem. Det mindede dem i fremtiden om, at Gud havde ført dem ind i landet. Desuden havde de et tabernakel, som de rejste i deres midte, Herrens telt, deres kirke. Dér, hvor det stod, var deres hellige sted. Dér skulle de samles. Og de havde sabbatsdage og højtidsdage. Kun ved at folket samledes på sådanne hellige tider og steder, blev det bevaret hos Herren i troen.

Det 3. bud siger også til os: "Hold hviledagen hellig!" Og Lille Katekismus forklarer: "Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter prædiken og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det." Gerne "hører". Ja, det gør vi gerne. Men hvad med "lærer"? Det er ikke kun talt til konfirmanderne. Det tredje bud fortæller, hvad der er Guds hellige vilje med os på helligdagen. Vi skal høre og lære det, fordi det vil hellige os og bevare os i troen og lede os til et kristent liv, ikke kun i barndommen, men hele livet.

Lad os på ny tage det tredje bud frem og lære, hvad det betyder, at vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter Guds ord og prædiken, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.

4) ... AT VÆRE HELLIG KIRKE ER AT VÆRE SAMMEN MED HELLIGE MENNESKER

På Gamle Testamentes tid udvalgte Gud sig et folk. Det bestod af 12 stammer. Josva stod i spidsen for dem og førte dem ind i Kanaan. At tilhøre Gud og være under hans varetægt og velsignelse var uløseligt knyttet sammen med at være og leve i Guds hellige folk.

I Nye Testamentes tid valgte Herren 12 apostle, og hans disciple blev for altid knyttet sammen ved den åbenbaring, som han gav sine apostle: "De holdt fast ved apostlenes lære, fællesskabet, brødsbrydelse og bønnerne" (ApG 2,42). - Fællesskabet i menigheden er ikke noget i sig selv og vil gå til grunde, hvis vi isolerer det fra apostlenes lære, brødsbrydelsen eller bønnerne. Vi kan kun elske og holde af hinanden som kristne i den sammenhæng, hvor Gud har sat os og bevarer os, nemlig i sammenhæng med apostlenes lære, brødsbrydelsen (den hellige nadver) og bønnerne. Her lærer vi at se på og betragte hinanden som kostbare og hellige, som dyrt købte og værdifulde brødre og søstre. Her lærer vi at tilgive og bære over med hinandens skrøbeligheder. Her får vi kærlighed fra Gud, så vi også kan vise kærlighed mod hinanden og mod andre.

Vi tror på Helligånden, en hellig kirke. Ved troen er vi knyttet sammen med troens bånd. Andre bånd kan også være dejlige. Men troen bånd er det bedste. Det knytter os sammen på tværs af alle andre forskelle. Og det varer ind i evigheden.

Når Gud har føjet os sammen ved dåben og troen, kalder han os også til at leve sammen i tjeneste.

Lad os hjælpe hinanden som lemmer på samme legeme. Lad os vise stadig omsorg for hinanden og for andre. Lad os tage imod udrustning til at tjene og bære hinandens byrder. Og lad os sammen bede og arbejde for, at Guds kirke består og vokser og udbredes der, hvor vi lever.

Vi har brug for hinanden for sammen at være hos den Hellige, for at samles med hinanden om de hellige nådemidler, og for at gøre det på hellige dage og på hellige steder, i vore kirker. Det er et stort og godt mål for os i det kommende år. Sådan bevares vi og lever vi som Guds hellige kirke.

Leif G. Jensen, maj 2001 i Løsning