Artikler om kristen tro

Kirke med mod

Årsberetning ved årsmødet maj 1999 i Martinskirken

    Mod til at leve. Mod til at dø. Mod til alt det, som vi skal gøre i skole og familie, under uddannelse og på arbejde, i samfund og i menighed. Jo, mod skal der til .Også mod til at leve som en kristen. Mod til at bekende sine synder overfor Gud og overfor dem, vi har gjort ondt. Mod til at bekende os til Kristus i hverdagen. Mod til at forsage og mod til at følge Guds kald.

    Overmod fører på afveje. Mismod får alt til at gå i stå. Men frimodig tro og tillid til Jesus Kristus fører os videre.

    Et årsmøde er en rig anledning til at samles og lade Herren forny vort mod. Det er også et godt sted for os til at opmuntre og hjælpe hinanden til at være kristne og kirke med mod.

1. Hvor kommer modet fra?

Fra historien? Det er 144 år siden vor ev.-luth. frikirke blev stiftet. Det er noget særligt at have så lang en historie. Det er en stor gave. Og det kan godt give mod. Alligevel er det ikke derfra, modet kommer. - Apostelen Paulus nævner et sted sine rødder: at han er farisæer, jøde osv.. Men han må sande, at hans egen forhistorie ikke kun gav mod. Jo, den måde Gud første sit folk på, gav mod. Men folkets historie var fyldt med begivenheder, som i sig selv kunne tage modet fra dem. Sådan også med de lutherske frikirkers historie i Europa og i Skandinavien, også vores egen.

Fra vore navne? Måske er det ved at tænke på ansigter og navne i vore menigheder: de gamle, børnene, de unge og de stemmeberettigede. Jo, det giver os mod og gør os glade. Nogle af disse navne er nye, andre er ældre. Men nogle af vore navne vil stå på en gravsten næste år. Vi betyder meget for hinanden. Men vi må ikke bygge på mennesker, hverken afdøde eller nulevende.

Fra det sted, vi bor? Så har vi alle sted-navnene: Løsning, Haderslev, Igelsø, Dalmose, Langeland, København. De siger os meget. Det betyder meget og kan fylde os med glæde og mod. Alligevel er og forbliver de kun steder, hvor vi opholder os på gennemrejse. De skal ikke blive til evig tid. Det fortæller vores historie os. Menigheder er ophørt at eksistere, og nye er kommet til. David siger i Salme 103: "Hans sted får ham aldrig at se igen."

Fra årets resultater? Men kan vi da hente modet fra det, vi har gjort hver især og sammen i årets løb? Vi vil jo gerne fortælle om det, der lykkedes. Det kan måske give andre mod. Men hvad med det, der mislykkedes? Hvad med de resultater, der udeblev. Hvad med det medlem, som er blevet meget syg og snart skal dø? Hvad med den menighed, som kun har lille kraft og få medlemmer? Hvad, når det gik, som Paulus fortæller i Romerbrevet: "Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme!" (Rom 7,24)? Da hjælper det ikke at støtte sig til det, vi opnåede.

Fra vore planer og visioner? Så er måske planerne og initiativerne, som skal give os mod? De nye ideer, og troen på, at det nok skal lykkes at få sat det i værk?

Paulus havde også planer: Men planer kan gå i vasken. ... Og det skal I vide, brødre, at jeg tit har sat mig for at komme, men hidtil er jeg blevet forhindret (Rom 1,13). Da han kom til Rom nogle år senere end planlagt, var det som fange. Hans liv blev helt anderledes. Det var ikke planerne, som gav ham hans værd, eller at de blev udført, men igen: JESUS KRISTUS.

En årsberetning i en kristen kirke kan indeholde noget om historie, navne, steder, resultater og mislykkede ting, og planer, som ikke blev ført ud i livet. - Og der vil komme forskelligt frem om lidt i forbindelse med året, der gik. Men det, som giver mod, er, når det kommer til stykket, ene og alene: Evangeliet, evangeliet, og atter evangeliet. "Himmel og jorden engang forgår, men evangeliet, men evangeliet, men evangeliet evig består!"

"Jeg skammer mig ikke ved EVANGELIET! Det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror." Med "evangeliet" henviser Paulus til det, Jesus har gjort. Det er modets kilde. Her overvindes mismodet, uden at det bliver til overmod. Her får vi mod til at se ind i den triste virkelighed, som også er vores, og som også er andre menneskers der, hvor vi lever og er. Evangeliet kaster det rette lys over både historie, navne, steder, resultater og planer.

Derfor kan det nok undre, at Paulus som det første i Romerbrevet indgående taler om synden og Guds vrede, altså om menneskets situation som en synder. Skulle det give os mod? Men vi gør vel i sammen med Paulus også at nævne det som det første her på årsmødet:

2. Kirke med mod - til at være en kirke af syndere

Vi har brug for mod til at bekende vore synder, mod til at indse og vedgå, at vi er syndere, og at være ærlige omkring det. Ellers vil vi ikke vide, hvad der sker med os, når vi føler os elendige og skal dø. Paulus siger: "Syndens løn er døden ..." Han siger også: "Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødens legeme." Hvem har mod til at sige sådan? Det har kun den, som har erkendt, at det er sådan fat. Mod til at sige undskyld, mod til at gå i sig selv, mod til at tabe ansigt, mod til at blive ydmyget, mod til at tilstå og blive den lille - det er ikke så ligetil.

Det er i vores forståelse af synden, at hemmeligheden til at bevare modet i livet ligger gemt. Paulus taler i Romerbrevet om, hvordan hedninger lever uden Gud. Derefter taler han om jøderne, hvordan de tror, at de er bedre, fordi de på nogle punkter klarer sig bedre. Du, som belærer andre, du belærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler selv! Du, som siger, at man ikke må bryde et ægteskab, du gør det selv! (Rom 2,21-22). Og til sidst siger han: Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse (Rom 3,19-20).

Hvad kan give os mod til at indse og vedgå, at vi er syndere? Det kan kun evangeliet! Tilgivelsen. At Jesus Kristus virkelig døde for vore synder. Frelsen er fuldbragt for vaskeægte skyldige og syndige mennesker.

Men tør du så konkret bekende sin synd for en medkristen - for din præst - for din Gud? Evangeliet vil give os mod til det. Og særligt i den form, vi kender det fra skriftemålet.

Vi har i det år, der gik, alle været til skriftemål. Nogle gange måske mest af vane, men vi skriftede dog. Det er en stor gave, at vi kender og bruger skriftemålet. Lad os fortsat bruge det med endnu større iver. For det giver os mod til at være de syndere, vi er.

Jesus sagde til disciplene påskedags aften: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." 1) Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt!" Det er Guds mægtige JA til det menneske, som bekender sin synd. 2) "Nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt!" Det er Guds advarende NEJ til det menneske, som vender sig bort fra Gud og hans vilje. "Nøglemagten" skal bruges i kirken i tillid til og tro på, at Jesus Kristus er til stede midt i sin menighed for at give den FRED og HÅB, og for at KALDE til OMVENDELSE. Det kan kirken kun gøre, hvis den prædiker både LOV og EVANGELIUM.

Vi lever i en tid, hvor Guds lov angribes hårdt - de 10 bud er ikke længere en selvfølge i kirkelige sammenhænge. Ikke engang en ydre overholdelse af dem. Og det skaber kaos - i samfundet - og det skaber krise i kirken - frafald fra troen. Kirken giver ikke mennesker mod til at bekende deres synd, men bortforklarer den. Og hvad skal de så med Jesus Kristus?

Kirke med mod er kirke, som prædiker Guds lov - og som med Skriftemålet giver synderen mod til at være ærlig og åben, så han får hjælp og tilgivelse.

3. Kirke med mod - til at være menighed om Kristi evangelium

Mellem 2-3% af danskerne går regelmæssigt i kirke. Og vi ved, at kirker med en evangelisk-luthersk forkyndelse og sakramentforvaltning er en mangelvare i Danmark. Derfor er antallet af dem, der er med i en kristen menighed, i alvorligt mindretal.

Nytter det at være med i en lille menighed, som du er med i? Er der ikke så meget andet, som vi hellere skulle se at få gjort: få missioneret og få gjort verden lidt bedre? Er der ikke også andre måder at være kristen på end at gå i kirke? - Mod til at gå i kirke. Orker du det? Tror du på, at det er så nødvendigt? Kunne vi ikke - som de fleste andre kristne - overlade det til staten og skattevæsnet at drive kirke, og selv nøjes med at kigge indenfor ved lejlighed..

Og hvad med vores præster? Hvor længe holder de ud? Hvad med de unge? Vil de blive? Hvad med de ældre? Vil de blive ved? Hvad med de nye, som er kommet til? Vil de kunne acceptere de dårlige vaner, som findes i menighederne. Kan de leve med den måde, der tales på? Når unge kommer med en ny idé, bliver den så taget imod, eller bliver modet snarere taget fra den, som står klar med opsmøjede ærmer?

Hvor ofte siger vi i hjertet: "Jeg er priser mig lykkelig over at være kristen - og at være med i sangkoret - i børnearbejde - i bestyrelsen?" Kommer vi der med mod? Eller er vi nogle gange med til at brede mismod eller overmod? Sukker vi der, hvor vi burde takke og prise Gud? Vi bliver nødt til at være modige og tage fat om mismodet, som også er en del af synden, så vi kan få hjælp og nyt mod til at være menighed med glæde.

Paulus siger: "Evangeliet er Guds kraft til frelse." Og "troen kommer af det, som høres!" Så er der altså alligevel - hvad vi godt vidste og ved - kraft at hente i en menighed, hvor syndere samles om det bibelske evangelium. Derfor skal det prædikes for os. For det kommer ikke indefra vore egne hjerter. Det kommer udefra - fra Guds åbenbaring. Det er noget, som i bund og grund er os fremmed. Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus (Rom 3,21-24).

Det er en udbredt opfattelse, at kristendommen går ud på at føre mennesker fra synd til gode gerninger. At gøre mennesker bedre - og at forbedre verden. Men - siger Luther i Romerbrevsforklaringen - Paulus gør det modsatte: Han gør retfærdige mennesker til syndere. Han prædiker loven, for at synden må blive større, for at nåden derefter må blive end mere overstrømmende rig. Helligånden fører os fra vore indbildte gode gerninger til erkendelse af synden - for derefter at føre os til Kristus. Det er den sande kristendom. Først da - helt henne i Romerbrevets anden halvdel - taler apostelen om troens frugter og det nye liv.

Dette evangelium skaber lovsang. Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd (Rom 4,6-8).

Og Paulus siger i kapitel 5,2ff: Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed. - Her er et menneske, som ikke er til at skyde igennem. Han står fast, fordi han står i Guds nåde. Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? - som der står skrevet: På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår. Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. (8,35-37).

Her er noget at samles om og holde fast ved. Skulle vi så ikke være stolte og modige? Det har vi al grund til. Vi kan ikke overlade det til kirkeministeren og skattevæsnet. Vi kan ikke overlade det til biskopper, som fornægter Bibelen. Nej, her sættes vi op til at gøre alt for at være kirke og menighed med evangeliet i centrum. Jo klarere evangeliet lyder hos os - og jo tydeligere det står klart for os, at vi ikke har fortjent det, desto mere nødvendigt bliver det for os at være luthersk kirke. Sådan får vi glæde og mod til at være det. Ja, vi bliver stolte over at få lov til det. Når denne form for ros og stolthed florerer hos os, vil modløshed og overmod ikke kunne vinde indpas. For vores ros er udelukket. Som Paulus siger det: Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger (Rom 3,27-28).

Så lad os sætte alt ind på at samles om dette evangelium: at lade det prædike, og at se til, at det både når ud i alle afkroge, både i vore hjerter og i vores menighed, også til den anfægtede, ensomme, bange og syge, og til den unge og dem, der har travlt midt i livet.

4. Kirke med mod - til at bekende Kristus for verden

Når vi har fået mod til at vedgå, at vi er syndere overfor Gud og hinanden, og når Gud har givet os glæde og lykke ved tilgivelsen og håbet hos Kristus, og ved at være med i den kristne menighed, - så kan missionen og det kristne vidnesbyrdet ikke længere holdes tilbage. Det følger med nødvendighed. Det er ikke noget vi arrangerer. Det er Guds gave og gerning ved evangeliet.

Paulus siger i vort årsmødevers: For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker (Rom 1,16). Han skriver til menigheden i Rom og fører den dybere ind i Lov og Evangelium, for at de også må være med til at bære missionen, og helt konkret bære ham som missionær videre til Spanien. Jeg håber nemlig at få jer at se på gennemrejse og blive hjulpet videre derhen [til Spanien] af jer, når jeg først i nogen måde har fået stillet min længsel efter jer (Rom 15,24). Sådan er vores vej til mission tæt forbundet med, at vi rodfæstes i Lov og Evangelium.

Ligesom vi selv har lært at påkalde Gud og råbe til ham om nåde og frelse, og ligesom vi selv har fundet livet og lykken i troen på ham, sådan er det nu vores kald og vort ønske, at mange lovpriser Gud og kalder på ham. Paulus siger: Men hedningerne skal lovprise Gud for hans barmhjertighed - som der står skrevet: Derfor vil jeg prise dig blandt folkene, jeg vil lovsynge dit navn. (Rom 15,9).

Lad os lægge mærke til, at missionen her beskrives som en lovsang: "Jeg vil prise dig blandt folkene, jeg vil lovsynge dit navn." Kristent vidnesbyrd og kristen mission er kun mulig der, hvor vi har mod, dvs. hvor vi er frie og glade vidner om den tryghed, vi har i Gud.

Da Jesus sendte sine disciple ud i verden sagde han: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden . Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem og lærer dem ... Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. " Jesu nærvær! Det skulle være deres styrke dengang. Og det er også vores styrke i dag.

Når soldater skal i kamp, har de brug for forsyninger og baser. Vi har brug for basen hos Jesus Kristus. Vi har brug for forsyningerne i nadveren. Dér er han legemligt til stede hos os. Mod til mission får vi gennem en regelmæssig deltagelse i menighedens altergang. Men også ved at vi bliver klare over, at Jesus netop gav os dåben og den kristne lære som missionsmidler. Vi skal ikke selv opfinde nye midler, men tage de gamle i brug. Når vi ser, hvad dåben og Jesu lære er og indeholder, kan vi vove os ud i verden med mod. Da tør vi sende missionærer afsted. Og da bliver vi selv - unge - ældre - præster - søndagsskolelærere - til Guds sendebud i verden.

Det er en særlig glæde, at der er planlagt et arrangement på sommerlejren, hvor prof. Kolb vil vejlede os i kristent vidnesbyrd.

Det mod, Herren giver os ved nadveren og dåben, skaber lovsang og mission.

5. Menighedernes liv

Menighederne har levet et stille og roligt liv under Guds ord som døbte, der samledes til gudstjeneste og bekendte deres synder og gik til alters. Der blev sunget lovsange. Præsterne forkyndte lov og evangelium. Og der blev undervist blandt børn og unge.

Medlemstal: Menighederne har ved årsskiftet tilsammen 128 medlemmer fordelt med 41 medlemmer i København(1 medlem flyttede til fra Løsning); 2+2 medlemmer i Igelsø; 12+1 medlem i Langelands menighed; 3 medlemmer i Haderslev menighed; 32 medlemmer i Gratia menighed i Århus. 35 medlemmer i Løsning menighed. Her blev Anne Lund Sørensen, født d. 27.8.98, datter af Sonja og Finn Sørensen, døbt d. 20.9.98.

Kirkens hovedkasserer varetog trofast kirkens fælles-kasse; et budgetudvalg, som samledes en enkelt gang for at lytte med og spørge ind til noget af det, som der var brug for at drøfte i en bredere kreds.

Hovedbestyrelsen m. supplenater samledes til to møder i Løsning og i Lohals og drøftede kirkens liv og arbejde.

Forfatningsudvalget samledes for første gang i november 1998 og igen i marts 1999. Der er gjort gode fremskridt i arbejdet med en revideret forfatning. Næste møde holdes i slutningen af maj. Første del af arbejdet forventes færdigt i løbet af efteråret.

Præstekonventet var samlet i januar i Jylland og havde frugtbare dage med bibel-studium og planlægning af det kirkelige arbejde. De to af præsterne fik desuden mulighed for sammen med vores stud. theol. at rejse på troslære-kursus i Sverige, hvor en prof. fra Missourisynoden forelæste.

Jeg skal hilse fra præsterne og sige, at I gør os til glade præster med mod. Tænk at have menigheder og medlemmer, hvor der er en levende menighed, som kommer og bærer arbejdet - både med forbøn og med kollekt og ofre. Hvor finder man ellers sådanne menigheder? I er de lutherske menigheder, som beskrives i den lutherske Bekendelse: hvor mennesker samles om Evangeliet og sakramenterne. Jeres præster ønsker at tjene jer med lov og evangelium også frem over. Vi ønsker at gøre det i trofasthed og med de talenter og den tid, som Herren også gennem jer giver os. Og vi glæder os over, at mærke suset fra I, som er unge - også en stud. theol. - og mærke jeres ideer, opsmøjede ærmer og gåpåmod. Det er en stort at tjene Herren sammen med jer.

Ungdomsblad: 1998-99 blev året, hvor et nyt blad så dagens lys: "Lungen - frisk luft for lutherske unge" Det er jo herligt, når en jordemoder ser, at barnet trækker vejret. Og det er grund til glæde og tak, når menighederne mærker, at I unge trækker vejret i lovsang og bøn - og nu også til og med gennem et kontakt-blad på tværs af Bæltet. Hele kirken hilser det velkomment. Det var fantastisk at mærke, hvordan det blev modtaget i Jylland.

På ungdomslejrene mærkes det også tydeligere og tydeligere, at vore unge bærer ansvar - både praktisk og i form af andagter og ansvar for programlægning og temasætning.

Internet: I årets løb besluttedes det også at sætte vor kirke på Internet. Kirken har fået en WEB-adresse, www.vivit.dk, og der er lagt en "test-side" ind med hovedside, hvorfra den besøgende kan trykke sig ind til oplysninger om den lokale menighed, kirkebladet, lungen, avisandagter, prædikener og information om vor kirkes profil og om vore søsterkirker. Det er meningen, at testperioden skal løbe i nogle måneder. Derefter vil struktur og lay-out ligge mere fast. Parallelt hermed arbejdes der på, at kirkebladet får et nyt lay-out fra årsskiftet.

Martinskirkens renovering: Det var en stor glæde for hele kirkesamfundet at mærke, hvordan Københavns menighed samlede sig om renoveringen af Martinskirken. Meget andet lå brak. Men den glæde, som lå bagved, når I fortalte om arbejdet, den vidner om, at Gud har båret jer. Medarbejderne fra Missourisynoden rejste sidste sommer, så menigheden havde ét år, hvor den var alene om det. De andre menigheder så mest til - bad for jer - og overførte midler fra byggefonden, så de kunne bruges til ekstra håndværkerregninger der, hvor menighedens egen kapital ikke strakte til.

Udfordringen er nu, at vi og I står sammen om at tage kirken i brug igen. Vi lærer hos Paulus, at lov og evangelium baner vejen for lovsangen og missionen i verden og for hans videre rejse til Spanien. Derfor er kirkebyggeriet et ægte missionsarbejde, fordi det skal tjene til, at I har et sted, hvor I kan være syndere med mod - samles om Evangeliet med mod - og gå ud i verden med lovsang, fordi Jesus er med jer.

Øvrige menigheder: På samme måde i Skt.Stefans menighed ved Holbæk, i Langelands menighed, i Haderslev menighed, Løsning menighed og Gratia menighed i Århus. Der er sket store ting iblandt os. Det er sket i det små. Og vi har grund til at prise os lykkelige.

Kordegne, organister, søndagsskolemedarbejdere, ungdomsledere, lejr-udvalg, forfatningsudvalg, budgetudvalg, hovedbestyrelse, forbedere, blomsterpiger, rengøringshold, kaffebryggere, uddelere af salmebøger, sangere, lyttere, nadvergæster, vinduespudsere, kasserere, revisorer, gadefejere, ungdomsblads-redaktører og skribenter, ... Listen fortsætter, fordi Gud har givet mod på at sige ja til opgaverne. Og vi vil bede ham om også at give mod i det nye år. Mod til husbesøg, til at skrive prædikener, mod til at gå til konfirmand-undervisning, mod til at gå i kirke, mod til at læse i bibelen, mod til at synge med. Mod til at spille orglet igen. Mod til at gå til bryllup, konfirmation og begravelse. Mod til at være synder hos Kristus og sammen med hinanden.

6. Kontakt til søsterkirker og andre kristne grupper

Der var kontakt med søsterkirker både ved besøg her og ved at vi besøgte dem.

Missourisynoden: Særligt kan næves besøget fra LC-MS i august, hvor pastor Hartfield og prof. Kolb og deres hustruer besøgte menighederne i København, Løsning og Århus.

Den selvstændige ev.-luth. Kirke i Tyskland: Som besluttet ved årsmødet 1998 og tilskyndet af hovedbestyrelsen blev der i efteråret forberedt et møde med SELK og vor franske søsterkirke. Mødet fandt sted i slutningen af januar i Bleckmar. Det var et kort møde med to store emner: Om bibelen og om lutherske kirkers samarbejde med ikke-lutherske kirker. Sådanne møder krævet tid både før og efter. Også til at få færdiggjort protokoller. Vi præster har været nødt til at vente på en information overfor hovedbestyrelsen, indtil den kunne gives skriftligt Vi har i Bleckmar igen gjort rede for vor kirkes gamle standpunkt vedr. Bibel og samarbejde med kirker, vi ikke har kirkefællesskab med. Og vi nævnte for vore søsterkirker, at vor kirke nok ikke kan bidrage med mere, end den hidtil har gjort.

Det er ikke mit indtryk, at SELK officielt har taget det vidnesbyrd, vi har aflagt, til sig. Hvad lærespørgsmålene angår, er positionerne beskrevet både fra vores side og fra deres side. Og ingen af parterne synes at kunne åbne sig for den anden part. Som eksempel kan nævnes, at kirkerne er blevet enige om sammen at sige, at "alt det, som i Den hellige Skrift fremstilles som historisk, skal antages, tros og bekendes som Guds gerninger." Men samtidig sagde SELK's repræsentanter nej til vort ønske om, at man konkretiserede det med følgende eksempel: "at Adam og Eva, Noah og Jonas var historiske personer". Vores amerikanske søsterkirke, LC-MS har tidligere officielt udtrykt sig på denne klare måde i dokumenter vedr. Bibelens inspiration og ufejlbarlighed.

Det er vanskeligt at forstå, hvorfor SELK's repræsentanter indtager denne holdning.

Men samtidig skal jeg bevidne, at vi også under de sidste forhandlinger har erfaret, at vi vor franske søsterkirke vedblivende står på den lære, som altid har forbundet vore kirker. - Samtalerne har pågået længe, og det har været en stor nød, som stadig kalder på forbøn, også selv om vore muligheder synes at være ved at være opbrugte. Hovedbestyrelsen vil tage det op ved først givne lejlighed.

Den frie nordiske konference: I september var to af vore præster på konference i Stockholm sammen med præster fra ELBK og LFS og vor søsterkirke i Finland. Vi erfarede her, at der er baggrund for at samles igen, fordi vi hver gang mærker, at vore præster er enige i lære og praksis. Dog er der problemer i forbindelse med både deres og vores forhold til andre kirker.

Forholdene i DK er spidset til i året der gik. Mange præster føler sig klemt og bange i folkekirken. Der er igen i 1998-99 stiftet enkelte frimenigheder og valgmenigheder. Vi har ikke nogen direkte kontakt til disse grupper. Men vi har mange personlige kontakter til kristne i folkekirken. Og vi forsøger at forstå deres situation, og har et kald til åbent og fordomsfrit at møde dem. Selv om vi er et meget lille kirkesamfund, så har vi dog en stor skat og et lige så stort kald.

Vi må spændt vente på, hvad Gud har gemt til os bag næste hjørne. Lidelser, afsavn, udfordringer, og ny kraft. Det bliver en blanding af det alt sammen. Og under det alt sammen mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. Det giver os mod.

Lad os gøre året til et evangelium år - et år, hvor vi studerer Romerbrevet på ny. Da kan vi være kirke med mod .Da vil vi få mod:

1) ... mod til at indse og vedgå, at vi er syndere, og mod til at være ærlige overfor Gud og overfor den, vi har forbrudt os imod - mod gennem tilgivelsen, som vi får i skriftemålet -

2) ... mod til at være kirke - mod til at samles om evangeliet - mod til at sætte alt ind på at vores menighed kan forsamles om et klart evangelium -

3) ... og mod til at vidne i verden - mod gennem nadverens måltid, hvor Herren forvisser os om, at han er med os alle dage; mod til at bruge dåben og den kristne lære som missionsmidler

pastor Leif G. Jensen, formand

Løsning den 30. april 1999