Flere andagter

Ugens andagt 2025
fra Den Evangelisk-Lutherske Frikirke
pastor Leif G. Jensen

Uge 16, 14.-20. april 2025

Tvang

På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. (Matt. 27,32)

Det er ikke godt, når mennesker tvinger hinanden. Det må de ikke. Det må vi ikke. Men Gud må godt! Og Gud gør det.

Gud pålagde Adam og Eva vanskelige kår, efter de havde brudt med ham. Det var en tvang, da Gud Herren sagde, at kvinden skulle føde børn i smerte, og at manden skulle svede for at skaffe mad til familien. De havde ikke noget valg.

Gud lader også os leve under vanskelige kår. Vi kan ikke undslippe sygdom og død. Ingen kan. Vi er tvunget.

Vi synes ikke om det, når Gud tvinger os gennem naturen og gennem det, der sker omkring os. Men han gør det alligevel. Samtidig velsigner Guds os i rigt mål med alt muligt godt, så øjnene stråler. Men blikket bliver mat igen, når vi ser ind i lidelsen, vor egen lidelse og andres, og når vi erkender vores skyld og mærker døden.

Simon fra Kyrene blev tvunget til at bære Jesu kors bagefter Jesus på vej til Golgata. Han kunne ikke undslå sig. Sådan kan du også føle dig tvunget af vanskelige vilkår i din hverdag. En tung skæbne, du kan ikke undslippe. Og kan der komme noget godt ud af det?

Ikke, hvis vi vandrer med det alene. Men det gjorde Simon fra Kyrene jo netop ikke. Han gik lige efter Jesus med korset. Jesus gik foran ham. Lige foran.

Det er godt at se Jesus, Herren, gå lige foran, når livets Gud påtvinger os svære vilkår. Og vender du dig om, så er Herren også bag dig. Og hvem går dér ved din side? Du ser måske ingen. Men med med troens øjne ser du, at din Herre er ved din side og omslutter dig bagfra og forfra. Han lægger sin hånd på dig. Sådan siger David i Salme 139.

Da må du bede til ham med tak og sige: "Tak, Herre, at du påtvinger mig de vilkår, som er blevet mine. Tak, at du omslutter mig bagfra og forfra! Tak Herre Jesus, at du går foran mig. Da giver det mening at bære det kors, du har lagt på mig. For du døde på korset for mig."

Uge 15, 7.-13. april 2025

Søndags-forberedelser

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: «Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.» Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. (Matt. 21,1-5)

Palmesøndags evangelium er en beretning om, hvad der skete! En af dem, som var med, fortæller om forberedelserne. Han var øjenvidne. Matthæus. Han fortæller, at det, der skete dengang i Jerusalem, var en opfyldelse af Guds løfter ved profeterne. Han siger til os med profetens ord: ”Se, din konge kommer til dig!”

Og tænk, det sker også i den kristne gudstjeneste denne påske. Ja, det sker hver eneste søndag, når Gud samler mennesker i sin kirke om Evangeliet, Dåben og Nadveren. Disse kristne forbereder sig til at synge glad: ”Her er han, som vil favne dig med sin kærlighed, her er han, som vil gavne dig med sin blodig sved.” ”Her er han som vil bære en tornekrans for dig, her er han som skal være din drot evindelig”.

Dengang i Jerusalem bad Jesus sine disciple om at forberede indtoget. To af disciplene hentede æslet og føllet. De andre lagde deres kapper på æslet som saddel. Og folkeskaren skar grene af træerne og lagde dem på vejen for deres konge. Og der blev sunget "Hosianna!" "Herre, frels dog!"

Herren har også os i gang denne uge. Der bliver forberedt. På søndag ser vi resultatet. Blomster på alteret. Nye skønne lys. Et sølvbæger med vin og en tallerken med brød. Salmenumre på væggen. Organisten har øvet. Tre læsninger fra Den hellige Skrift er forberedt. Og en prædiken er ved at blive skrevet under bøn til Helligånden. Alt er næsten klar.

Kirken er Frelsens Hus, når kristne samles om Evangeliet. Se, din konge kommer til dig på søndag! Han indbyder dig til at være med. Når de hellige sakramenter forvaltes, forberedes der med Guds ord, så de kan modtages i tro. Både dåb, skriftemål og nadver. Derfor beder vi for menigheden og for Ordets tjenere. Vi synger: "Hosianna!" "Herre, frels dog!"

Uge 14, 1.-6. april 2025

Herren er med dig!

Og englen [Gabriel] kom ind til hende [jomfru Maria] og hilste hende med ordene: «Herren er med dig, du benådede!» Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: «Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. (Lukas 1,28-31)

Men Englen sagde: "Herren er med dig! Du er benådet. Du har fundet nåde hos Gud. Du er velsignet. Frygt ikke!" 

Gud kommer på samme måde til os, når vi synes, at livet er uoverskueligt, når vi bliver bange og frygter. Ja, vi frygter måske, fordi Gud kommer til os. Sådan frygtede jo også Simon Peter, da han havde fanget så mange fisk og erkendte, at Jesus var Guds søn. ”Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand!” sagde han. Men Jesus sagde: ”Frygt ikke!” til ham. Det sagde Gabriel også til Maria: ”Frygt ikke! Du har fundet nåde hos Gud! Herren er med dig!” 

Det samme siger Herren til os hver eneste søndag. Derfor møder vi i gudstjenesten hinanden med denne hilsen: ”Herren være med ... med dig, med jer”, fordi det var sådan det begyndte, da Guds søn blev menneske. Vi ønsker det for hinanden. Menigheden synger tilbage: ”Også med dig!” ”Og med din ånd!”

Det lyder ind i din ensomhed og frygt, når du føler dig totalt alene med svære ting. Da sender han sit ord, som siger "Frygt ikke!" ”Herren er med dig!” Hilsenen er fyldt med den sandhed, som der fortælles om i Salme 139: ”Jeg er underfuldt skabt. Jeg blev vævet af dig. Da jeg endnu var et foster, havde du mig for øje. Alle dagene stod skrevet i din bog, før en eneste af dem var kommet!” 

Herren siger til dig: "Jeg skabte dig i moders liv. Jeg fødte dig derpå i dåbens bad, så du blev mit kære barn." Han gav dig troens liv - måske fra du var spædbarn. Og han bevarede dig i troen indtil i dag, eller han kom til dig i dit voksenliv og gav dig troen tilbage. Du hørte ham sige hver søndag: "Herren er med dig!"

Sådan sker underet, at Herren fødes i vore hjerter ved Guds Ånd og Guds Ord.

Uge 13, 24.-30. marts 2025

"... men hvad er det til så mange?"

Jesus havde spurgt sine disciple, hvordan 5000 tilhørere fik noget at spise på et øde sted. En lille dreng gav 5 brød til Jesus. Apostlen anså det for håbløst med ordene: "Hvad er det til så mange?"

Kan du ikke høre dig selv sige sådan? "Hvad nytter det, en lille dreng har? Og hvad nytter mit lille biddrag i min kirke? Hvad nytter min bøn? Og hvad nytter det at tro på Gud, når hans kirke ser fattig og elendig ud?"

Når vi tænker og taler sådan, taler vi imod Guds godhed og omsorg, som om vi selv var Gud og skulle sørge for alt. Det er gudløse tanker fyldt med mistillid til Guds store løfter til sin kirke. Han har jo sagt: "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget (Lukas 12,32).

Hvad gør Jesus ved disciplenes mistillid? Han siger ikke "Få folk til at gå hjem." Han siger i stedet: ”Få folk til at sætte sig.” Det er lige det, der er brug for: at vi sætter os og indser, at vi ikke kan udrette noget, men bare må vente på Guds gave til os. Og apostlen Johannes rapporterer:  Mændene satte sig. Mændene! De, som ellers smøger ærmerne op og siger: ”Det her skal ordnes. Og det er os, der skal gøre det!” De satte sig.

Det er et stort under, når mænd sætter sig og venter sig alt godt af Gud og ikke mener, at de selv skal klare det. Da har de jo fået troen på, at Gud redder uden deres indsats og gerning.

Bøn: Herre Jesus, giv os den samme tro, som mændene fik i ørkenen, da du gav dem mad. Amen.

Uge 12, 17.-23. marts 2025

Bedrag og moderne vantro

... Så går den [onde ånd] ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.» Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: «Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!» Men han svarede: «Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!» (Luk 11,26-28)

Det er ikke rart at blive snydt. Og det er endnu værre at blive bedraget. Men værst af alt er at bedrage sig selv. Selvbedrag kan ingen rede sig selv ud af. For man er jo blevet sin egen bedrager. Da behøver vi virkelig hjælp. Sandhed og tilgivelse.

Djævelen arbejder forbitret på at tømme vores andagtsliv for indhold og dreje kirkens budskab bort fra det, Herren gjorde for os ved sin fødsel, liv, lidelse, død og opstandelse. Hvis det sker, da er der plads igen til det, der er værre, ja, meget værre end synd og skyld, som dog kan tilgives. Syv gange værre. Nemlig den moderne vantro, som ikke længere agter evangeliet for noget værd. Og hvem er der så til at redde os ud af bedraget?

Vi får hjælp gennem Jesu ord til en begejstret kvinde i evangeliet. Hun udbryder: Hvor må det være stort at have fået lov til at føde det barn, som er blevet til noget så stort. Tænk at have været den mor, som gav ham bryst. Åh, hun er salig, hvis nogen overhovedet kan være det.

Hertil siger Jesus: Javist. Men det er der nu kun én kvinde, der kunne være salig på den måde, nemlig Jesu mor, jomfru Maria. Nu gælder det i stedet jer. Men der er også salighed til jer: Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.

Uge 11, 10.-16. marts 2025

En kvinde i lidelse lærer os at bede

Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: «Herre, hjælp mig!» (Matthæus 15,25)

Jesus tog disciplene med til udlandet, til Sidons og Tyrus' område. Han ville lære dem at bede. Forinden havde han lært dem Fadervor. Og de kendte Salmernes Gob, som er fuld af de bønner, Gud gav sit folk i Gamle Testamente. De er også Guds gave til os, når vi skal bede.

Men én ting er at have fået bønnens ord. En anden ting er at bede dem i sin nød. Derfor tog Jesus sine disciple med til udlandet, hvor de var alene med ham. Og dog ikke helt alene. For da kom en kanaanæisk kvinde og råbte: «Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.» (Matt 15,22).

Det var meget forstyrrende for disciplene. Og de bad Jesus om at få hende til at gå sin vej. De var jo igang med undervisning. Men kvinden var netop den undervisning, de havde brug for. Kvindens nød. Kvindens nødråb. Kvindens tro på Jesus som sin Herre. Kvindens erkendelse, at hun var totalt uværdig. Kvindens tillid til Davids Søn, Jesus.

Kvinden havde hørt om Jesus. Hun havde fået troen på, at han var Davids Søn, den Frelser, som skulle overvinde den onde blive til velsignelse for alle folkeslag! Og hun råbte. ”Forbarm dig over mig!” Det er den kristne tro. Det er tro på Kristus.

Den store tro har en stor nød og en stor Herre. Det er den store tro. At regne Jesus for den, han er. Davids Søn. Din konge. Herre over alle ting i dit liv og i dine børns liv, i din ægtefælles liv og i dine forældres liv, og i din nabos liv og i hendes liv, som du kender fra arbejdspladsen. Bed til Jesus! Han er din Frelser!

Uge 10, 3. - 9. marts 2025

En indskydelse med et rimeligt spørgsmål

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: «Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.» (Matthæus 4,1-3).

Jesus hørte en stemme tale til sig. Hvor kom den fra? Fra Skriften? Nej, et andet sted fra! Ubestemmeligt. En tanke. En indskydelse. Det var den Onde, Djævelen. Sådan er fristelser uden afsender, navnløse, for at vi skal overveje, om ikke det er en god ide, en mulighed, ja, det bedste for os.

Den Onde var snedig. Han vidste, at Jesus stolede på sin Far i himlen og holdt fast ved Ordet i Skriften og Ordet fra himlen, som han havde hørt ved sin dåb "Det er min elskede Søn!" (Matt 3,17) Derfor modsiger Djævelen ikke Gud, men spørger i stedet: ”Når du nu er Guds Søn, så prøv lige at se dig omkring. Nu har du fastet i 40 dage. Og der er kun sten og støv. Gør noget ved det – for din egen skyld! Du kan, hvad du vil. Gå ud af lidelsen! Gør ørkenen til frugtbar have! Gør den til Eden og Paradis. Det kan du jo.”

Samme stemme talte til Guds Søn, da han hang på korset: "Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!" (Matt 27,40). Det var Djævelen, som talte. ”Hvorfor affinde sig med modgang og lidelse, hvis du er Guds Søn?”

Inde i vort hjerte og tanker kan de samme tanker vokse frem. Hvis jeg er Guds barn, hvorfor er livet da nogle gange en ørkenvandring? Det er en stemme uden afsender. Sådanne virker rimelige og værd at overveje nærmere:
* Hvorfor skal kvinden føde børn i smerte?
* Hvorfor skal manden spise sit brød i sit ansigts sved?
* Hvorfor skal jeg mærke lidelse og sygdom og til sidst dø?
* Hvorfor skal vi vende tilbage til støvet?

Overfor disse spørgsmål siger Jesus: ”Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver ord, der udgår af Guds mund.” Og det er Guds ord til os! Læs 1. Mosebog kapitel 3. Her er svar på vore spørgsmål. Og midt i svaret fortælles, hvorfor jomfru Maria fødte Guds Søn: For at han skulle knuse Slangens hoved! (1 Mosebog 3,15).

Uge 9, 24. feb. - 2. marts 2025

Tilflugt eller udflugt?

Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. (Matthæus-evangeliet 3,5-6)

Der var dåb ude ved Jordan. Nogle tog derud for at blive døbt. Andre tog blot ud for at se på.

Når der er dåb i kirken sker det også, at nogle kommer for at se på - som en slags udflugt, hvor de oplever en menighed og en gudstjeneste for første gang i lang tid. Men for menigheden og for kristne forældre er en gudstjeneste med dåb ikke en udflugt. Det er snarere tilflugt. De står med deres lille barn og ved, hvad det behøver: at få Gud som sin far og blive genfødt, blive renset for arvesyndens urenhed og blive taget ind i Guds nåde og frelse og overvinde døden. De søger tilflugt hos Gud med deres barn.

Når vi er i kirke en almindelig søndag, er vi heller ikke på udflugt. At gå i kirke er snarere udtryk for, at vi søger tilflugt hos Gud.

Der er noget unødvendigt over en udflugt. Man kan tage med eller lade være at tage med. Og man behøver ikke nogen særlig begrundelse for at sige nej. Men søger du tilflugt, har du ikke mange valg. Man kan måske vælge mellem forskellige tilflugtstssteder. Men én ting er sikker: Du er nødt til at gøre et eller andet: Tilflugt i et uvejr. Tilflugt, når du føler dig truet. Tilflugt, når du er skyldig og behøver tilgivelse. Tilflugt, når du mærker, at dit legeme ikke mere kan, og at du skal dø.

Udflugts-mennesket føler ikke, at det har brug for tilflugt, men går efter nydelse og oplevelse og vælger det sted, hvor han mener, at han får den bedste udflugt. Tilflugts-mennesket derimod spørger, hvor han kan få hjælp og tryghed mod den fare, han ser i øjnene.

Gud er vor tilflugt. Bibelens salmebog nævner det igen og igen. Fx. i Salme 46: Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler. Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb. (Salmernes Bog 46,2-3)

Uge 8, 17.-23. februar 2025

Den, der har ører

Da han havde sagt det, råbte han: «Den, der har ører at høre med, skal høre!» (Lukas 8,8)

Når vi går en tur og ser markerne i februar og marts er det en underlig tanke, at der om ikke længe skal sås de dejligste korn, som kunne være brugt til brød. Men landmanden tror på underet og sår sædekornet. Hvilket samspil mellem jord og korn og landmandens tro!

Der er et lignende samspil mellem ord, der bliver talt, og ører og hjerter, der hører tager imod i tro. Ligesom der er mel og brød på vej, når kornet bliver sået i markerne, sådan er der liv på vej, når Jesus Kristus taler sig ind i vores hjerter.

Når mennesker har vendt ryggen til hinanden, er der kun én måde at ændre det på: nemlig at de begynder at tale sammen igen. Ord fra den ene person til den anden person kan bygge bro. Når Ordet kommer med sandhed og kærlighed, kan det genoprette tilliden.

Sådan får Gud også os tilbage, efter at vi vendte ryggen til ham: Han gør det ved sit ord, ved Evangeliet. Derfor prædikes Evangeliet i den kristne kirke, og ud fra den kristne kirke.

Men hvad så, når Guds ord ikke skaber varig tro hos mennesker? Jesus svarer med lignelsen om sædemanden i Lukas kapitel 8. Og hans konklusion er: "Den, som har ører at høre med, han skal høre!" 

Uge 7, 10.-16. feb. 2025

Der er kun én Herre

Jesus er din Herre i personlige kriser, når du mærker skyld og dårlig samvittighed. Han gjorde sig til Herre over al din skyld og skam, da han døde på korset som din stedfortræder og sonede din synd. Og du blev forenet med han ved Ordet, som gav dig troen, og i Dåben, hvor han fødte dig på ny.
JESUS KRISTUS er din personlige HERRE.

Jesus er vor Herre i den kristne kirkes kriser, når uenighed og bebrejdelser vil lamme og splitte. Han har lovet, at helvedes porte ikke skal få magt over hans kirke. Han har lovet, at evangeliet skal forkyndes blandt alle folkeslag, og så skal enden komme.
JESUS KRISTUS er din kirkes HERRE.

Jesus er Herre over alle denne verdens riger og regenter. Verdens mange herrer regerer for at få magt og ære. Anderledes med Jesus. Da han blev født i Betlehem sagde englene: "I dag er der født jer en Frelser. Han er Kristus, Herren [KYRIOS]!" Kejser Augustus i Rom kaldte sig selv for Kyrios, men døde. Alle jordiske herrer har deres tid og falder til sidst. Men Jesus forbliver Herre i evighed. Han frelste med sit liv, sin lidelse, død og opstandelse til Gud Faders ære!
JESUS KRISTUS er verdens HERRE.

Jesus Kristus er Herre i mit hjerte, i den kristne kirke og i alle verdens lande. Det er trygt, når jeg mærker samvittighedens anklager i hjertet, når falsk lære og liv truer den kristne kirke, og når denne verdens præsidenter og despoter skaber frygt.

Uge 6, 3.-9. feb. 2025

Alene

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. … Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: «Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!» ... Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. (Matthæus 17,1.5.8)

Noget af det første, der siges i Bibelen om mennesket, er, at det ikke er godt, at mennesket er alene. Gud Herren sagde: «Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham» (1 Mos 2,18). Vi erfarer, at det er sandt, fordi vi kender til at være alene. Alligevel er det nogle gange lettest at være alene, fordi vi ikke selv er til at holde ud. Derfor holder vi os for os selv. Eller fordi vi ikke bryder os om andre, fordi de ikke er til at holde ud. Og så vælger vi at være alene.

Vi ved godt, hvor det stammer fra: Fra syndefaldet! Adam og Eva fik hinanden, for at de skulle hjælpe hinanden og ikke være alene. Men de kom bort fra Gud. De mistede tilliden til hans ord. De ville være noget, de ikke skulle være, nemlig uafhængige af deres Skaber. Da voksede bebrejdelser, beskyldninger og dårlige undskyldninger frem. De blev alene. Vi blev alene.

Hvordan kommer vi ud fremmedgørelsen overfor Gud og hinanden? Underligt nok ved at være "alene!" Nemlig alene, sådan som tre disciple var alene med Jesus på bjerget. De så Jesus i hans guddomsherlighed. Og en røst fra himlen sagde: "Hør ham!"

Sådan tager Gud os ud af ensomheden ind i troens fællesskab med sig og med andre ensomme, der hører og tror Guds ord. På bjerget, hvor de så Jesus alene. Og i en kristen gudstjeneste, hvor vi alene med Jesus, vor Frelser, og sammen med andre ensomme alene hos ham.

Uge 5, 27. jan - 2. feb. 2025

Hvorfor er I bange?

Og de kom hen og vækkede ham og sagde: "Herre, frels os! Vi går under!" Men han sagde til dem: "Hvorfor er I bange, I lidettroende?" (Matt 8,25-26)

Jesus var sejlet ud på søen i en båd. Og disciplene fulgte med. Da kom en stærk storm, så båden var ved at gå under. Jesus sov i båden. Disciplene gjorde det rigtige: de ruskede i Jesus og vækkede ham. ”Herre, frels os!” Og da spørger han dem: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” 

Er det ikke fantastisk: Der er ingen grund til at være bange, når Jesus er hos os. Lige meget hvad.

Men vi er jo bange. Vi bliver bange. For vi er det, Jesus kalder os: "lidettroende". Vi har den lillebitte tro. Hvor meget tro skal der da til?

Evangeliet om stormen på søen fortæller, at der ikke skal andet til end at kalde på Jesus, vække Jesus i bønnen og kalde på ham i nøden. Som kristne må vi i fra kirkens skib bede de bønner, han har givet os i Salmernes Bog og lært os at bede i Fadervor. Bed i Jesu navn, når du har angst i dit hjerte, krise i dit ægteskab, problemer i din familie, på dit arbejde og i din menighed. Jo, der kommer storme der, hvor dit skib befinder sig. Men Herren er med! Du er jo døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Derfor kan du råbe til ham!

Uge 4, 20.-26. jan. 2025

Betro dig trygt til ham!

Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: «Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.» Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: «Jeg vil, bliv ren!» Og straks blev han renset for sin spedalskhed. (Matthæus 8,2-3)

Ligesom den spedalske ikke vidste, om Gud ville helbrede ham, sådan ved vi heller ikke, hvordan Gud vil føre os her i livet. Heller ikke, når det gælder sygdom. Og vi forstår os ikke på den måde, han har ført os på indtil i dag.

Men ligesom den spedalske kendte Jesus og vidste, at han kunne bede ham om hjælp, sådan kan vi også bede Jesus om hjælp i både småt og stort. Vi kan betro os til ham. Vi kan bede, som den spedalske mand gjorde.

Selvfølgelig ville alt være usikkert og uvist, hvis det kom an på vore bønner og vore tanker om os selv og om Gud. Men nu taler Gud til os i evangeliet om en spedalsk mand, som Jesus hjalp.

Evangeliet forkynder, at Jesus er Guds Søn og vores frelser. Evangeliet fortæller, at Guds Søn døde for vore synder og sejrede over døden. Evangeliet bekræfter Guds omsorg for sin skabning i livet og i døden. Derfor kan vi tillidsfuldt bede til Jesus Kristus og betro os med alle ting. For han blev vor Herre, da vi blev døbt. Han hører os og hjælper, ligesom han hjalp en spedalsk.

Bøn: Vor Fader, du som er i himlene! ... Ske din vilje som i himlen således også på jorden! Amen.

Uge 3, 13.-19. jan. 2025

Et slagtet lam eller en guldkalv?

Er tiden inde til at fjerne kirkens alter med den henrettede Kristus på korset og erstatte det med en scene, hvor mennesker optræder med underholdning i en kristen klædedragt? Kristus på korset er jo det slagtede lam. Bør det nyfortolkes i dag, så man undgår at tale om menneskelig synd og død, og istedet taler mere om velfærd og giver psykologisk bistand i kristendommens navn?

På søndag læses der i kirken op fra 2 Mosebog kapitel 33. Guds folk havde samlet guldsmykker, som de havde fået med ud fra Egypten, og smeltet dem om til en kalv af guld. Aron proklamerede: "Her er din Gud, Israel, som førte dig ud af Egypten" (2 Mos 32,8). En skøn nyfortolkning af påskelammet.

Da Moses kom ned fra bjerget med de 10 bud og så menigheden gudstjeneste, knuste han stentavlerne. Han bad Gud om at tilgive sit folk. Og derpå gik han igen op på bjerget og bad: ”Lad mig dog se din herlighed!" Herren svarede: ”Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil"  (2 Mosebog 33,18-19). Da han senere gik ned til folket igen, havde han foruden de to stentavler også to gaver med: Tegningen til helligdommen, som skulle være deres kirke. Og ordningen om offerlammet, hvis blod skulle rense folket fra deres synd og sone skylden.

Sådan åbenbarer Gud sin herlighed for os: I sin kirke, hvor vi hører hans ord oplæst, prædiket og lovprist. Og i kirkens sakramenter, dåbens og alterets sakramente, hvor han genføder os og giver os sin nåde. Derfor beder vi med Moses: Herre, vis mig dog din herlighed i Jesus Kristus. Vis os din herlighed i det Den hellige Skrifts klare ord og i det Guds lam, som bærer verdens synd!

Uge 2, 6.-12. jan. 2025

Fortæl dit barn: "Det gjorde Herren for mig!"

Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. (Lukas 2,40-42)

Lukas fortæller, at Jesu forældre hvert år tog til Jerusalem til påskefesten. Det gjorde de, fordi det var afgørende for alle i Guds folk at blive bevaret i troen på, at Herren havde befriet dem fra slaveriet i Egypten. Gud havde sagt til Moses: Husk denne dag, da I drog ud af Egypten, af trællehuset. … På den dag skal du sige til din søn: Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten (2 Mos 13,3.7).

Under påskefesten sagde Josef til Jesus: "Herren gjorde det for mig." Han fortalte, hvad Herren havde gjort. Og han viste Jesus det ved, at de hvert år vandrede den lange tur til Guds hus i Jerusalem. Han lagde bibelhistorien om Guds frelse og omsorg ind i sin søns hjerte op gennem barndommen. Sådan blev Jesus stærk og fyldt med visdom.

Beretningen om Josef og Marias påskefejring kalder stærkt på alle kristne forældre til at fortælle deres børn: "Det gjorde Herren for mig." Et barn skal mærke sine forældres tro på Guds frelse. Fortæl barnet, hvad Herren gjorde for jer!

Ligesom Jesu forældre tog Jesus med til påskefest i Jerusalem, må vi tage vore børn med i kirke om søndagen til gudstjeneste og til frelsens julefest, påskefest og pinsefest. Men også i hverdagens bøn og sang, når vi læser Guds ord i hjemmet.

Sådan gives troen videre i en kristen familie. Sådan fyldes vore børn med visdom, og Guds nåde er over dem.

Uge 1, 30. dec. 2024 - 5. jan. 2025

Afslutningen på filmen

Nogle film begynder med slutningen. Man ser et glimt af noget langt henne i handlingen. Det vækker forventninger og hjælper os til at se sammenhænge i filmen. Og derpå går filmen rigtigt i gang.

Sådan får vi lov til at leve vores liv som kristne. Gud viser os i sit ord glimt af, hvordan det vil gå os. I tillid til hans løfter og dåbens pagt kan vi gå ind i det nye år med et godt håb og stor tillid til ham.

Sådan gjorde Herren med Abram. Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes." Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og Lot drog med ham. Abram var femoghalvfjerds år, da han forlod Karan. (1 Mosebog 12,1-4)

Abram så i glimt et nyt land og den velsignelse og beskyttelse, Gud ville give ham. Derfor drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham. ”Forlad dit land, din slægt og din fars hus!” - Vi får ikke at vide, under hvilke omstændigheder, om han måtte kæmpe en indre kamp, om han gjorde modstand, om han græd, eller om han var overbevist fra starten. Men vi får at vide, at Abram var femoghalvfjerds år (75). Vi ser en ældre mand for os. Han havde prøvet meget hidtil og var nok klar til at sige: ”Nu kan det være nok. Jeg orker ikke noget nyt.” Men da han så i glimt, hvordan det ville gå ham, drog han afsted.

Sådan et menneske kan begive sig ud i noget nyt og ukendt med håb og tro! Og mennesket er dig, som er døbt og tror på Jesus. Din motivation og drivkraft kommer ikke indefra dig selv, men fra Herren, som giver dig tro og håb.

Når vi hører hans plan og løfte, kan vi drage afsted med håb og i tro. Filmen er begyndt. Og vi kender afslutningen, når vi kender evangeliet om Jesus.

www.vivit.dk, post@vivit.dk