De store højtiders måneder er slut. Advent med forventningens glæde i adventskransens skær. Julen, hvor julekrybbens figurer viser hen til Betlehem. Fasten med fastelavnsris, som peger på tornekrone og pisk langfredag. Påskesøndag – så er fastelavnsgrenene sprunget ud, og opstandelseshåbet blomstrer. Snart kommer aftenen, hvor vi samles til hveder, og der må man ikke glemme, at de rimer på ”beder”. Kristi Himmelfart og pinse – Helligånden kommer, og vi plukker pinseliljer og tænder lys og tænker på helligånds-flammerne. Hver højtid sine symboler og traditioner, og disse kan være gode til at holde os fast og samtidig føre os videre i kirkeårets gang. Sådan er det i hvert fald for mig. Med trinitatis søndag begynder perioden med alle hverdagene afbrudt af hen ved 25 trinitatis-søndage fra juni frem til udgangen af november. Hvilket symbol kunne vi give denne tid, som kan påminde os om den treenige Gud? Hvad med en stedmoderblomst? Men hvorfor nu en stedmoderblomst? Hvis der skal være blomster til at symbolisere trinitatis, måtte man kunne finde en finere og mere imponerende blomsterbuket. Lad os høre om stedmoderblomsten og treenigheden. På latin hedder blomsten ”viola tricolor”, og i middelalderen kaldtes den i folkemunde ”trefoldighedsblomsten”. Blomsten har gerne tre farver, hvid, gul og blå, og det mente man, var som et jordisk symbol på den himmelske treenighed – Fader, Søn og Helligånd. Tre farver – én blomst. Tre personer – én Gud. Det er stort , at vi må vide, at Faderen, Jesus og Helligånden er med os og giver os alle gaver. Alting, både småt og stort - den lille trefarvede blomst og den evige frelse for os alle. Den lille beskedne stedmoderblomst med fløjlskær vokser tilfreds og tålmodigt mange steder, også dér, hvor der ufrugtbart, og hvor jorden er stenet og hård. På samme måde kan den treenige Gud virke og hjælpe, hvor der ser håbløst og stenhårdt ud. Velsignelsen blomstrer op, hvor man mindst ventede det. Lad os bruge trinitatistiden til at være stedmoderblomster for hinanden og vise hen til Den Treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd! Han har skabt os. Han har frelst os. Og han har gjort os levende og gjort os til sine børn ved troen på Jesus Kristus. Kirstina Strand Artikel fra "Luthersk Kirke", nr. 2/2012 |