De er plantet i Herrens tempel, de skyder op i vor Guds forgårde. Selv i deres høje alder bærer de frugt, de er friske og grønne, så de kan forkynde, at Herren er retskaffen; han er min klippe, der er ingen uret hos ham." Salme 92,13-16.
Sommeren behøver ikke at være ret gammel, før græsset kan svides og stedmor-planterne visne. Men da tager de mere rodfaste blomster heldigvis over. Roser og buske klarer bedre både blæst og nogle tørre uger.
Vi oplever det også i vores liv. Når vi rammes af tørre tider, eller når blæst, regn og kulde slår ned i vores personlige haver, holder de første sommerblomster ikke stand. Og vi spørger, hvordan vi bevarer livet og glæden. Skal du affinde dig med at afblomstre? Eller kan man vokse i dybden med mulighed for stadig personlig vækst? - Ja! For den levende Gud har ikke skabt os til at visne og dø, men til at leve og bære frugt. Og det med at bære frugt og være grøn er ikke forbeholdt en bestemt alder.
Bibelens salme 92 fortæller om dem, som kender Gud og tror på ham: "De er plantet i Herrens tempel, de skyder op i vor Guds forgårde. Selv i deres høje alder bærer de frugt, de er friske og grønne, så de kan forkynde, at Herren er retskaffen; han er min klippe, der er ingen uret hos ham" (Sl 92,13-16).
Ligesom man kan undres over, at palmen klarer sig i ørkenens sand, sådan kan man undres, når et menneske bevarer håbet og troen under modgang og sygdom. Men der er en forklaring. Palmens rødder når helt ned til den flod, som flyder under ørkenens sand. På samme måde med det menneske, som vokser i evangeliets ord. Det ord gør, at du klarer dig i de vanskeligste tider og har håb både for tid og evighed.