Skriget (Salme 42) Et skrig fortæller om lidelse og smerte. Det går os til hjertet. Det er fortvivlende, når vi ikke ved, hvad vi skal stille op overfor andres lidelse. Og når skriget kommer fra os selv, står andre måske lammede og magtesløse. I Bibelens beretninger høres der mange skrig. F.eks. i Salme 42: "Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud! "Hvem hører, når hjorten skriger af tørst? Det gør de andre dyr, som også tørster. Dyr kan ikke hjælpe hinanden, når det gælder tørst. Alligevel bliver der skreget - i lidelse og smerte. Sådan er livet i naturen. Hvem hører, når et menneske skriger i smerte? Det gør andre mennesker. Selv om vi kan hjælpe hinanden med meget, er der også mange situationer, hvor vi kun kan se på. Lidelse og smerte kan ikke altid lindres og læges. Da bliver vi tavse. Eller vi skriger selv. Da er der hjælp i at lytte til de skrig, der gengives i Bibelen. For her mærker vi, at Gud er til, og at vi må skrige efter ham. Han hører os. En hedensk kvinde kom til Jesus og skreg ham ind i øret. "Hjælp min datter. Hun plages slemt af en dæmon." (Matthæus 15,22). Jesu egne disciple kunne ikke holde ud at høre på hendes skrigeri. Det gik dem ikke til hjertet. De anså hende for hysterisk og uværdig. Sådan kan vi også nogle gange få nok af andres klage og skrig. Men Jesus lyttede til kvinden. Han får heller ikke nok af menneskers skrigen i dag. Ham må du skrige til. Han lytter. Han hører. Han skreg engang selv i lidelse, nemlig på korset. Han mærkede skyld og straf, nemlig den skyld og straf, som vi har fortjent på grund af vore tillukkede og hårde hjerter. Han er Frelser og Forsoner. Og han overvandt døden. Derfor hjælper det at skrige til ham. "Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud!" BØN: Herre, min sjæl er fortvivlet. Min sjæl er fortvivlet. Send din godhed til mig i dag!

Skriget (Salme 42)

Et skrig fortæller om lidelse og smerte. Det går os til hjertet. Det er fortvivlende, når vi ikke ved, hvad vi skal stille op overfor andres lidelse. Og når skriget kommer fra os selv, står andre måske lammede og magtesløse.

I Bibelens beretninger høres der mange skrig. F.eks. i Salme 42: "Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud! "Hvem hører, når hjorten skriger af tørst? Det gør de andre dyr, som også tørster. Dyr kan ikke hjælpe hinanden, når det gælder tørst. Alligevel bliver der skreget - i lidelse og smerte. Sådan er livet i naturen.

Hvem hører, når et menneske skriger i smerte? Det gør andre mennesker. Selv om vi kan hjælpe hinanden med meget, er der også mange situationer, hvor vi kun kan se på. Lidelse og smerte kan ikke altid lindres og læges. Da bliver vi tavse. Eller vi skriger selv.

Da er der hjælp i at lytte til de skrig, der gengives i Bibelen. For her mærker vi, at Gud er til, og at vi må skrige efter ham. Han hører os.

En hedensk kvinde kom til Jesus og skreg ham ind i øret. "Hjælp min datter. Hun plages slemt af en dæmon." (Matthæus 15,22). Jesu egne disciple kunne ikke holde ud at høre på hendes skrigeri. Det gik dem ikke til hjertet. De anså hende for hysterisk og uværdig. Sådan kan vi også nogle gange få nok af andres klage og skrig. Men Jesus lyttede til kvinden. Han får heller ikke nok af menneskers skrigen i dag. Ham må du skrige til. Han lytter. Han hører. Han skreg engang selv i lidelse, nemlig på korset. Han mærkede skyld og straf, nemlig den skyld og straf, som vi har fortjent på grund af vore tillukkede og hårde hjerter. Han er Frelser og Forsoner. Og han overvandt døden. Derfor hjælper det at skrige til ham. "Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud!"

BØN: Herre, min sjæl er fortvivlet. Min sjæl er fortvivlet. Send din godhed til mig i dag!