”Vis mig dine veje, Herre, lær mig DINE stier.” Salme 25,4
Sådan beder David. Den vej, der ligger foran ham, er ikke hans, men Herrens. Guds vej. Og de små stier, han skal vandre ad, er ikke hans, men din Herres.
I mit liv er der både stier og veje. Stierne er de steder, hvor jeg er mest alene, og hvor der nogen gange smalt og stenet. Jeg kan blive i tvivl om, hvor jeg skal gå. Og når der virker ufremkommeligt, kan jeg komme i tvivl, om jeg er gået vild. Vejene er lettere at gå på. Her er mere plads, og jeg møder flere mennesker dér. Jeg er sammen med andre og ikke alene. Men selv om jeg er sammen med andre, er det jo ikke derfor sikkert, at jeg er på rette vej. Måske er vi alle faret vild? Derfor vil jeg bede med David: "Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier!"
Det lille ord "dine", kan mindst betyde to ting: Først, at Gud kender stien og vejen, han viser mig. Så når den er snørklet og vanskelig, kan jeg være helt rolig. For det er ”Herrens sti”. Og når stien afløses af en vej, hvor også andre færdes, da ved jeg , at vejen er Guds. Derfor: Gå bare til. Smøg ærmerne op og gør det, du skal. Dit kald og arbejde er fra ham. Det er hans vej og hans sti.
Dernæst: Når jeg beder med David om at se Herrens stier og veje, da betyder det også: ”Vis mig, hvor du selv har gået, og den vej, du selv har vandret. Lad mig sidde her i kirken og høre, hvor du gik, og hvad du gjorde for mig – og for alle.” Sådan er evangeliet. Lad mig se, hvordan du blev menneske og lod dig føde. Lad mig høre om Marias og Josefs rejse til Betlehem. Du var jo selv med, kære Herre. Og du lod dig føde for at blive min bror. Vis mig, hvordan du stod op af graven og kom til dine disciple. Vis mig dine stier til mig, så jeg kan være sammen med dig i den hellige nadver og vide, at du går med mig gennem hele livet. Amen