Også dér (Salme 139,7-12)

Lillebrors hånd i storesøsters. Barnets hånd i sin fars hånd. Det er billeder, vi kan lide at se. Alle har vi haft en lille hånd og mærket, hvor godt det var at lægge den i fars eller mors. Så gik vi glad videre. Det skabte tryghed, også selv om vejen og livet i øvrigt var vanskeligt. Også den unge har brug for en andens hånd: kærestens, vennens, ægtefællens. Det er godt, når kæresten rækker ud og holder fast. På samme måde i alderdommen. Man har måske mistet nogle af sine kære, måske ens ægtefælle. Da er det godt, når et trofast barn eller en kær nabo tager fat i ens hånd.

Alligevel er menneskehænder ikke alt. Der er dage og situationer, hvor også vore nærmeste ryster på hånden og ikke kan nå os. Måske fordi vi trækker os ind i os selv med en angst og en skyld, som vi ikke kan fortælle dem om. Måske fordi vi er på vej ind i evigheden. I sådanne tider synes vi måske, at vi også må gemme os for Gud, eller at han ikke kan have noget med os at gøre, sådan som vi har levet og været.

David fortæller om sådanne oplevelser i Bibelens salme 139: Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? ... Siger jeg: “Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig”, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset (v7-12). Også dér! Dér holder din højre hånd mig fast. Det er den største tryghed, som findes.

Tænk på Jesus Kristus! Kan du opleve noget vanskeligt eller frygteligt, som han ikke oplevede i sit liv? Findes der nogen smerte og nogen skyld, som han ikke mærkede på sin krop og sjæl?

Han gik ind i vores verden og menneskeliv. Han påtog sig vore vilkår. Og som 30-årig blev han korsfæstet for vore synder og gik på den måde den svære vej ud af livet gennem døden. Tre dage efter opstod han igen. Han lever. I tillid til ham kan du sige til Gud: “Så leder din hånd mig også dér!”

BØN: Gud, tak, at mørket er lyst for dig!