Bagfra og forfra (Salme 139,1-6)

Vi udtrykker mange ting med vore arme: vi vinker og hilser og knyttes sammen med hinanden; vi slår ud med dem og viser, at det klarer vi ikke; vi slår dem over kors og lægger afstand. Noget særligt ved armene er, at de passer perfekt til at nå rundt om et andet menneske. Med armene kan vi mærke hinanden både bagfra og forfra. Et knus. En favn. Det er godt at få det af sine nærmeste og at give igen af den slags! Det kunne vi vist godt både gøre noget mere og noget bedre.

Men der er noget, som er endnu bedre: Nemlig når Gud omslutter dig bagfra og forfra. David taler om det i Salme 139: Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra om­slutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det (v1-6).

Når andre giver os knus, er der jo mangt og meget i os, som de ikke kender til og ikke kan hjælpe os med. Men Gud ved om det alt sammen. Han har rede på det hele. Det kan gøre tryg. Men det kan også virke skræmmende. For Gud er den retfærdige, som kræver lydighed og kærlighed af os. Han er både vores skaber og vores dommer. Alligevel er det trygheden, som har overtaget i Salme 139. For David kender også Gud som en nådig Gud, der tilgiver. Det er underfuldt at blive omfavnet af ham. Det indbyder til at åbne sig for ham og fortælle, hvad der tynger og er svært. Det kan vi gøre i vores bøn.

Du er i Guds favn, når du beder til ham i Jesu navn. Han omslutter dig bagfra og forfra.

BØN: Herre, tak at du kender og forstår alt. Jeg overgiver mig til dig og din godhed mod mig. I Jesu navn.