Mere end et nummer

Det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. (Lukas 2,1-3)

Juleevangeliet siger det ligeud: Det skete! Det er ikke et eventyr, ikke et julenummer eller en opdigtet historie. Det skete! Det skete i de dage, da den romerske kejser Augustus holdt folketælling. Ca. 2003 år siden.

Borgere i romerriget fik befaling om at rejse til deres hjemstavn for at blive registreret. Derfor den megen "juletrafik."

Også i dag registrerer samfundet sine borgere. Staten har styr på, hvor vi bor, om vi er vaccineret eller ej, om vi betaler skat eller ej og hvilke personnumre, der skal have udbetalt børnecheck, SU og pension. Vi bliver indkaldt til skolegang, militær og brystkræft-screening.

Faktisk er det et privilegium at være talt med i et land med så gode kår, som vi har i Danmark. Men det er ikke nok. For inderst inde i vores personlighed består vi ikke af tal, men af kød og blod, følelser, hjerte og bevidsthed. Så mange livsvigtige ting ordnes over det "offentlige", at man føler sig fremmedgjort og glemt som det menneske, man også er. Og hver især har vi gjort os personligt skyldige i netop dette: at overse hinandens hjerter, forbigå hinanden og nøjes med at drive med den strøm af mennesker, der er på juleindkøb. Alle drog hen for at lade sig sig indskrive.

Men netop i december måned får vi hjælp til se hjertet bag de mange tal. Tag f.eks. dagene i december. Vi husker dagens nummer med kalenderlys og kalendergaver. Vi tæller fra 1 til 24 og tænker på den fest, hvor vi skal aflevere en gave til et menneskehjerte. - I år står der "julen 2003" på julemærkerne. Årstallet er endnu et tal, som er mere end et tal. Det fortæller, at vi lever i tiden efter Kristi fødsel. Vi lever i kraft af ham. Kristus giver årene mening og retning og gør dem til andet og mere end tilfældige år.

Lad os her i december drage til vor hjemstavn, dvs. hen til ham, vi stammer fra. Det kan vi gøre i den menighed, hvor Gud træder os nær i evangeliet og gør os til mere end et nummer.

Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin [tro]-lovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. (Lukas 2,4-7)

Midt i mylderet af mennesker på juleindkøb, i overfyldte juletog eller ved kassen i supermarkedet kort før lukketid falder blikket nu på et par. Hun er ung og højgravid. Han er vist nok en del ældre. Der er noget mildt over den måde, de er sammen på. Mon ikke de er flygtninge. Det virker, som om de er fremmede her på stedet.

I juleevangeliet får dette par navn: Josef og Maria hedder de. De er forlovede (egentlig trolovede).

Vi får også at vide, at de hører til en gammel slægt. De kommer ikke ud af ingenting. De har stærke rødder. Og de ved det. Slægten stammer fra Betlehem, hvor de nu er rejst hen for at blive registreret. For mange år siden boede deres tip-tip-tip-oldefar her. David hed han.

Sådan har vi også vore rødder. Børn og ældre ved mest om den slags. Unge forsøger nogle gange at frigøre sig derfra. Og mange voksne skyder ansvaret for slægten fra sig, fordi de tænker, at samfundet (som vor tids kejser) tager sig af den slags. Man har jo betalt for børnehaver og plejehjem gennem sin skat. - Men på den måde gør vi både os selv og andre til ligegyldige numre. Og hvis vi overser hinandens hjerter, går troskaben i stykker. Man vender ryggen til hinanden og leder i stedet efter nye kærester og skifter slægten ud med nye kontakter.

Hvor anderledes da at møde Josef og jomfru Maria. De er stærke forbilleder både for unge og voksne.

De var "trolovede". Mere end kærestefolk. Troens folk. De troede på hinanden. Og de troede på Gud. I denne tro havde de lovet hinanden troskab. I denne tro kunne de bære, hvad de bar: Guds Søn. For de blev selv båret af ham.

Når vi som Maria bærer Jesus under vort hjerte, fyldes det af tro. Da mærker vi, hvordan vi hører sammen i den menighed, hvor Jesus bor.

Mere end et nummer... i slægten... i hjertet ... i virkeligheden

Mere end et nummer ... i hjertet

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt kke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren." (Lukas 2,8-11)

Nu skifter kameraet til hyrderne på markerne. Vi ser arbejdskammerater under vanskelige kår. Og igen mærker vi, at det ikke er et eventyr. Hyrderne er virkelig på arbejde. De ligger ude på marken og holder nattevagt over deres hjord i kulde og mørke.

Sådan kender du også til tider i dit liv, hvor du ikke overkommer andet end at passe dit studie, din lærlingeuddannelse, dit nedslidende fabriksarbejde og de utaknemmlige rutiner i hjemmet.

Hvad lever hyrderne for? For en ringe dagløn, som lige netop kunne ernære en familie, og så heller ikke spor mere. Men arbejdet gav dem trods alt en vis form for selvværd.

Alligevel var det svært at se, hvorfor livet ikke kunne forme sig lidt bedre for dem. - Og som om det ikke var nok. Midt i kulden og mørket blev de pludselig ramt af en lammende frygt.

Du kender måske også til at frygte for døden og dommen. Du gribes af angst en dag på vej hjem fra arbejde. Du mærker, at du skal stå til regnskab overfor Gud, din skaber. Du ved dig skyldig og dødsens. Du mærker frygt og rædsel.

Det blev hyrdernes redning, at Herren sendte en prædikant ud på deres arbejdsplads. Han sagde med myndighed og styrke: "Se, jeg forkynder jer en stor glæde!"

Vi tænker måske, at noget lignende aldrig kommer til at ske for os. Ikke desto mindre sker det midt i vores hverdag. Herren lader også i dag sendebud sige til os: "Frygt ikke! For i dag er der født jer en frelser." Gud er blevet menneske. Gud er hos jer i sin Søn Jesus Kristus.

Da bliver det ikke blot tåleligt at være til, men saligt og godt. For dit hjerte hører og mærker, at frelsen er større end frygten, og at Frelseren trøster dig i hjertet.

Mere end et nummer... i slægten... i hjertet ... i virkeligheden

Mere end et nummer ... i virkeligheden

"Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! (Lukas 2,12-14)

Var alt det, hyrderne nu havde oplevet, kun sket i deres følelser og tanker? Er kristendom, når alt kommer til alt, kun et spørgsmål om følelser og forestillinger? Eller gælder troen også i hverdagen, når det daglige slid gør livet vanskeligt og trivielt?

Englen giver os et klart svar, når vi hører, hvilket tegn han giver hyrderne: "Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe."

Kunne man ikke have forventet et mere overbevisende tegn fra Gud? Dette tegn var jo det ringeste, man næsten kunne forestille sig: Et spædbarn, og til og med et fattigt barn.

Men lad os alligevel følge med hyrderne hen til Betlehem og se barnet. Og der ved barnets side ser vi et trolovet par, hvis hjerter holder sammen om barnet. Og det går nu op for os, hvad der er hemmeligheden bag parrets milhed og glæde: nemlig barnet, som kvinden fødte i nat.

Det ligner alle andre børn: græder, skal skiftes, ammes og lulles i søvn. Og dog er det Guds evige søn. En stjerne er blevet tændt midt iblandt os. Vismænd kommer siden og tilbeder barnet. Som voksen bruger han hele sit liv på at finde knuste hjerter, trøste dem og give dem håb og evigt liv. Og til sidst hænger han som den ringeste af alle på et kors. Men netop det kors bekræfter, at englens ord havde hold i virkeligheden: "Frygt ikke! I dag er der født jer en frelser. Han er Kristus, Herren." Han gav sit liv for os, da han døde. Og han sejrede over dødens magt, da han opstod påskedag.

Nu er der liv til hver og én af os, som tælles med blandt menneskene. Ved troen på Jesus får vi hjertet tilbage, det levende hjerte, som tror på Gud.

Men hvor? Der, hvor troens ord om Jesus Kristus prædikes! Og i nadveren, hvor Jesus er virkeligt til stede med sit legeme og blod.

Dér kan vi holde virkelig jul.

Tekst LGJ . Grafik Nex