ANDAGT
Kulissen
Helt fra begyndelsen af november arbejdes på at forberede julen. Næsten som et scenebyggeri forud for et stort skole-teater. Der skal laves en fin baggrund. Kulisserne skal hentes frem. Der øves på julemelodierne. Julefrokoster, julepynt og diverse juleindkøb, julestuer, julekoncerter og jule-messer bygger op til festen sidst i december. Vi gør alt, hvad vi kan, for at få skabt den bedst mulige baggrund for en glædelig jul.
Derfor er det godt et øjeblik at standse op og tage et kig på, hvad der var baggrunden for den første kristne julefest.
Lukas fortæller og viser os en stor folketælling, mennesker som bliver drevet afsted som stemmekvæg, to fattige mennesker og et barn, som fødes under fattige kår. Vi ser også hyrder, som ligger ude på marken og holder nattevagt over deres hjord.
Det er gråvejsagtige og kolde kulisser, som ikke giver megen forventning om fest. Men da sker det: Herrens engel står for dem, og Herrens herlighed stråler om dem, og de bliver grebet af stor frygt. Og englen fortæller om den store glæde (Luk 2,8-10).
Den store glæde opstår midt i hverdagen. Den store frygt er baggrunden. Hvor godt Hvor herligt. Den egentlige julefest vil os noget godt midt i vores virkelighed. Midt i din frygt møder Herren dig. Og det går op for dig, at du kommer ham ved, og at alt det frygtelige og triste ikke skal skjules bag jule-kulisser, men i sig selv er den kulisse, hvor han kommer til dig. Derfor kan det blive en glædelig jul.
 |
 |
 |
 |
 |
 |
"Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!" (Lukas 2,10)
"Det er bare ord!" Vi kender desværre udtrykket alt for godt. Ord kan være tomme og indholdsløse. Alligevel ønsker ingen af os at leve i tavshed. Og vi tør godt tro på et ord, når det kommer fra en, vi kender og stoler på.
Ordet stammer oprindelig fra vores Skaber. Han skabte himmelen og jorden ved sit ord. Han sagde: "Der skal være lys!" Og der blev lys. Hans ord har samme kraft i dag. Det kan skabe lys midt i vores mørke.
Englen forkyndte glæden for fattige hyrder. "Se, jeg forkynder jer en stor glæde!" Og han føjede til, at det var for hele folket. Glæde til mennesker, som levede under besættelse og i frygt. Glæde - også til os.
Vi efterligner englen her op til jul, når vi sender vore mange julekort. "Glædelig jul!" og "kærlig hilsen!" Og det gode julebrev er da også i stand til at overbringe noget fra afsender til modtager. Alligevel mærker vi, at selv de bedste ord ikke slår til. Vi ville gerne selv være kommet personligt. Og selv om vi så kommer og er sammen, er det heller ikke altid "nok". Vi mestrer ikke det med glæden!
Det er anderledes med Gud og hans ord! Når vi lytter til ham, er der åbnet for glædens kilde, så den kan strømme ind i frygten og mørket. For ordet bringer ham nær.
Fra Himlen højt kom budskab her med nyt til alle fjern og nær, godt budskab os nu føres til, derom vi evig sjunge vil. (DS 79v1)
|
|
|
|
|
|
"I dag er der født jer en frelser!" (Lukas 2,11)
Juleevangeliet beretter om noget, der er sket en helt bestemt dag i denne verdens historie. Der angives tid og sted. Det skete i Betlehem, mens Augustus var kejser i Rom.
Lukas gik grundigt til værks, da han skrev sit evangelium. Han fortæller i indledningen, at han opsøgte øjenvidner og talte med ordets tjenere. Han understreger dermed, at evangeliet er ikke eventyr, men handler om "det, som har fundet sted iblandt os" (Lukas 1,1-4).
Dermed er der sagt noget afgørende om at være kristen. Det handler ikke om at drømme sig ind i et eventyr. Men vi skal indse og vende tilbage til virkeligheden. Vi skal kende sandheden om, hvem vi selv er, og hvem Gud er, og hvad han har gjort for os. Det er at tage livet alvorligt på godt og ondt og at stole på Jesus Kristus.
Her - midt i vores virkelige liv - midt i menneskehedens historie - her trådte Gud selv ind som menneske. Han lod sig føde. Han blev ét med os. Han vil have kontakt. Han vil forene sig med os og genoprette fællesskabet. Han vil give os troen. Han vil, at vi tager imod tilgivelsen og det evige liv fra ham. For "det skete". Begivenhederne den første jul i Betlehem om et lille barns fødsel er selve Guds fødsel som menneske midt iblandt os. Barnet er Jesus Kristus. Det er ham, som siden blev korsfæstet, døde og opstod fra graven. Han lever i dag!
I dag et lidet barn er fød til bod for verdens synd og nød; det er den Herre Jesus Krist, som frelse bringer os for vist. (DS 79v2)
|
|
|
|
|
|
"Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." (Lukas 2,12)
Det er kommet på mode at beskæftige sig med det guddommelige. Åndelige fænomener er blevet interessante. Eksemplerne i ugeblade og TV er mange. Ikke så få kristne følger også med moden, når de spejder efter og har nok i følelsen af, at Helligånden virker i deres liv. Guds tilgivelse derimod, spørges der ikke meget efter.
Til alle os, som hungrer efter nye åndelige tegn, siger englen: "Dette er tegnet, I får: I skal finde et barn!" Her peger projektøren ikke opad mod himlen og store åbenbaringer. Heller ikke indad i den enkeltes følelsesliv. Men nedad! Tegnet er placeret i mørke og usselhed: "Et barn i en krybbe!" Guds Søn blev menneske. Og som menneske tog han en tjeners skikkelse på. Han bøjede sig under Guds vilje og døde på et kors. Det er det store tegn fra Gud.
Jesus' samtid var religiøs, ligesom vores tid er det. Men Jesus gav dem ikke de tegn, de krævede. Derfor korsfæstede de ham. På samme måde er der fare for, at den sande Jesus tilsidesættes til fordel for en ny "åndelighed".
Det er ikke nok, at vi søger Gud i det overnaturlige. Vi må søge ham, hvor han vil åbenbare sig for os. Han peger selv på prædikenen, dåben og nadveren. Og han føjer til, at vi også har med ham at gøre, når vi tjener den syge, fattige og nødstedte bror og søster.
Så lad os mærke tegnet ret:
i stalden hist, i krybbe lagt,
der vil vi finde barnet lagt,
som har al verden i sin magt.
(DS 79v3)
|
|
|
|
|
|
"Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag." (Lukas 2,13)
I en tid, hvor økonomisk fremgang, ny teknik, menneskelig skønhed og evig ungdom æres, lovprises og tilbedes, er det befriende at lytte til englesangen. For her er ikke noget som helst at leve op til. Her er det jo ikke os selv, der skal æres og takkes, men Gud. Og vi får ét eneste ønske: At få del i den glæde og fred, som englesangen lover mennesker med Guds velbehag.
"Ære være Gud i det højeste!" Først rettes al opmærksomhed mod det ringe og uanselige barn i mørket. Derefter peger projektøren op mod himlen. Og der lyder et brus til Guds ære. Englene binder himmel og jord sammen. I deres sang forener de det ringeste blandt mennesker med det højeste hos Gud. - For Gud vil være i usselhed og ringhed hos det menneske, som faldt fra ham og blev dødens bytte. Samtidig er han dog stadig Gud, som bør tilbedes og æres i al evighed.
Gud siger: "Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte" (Es 57,15). - Hvem kan få det til at rime? Det kan Jesus. I ham har vi altid grund til at ære og prise Gud.
Hvad så med sorg og savn? Hvad med de lidelser, vi selv og andre kender til? Skal man ære og takke Gud for det? Nej! Men vi kan takke ham for, at vi har fået Jesus, hans egen Søn, hos os midt i livet og midt i døden.
Pris være Gud i sang og bøn,
som skænked os sin egen Søn!
Så vil vi glemme sorg og savn
og holde jul i Jesu navn!
(DS 79v10)
|
|
|
|
|
|
De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet. (Lukas 2,16)
De skyndte sig ... Ikke så mærkeligt når vi ved, hvad hyrderne havde hørt. Ordet satte dem i gang. De var stadig de samme fattige hyrder som hidtil, men de fandt ham, som englen havde fortalt om: Kristus i krybben. De fandt verdens frelser midt i deres hverdag. Og de blev glade. Meget glade. Glæden brød igennem i deres liv.
Det fortæller os, at Kristus-troen er en levende bevægelse, som får mennesker på benene. Når du har hørt prædikenen om Jesus som din Frelser, må du afsted. Du må derhen, hvor du kan finde ham: i hans kirke, hvor evangeliet forkyndes og hans legeme og blod uddeles i menighedens fællesskab.
Evangelisten nævner, at hyrderne fortalte Josef og Maria, hvad de havde hørt. Og Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Hyrdernes besøg styrkede hende i troen. Sådan behøver også vor tids "hyrder" hinanden. Endnu en god grund til at samles om søndagen i kirken. Dér breder glæden sig fra hjerte til hjerte.
Hvor fører det hele så hen? Hyrdernes fodspor slutter på deres arbejdsplads! De vendte tilbage til arbejdet og priste Gud. Der blev ikke noget Paradis på jord i denne omgang. Heller ikke for os. Men glæde og lovsang - og et sikkert håb om evigt liv hos Gud efter døden!
Så gå vi da så hjertensglad
med hyrderne til Davids stad
og se den julegave skøn,
Guds egen elskelige Søn.
(DS 79v4)Tekst: Leif G. Jensen. Grafik: Jens Nex
|