I stykker - hos Kristus 4 stykker Hun står op igen ved middagstid »Jeg magter ikke alle kravene og konflikterne.« Maria havde sendt drengene på 12 og 14 i skole og var gået i seng igen. Det havde bare været én stor kamp og ét langt skænderi de sidste dage. Maria havde råbt og skreget, fordi drengene ikke ville stå op og gå i skole. Børnene var trætte og sure. Den store havde kaldt hende for en dårlig mor. Og det ramte plet! I aftes havde Maria og Peter, hendes mand, igen været oppe at skændes som så ofte før. En lille bagatel. Maria kunne knap nok huske, hvad der havde været årsagen til skænderiet. Men alle ordene, beskyldningerne -de havde dynget hinanden til - dem kunne hun huske. De sved og sårede. Peter havde smækket med døren og var gået. Maria krøb langt ned under dynen. »Hvad skal jeg gøre?« tænkte hun. »Kommer Peter mon tilbage?« Angsten og skyldfølelsen ville ikke slippe sit tag i hende. En dårlig mor med svidende sår og skyldfølelse. Hvor er der hjælp? Hvor skal hun begynde? Hvis hun blev døbt som lille, så er dét begyndelsen. Måske blev hun svigtet. Måske fik aldrig lært den Gud at kende, som blev hendes far i dåben. Men han er der. Og han er der netop denne morgen. Derfor har hun håb. Derfor kan hun stå op ved middagstid og begynde igen. For selv om hun er en dårlig mor, så kan hun bede om hjælp hos en god far, hendes almægtige skaber. Selv om sårene svider og hendes verden lige nu er fuld af beskyldninger og angst, så er der hjælp: hos Guds Søn, Jesus Kristus. For han ved noget om skyld, angst og sår. Kristus er familiens frelser.
De talte aldrig om det De talte aldrig om det. Det var blevet et tabu. Karl havde et godt ægteskab med Karen. Børnene var store nu og klarede sig selv. Men de vidste, at de ikke skulle spørge til det. Hele familien var på en måde indkapslet, ja, indspundet i det net, der forbød dem at tale om Karls familie. De havde aldrig haft det godt, Karl og hans far. Karl var blevet ydmyget og behersket af sin far gennem hele opvæksten. Og det var gået helt galt, da han giftede sig med Karen. Hun var ikke den pige, som hans far ønskede Karl gift med. Vrede og foragt havde vokset sig stor og grim hos dem begge. Det var blevet familiens ømme byld, som gjorde hverdagen betændt og var årsag til mange andre konflikter. De havde troet, at de kunne lægge det til side og leve deres eget liv. Men det viste sig umuligt i praksis. Det er umuligt at leve uden forsoning og tilgivelse. Men det er også utroligt vanskeligt at blive forsonet med hinanden. Det er ydmygende at komme krybende. Det er nedværdigende at skulle være den, som tager initiativet til at få talt det igennem, som ingen længere kan tale om. Men hør engang, Karl! Hvad har du at miste? Er der ikke alt at vinde? Kristus døde også for Karls synder - og for hans dominerende fars synder. Familien har samlet sig en stor byld af skyld ikke blot overfor hinanden, men også overfor deres Gud og Skaber. Han vil dem det bedre, end sådan som de nu har det. Han er forsoningens Gud. Han er den, som selv krøb til korset. Han bar vor skyld! Han gjorde det, for at redde Karl og hans familie. Kristus er familiens frelser!
Det er livet for kort til! I stedet for at rydde op satte Thomas en plade på grammofonen og trak en øl op. Han tænkte på, hvordan han skulle få weekenden til at gå. Det var ikke hans tur til at have børnene, så han kunne gøre lige, hvad der passede ham. En stor tomhedsfølelse fyldte ham. Det var anstrængende at være alene. Der var igen at småsnakke med. Ingen at læsse af på. Thomas trak en øl mere op. Han savnede børnene. Samtidig tænkte han på det ødelagte ægteskab, han havde bag sig. Han overvejede, hvordan han skulle få kontakt med en ny kvinde. For livet er for kort til at være alene. Thomas er ikke den eneste, som har taget kursen fra et ødelagt parforhold til alkohol, for derfra at forsøge sig med et eller flere nye parforhold. Men hvor er den kvinde, som kan frelse en mand fra hans personlige skyld? Hvad gør en skilsmissefar, som kun har weekend-børn tilbage? Hvad stiller han op med den skyld, han selv bærer for den ødelagte familie? Skal han nu bruge livet på at finde en ny partner eller hvad? Livet er for kort til at være alene. Men også for kort til at bruge på øl og skiftende partnere. Der er ingen tid at spilde. Thomas i vort eksempel må satse på at være en god far næste weekend, når han skal have børnene. Det er også noget at leve for! Og så gælder det for ham og for enhver af os at finde tilgivelse for vor personlige skyld. Alkohol og skiftende parforhold gør kun ondt værre. Skylden vokser og vokser. Anderledes hos Jesus Kristus. Hos ham er der frihed fra skylden. Og han giver os samtidig et nyt fællesskab og en ny familiesammenhæng. Tag imod indbydelsen, Thomas, eller hvad du nu hedder. Kristus er også frelser for dem, som familien er gået i stykker for.
Sådan en tidlig søndag morgen »Sådan en tidlig søndag morgen, er der ingen, der har brug for mig.« Sangeren John Mogensen ramte plet med disse strofer, da han for år tilbage sang sådan. Han fortæller om en mand med dårlige søndags-følelser. Der er liv hos naboens, men ikke hos ham selv. Søndagen er den mindst meningsfulde dag i hele ugen. Andre står måske op til en dejlig udflugt og til familiehygge, men han står op til ensomhed. Men han ved ikke, at også familier kan have hårdt ved at komme igennem søndagen. Særlig hvis man sidder trangt i det boligmæssigt eller økonomisk. Og ældre kan også opleve søndagene som uudholdeligt lange. Børnene kommer jo alligevel ikke på besøg. Som en mand sagde engang: »Søndag eftermiddag er så kedelig, at ikke engang en hund gider at gø!« »Sådan en tidlig søndag morgen, er der ingen, der har brug for mig.« Sådan kan det opleves. Men det er ikke sandt. Det er faktisk helt forkert. For der er i det mindste én, som kalder på dig. Han kalder dig til bøn og tilbedelse. Han kalder dig til at høre og lytte. Han kalder dig ind i en menighed. Han kalder dig tilbage til livet på syndefaldets jord. Han vil give dig håb. Netop søndag morgen! Sådan en tidlig søndag morgen, er der nogen, der har brug for dig - at du står op - og vover dig ind i en menighed, hvor Guds ord lyder. Leif G. Jensen. |
