7 kors-ord
Når vi mangler ord
1 Religiøsitet eller tilgivelse?
2 Dér er hun!
3 En forbryders fremtid
4 Ikke forladt!
5 Svar på lidelse og død
6 Det lykkedes!
7 I dine hænder!
Andagterne kan bestilles på tryk ved henvendelse til vivit-redaktionen: post@vivit.dk.

Når vi mangler ord

Der er tider i livet, hvor vi mangler ord. Både, når vi står overfor det, som er herligere, end vi kunne forestille os, og når vi møder lidelse og død og må tage afsked.

Hvem har ord til den, der dør? Hvem kan hjælpe de efterladte? Og hvem kan tale ord til dig, når du selv står på grænsen mellem livet og døden?

Jesus Kristus kan. Han har ordene. Og han har på en særlig måde givet os syv, de syv, han sagde, da han selv døde.

1. Han sagde om sine fjender: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!"
2. Til sin mor sagde han: "Kvinde, dér er din søn." Og til sin bedste ven sagde han: "Dér er din mor."
3. Han sagde til en røver: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!"
4. I sin smerte sagde han: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"
5. Da hans krop skreg efter lindring, sagde han: "Jeg tørster."
6. Og om sin tjeneste for os i dødens og skyldens verden sagde han: "Det er fuldbragt."
7. Og hans sidste ord før sin død var tillidsfulde ord til hans Fader: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd."

Jesus Kristus beder om, at vi mennesker må få tilgivelse for alt det onde, vi har gjort. Og mens han beder, lider han vores straf og dør i vort sted. Dernæst hjælper han sin mor over tabet ved at kalde en kær discipel til at sørge for hende. Så tager han en skyldig røver med gennem døden ind i Paradis. Derpå rammes han selv af Guds vrede og dom over vore synder. Han tørster, så vi ikke skal være i tvivl om, at han var et menneske som os. Og han gør arbejdet færdigt, så vi kan blive frelst af nåde. Til sidst giver han os en bøn, som vi tillidsfuldt kan bede, når vi dør: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!"

1 Religiøsitet eller tilgivelse?

"Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!" (Luk 23,34)

"Jeg har mødt Gud!" Sådan stod der en dag på en af frokostavisernes spisesedler foran kiosken. Det sælger, hvis man kan reklamere med kendte danskeres religiøse oplevelser. Mange finder det interessant og underholdende. Men dagen efter er det uinteressant og ligegyldigt. Når den kendte dansker har fortalt sin religiøse historie, lægger man ham og hans historie i papirkurven og siger: "Og hvad så?"

Helt anderledes med historien, som fortælles fra Jesu Kristi kors. Den korsfæstede taler til os. Han fortæller ikke om private oplevelser. Han gør heller ikke reklame for en religiøs retning. Man kan heller ikke sige, at det er "interessant" at lytte til ham. Hans ord ryster jo himmel og jord. Solen formørkes og jorden skælver. For fra korset rækker han ud til sine fjender. Ja, han når også os. Han beder og siger til sin Gud og Fader: "Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!"

Sådan inviteres vi til at tro på Gud: med løftet om, at han vil tilgive. Men tilgivelse forudsætter skyld. Og her har vi et problem. For det er ikke rart, når der røres ved ens personlige skyld. Vi mennesker vil hellere have underholdning og skønne oplevelser, eller høre en interessant historie. Men det, vi behøver, er tilgivelse.

At være kristen er at kende til både skyld og tilgivelse. Det er at leve under Jesu forbøn fra korset: "Fader tilgiv dem!" Derfor må du ikke nøjes med religiøse menneskers historier. Hør Jesu ord om dig og til dig.

2 Dér er hun!

Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn." Derpå sagde han til disciplen: "Dér er din mor." (Joh 19,26f)

Der er noget rastløst over menneskelivet. Vi kalder det nogle gange for "travlhed". Vi undskylder os med, at vi skal nå så meget. Og ofte tror vi selv på det. Men måske burde vi somme tider snarere kalde det "utroskab".

Når man er nygift, er der tid til bryllupsrejse og kærtegn. Men hvordan overrasker du din ægtefælle med kærlighed 7 eller 27 år efter? Er det nye køkken, du "gav" hende, en erstatning for dig selv? - Mens børnene er små, tager man orlov en kortere periode. Men hvad får børnene, når forældrene snart igen er oppe på fuld tid? Er videomaskinen, I gav børnene, i virkeligheden erstatning for den forståelse, I ikke viste dem?

Det kan være en befrielse, når vi får vished for, at der er ét bestemt menneske, vi skal elske og ofre os for. En mor mærker det overfor det nyfødte spædbarn. Og vi fornemmer det i forhold til en gammel far, som kun har få måneder tilbage. Og hvad betyder det ikke for spædbarnet og for den gamle i slægten at der er tid til omsorg og fællesskab? Men hvad i alle de mellemliggende år? Hvem kan fortælle os, at det betyder alt, at vi også giver os til hinanden midt i livet?

Jesus Kristus kan! Da han hang på korset, stod hans mor og den discipel, han elskede, nedenfor. Jesus sagde til disciplen: "Dér er din mor!" Og til sin mor sagde han: "Dér er din søn!" Sådan gav han dem til hinanden, så det ikke var til at komme udenom!

Vi har brug for to ting: For tilgivelse for den travlhed og rastløshed, som i virkeligheden er utroskab. Og for at høre efter, når Gud siger til os: "Dér er hun!" Dér er din mor, dit barn og din ægtefælle.

3 En forbryders fremtid

"Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis." (Luk 23,43)

Hvem har medlidenhed med en morder eller en voldsmand, som har ødelagt andres liv? Når vi tænker på ofrene, kan vi ikke føle medlidenhed med forbryderen. Vi flydes tværtimod af afsky og vrede. Og sådan må det være. Hvis et samfund skal forblive sundt, må myndighederne sætte kontant ind overfor dem, som ødelægger og skader andres liv. Derfor har vi fængsler.

Tilbage står, at både indsatte og tidligere straffede også er mennesker. Men hvilke chancer har en kriminel for at få et godt liv efter udstået straf?

Der er svaret på dette spørgsmål én gang for alle. Nemlig i det svar, Jesus gav en forbryder på Golgata. Jesus var korsfæstet mellem to forbrydere. Den ene tog kontakt til ham. Han indrømmede, at han selv kun fik, hvad han havde fortjent. Og derpå bad han: "Jesus, vil du ikke nok tænke på mig, når du kommer i dit rige?" Og Jesus svarede: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!"

Jesus tog en voldsmand med i Paradis. Himlen vil være fuld af mennesker, som her på jorden gjorde ondt mod andre og var gudløse, men som bad til Jesus om tilgivelse. Vi har alle forbrudt os mod kærlighedsbudet. På den måde alle forbrydere. Alligevel er der håb. Jesus er forbrydernes frelser.

Men får dette nogen betydning for lovlydige borgeres forhold til kriminelle, som har været inde at afsone og har fået deres straf af samfundet? Og får det nogen betydning for vores forhold til røveren, som hænger ved siden af os selv? Det burde få følger!

Vi må ønske både for os selv og for andre, at dette ord må blive hørt og taget imod: "I dag skal du være med mig i Paradis!"

4 Ikke forladt!

"Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Mark 15,34)

Pjaltede klæder om den lille tynde krop, et tomt blik og bopæl blandt skraldet i et slumkvarter. Der må være tale om et forældreløst barn. - Revner i muren, hul i taget og ukrudt i haven. Det er billedet af et hus, som er forladt af sin ejer.

Sådan kan vi også erfare det personligt. Man kan føle sig ene og forladt, fordi ingen længere kigger forbi og spørger, hvordan det går. Eller man kan opleve, at livet lægges øde, når helbredet svigter.

Når dit liv er truet af undergang, hvor er da dine nærmeste? Og når det går helt i stykker, hvor er da din Gud, som skabte dig, og som du lærte at kalde for din Fader?

Guds egen Søn råbte engang i smerte fra korset: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Hans liv var ved at gå i stykker. Han blev hånet, svigtet og kasseret af mennesker. Og Gud forlod ham. Hvorfor? Hvorfor?

Sandheden om Jesu lidelse på korset er, at han led i vores sted. Han blev forladt af Gud, fordi vi har fortjent at blive forladt af Gud. For vi har selv skudt andre fra os og har svigtet dem. Vi har ikke levet efter Guds vilje, og vi har fortjent hans vrede. Men Gud gav os sin Søn, Jesus Kristus. Han døde for vore synder. Derfor er der håb, uanset hvor faldefærdigt ens liv synes at være. Jesus blev forladt af Gud i dit sted. Derfor står det fast: Du skal aldrig forlades af Gud.

Så lad livet blot slå revner og gå under. Det står dog fast: Gud elsker dig i Jesus Kristus og vil aldrig forlade dig - heller ikke i dødens dybe dal.

5 Svar på lidelse og død

Da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster." (Joh 19,28)

Sådan fortæller evangelisten Johannes i forbindelse med Jesus' korsfæstelse. Men hvad kommer det os ved, at et menneske for 2000 år siden tørstede under sin henrettelse. Har vi ikke nok at gøre med at forholde os til vores egen død og til lidelse og nød i vores egen tid?

Jo, det er store og vanskelige spørgsmål, som vi ikke kan skyde fra os. Men hvordan forholder vi os så i virkeligheden til vores egen død og til andres lidelse? - Tænk blot på den lidelse, som du selv kan være årsag til i din familie og hos dine nærmeste. Kan du klare at blive konfronteret med din personlige skyld? Kan du udholde at leve med den tanke, at du skal stå til regnskab overfor din Skaber med det, du har gjort i dit liv?

Det er her, de ord, Jesus talte på korset, kommer ind. Han råbte: "Jeg tørster!" Evangelisten understreger, at han gjorde det, for at Skriften skulle opfyldes.

Gud har gennem sine profeter forudsagt, både hvordan og hvorfor Jesus skulle dø. Profeternes skrifter er samlet i Det gamle Testamente og kaldes af Jesus for "Skriften". Han peger med sine ord fra korset ud over sin egen lidelse og siger til os: "Læs i Bibelen om jeres egen lidelse og død - og se min korsdød i lys heraf!" Sådan finder vi ind til kernen i den lidelse og nød, som til alle tider har gjort livet svært og uudholdeligt at leve. Og i lys af Jesus' korsdød bliver det muligt for os at møde både lidelse og død med håb.

6 Det lykkedes!

Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." (Joh 19,30)

Når du har kæmpet med et vanskeligt problem, hvilken befrielse er det da ikke, når du kan bryde ud og sige: "Det lykkedes!" Måske var det en personlig krise, som så håbløs ud. Måske var det et teknisk problem på arbejdspladsen. Måske var det en eksamen, som du frygtede. Eller det var en plads i en beskyttet bolig, som du længe havde søgt. - Det lykkedes! Det lykkedes!

Men hvem kan sige om hele sit liv, at det lykkedes? Hvem tør sige på sit dødsleje, at alt lykkedes? Blev livet netop så godt, som det skulle være, helt og holdent perfekt?

Der findes ét menneske, som engang udtalte så store ord på sit dødsleje, nemlig Jesus Kristus. Han sagde på korset: "Det er fuldbragt!"

For mennesker at se var hans liv mislykket med så vanærende og lidelsesfuld en afslutning og død. Men da han stod op fra de døde påskemorgen, blev det klart, at han havde ret. Det var lykkedes.

Da Jesu liv gik i stykker under stor lidelse og smerte på korset, netop da lykkedes det for ham at blive vores stedfortræder og frelser. Bibelen fortæller, at han led straffen for al den ondskab og fortræd, som det desværre lykkes os at forvolde hinanden og andre.

Derfor er hans ord fra korset dybest set udtryk for, at alt det, som er mislykket i vores liv, nu ved Jesus Kristus forvandles til lykke. For han siger: "Det lykkedes!" Det lykkedes ham at bære vores skyld og ulykke, så vi kan få tilgivelse og den lykke det er, at blive evigt salige.

7 I dine hænder!

Og Jesus råbte med høj røst: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." Da han havde sagt det, udåndede han. (Luk 23,46)

Mors hænder, fars hænder og bedstemors hænder. Hvad var vi uden deres hænder? Også vore egne hænder betyder meget for os. Forestil dig blot en dag uden hænder. Hvad blev der da af madlavning og kærtegn? Og hvad ville der blive af brevskrivning og rengøring?

Hænder arbejder ustandseligt for os, både vore egne og andres. Alligevel slår de ikke til. Kærestens hænder sikrer ikke kærligheden for altid. Og lægens hænder kan ikke helbrede for alt. En dag vil seks hænder gribe fat i håndtagene til vores kiste og bære os til vort sidste hvilested her på jorden. Og dermed er vi helt og holdent udenfor menneskehænders rækkevidde.

Det sidste, Jesus sagde, før han døde, var: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!" Da han havde sagt det, udåndede han. Han overgav sig i sin Faders hænder.

Sådan har vi også lov at sige og gøre: "Fader, i dine hænder betror jeg mig med legeme og sjæl!" Sig det morgen og aften! "Fader: lad denne dag være levet i dine hænder. Lad mig i nat være i dine hænder. Og lad mig stå op - enten til en ny dag her på jorden sammen med dig - eller op af graven til evig salighed."