En sjælden optimisme!30 andagter om tro og håb INDHOLD
En sjælden optimismeVi hører somme tider, at man skal tro på fremtiden og være optimist. Men hvordan kan man tro på fremtiden, hvis man ikke selv har nogen fremtid? Og hvordan kan man tro på fremskridtet, hvis man ikke selv magter at tage noget skridt? Hvordan kan man tro på fremgang, hvis det på det sidste er gået tilbage for én selv? Det er sandt, at pessimisme og mørke tanker hverken hjælper én selv eller éns omgivelser. Men det med at være optimist og at tro på fremtiden er i mange tilfælde lettere sagt end gjort. Hvad skal vi tro på, hvis ingen kan love os helbredelse fra en alvorlig sygdom, og hvis der ikke er lyse udsigter for os og vores familie i det nye år? Da kan du stadig tro på Jesus Kristus. Når du tror på ham, afhænger dit liv ikke mere af dine egne muligheder. Han gør det umulige muligt. Han giver dig evigheden der, hvor tiden hører op. Han tilgiver dig din skyld der, hvor du har ødelagt det både for dig selv og for andre. Han giver dig opstandelsen der, hvor du ligger i døden. Kristus-tro er ikke en lys tro på fremtiden, men tillid til Jesus Kristus. Han er kommet til os i vort mørke. Kristus-tro er en sjælden form for optimisme. Den er en gave, som kan blive din, hvis du ikke allerede er så lykkelig at have den. Den findes her i verden. Den bliver din, når du lytter til Guds ord om Jesus Kristus.
Hvordan skriver du årstallet?Noget af det værste ved at være soldat er efter sigende, at man bliver behandlet som et nummer af ens overordnede. De ordrer, man får, er ofte meningsløse. Derfor anskaffer mange værnepligtige sig et centimetermål, som de klipper af, indtil militærtjenesten er forbi. Dagene får hver deres tal: 96, 95, 94, tal, som står for dagene »før befrielsen«. Sådan er deres tidsregning. Men nu er det ikke kun værnepligtige, som kan opleve hverdagen som en meningsløs trummerum, hvor man blot er et »nummer«. Alligevel nytter det ikke os andre at klippe i et centimetermål. For hvem kan love dig »befrielse« eller et bedre liv indenfor en overskuelig fremtid? Men det kunne hjælpe os, hvis vi lærte at skrive årstallet på den rigtige måde. For det gør en stor forskel, om vi lever i et årstal med et tilfældigt nummer, eller i et år efter Kristi fødsel. Hans fødsel gør stor forskel. For dem, som har oplevet en krig og en befrielse, gør det stor forskel, om de lever før eller efter befrielsen. Det gør endnu større forskel, at du lever efter Kristi fødsel, dvs. efter at Guds Søn blev menneske. For Jesus Kristus kom med kærlighed og håb til os mennesker. Han sejrede over alt det, som gør livet meningsløst: skylden og døden. Og med løftet om sit andet komme har han ændret tiden for os. Tiden er ikke et hjul, der drejer i en uendelig ring. Den begyndte med verdens skabelse og slutter med Kristi genkomst. Vi lever efter Kristi fødsel. Det vil årstallet minde os om. Det giver hverdagen fremtid og håb, når vi øver os i at skrive efter Kristi fødsel efter det år, vi lever i.
Ansvar»Det skal du blive krævet til ansvar for!« Når der tales sådan om ansvar, er det ikke rart. Men når andre regner med os og giver os ansvar, klinger ordet »ansvar« godt i vore ører. Ansvar består af to ord: »An« og »svar«. Det betyder egentlig, »mod-svar« eller »tilbage-svar«. Derfor kan der ikke blive tale om ansvar, før andre har talt til os og givet os noget at svare på og svare med. Ansvar er altid noget, man får. Derfor er det også en gave og et privilegium. Men hvis vi nægter at svare tilbage og holder livet for os selv, ender det med, at vi bliver krævet til ansvar. Hvad har du da fået, som du kan svare tilbage på? Hvem har du fået det af? Og hvad betyder det, om du svarer eller blot er tavs? Du har fået selve livet! Du har en Gud og Skaber, som taler til dig på mange måder. Du hører - omend kun svagt - i din samvittighed, at du skal leve for andre og elske din næste som dig selv. Sådan skal du svare tilbage. Det er dit »an-svar«. Hvis du har børn, ægtefælle, venner, naboer, så er din måde at være overfor dem på dit tilbage-svar, dvs. dit an-svar. Og Gud skal du svare i bøn og tak. Ansvar er en gave, du fik, i og med at du blev menneske. Men desværre: en misbrugt gave. For hvem svarer på livet med kærlighed og tak? Og hvilket liv! Krige mellem nationer og ond snak og ukærlighed i familier afspejler, hvor dårlige vi er til at svare. Hvad siger Gud til det? Han svarer med at blive menneske! Han blev menneske i Jesus Kristus for at tale til os midt i det ødelagte liv, midt i skyld og meningsløshed. Det er fantastisk at høre om det ansvar, han dermed tog på sig. Ansvar for os! Hvilket ansvar!
Hvor er kaptajnen?Tilværelsen kan sammenlignes med et skib på åbent hav. Menneskene er passagerer. Gud er kaptajn. Men hvor er kaptajnen? Og hvor sejler skibet hen? Hvad er vi her for? Ingen har set kaptajnen længe. Og blandt passagererne breder sig det rygte, at han er gået fra borde - eller at der muligvis aldrig har været nogen kaptajn. Og der er ingen radio-kontakt til omverdenen. Hvis man er religiøs, ligner man nok den passagerer, som bakser med at få rigget en lille nødsender til - i håb om at få sendt et budskab afsted over radioen og få svar tilbage med håb og hjælp. Hvis man ikke er religiøs, ligner man nok snarere de af passagererne, som ser, at det er deres ansvar at styre skibet så godt, som det nu er muligt; eller også lader man stå til og nyder livet så længe det varer. Men helt uventet står en passager pludselig frem og viser sig at kunne styre skibet. Han er samtidig også telegrafist. Han får styr på radiosenderen og skaber kontakt til fastlandet. Han kontakter derpå alle passagererne gennem højtaleren. Håbet vender tilbage hos de passagerer, som tror ham. Jesus Kristus er sådan en styrmand. Han er Guds Søn, som er kommet til os. Han er blevet menneske for at være i samme båd som os. Han bærer guddommelig almagt og kærlighed med sig. Han har magt til at frelse og redde. Og han har vilje til at gøre det. På drivtømmer eller på klippen?To mænd befinder sig i en rivende flod og driver afsted. Den ene får fat i et stykke drivtømmer. Det bliver hans holdepunkt og tryghed for en tid. Det løfter ham op over flodens brus, men det redder ham ikke ud af floden eller fra vandfaldet længere nede. Den anden støder hårdt mod en klippe midt i floden. Da han kommer til sig selv, ligger han midt i flodens brus, men på klippegrund. Her oplever han flodens kræfter på nært hold, ja, måske endnu stærkere end før. Men han er i sikkerhed, reddet fra vandfaldet. Nogen gange kan man opleve menneskelivet som en brusende flod, hvor man bliver revet med, og alt håb er ude. Andre gange erfarer man tryghed og ro midt i livet, når man finder noget at tro på og holde sig til. Spørgsmålet er imidlertid, om det, man tror på, er sandt og holdbart under alle forhold som klippen i floden, eller om det snarere er som drivtømmeret, der driver med. I den kristne menighed findes erfaringen af en klippe midt i flodens brus. Her bliver mennesker standset og reddet fra dommen og døden. Dermed undgår man ikke at opleve stærke kræfter af synd, skyld og dom. Men man er beskyttet og i sikkerhed. Man driver ikke længere med strømmen. Jesus Kristus er klippen. Hos ham finder du tryghed under alle forhold.
Når han ikke svarer digMange mener, at det er Guds opgave at hjælpe, når mennesker beder ham om det. Og hvis der ikke hurtigt kommer hjælp, føler man, at der er noget galt. Ateisten benytter anledningen til at påstå, at Gud ikke er til. Den selvretfærdige påstår, at Gud er uretfærdig. Den oplevelsessyge sværmer mener, at der er noget galt med menneskets tro. Hvad mener du? En hedensk kvinde kom engang til Jesus med sin nød. Hendes datter var slemt plaget af en ond ånd. Hun råbte om hjælp. Men Jesus svarede hende ikke et ord. Han lod hende vente i nøden (Matt 15,21-28). Oplever du også undertiden, at Gud tier, når du beder? Det er, som om han lader dig vente. Ja, du oplever måske til og med, at din nød vokser og bliver endnu større, når du beder til Gud. Hvad er dog meningen? Den omtalte hedenske kvinde fik også lov at vente. Og derved blev hun personligt ydmyget. Hun erkendte, at hun ikke havde fortjent Guds hjælp. Alligevel blev hun ved at bede. Vi har også brug for denne ydmygelse, kristne såvel som ikke-kristne. For vort problem er ikke kun en psykisk lidelse eller en uhelbredelig lungekræft. Vor nød er vor stolthed og oprør mod Gud og den dom, vi har fortjent. Derfor er frelsen ikke gjort med en mirakuløs helbredelse eller en særlig åndelig oplevelse. Vi behøver Guds tilgivelse. Og vi behøver den dagligt. Gud lader os vente i lidelse og nød for at gøre os til tiggere. Først da lærer vi, hvad der er vor egentlige nød. Kristen bøn er ikke en åndelig kraftpræstation, som der skal annonceres med. Den er derimod et usselt tiggeri. Men også et herligt tiggeri. For ingen, som beder til Gud i Jesu navn, vil vente forgæves på frelsen. Jesus blev jo alle menneskers frelser, da han døde på korset for vore synder. Han hjalp den hedenske kvinde. Han vil også hjælpe dig!
»Den syvende himmel«Du er forelsket til op over begge ører. Du har lige fundet ud af, at du har vundet den store præmie i lotto. Du fik drømmejobbet blandt 100 ansøgere. Du er blevet mormor til tvillinger. Derfor er du i »den syvende himmel«. »Den syvende himmel« er en stærk følelse, som for en tid overskygger alt andet. Men den er ikke det samme som virkeligheden. Den egentlige virkelighed er din elskede, din lotto-gevinst, dit nye job og din datters tvillinger. I denne virkelighed findes også kriser, bekymringer, slid, sygdom og død. Hvor er »den syvende himmel« så? Den forbliver, hvad den er: en herlig oplevelse, som vi har lov at fryde os over, så længe den varer, og mindes med glæde. Men man kan ikke bygge sit liv og sin glæde på den. For den krakelerer, når virkeligheden bliver barsk. Desværre tror de færreste på nogen anden himmel. Derfor lever mange i en stadig jagt efter ny forelskelse, ny spænding og nye oplevelser. Og meningsløsheden bliver uundgåelig, når håbet om »den syvende himmel« ikke kan fastholdes. Men Jesus Kristus har en virkelig himmel til mennesker. Det er en himmel, du kan tro på, både når du er i »den syvende himmel« og i »kulkælderen«. Den består i fællesskab med Gud - tillid og tilgivelse. Den begynder her i livet og varer ved også efter døden. En kristen er ikke altid i »den syvende himmel«, men er altid hos Kristus. Det betyder for dig, at du har tilgivelse i skylden, håb i krisen og opstandelse i døden. Jag ikke efter »den syvende himmel«, men jag efter at kende Jesus Kristus. Da har du en virkelig himmel på jord, og en virkelig himmel også når du skal forlade den nuværende verden.
En anderledes overenskomstJesus sammenligner i en lignelse Guds rige med forholdene på arbejdsmarkedet. Der er ligheder og forskelle. Først lighederne: En vingårdsejer går tidligt om morgenen ud for at leje arbejdere til sin vingård. De laver en overenskomst. Derpå går arbejderne i gang. De ved, at de vil få en rimelig løn. Senere bliver der ansat andre både ved middagstid og sidst på dagen. Disse sidste får ingen overenskomst. Men arbejdsgiveren lover, at de skal få, hvad der er ret og rimeligt. Og i forventning om, at det trods alt er bedre at arbejde end at lade være, går også de til arbejdet. Og nu til forskellene: Da dagen er forbi, skal alle arbejdere have løn. Og stor bliver forbavselsen, da de sidst ansatte får udbetalt netop den løn, som var aftalt med dem, som arbejdede hele dagen. Derfor steg forventningen hos dem, som var blevet hyret om morgenen. De troede, at de ville få mere, end overenskomsten lød på. For de havde ydet betydeligt mere end de sidst ansatte. Men til deres fortrydelse fik de samme løn: nemlig den aftalte. Det var for galt! De brokkede sig godt og grundigt. Men arbejdsgiveren sagde til en af dem: »Tag, hvad der er dit, og gå! Jeg vil nu give den sidste her det samme som dig! Eller har jeg ikke lov at gøre, hvad jeg vil med det, som er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?« Gud er en sjælden arbejdsgiver. Han giver os, hvad vi har brug for til liv og salighed. Han giver ikke efter fortjeneste, men efter, hvad vi behøver. Hvad brokker vi os da over?
Tilovers?»Er jeg elsket, eller er jeg snarere tilovers?« Sådan spørger vi nogen gange os selv, når der er krise i familie og ægteskab. Både børn, unge og voksne spørger sådan. Det er ikke rart at være tilovers. De fleste af os har også stillet spørgsmålet, når det gælder Gud. Findes Gud? Og hvis han findes, elsker han mig så? Hvor er hans omsorg og kærlighed, hvis jeg må leve i ensomhed og lidelse? Jesus blev stillet overfor sådanne spørgsmål, da han efter sin dåb blev ført ud i en ørken og var der i 40 dage. Fristeren kom til ham og sagde: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød!« Til os lyder det: »Find dig ikke i det usle liv, din Himmelske far giver dig. Hvis det er ham, der har ført dig ud i denne ørken, så tag dog livet i dine egne hænder. Hvor længe vil du finde dig i at lade dig føre af Gud?« Jesus Kristus svarede: »Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.« Han vidste, at det bedste for et menneske er at lade sig føre af Gud, også selv om livet bliver svært. Han vidste, at han ikke var tilovers eller glemt. Vi forstår ikke, hvorfor livet nogen gange skal være så lidelsesfuldt og vanskeligt at leve. Men da gør det godt at lytte til Jesus Kristus og leve af hans ord. For han ved noget om det onde i verden, om Djævelen, om skylden og om døden. Og han vil stå dig bi. Når du bliver ført ud i ensomhed og lidelse, er det ikke udtryk for, at Gud har forladt dig. Kald på Gud. Lad ordet om Jesus Kristus være din »mad« i den situation. Du er ikke tilovers eller glemt af Gud.
Beskidt?Hvad gør et menneske beskidt? Det gør havearbejde i marts, en svedig cykeltur og prut i bleen! Men man bliver ikke af den grund virkelig beskidt. For det kan hurtigt ordnes under bruseren eller i baljen. Derimod sviner vi os til og bliver virkelig beskidte mennesker på grund af det, som kommer indefra, fra hjertet. Jesus siger: »Alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i maven og forsvinder ud igen. Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent. Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent« (Matt 15,17-20). Brusebadet efter arbejdstid ændrer ikke noget som helst på vores indre »svinehund«. På samme måde ændrer en fin facade overfor naboens intet ved, hvordan vi er mod hinanden bag hjemmets fire vægge. Den foragt, vi kan have for andre mennesker, svinder som dug for solen, når vi opdager og mærker, hvor beskidte vi selv er indvendig. Hvem er de beskidte mennesker? Er det ikke os, der går i kirke om søndagen! Og nok også dem, som ikke gør det. Jesus Kristus er skånselsløs, når han afslører, hvordan vi mennesker er. Men han er også skånselsløs, når det gælder hans egen kærlighed til os, og når det gælder om at gå ind med virkelig hjælp i vore beskidte liv. Tænk på den foragt, han mødte, når han tog sig af »beskidte mennesker«! Og tænk på, hvordan han gennem sin død på korset blev ramt af alt vort skidt, for at vi kunne få tilgivelse. Derfor skulle du gå i kirke: for at møde Jesus Kristus og få tilgivelse.
Mumle og gumle!Du kender historien om den lille dreng, som kom til Jesus med sine fem bygbrød og to fisk. Han lagde dem i Jesu hænder. Og resultatet var overraskende: 5000 sultne mennesker blev mætte. Det er ikke de store midler, der giver den største velsignelse. Rigdom fører ikke altid velsignelse med sig. Det afgørende er ikke tingene i sig selv, men den hånd, som de ligger i. Når vores hverdag lægges i Guds hånd, vil vi ikke mangle noget som helst. Kong David siger i en salme: »Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød. Han ynkes altid og låner ud, og hans afkom er til velsignelse« (Salme 37 v.25-26). Vantroen siger nej til disse ord. Hvordan skal det kunne lade sig gøre? Hvordan kan man f.eks. være sikker på at få noget selv, hvis man altid skal tænke på andre og være gavmild og låne ud ? Men virkeligheden er anderledes hos Jesus Kristus. Hos ham skal du intet mangle. Og du får, så du kan låne ud og være til velsignelse for andre. Det viser den lille drengs eksempel os. Derfor er bordbøn så vigtig. Det er en trosøvelse. Det er en kamp mod vantroen i os. Vantroen lider nederlag, hver gang du mumler en stille tak til din Skaber. Og din mad bliver til velsignelse både for dig selv og for andre. Når du siger din bøn til din Gud i Jesu navn, før du spiser, bliver din mad lagt i hans hænder. Og du får den af ham. Det gør livet anderledes. Det er godt at mumle, før du gumler: I Jesu navn går vi til bord at spise drikke på dit ord.
AnklagenAnklager er noget af det værste vi ved. I hvert fald, når de rammer os selv. Alligevel kommer ingen af os uden om at blive anklaget. Først og fremmest bliver vi anklaget af vores egen samvittighed. Samvittigheden er en slags domstol inden i os. Her bedømmer vi os selv. Mange gange anklager den os for det, vi gjorde og tænkte. Andre gange forsvarer og frikender den os. Det er ikke lige meget, om vi har god samvittighed, eller om den anklager os. Dernæst anklager mennesker hinanden. I en familie kan det svirre med anklager mellem mand og kone og mellem forældre og børn. Det er vigtigt at få talt ud. For kun sådan kan luften blive renset, så man igen får det godt sammen. Hvis man derimod gemmer på anklager mod hinanden, bliver hjemmet som en retssal, hvor der aldrig falder dom. Det skaber et frygteligt klima. Men værst er det at blive anklaget for noget, som vi ikke kan gøre godt igen. Og når vores samvittighed må give os ret i sådanne anklager, er vi fanget. Sådan går det, når vi rigtigt hører, hvad Gud vil med vore liv: at vi skulle elske og tjene ham alene, og at vi skulle elske vor næste som os selv. Da spørger man sig, om det er muligt at få tilgivelse. Og det er det. Hos Jesus Kristus. Han ved noget om både anklage, dom og tilgivelse. Han har selv været under anklage på grund af dig og dit liv. Han blev dømt til døden i dit sted! Derfor er det godt at høre hans ord til os, som er under anklage. Han er den eneste, som kan tilgive og frikende dig.
SammenhængEvangelisten Lukas fortæller om to bedrøvede mennesker. De var fælles om smerten. De delte den med hinanden på vej bort fra fredens by, Jerusalem. De var taget til påskefest for at opleve noget stort. Men nu 8 dage efter var alt det, der før tegnede så lyst, slået i stykker. Deres herre og mester var henrettet. Da kom en fremmed og fulgtes med dem. Han spurgte, hvad de talte om. Og de fortalte det ligeud: »Det er gået i stykker! Der er ingen sammenhæng og mening mere. Vi har mistet håbet.« På den ene side kunne de ikke komme bort fra, at de havde mødt guddommelig godhed, magt og kærlighed hos Jesus. Han havde givet dem nyt liv med sit ord. De havde lært at lægge det hele i Guds hænder. Der var kommet sammenhæng i deres liv. På den anden side var han nu henrettet som et svagt menneske og lå i graven. Hvad var sammenhængen? Hvad er sammenhængen, når familien går i stykker, eller når lidelse og død holder sit indtog og rammer os personligt? Den fremmede lyttede til dem. Og derefter fortalte han dem om skyld, smerte, tilgivelse og frelse ud fra bibelen. Han tog dem med gennem Gamle Testamentes beretninger. Da mærkede de, at der måske alligevel var en sammenhæng, nemlig sammenhæng mellem Jesu død på den ene side og skylden og gudløsheden i deres eget liv. Da de senere på aftenen spiste aftensmad med den fremmede, åbnedes deres øjne: den fremmede var Jesus. Jesus er opstået fra de døde. Han døde for vore synder. Han lever. Når vi hører hans ord, skaber han sammenhæng i vore liv. Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet,
I flokDer er en dobbelthed hos os mennesker. På den ene side ønsker vi at klare os selv. Vi ønsker ikke, at andre skal bestemme over os. På den anden side søger vi efter tryghed og hjælp. Vi vil gerne dele livet med andre, som kan give os støtte og opbakning. Derfor søger vi ind i forskellige fællesskaber: i kæresteforhold og ægteskab, i klub og bofællesskab. Det er på en måde ligesom med trækfugle i flok. De samles og finder tryghed i at være flere. Ikke fordi en af fuglene er klogere end de andre, men fordi de føler sig bedre beskyttet, når de trækker i flok. Jesus Kristus taler også om betydningen af at være i flok. Nemlig i en fåreflok. Han siger om sig selv: »Jeg er den gode hyrde. Jeg sætter mit liv til for fårene« (Joh 10). I modsætning til en stæreflok har en fårehjord en leder: hyrden. Fårenes beskyttelse ligger ikke i fællesskabet med hinanden, men i fællesskabet med hyrden. Derfor er det helt anderledes at kende Jesus Kristus og have fællesskab med ham. Da er man med i et fællesskab, hvor ingen har noget fortrin frem for de andre. Alle har vi brug for hjælp og vejledning. Og det får vi hos den gode Hyrde. Jesus Kristus satte sit liv til for fårene. Han tog kampen op mod ulven og sejrede gennem død og opstandelse. Og han fører os mennesker med sit ord. Han er ikke en fuglehandler, der holder mennesker i bur, men han er en hyrde, som lader os opleve friheden midt i livet samtidig med, at han beskytter os mod alt ondt.
Om at være kendtHvis man kommer i avisen, bliver man kendt. Hvis det bliver på forsiden, bliver man meget kendt. Alligevel er det ikke sikkert, at folk ved ret meget om én. Hvad ved vi om de kendte ansigter fra TV-Avisen og Nyhederne? Og hvad betyder det for dem, om vi kender dem? Intet! Noget helt andet er det at være kendt af en god ven. Det betyder, at man kan regne med hjælp og støtte. Det betyder, at man bliver forstået. Sådan er det også i forholdet til Gud. At være kristen er at kende Kristus og at være kendt af ham. Han siger: »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine og mine kender mig« (Joh 10,14). Ligesom et får kender hyrden på røsten og finder tryghed og bliver vejledt af ham, sådan kan man kende Jesus gennem hans ord og finde tryghed og hjælp hos ham. Derfor er det godt, ja, livsvigtigt at høre evangeliet om Jesus. Derved lærer vi Gud at kende som vores Frelser. Og ligesom en god hyrde kender de enkelte får i hjorden, sådan kender Jesus Kristus også dem, som tror på ham. I sin alvidenhed kender han ganske vist alle mennesker, uanset om de tror på ham eller lever for sig selv i vantro. Men det er ikke nok for ham. Han ønsker at kende hvert eneste menneske i et personligt fællesskab, sådan som hyrden og fårene kender hinanden. Du er kendt af Gud. Men hvordan? Og hvordan kender du Gud? Er det blot på linie med ansigter i avisen og fjernsynet? Der er fremtid og frelse i at kende Jesus Kristus som sin hyrde! Det kan du i de kirker, hvor hans røst lyder!
Spejl dig indvendig!Spejle er for det meste til udvendig brug. Spejlet i gangen er for gæsterne, så de kan nette lidt på frisuren. Spejlet i håndtasken er til kvindens make-up. Og spejlet i badeværelset er til bumser, barbering, og når man børster tænder om morgenen. Vi spejler os tit. Spejlbilledet får os til at gøre, hvad vi kan for vort ydre. Men det har ingen indflydelse på, hvordan vi er indvendig. Spejle til indvendig brug er straks vanskeligere at finde. Men hvis de fandtes, og hvis man kunne få rettet på et og andet, ville der nok være godt salg i dem. Men den kristne tro har faktisk et spejl til indvendig brug - og det kan få ikke så ringe følger, hvis du bruger det rigtigt. Jakob fortæller om dette spejl: »Hvis nogen er ordets hører og ikke dets gører, så ligner han en mand, der betragter sit eget ansigt i et spejl: når han har betragtet sig selv, går han bort og glemmer straks, hvordan han så ud. Men den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig i sin gerning« (Jak 1,22-25). Den fuldkomne lov, vi mennesker kan spejle os i, er denne: »Du skal elske din næste som dig selv!« Tag dette »spejl« med i hverdagen og spejl dig i det: både dine tanker og dit liv. Gør alt, hvad du kan, for at følge dette gode bud både overfor dit barn, din arbejdskammerat, din ægtefælle og din nabo. Så vil du se noget af dig selv indvendig. Du vil opdage indre skavanker og fejl, som du hidtil overså. Men bliv ved alligevel. Og lad den Gud, som har givet dig denne fuldkomne lov at leve efter, også vise dig sig selv. Se ind i evangeliet om Jesus, hvordan Gud elsker dig! Jesus afspejler, hvem Gud er, og hvad han vil med dig. Da får du nyt syn for, hvad det vil sige at være elsket. Det gør dig glad og fri!
Det nye sprogForvirring, misforståelser og dårlig kontakt. Det oplever vi desværre tit, selv om vi taler samme sprog. Samme modersmål er ikke nogen garanti for, at man forstår hinanden. Du kender smerten ved ikke at blive forstået af dine nærmeste. Og de har også oplevet, hvordan du trak dig ind i dig selv og ikke forstod, hvad andre ville sige dig. Men det er egentlig ikke så mærkeligt. For hvor godt forstår du dig selv? Hvem er du egentlig, når det kommer til stykket? Hvad lever du for? Hvor kommer du fra, og hvor går du hen efter dette liv? Der findes et sprog, som kan besvare sådanne spørgsmål og forene os mennesker: nemlig evangeliet om Jesus Kristus. Her lærer du, hvor du kommer fra, og at misforståelser og dårlig kontakt ikke alene skyldes de andre, men bunder i vores fælles skyld. Gennem dette »sprog« får du kontakt med Gud. For det giver os tillid og tro i hjertet at høre om Jesu liv, og om hans død og hans opstandelse fra graven. På pinsedagen talte Jesu disciple dette sprog: Evangeliets sprog. Og de talte det på mange forskellige modersmål - på samme tid. Sådan fandt mennesker både Gud og hinanden på en helt ny måde. Det sprog tales også i dag. Det er et levende sprog, som både afslører, hvad der er gået galt i vore liv, og hvor redningen er på splittelsen mellem os mennesker indbyrdes og mellem Gud og mennesket.
Fik han fred?Der var to mennesker. Den ene var rig, den anden fattig. Den rige levede i fest og pragt. Den fattige levede af den riges affald, og hundene slikkede hans sår. En dag døde begge. Den rige blev begravet. Ligesom rigdommen livet igennem havde givet ham gode boligforhold, lækkert tøj og gode venner, sådan sørgede den i døden for kiste, ligkjortel og for venner, som bar ham til »den sidste hvile«. Men Jesus fortæller, at han slog øjnene op i helvede, hvor han pintes. Og der var ingen vej ud. Gud havde fulgt hans liv hele tiden. Uanset smukke ord ved hans begravelse, så gav døden ham dog ingen hvile. For Gud dømte ham. Og den dom kan ikke ankes. Det er uvist, hvordan den fattige blev begravet. Det fortæller historien intet om. Måske var der ingen, som ville ofre en kiste på det usle menneske. Og sandsynligvis var der heller ingen mennesker til at bære ham til »den sidste hvile«. Alligevel gik det ham godt. Der fortælles, at han hed Lazarus. Det betyder: »den, Gud hjælper«. Og der står, at englene bar den døde Lazarus hen i »Abrahams skød«. Han gik ind til den evige hvile, til lykke og salighed fra dødsøjeblikket. Livets nydelser kan gøre os mennesker blinde både for Guds hjælp og for vore medmenneskers lidelse og nød. Vi kan blive døve for, at der findes en Gud, som vi skal stå til regnskab for. Alligevel taler man ofte i forbindelse med dødsfald om, at mennesket går ind til »den sidste hvile«. »Godt, at han fik fred«, siger man. Men fik han fred? Jesus forstyrrer os. Han vil ikke lade os hvile i selvbedraget. Han vil ikke give os fred i løgnen. Han vil give os fred og hvile, som holder i døden og redder fra dommen. Kun hos ham får du virkelig hvile - også efter døden.
ModsigelseHvornår er du sidst blevet modsagt, så det ændrede din dag? Det sker måske kun sjældent? Årsagen kan være, at ingen af os har lyst til at blive modsagt. Vi vil hellere have ret og bekræftes i, at det, vi gør, er godt nok. Men nu er ingen af os jo i tvivl om, at der findes løgn og bedrag i verden. Vi mærker det i form af utroskab, udnyttelse, snyd og krig. Vi ønsker at modsige uretfærdigheden hos andre. Derfor er det på en måde underligt, at vi ikke selv ønsker at blive modsagt - som om løgne kun fandtes udenfor os selv. I stedet for at frygte for at blive modsagt af andre, skulle vi meget snarere frygte for, at løgnen og bedraget i vores eget liv aldrig bliver modsagt! Hos hvem kan vi da blive modsagt, sådan som vi har brug for det? Det er jo ikke altid, at forældre, ægtefælle eller nabo hjælper i retning af sandhed. Og den modsigelse, som en præst og »fromme« kirkegængere kan møde dig med, virker nok heller ikke altid umiddelbart tiltrækkende. Da hør to ting: Selv om dine nærmeste kan være ubarmhjertige i deres kritik af dig, så kender de dig bedre end nogen andre. Prøv at »invitere« dem til at modsige dig. Da gør de det måske på en helt anden måde, end når de mærker, at du stritter imod med næb og kløer. Og med hensyn til kirken, er præsten faktisk den første, som bliver modsagt. Guds bud stemmer også dårligt med synden og skylden i præsters liv. Gud modsiger præsten, når han studerer bibelen. Ja, prædikenen i kirken bliver først stærk og fuld af den modsigelse, du behøver, hvis præsten selv blev modsagt af Gud, da han skrev sin prædiken. Gud modsiger løgnen og skylden i dit liv for at give dig sandhed og tilgivelse.
Tilbage i Guds hånd»Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var alt øde og tomt. Der var endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der fandtes ingen mennesker, men en kilde brød frem af jorden og vandede agerjorden.« Med disse ord fra bibelens skabelsesberetning fortæller Gud os, at vand og menneskeliv er en gave. Jorden giver ikke vand og liv af sig selv. Jorden er ikke »Moder Jord«, hvorfra livet kommer. Vandet og livet kommer fra Gud, som har skabt jord og himmel. Skabelsesberetningen fortæller videre: »Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så han blev et levende væsen.« Her modsiges den meget udbredte antagelse, at vi er et resultat af en tilfældig udvikling, og at vi skulle befinde os på det højeste trin nogensinde. Men vi er ikke toppen på livets kransekage. Vi lever meget snarere i en degenereret slægt, som er ved at ødelægge både sig selv og hele jorden. Der er rigeligt af vidnesbyrd om også i vort eget liv. Vores største nød er, at vi har modsat os at være i Skaberens hånd og at modtage hans Ånd dagligt. Vi er ikke længere det bløde og medgørlige ler, som da Gud formede det første menneske og gav det sin Ånd. Vi ligner mere hårdt og tørt ler, som det er blevet umuligt at forme og give liv. Derfor har vi brug for mere end havregryn, ostemadder, kaffe og en smøg for at komme i gang om morgenen. Vi har brug for, at Gud tager os i sin hænder. Vi behøver livets vand og et pust af Guds Ånd i sjælen. Jesus har det, du mangler. Han siger: »Den, som drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv« (Joh 4,13-14).
HjælpForestil dig, at du er dyrepasser i en zoologisk have. Du har alt, hvad du ellers trænger til. Men ud over dig findes der ingen andre mennesker, hverken i eller udenfor den zoologiske have. Nogenlunde sådan oplevede Adam sin virkelighed, før Gud skabte kvinden. Gud formede dyrene og førte dem frem for Adam. Men blandt dyrene var der ingen hjælper, som passede til ham som menneske. Så herlige dyrene end er, så kan de ikke hjælpe os. Adam fik en hjælper af Gud. Det var et medmenneske og en kvinde, som passede perfekt til ham. Og han jublede. Fra den dag behøvede mennesket ikke mere at leve i ensomhed og uden hjælp. Alligevel gik det anderledes. Ensomhed, isolation og hjælpeløshed er en virkelighed blandt os mennesker. Det kan opleves i en boligblok, i et nabolag, på et plejehjem, i en familie, i en menighed og i et ægteskab. Livet er ikke, som det burde være. Nogen får aldrig en ægtefælle. Andre får en ægtefælle, men får ikke fællesskab, men blot større ensomhed. Forældre kan også gøre deres børn ensomme, fordi de har så travlt med hinanden og med sig selv. Hvordan er det med dig? Kender du til at være ensom og til at gøre andre ensomme? Vi har alle brug for en hjælper, brug for en, som kan tilgive os det, vi har gjort mod hinanden og mod vores Skaber. Hjælperen findes ikke blandt almindelige mennesker. Men Gud har sendt os sin Søn, Jesus Kristus. Han er en trofast hjælper. Han vil række os sin tilgivelse midt ind i vore liv, huse og byer. Da får vi fællesskab både med Gud og med hinanden. Det er en stor hjælp!
SandhedDu kommer dig nok over, hvis DSB's køreplan skulle vise sig at være upålidelig og fuld af fejl. Det er slemt nok, men en løgnagtig fartplan vælter ikke vores tilværelse. Forestil dig i stedet, at der bliver sat spørgsmålstegn ved mere og mere i dit personlige liv. Du er kommet i tvivl, om dem, du regnede for at være dine forældre, også er det. Det er blevet tvivlsomt, om dine nærmeste holder af dig. Og der er meget, som taler for, at dine arbejdskammerater taler ondt om dig, når du ikke er til stede. Tilliden er borte. Løgnen er ved at få overtaget. Det er ikke rart at vågne op til en dag, hvor løgne møder os som en silende regn. Men det er endnu værre, hvis vi er begyndt at lyve overfor os selv og overfor andre. Det går hånd i hånd med, at vi tvivler på, om der findes en personlig Gud, som har skabt os, og som kender os fra inderst til yderst. Den, som sætter spørgsmålstegn ved Guds godhed og ved Guds eksistens, sætter spørgsmålstegn ved, om der overhovedet findes godt og ondt. Og da bliver løgnen mere nærliggende for os end sandheden. Men der findes en sandhed her i livet, som har større betydning end en korrekt DSB-køreplan! Der findes en sandhed om dig og dit liv, som er i stand til at bære dig igennem hverdagen, også selv om du må sætte spørgsmålstegn ved både din egen og andres troværdighed. Sandheden er en person: Jesus Kristus. Han siger: »Jeg er vejen, sandheden og livet!« Når vi lytter til Jesus Kristus, bliver der sat spørgsmålstegn ved meget hos os. Men samtidig får vi svar på de vigtigste ting i livet: At Gud er til. At Gud er god. At sandheden altid er bedre end løgnen. Og at Jesus Kristus er vores eneste chance for at få et sandt liv både før og efter døden.
FremtidEn dyster fremtid kaster mørke skygger ind over nutiden. Det gælder i små og store ting. Hvis storesøster mærker, at lillebror vil ødelægge hendes dukkehus, når han kommer fra skole, bliver hendes leg med at indrette og møblere så trist. Hvis man som studerende mærker, at man ikke magter den afsluttende eksamen, taber man gejsten i studiet. Og hvis man har fået at vide, at man er uhelbredelig syg, kan det ændre hverdagen totalt. Vi vil hellere glæde os til noget godt. Det fylder os med energi. En god fremtid kaster lys og håb ind over livet. Men vel at mærke kun hvis der er hold i fremtidsudsigterne. Og det er der kun, når de kan hamle op med de vanskelige vilkår, som ingen af os kommer udenom. Dybest set ved vi jo godt, at lækre møbler, en bil og dyre hudplejemidler kun kan forsøde tilværelsen, men aldrig kan hjælpe os i skilsmisse, sygdom og personlig krise. Reklamerne vil gerne have os til at tro noget andet, men de havner i containeren ligesom det, de reklamerer for. Her har den kristne tro et helt anden realistisk forhold til virkeligheden. Den taler højlydt om både gode og onde dage, når der er bryllupsfest. Ved barnedåben taler den om muligheden for, at forældrene dør, før barnet bliver voksent. Den fastholder, at intet menneske undgår at lide smerte, mærke tomhed og at dø. Den viser os vores skyld og vækker vores dårlige samvittighed. Og alt dette gør den, for at vi må kende vores nød og få tillid til Jesus Kristus. En kristen tro forsøder måske ikke din tilværelse øjeblikkeligt. Men den giver dig en nutid og fremtid hos din Skaber. Du bliver tryg, fordi du får en Frelser, som kan hamle op med din skyld, lidelse og død.
Nakker og kirkebænkeNår man er i kirke, ser man hinanden i nakken. Det kan nok siges at være en upersonlig måde at være sammen på. Derfor er der også nogle, som mener, at kirkebænke og alterbord burde udskiftes med almindelige borde og stole, så man kan komme hinanden mere ved i kirken. De mener, at det er en af kirkens vigtigste opgaver. Og det er rigtignok også en vigtig side ved at være med i en kristen menighed. Alligevel er der en god grund til, at kirkebænkene står, som de gør. De peger på, at vi ikke har nok i hinanden, men at vi har brug for sammen at vende os til Gud med vores skyld, glæde og sorg. Vi kommer ikke i kirken for at høre os selv, men for at høre Guds ord. Derfor er der kun ét bord i kirken, nemlig alterbordet. Her tilberedes nadveren, som er Jesu legeme og blod. Og gæsterne må på knæ for at spise med. Af samme grund er der også kun én stol i kirken, nemlig prædikestolen. Den stol må kun bruges som talerstol, hvis præsten prædiker Guds ord. Og det gør han kun, når hans prædiken er forankret i bibelens budskab og når han taler ind i menighedens liv og hverdag. Det er faktisk berigende med et sted, hvor hverken vi selv eller andre mennesker står i centrum og tilbedes, men hvor vi i stedet møder Gud og tilbeder ham. Når vi bagefter ser hinanden i øjnene, er der sket noget godt!
VintertidNår vi går fra sommer- til vintertid, rører vi ved tiden. Vi stiller urene en time tilbage. Ikke fordi vi dermed forsøger at styre tiden. Vi tilpasser os kun. Solen giver mindre lys om vinteren. Det er en mørk tid. For mennesker med anlæg for tunge tanker eller depression kan det være en særlig vanskelig tid. Og alle kender vi til frygt for mørke: mørke i sindet, mørke over fremtiden og mørke under sygdom. Det er med mørket som med tiden: vi kan ikke selv gøre noget ved det, blot tilpasse os. Men der findes én, for hvem mørket aldrig er mørkt, nemlig Jesus Kristus, Guds Søn. Han siger: »Jeg er verdens lys. Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys!« (Joh 8,12). Hvilken fantastisk mulighed for os, når vi går over fra sommer- til vintertid. Lys i den mørke tid! Lys ind i det mørkeste i vores liv. Lys over fremtiden. Hans lys kommer til os, når vi hører hans ord. Når det sker, bliver det lyst i vores liv. Og det betyder to ting: Det bliver tydeligt, hvor meget skidt, der findes i vores liv. Og Jesus Kristus giver os sin tilgivelse og lover at vejlede frem over. Det behøver enhver af os, uanset om vi har et lyst eller et mørkt sind. Mindre lys i en vinter-tid? Ikke hos Jesus Kristus!
BlommetræetI oktober ligger der i mange haver en bunke haveaffald. Det er sammenrevne grene, blade, sten og ukrudt. Det ligger tilfældigt sammen og venter kun på at blive kørt væk i en container. I mange haver står også et dejligt blommetræ med de fineste modne frugter. Grenene sidder ikke tilfældigt, men udgør en levende helhed. Blommerne er i sig selv et lille under. Bladene falder af, men ikke for altid. Træet forbereder sig derimod til vinteren. Hvad ligner du selv mest? En bunke haveaffald eller et blommetræ? Når man ser ud i verden, må man konstatere, at mennesket mange steder bliver behandlet som affald. Mennesker bliver misbrugt og kasseret. Vold, misbrug af børn, undertrykkelse og pornografi. Også vi kender til at kassere og blive kasseret. Selv om du måske ikke synes, at du ligner en bunke affald, er det nok ikke altid så ligetil at tro, at der er en mening med dit liv. Det gælder både unge og gamle. Det viser sig som meningsløshed, frygt og håbløshed. Selv om man har meget at glæde sig over i ens liv, vil der også altid være mange tegn på, at man skal forgå. Blommetræet i efterårs-haven kan ikke direkte hjælpe os. Men indirekte peger det hen på vores Skaber. Gud har skabt dig og alle andre skabninger. Derfor er du ikke en affaldsbunke. Du er ikke en tilfældighed. Du er elsket af Gud. Du er skabt til at leve med ham for altid. Men i vores selviskhed og gudløshed har vi sat os selv i centrum, så vi ikke længere erkender, at der findes en personlig Gud. Derfor har vi brug for at høre om Jesus Kristus. I ham får livet ny mening. Han giver tilgivelse og håb, uanset om vores liv mere ligner en bunke haveaffald end det dejlige blommetræ!
Magter du dit liv?Der kræves meget af dig. Du skal kunne beherske dig. Du skal klare er uddannelse. Du skal slå til i familien. Du skal være oplagt på arbejdspladsen. Du skal være en tålmodig pensionist. Du skal og du skal! Sådan mærker vi kravene både fra andre mennesker og fra os selv. Og da tænker vi let: Bare jeg havde en bedre uddannelse ... bare jeg havde et andet arbejde ... bare jeg havde en bedre økonomi ... bare jeg havde et bedre helbred ... så kunne jeg magte min tilværelse. Men er det rigtigt? Er det ikke noget helt andet, du mangler? Der kom engang nogle mennesker til Jesus med en ven, som var lam. De bar ham på en båre. Han magtede ikke sit liv. Og vennerne magtede det heller ikke. Men de havde hørt om Jesus. Og de havde tillid til, at Jesus havde magt til at hjælpe. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.« Og for at vise tilhørerne, at han virkelig havde myndighed til at tilgive synder, sagde han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem!« Og manden var helbredt! (Matt 9,6). Jesus magtede hans liv. Han magtede hans skyld. Og han magtede hans sygdom. Jesus, Guds Søn, er også den eneste, som magter vores liv. Derfor hjælpes vi ikke for alvor, før vi får samme hjælp, som den lamme fik: Tilgivelse. Tilgivelsen er den største magt i verden. Den overvinder skyld, had og fjendskab. Den genopretter fællesskabet mellem dig og din skaber. Jesus har magt til at tilgive os alt det forkerte i vores liv. For han er Guds Søn, som påtog sig vores skyld og led straffen i vort sted. Derfor magter han dit liv - uanset hvor umuligt det ser ud. Opsøg ham i hans kirke!
Tro - uden tvangHvis tro og kærlighed skal være ægte, skal det komme fra hjertet. Hvad er det ellers værd? Vi kan ikke tvinges til at holde af. Enten gør vi det frit og glad, eller vi gør det slet ikke. - »Derfor behøver jeg ikke at gå i kirke for at tro på Gud!« mener nogle. Og de begrunder det: »Hvis man kun tror på grund af præsten, så er troen ikke ægte!« ... »Kristne, som er nødt til at gå i kirke for at tro på Gud, har egentlig en svag tro. Ja, det er nærmest en slags indoktrinering, hvis man skal høre en prædiken, for at kunne tro på Gud.« Indvendingen skal tages alvorligt. For hvis troen på Gud er påduttet os af andre mennesker, så du'r den ikke til noget. Man kasserer den, når man møder en mening, som lyder mere overbevisende. Eller man vender kristendommen ryggen, fordi man oplever de ti bud som en »spændetrøje«. Dermed afsløres ens tro som overfladisk og uduelig. Det var noget, andre havde fået os til. Hvordan bliver troen da en glad tillid i hjertet? Kommer denne tro som lyn fra en klar himmel, uden at du ved hvordan? Eller er det noget, du selv langsomt kan bygge op gennem dine egne tanker? Nej! Det er med troen på Gud som med tillid mellem mennesker. Vi får aldrig tillid til dem, vi ikke kender. Tillid er en gave, som kun er mulig, hvis man er sammen med hinanden. Sådan er det med troen på Gud. Du må lære Gud at kende. Du må høre om ham. Du må møde ham. Og det gør du, når du hører evangeliet om Jesus. Derfor behøver du at gå i kirke og at høre og læse evangeliet om Jesus. Du skal høre det klart og tydeligt. Det skal prædikes og tales lige ind i din livssituation og ind i dine dybeste behov. Sådan får du tillid til Gud. Sådan får du en kristen tro, som du'r til noget både i livet og i døden.
Hvordan skal jeg komme?Hvordan skal jeg komme? Hvad skal jeg dog sige? Hvordan vil hun tro mig? Hvad skal jeg tage på? - Sådan spørger vi os selv, når vi skal møde et menneske, som vi for alt i verden ønsker at have det godt med. Det kan være et menneske, du er forelsket i og besøger for første gang. Det kan være en ven, som du er raget uklar med, men nu vil bede om tilgivelse. Det kan være dit eget barn, som du mistede kontakten med, men nu igen forsøger at nå. Og det kan være din ægtefælle, som skuffede dig på en måde, så du næppe kan se nogen vej ud af problemet. Hvordan skal du komme? Hvad skal der til? Det er også det dybe problem mellem Gud og mennesket. Der er opstået en kløft så stor, at mennesket langt på vej ikke anerkender, at Gud er til. Vi kender til at anklage Gud for vores tilværelse. Men samtidig kender vi til angst og frygt. Stillet overfor lidelse, skyld og død, lukkes munden på os. Og vi spørger: Hvem er Gud? Hvordan finder jeg ham egentlig? Gud har gjort noget ved det. Han besluttede at komme. Og han valgte at komme til os i fattigdom og ydmyghed. Det var den eneste måde, hvis der skulle genoprettes fællesskab. Han kom i kærlighed. Han blev menneske. Han blev et barn, og senere en dreng og en korsfæstet mand. Hvorfor? Hvad vil han os? Han vil have fællesskab! Vi har grund til i det mindste at lade ham banke på og præsentere sig. Han presser sig på hos dig. Men ikke med vold og magt, men på en stille og alligevel stærk måde. Hør Guds ord og lær om din skyld. Hør evangeliet om Jesus og mærk, hvem Gud egentlig er. Han kommer, så vi kan kaste al frygt bort og få genoprettet vores forhold til vores Gud og skaber.
Bliver alt godt til sidst?Hvem vil ikke gerne tro, at det går godt til sidst, ligesom i eventyr. Eventyr handler jo ofte om, at mennesker først må så meget grueligt igennem og bestå vanskelige prøver. Og til sidst bliver alt godt. Bibelen indeholder ikke sådanne eventyr. Det kristne budskab er langt, langt bedre. Her går det mennesker godt, selv om de ikke består livets vanskelige prøver. Her kan det gå godt til sidst, også for dem, som levede i ondskab og had. Mens eventyr kun giver håb for »de gode«, så giver bibelens budskab også håb til »de onde«. Et stærkt eksempel er beretningen om Josef og hans brødre i 1. Mosebog kapitel 37-50. Det er en frygtelig beretning om, hvordan brødre solgte deres lillebror til fremmede slavehandlere. Senere foregav de overfor deres far, Jakob, at broderen Josef var blevet revet ihjel af et vildt dyr. Siden levede de som løgnere i mange år. Hvis det havde været et eventyr, ville det have sluttet med, at Josef fik det godt, og brødrene fik deres velfortjente straf. Men sådan gik det ikke. Og sådan går det ikke, hvor Gud regerer med sin tilgivelse, omsorg og nåde. Brødrenes ondskab blev afsløret, og de måtte bekende deres løgn. Gud tilgav dem og vendte det onde i deres liv til noget godt. Sådan er det at tilhøre Gud. Og det er for øvrigt også vores eneste mulighed for at få en god fremtid. For hvor er det gode menneske, som ved sin kærlighed og godhed kan fortjene sig en god fremtid? Der har kun været ét af slagsen på denne jord: Jesus Kristus, Guds Søn. Derfor er vores fremtid afhængig af dette ene: Om vi kender ham og ved troen er kommet ind under hans tilgivelse og omsorg. Fra "En sjælden optimisme" |
