OVERSIGT

Blomster har noget at sige

1. Blomster har noget at sige
2. Gode rødder
3. En havemand på knæ
4. Min elskede
5. Vand og vind

1. Blomster har noget at sige

Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid. Esajas 40,6.8.

Det er skønt med blomster i haven. Havetid og blomstertid hører sammen. Vi glæder os. Nogle har store og flotte haver. Andre har kun blomster­kasser eller urtepotter. Men det gør ikke så meget. For en enkelt blomst kan udrette mere end et hav af blomster. "Sig det med blomster!"

Blomsterne har noget at sige. De fortæller en historie om os. De fortæller, at vi kommer fra en stor Skabers hånd. De viser os, hvor underfuldt smukt livet kan være, men også hvor kort det er. Bibelen sammenlignes menneskets liv med blomstens liv: Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid (Es 40,6.8).

Vi fryder os, når blomsten lige er sprunget ud. Men hvad gør vi, når den bøjer sig? Hvad gør du, når du mærker meningsløshed og lidelse, skyld og forkrænkelighed? Hvordan bevarer du troen og håbet, når du i hverdagen mærker, at blomsten vokser blandt tidsler og torne i en verden med angst og for­ned­relse? Da spørger vi: "Hvorfor?" Vi spørger Gud. Vi erfarer, at blomsten er skåret af og mangler varig forbindelse med Liv-giveren. Og han spørger tilbage, som engang i Edens have: "Adam, hvor er du? Hvad har du gjort mod Eva? Har du valgt Gud fra i dit liv? Hvor er du?" Og da isner det i os.

Alligevel er det godt at blive kaldt på med sådanne nærgående spørgsmål. Det er havemanden, som er ude efter dig. Han er ude efter at få dig plantet i tilgivelsens have. Det er den planteskole, vi må vokse i, for siden at kunne blive plantet ind i Paradis, når vi dør. Tilgivelsens have findes der, hvor Guds ord - evangeliet om Jesus - forkyndes.

2. Gode rødder

De er plantet i Herrens tempel, de skyder op i vor Guds forgårde. Selv i deres høje alder bærer de frugt, de er friske og grønne, så de kan forkynde, at Herren er retskaffen; han er min klippe, der er ingen uret hos ham." Salme 92,13-16.

Sommeren behøver ikke at være ret gammel, før græsset kan svides og stedmor-planterne visne. Men da tager de mere rodfaste blomster heldigvis over. Roser og buske klarer bedre både blæst og nogle tørre uger.

Vi oplever det også i vores liv. Når vi rammes af tørre tider, eller når blæst, regn og kulde slår ned i vores personlige ha­ver, holder de første sommerblomster ikke stand. Og vi spørger, hvordan vi bevarer livet og glæden. Skal du affinde dig med at afblomstre? Eller kan man vokse i dybden med mulighed for stadig personlig vækst? - Ja! For den levende Gud har ikke skabt os til at visne og dø, men til at leve og bære frugt. Og det med at bære frugt og være grøn er ikke forbeholdt en bestemt alder.

Bibelens salme 92 fortæller om dem, som kender Gud og tror på ham: "De er plantet i Herrens tempel, de skyder op i vor Guds forgårde. Selv i deres høje alder bærer de frugt, de er friske og grønne, så de kan forkynde, at Herren er retskaffen; han er min klippe, der er ingen uret hos ham" (Sl 92,13-16).

Ligesom man kan undres over, at palmen klarer sig i ørkenens sand, sådan kan man undres, når et menneske bevarer håbet og troen under modgang og sygdom. Men der er en forklaring. Palmens rødder når helt ned til den flod, som flyder under ørkenens sand. På samme måde med det men­ne­ske, som vokser i evangeliets ord. Det ord gør, at du klarer dig i de vanskeligste tider og har håb både for tid og evighed.

3. En havemand på knæ

“Min sjæl er bedrøvet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!" Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." Matthæus 26,38-39.

Når en havemand ligger på knæ, er han nok ved at lægge kartofler, sætte kål eller plante nye dejlige blomster og buske i sin have. Men hør her om en havemand, som ligger på knæ af en helt anden grund: Jesus i Getsemane have. Det var aftenen før hans lidelse og død. Han og vennerne havde været sammen til påskefest i et af husene i Jerusalem. Ud på aftenen gik de ud af byen til Getsemane have, hvor de ofte var sammen. Her voksede oliventræer så gamle, at de også kunne have været vidne til, at kong David 1000 år tidligere vandrede i haven. Og her var spæde planter, som her 2000 år efter måske stadig vokser i haven. Jesus måtte på knæ.

Matthæus fortæller, at Jesus sagde til sine venner: "Min sjæl er bedrøvet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!" Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." (Matt 26,38-39). Han kæmpede med sin fader i bøn. Var det muligt at undgå henrettelsen, dommen og korsdøden? Nej, det var ikke muligt. Men havemanden fandt hvile i Guds vilje.

Da han rejste sig fra bønnen, havde han fået styrke til at lade sig fange, dømme og henrette. Den skyldfri og gode døde i vort sted. Og han opstod påskemorgen. Dermed var tilgi­vel­sens og håbets have en realitet her på jorden. Her planter havemanden sine stiklinger i dag. Her kan vi gro. Mørket og døden skal ikke få bugt med dem, som er plantet i tilgivelsens have. Det har havemanden sørget for. Tilgivelsens have findes der, hvor mennesker plantes i troen på Jesus Kristus.

4. Min elskede søn

"Det er min elskede søn!" (Matt 3,17).

"Du er min elskede!" Nogle gange tager vi sådanne højtidelige ord i vor mund. Men de fleste gange nøjes vi med: "jeg elsker dig!" Og det er heller ikke ringe. Det er ikke ringe at have en at sige det til. Og det er ikke ringe, når det bliver sagt til os.

Vi forbinder som regel de tre små ord med kærestepar og nyforelskede. Men hvad forhindrer andre i at bruge disse ord? Hvorfor ikke blive ved at sige det, selv om du har holdt sølvbryllup? Hvis du er gift, har du jo lovet "at elske og ære indtil døden ..." Sig til din ægtefælle, at det er det, du vil. Hjælp hinanden til at sige det. Giv et knus, en blomst, måske en erantis fra forårshaven, en lille bemærkning ved aftensmaden eller i forbindelse med, at du ringer hjem: "Jeg elsker dig!" - Børn har brug for at høre de tre små ord og at mærke, at deres far og mor mener det. Og en far og mor glæder sig, når det kommer fra barnet. Det varmer ekstra, når det kommer sammen med et knus. Og mon ikke den, som er blevet alene, har brug for sådanne ord? Kender du ikke et menne­ske, som du kan sige det til i dag?

Jo, det forpligter. Men det bliver det jo kun endnu bedre af. Hvor er det vigtigt, at vi kendes ved hinanden og lader hinanden mærke kærligheden i form af nærhed, omsorg og hjælp i hverdagen. Men sam­tidig ved vi også godt, at vores og andres kærlighed kan rystes, og at den ophører en dag - når vi dør.

Vi har ikke nok i andres kærlighed. Vi behøver også Guds kærlighed. Men hvordan? Hvordan ved du, at du er elsket af din Skaber? Hvordan mærker du hans nærhed, omsorg og hjælp i hverdagen? Tag med til Jesu dåb: Dér sagde Gud Fader til Jesus: "Det er min elskede søn!" (Matt 3,17). Og han siger det til enhver, som bliver døbt og tror på Jesus: "Jeg elsker dig!" Du kan høre det om søndagen i kirken Det er ikke så ringe, at være omgivet af Guds kærlighed i Jesus Kristus.  

5. Vand og vind

“Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Johannes 3.

Vand blødgør og får alt til at gro. Vinden forfrisker og holder gang i bestøv­ning og frugtbarhed i naturen. Uden vand og vind går livet til grunde. Sådan er det også blandt os mennesker. Vi ved og mærker, at legemet ikke kan undvære vand. Vi drikker det, og vi vasker os dagligt i det.

Vi ved og mærker også, at vi ikke kan leve uden trofasthed og kærlighed. For vi består jo ikke kun af knogler og kød, men har også følelser og sjæl. Vi er åndelige væsener, som behøver glæde og håb. Vi behøver "ånd", dvs. et frisk pust ind i hjertet, tilgivelse og tro i hverdagen, luft i lungerne og mod i hjertet. Jesus siger det sådan: "Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige." Og han forklarer: "Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden" (Joh.3).

Vinden kan vi ikke se, men vi hører den suse og mærker dens virkning. Tro og håb kan vi heller ikke se, men vi mærker, at vi ikke kan leve uden. Vi har brug for, at Gud lader det suse ind i vores liv: at Han tilgiver os det forkerte, vi har gjort; og at han giver os tillid til, at han er vores Fader, som tager sig af os. Det sker, siger Jesus, gennem vand og Ånd: dvs. gennem dåbens bad og Guds ord. Og virkningen er overraskende: vi fødes på ny. Når vi i sygdom oplever, at legemet går til grunde, og når vi erfarer, hvordan vi mennesker kan nedbryde tro og håb hos hinanden, fornemmer vi behovet for det vand og den Ånd (vind), som kan give os livet på ny.

www.vivit.dk, Den evangelisk-lutherske Frikirke, post@vivit.dk