Gode vinger
Her i ferietiden har mange siddet og kigget ud over en fly-vinge. Ens liv afhænger af, om den holder. Den løfter og bærer afsted. - Når vi så igen er på landjorden, tænker vi ikke mere på fly-vingerne, før vi igen er på vej hjemad fra ferien.
Men også i hverdagen behøver vi vinger. Ligesom kyllinger søger ly og varme under hønens vinger, behøver vi alle beskyttelse. For hvem kan holde sig selv oppe hele tiden? Er der ikke mange farer i hverdagen, meget, som vil fratage os trygheden og som kan true livet?
I gamle testamente står der om en kvinde, som hed Ruth: "Måtte du få den fulde løn af Herren, Israels Gud, nu da du har søgt ly under hans vinger" (Ruth 2,12). Mange ulykker havde ramt hende og hendes svigermor. De var begge blevet enker. Men Ruth havde mødt Herren som sin Gud og beskytter. Og hun søgte beskyttelse under hans vinger.
Ruths bog er en stilfærdig og stærk beretning om, at Gud har gode vinger. Han rækker dem ud over sin skabning, og især over dem, som er i nød. Han rækker dem ud og drager mennesker ind til sig, så de finder tryghed, ikke kun i krisetid, men altid.