Fadervor

Matthæus 6,9-13: ”Fader vor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn! Komme dit rige! Ske din vilje, som i himmelen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget, magen og æren i evighed. Amen."

Det er en udbredt opfattelse, at vi som mennesker dybest set kun har os selv at stole på. Mange mener også, at den kristne tro på Gud er noget, kristne selv har fundet på. Derfor ligner kristne børnehavebørn, som påstår, at de har forældre, som sørger for dem. Men i virkeligheden har de ingen forældre. Ja, de er ikke engang forældreløse. For de stammer fra intet og ingenting. Og der var ingen, som gav dem tøj på i morges, og madpakken i tasken er også opstået ved en tilfældighed.

Midt i sådan en verden er Gud blevet menneske. Det tror vi på som kristne, fordi det er sket i virkeligheden og fortalt os af øjenvidner: evangelister og apostle. Jesus er Guds Søn. Han lærer os Gud at kende som vores Fader.

Derfor beder vi som kristne "Fader vor!" Bønnen kan bedes, siges, trygles, hviskes, råbes, plages og ønskes. Og Gud, vor Fader, hører vores bøn og giver os, hvad vi beder om.

Her er en lille forklaring til de 7 bønner i Fadervor:

Bed: Helliget blive dit navn!   
Vi har alle et navn. Og vi vil helst, at andre respekterer os, og at nogen holder af os. Men hvis vi nu bliver i billedet med børne­havebørnene er det jo endnu vigtigere, at der er en voksen, som de kender, og som kender dem. Jesus siger: Bed om at lære Guds navn at kende. Læs da et afsnit i stykke fra evangeliet om Jesus Kristus. Begynd fx med Matthæus. Måske du kan læse evan­geliet i løbet af en eller to måneder. 28 kapitler. Da lærer du Jesu navn at kende. Hans navn vil vokse sig stort. Og du vil mærke, at du ikke er alene. Gud er med dig og hos dig. Jesus er med dig. Han er din Frelser!

Sig: Komme dit rige!   
Her beder vi om at blive fritaget for at skulle bygge til­værel­sen op omkring os selv, som om vi skal skulle skabe vores eget kongerige. Bed: ”Komme dit rige!” Luthers Lille Katekismus forklarer os, at ”Guds rige kommer til os, når Gud Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever efter Guds vilje her i tiden og engang i evigheden.” Læs om Guds rige i Evangelierne. Da vokser det lige så stille dag for dag hos dig.

Trygl: Ske din vilje!   
Denne tredje bøn minder os om en pinefuld smerte hos Jesus. ”Ske ikke min vilje, men din vilje!” Sådan bad han i Getsemane natten før sin død. Han spurgte sin far, om det var muligt at undgå lidelsen og dommen på korset. Og han endte med at sige: ”Ske din vilje!” - Der kan også komme pinefulde dage i januar for os. Dage med vanskelige valg. Da husk, at Jesus udførte Guds vilje ved at dø for dine synder og opstå fra graven. Du kan trygt bede: ”Ske din vilje!” Og find den i Jesu undervisning i Evangelierne. Læs dagligt 10-20 vers. Gør det. Og bed Gud give dig vilje til at adlyde ham.

Hvisk: Giv os i dag vort daglige brød! 
Måske mangler du ikke dagligt brød. Men du mangler øje for, at Gud sørger for dig. Bed ham om at vise dig, at han er din far, som gør det muligt, at der er brød i kassen, mælk i køleskabet og havregryn i skuffen. Og hør, hvad Jesus siger: ”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? … Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? (Matt 6). Bed ham om at give dig, din familie og din nabo alt det, I trænger til. Og del indbyrdes med hinanden og med andre, som trænger endnu mere, end du selv gør.

Råb: Og forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere! 
Vi kommer ikke uden om at bede denne bøn. For hvem kan ikke føle sig låst og fanget af skyld? Og der er jo intet, som tyder på, at vi bliver bedre i morgen. Vi kan ikke undslippe vores elendige selviskhed og skyld. Derfor skal du bede sådan: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere!” Og tænk på dem, som skylder dig noget, mens du selv beder om tilgivelse. Da blive dagen fuld af håb. For nu kan du tilgive dem, fordi Gud tilgiver dig.

Ønsk: Led os ikke i fristelse! 
Tænk ikke, at fristelser kun rammer andre, men ikke dig. Hvis ikke Gud bevarer dig, vil Djævelen, verden og dit kød bedrage dig og forføre dig i vantro og fortvivlelse eller få dig til at kaste dig ud i det, som er skamfuldt. Bed Gud om hjælp. - Jesus sagde til sine disciple den nat i Getsemane: ”Bed om ikke at falde i fristelse!” Men de faldt i søvn og i fristelse. Alligevel tilgav han dem. - Bed igen! Giv ikke op! Overlad til ham, hvad du skal opleve og se og læse. Og læs et stykke i evangeliet i dag. Det tar’ kun 5 minutter. Læg minutterne til morgenkaffen og sluk for fjernsynet imens, så du både får lyttet til Guds ord og bedt ham hjælpe dig i dag.

Og bed: Men fri os fra det onde! 
Den sidste bøn er bønnen om, at Gud vil fri os fra det onde. Det onde findes. Det findes i verden, i vores kultur og i vores person på grund af arvesynden i os. Vi magter intet. Derfor vil vi bede til Gud: ”Gud fri os fra det onde – og tag os hjem i himlen til dig, når vor sidste time kommer!”

Ved tillid til Jesus og dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn er du med i Guds børneflok. Og da bliver det svært at lade være med at bede ”Fader vor”. - Og slut bønnen med disse fantastiske ord: ”For dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.”

www.vivit.dk.  post@vivit.dk