.

Tilbage til forsiden

Andagt

Boss og tjener

Fadervors anden bøn: "Komme dit rige!"

Du vågner og tar' tøj på. Kaffen laver ikke sig selv, det må du selv gøre. På samme måde med dit studie, dit arbejde og den nødvendige rengøring og vask i aften. Andre gør det ikke for dig. For i din lille verden er du både boss og slave. Det føles godt, når det lykkes og du har styr på det hele. Men det er ikke rart, når du føler dig slidt og magtesløs som en ussel slave. - Og hvem gider at høre på, hvordan du har det? Selv om enkelte måske lytter et øjeblik med venstre øre, hjælper det kun så lidt.

Da er det godt at høre Jesus Kristus forkynde: "Himmeriget er kommet nær!" (Matt 4,17). Himmeriget er nær lige her. Jesus Kristus indbyder os til at have ham som både boss og tjener. Hele hans liv, hans prædikener og undervisning handler om dise to ting: at han er vores Herre og Tjener. Han har al magt. Han er Bossen! Og han satte sit liv til for os - ofrede sig for vore synder - i kærlighed. Han er Tjeneren! - Og han har sagt, at der er en, som vil lytte, når du fortæller, hvordan du har det, og hvad du har brug for: Nemlig din og hans Far i Himmelen. Jesus indbyder og siger: "I skal bede sådan: Vor Fader, du, som er i himlene. ... Komme dit rige!" (Matt 6,9-10).

Ved dagens begyndelse kan du bede til din boss og din tjener og sige: "Komme dit rige! Lad mig i dag leve hos dig, klæ' mig på for dig, lave kaffe hos dig, ta' på arbejde med dig og gøre rent og gå i seng i aften i tillid til dig. Du har jo forkyndt Tilgivelse og Håb for mig. Du har båret mine synder på korset. Du har lovet at være med mig alle dage indtil verdens ende. Du er min trofaste boss og min tjener." Sådan bliver uge 4 en god uge - uanset hvordan den ellers bliver.

Bed: ”Komme dit rige!" Vær min boss og tjener, når jeg vågner, laver kaffe, går på arbejde og gør rent - og når jeg falder om af træthed i aften. Amen.

FRA LILLE KATEKISMUS:
Anden bøn i Fadervor: Komme dit rige. Det vil sige: Guds rige kommer vel af sig selv uden vor bøn; men vi be­der i denne bøn, at det også må kom­me til os. Hvorledes sker det? Når den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever gudfrygtigt her i tiden og siden i evigheden.

www.vivit.dk. Den Evangelisk-Lutherske Frikirke. LGJ. post@vivit.dk