Fjender!
Matthæus 5,43: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer!
Sådan skal vi være overfor vore fjender. Det er Jesus, som befaler os at leve sådan. Er det rimeligt? Og kan vi? Måske ikke. Men det er det, vi skal! Gamle Testamente bekræfter det og siger: Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke (Ordsprogenes Bog 25,21).
Paulus griber fat i dette vers, når han skal forklare os, hvordan vi som kristne skal leve i kærlighed mod hinanden og andre. Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode (Rom 12,17-21).
Det betyder ikke, at Gud ikke straffer og dømmer. Paulus siger jo, at der skal gives plads for Guds vrede. Og Jesus taler tydeligt om, at der kommer en dom. Gud vil dømme dem, som hårdnakket står hans vilje imod og knuser de svage, ringeagter barmhjertigheden og nåden og forfølger dem, som holder sig til Herren. Men han opfordrer ikke os til at dømme. Vi, som er svage og som lever i kraft af Guds barmhjertighed og nåde, må ikke gøre os selv til dommere og herrer, heller ikke over dem, som Gud vil dømme til sidst.
I 3. Mosebog siger Gud, hvad vi ikke skal, og hvad vi skal: Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren! (3 Mos 19,17-18).