Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Matthæus 27,50
Der er tider i livet, hvor vi mangler ord. Både, når vi står overfor det, som er herligere, end vi kunne forestille os, og når vi møder lidelse og død og må tage afsked.
Hvem har ord til den, der dør? Hvem kan hjælpe de efterladte? Og hvem kan tale ord til dig, når du selv står på grænsen mellem livet og døden?
Jesus Kristus kan. Han har ordene. Og han har på en særlig måde givet os syv, de syv, han sagde, da han selv døde.
1. Han sagde om sine fjender: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!"
2. Til sin mor sagde han: "Kvinde, dér er din søn." Og til sin bedste ven sagde han: "Dér er din mor."
3. Han sagde til en røver: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!"
4. I sin smerte sagde han: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"
5. Da hans krop skreg efter lindring, sagde han: "Jeg tørster."
6. Og om sin tjeneste for os i dødens og skyldens verden sagde han: "Det er fuldbragt."
7. Og hans sidste ord før sin død var tillidsfulde ord til hans Fader: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd."
Jesus Kristus beder om, at vi mennesker må få tilgivelse for alt det onde, vi har gjort. Og mens han beder, lider han vores straf og dør i vort sted. Dernæst hjælper han sin mor over tabet ved at kalde en kær discipel til at sørge for hende. Så tager han en skyldig røver med gennem døden ind i Paradis. Derpå rammes han selv af Guds vrede og dom over vore synder. Han tørster, så vi ikke skal være i tvivl om, at han var et menneske som os. Og han gør arbejdet færdigt, så vi kan blive frelst af nåde. Til sidst giver han os en bøn, som vi tillidsfuldt kan bede, når vi dør: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!"